Jannes sted

Sindbillede

2012-01-24T10:09:00.000+01:00

Jeg cirkler stadig og kan hverken gå ud af en tangent eller lande. En af "mine" værste dæmoner har besat mig nok engang, og du ser et billede på den her:

Hvis ikke Den Sorte Mand snart skrider og lader mig være i fred, er jeg bange for jeg bliver vanvittig. Virkelig. Jeg tror jeg vil prøve at bede ham om at forlade sin selvmodsigende, primitive strategi med på samme tid at suge næring ud af og forsøge at kvæle min sjæl. Forklare ham at det ender med at slå os begge ihjel.

Jeg har sat "mine" i anførselstegn, for jeg er overbevist om at det ikke er min personlige dæmon alene. Jeg er forestiller mig at den helt sikkert også er knyttet til et kollektivt lag - til den sorte skam, for eksempel - og derfor skal der være et billede af den her (igen - snak lige om cirkler ..).

--
Tilføjelse 27. januar-2012:

Blot til info for at undgå misforståelser: Jeg har lavet den sorte mand på kloden ovenfor for ca. 6 år siden ud fra en drøm jeg har arbejdet en del med. Jeg havde brug for at billedliggøre drømmebilledet for at nærme mig en forståelse af det og brugte mine drenges modellervoks. Det er altså ikke et forsøg på at lave kunst. Jeg forstår billedet sådan:

Kloden, den er mit inderste væsen, min sjæl, det er min essens og min forbindelse til resten af verden. Det er det menneske jeg er skabt til at være, men som ikke træder frem blandt andet fordi min sorte mand, min indre kritiker - den der igen og igen skammer mig ud for at være mig - skjuler, indespærrer og dræner det.

P-smil

2012-01-21T14:44:00.000+01:00

Under jorden har nogen set et par triste øjne og tilføjet et smil. Jeg synes det er godt at der findes nogen der kan sådan noget. Det gør verden - også parkeringskældre, selvom man skulle tro det var løgn - til et bedre sted at være. Hvem vil ikke gerne have sådan en "ånd" til at dukke op foran kølerhjelmen?

Det bliver jo nok malet over engang, for fint skal det være her. Godt jeg nåede at se det. Og tak til nogen.

Orbit

2012-01-19T10:03:00.000+01:00

Jeg kredser om min klode uden at kunne lande. Prøver at visualisere hvordan kapslen bryder atmosfæren og knalder ned i havet med et ordentligt plask, så jeg kan åbne lugen og komme ud. Det sker ligesom bare ikke.

Imens kigger jeg ud gennem min kikkert og ser mange fine ting som styrker både min længsel og mit håb.

Opgave 1.
Følg tallene og træk en blød streg fra punkt til punkt. Se hvad der dukker op.

o 1 o 18
o 2 o 11 o 19 usw
o 10
o 17 o 3 o 12
o 9 O
o 16 o 4
o 8 o 13
o 15 o 5
o 7 o 14
o 6

H2O

2012-01-15T17:52:00.000+01:00

Slut fred

2012-01-13T10:15:00.000+01:00

Hver eneste uge ser jeg mange kvinder i badetøj eller uden tøj, og alle er forskellige. Sikke en fantastisk verden vi lever i - ikke to er ens! Og nu skriver jeg ikke det her indlæg fordi jeg konstant går og vurderer om jeg synes disse mennesker (inklusive mig selv) er pæne, grimme, overvægtige, trimmede eller hvad ved jeg, for det gør jeg simpelthen ikke, men fordi jeg igen og igen lægger øre til kvinder der bruger enorme ressourcer på at bekymre sig om og kontrollere hvad de spiser og hvad de forbrænder fordi de tror at det er vejen til at øge eller genvinde deres skønhed, værdi og selvrespekt. "Slut fred med din krop", bliver jeg ved med at tænke mens jeg har lyst til at give dem et knus, og nu har jeg googlet det og ved at jeg formentlig har det herfra. Jeg må have hørt noget om den bog et eller andet sted som jeg ikke kan huske lige nu, og helt ærligt, det lyder virkelig umiddelbart som sund fornuft i mine ører.

Og nu skal jeg betro jer noget: Jeg synes at alle de kvinder jeg ser, er smukke, når de glæder sig over at bruge deres krop mens de gør det. Når de vender opmærksomheden indad og glæder sig over alt det der foregår derinde. Og når de lader denne glæde flyde ud igen til os andre. Nogle går rundt og har det sådan altid. Nogle har det sådan i et lille bitte glimt en gang i mellem. Og nogle har det sådan midt imellem. Så vidt jeg kan opfange. Men alle er smukke mens det står på.

Alle.

Aftentur

2012-01-11T19:50:00.003+01:00

Jeg går en tur for at få dagen på plads. På det højeste sted i byen fortættes fugtigheden i luften til tåge, lydene og bygningerne forsvinder næsten. I stilheden og tomheden får jeg øje på at trafiksignalerne laver lysshow i en langsom, drømmende rytme. Det er som om jeg aldrig har set det før.

Jeg fisker kameraet op af lommen, løfter armen i stilling og bruger åndedrættet til at skabe ro i kroppen. Jeg følger rytmen med udløserfingeren indtil kameraets skærm viser 'change the batteries'.

Kritik (for en gangs skyld)

2012-01-10T11:06:00.000+01:00

Jeg læste denne artikel om særligt sensitive mennesker for et par dage siden på www.dr.dk, og jeg kan se på søgeordene i min blogstatistik at der er kog i gryden igen. Det får mig til at føle en vis forpligtelse til at prøve at formulere hvor jeg står lige nu i forhold til dette begreb, i og med at jeg selv har været med til at formidle det blandt andet på bloggen her og her. Jeg tænker at jeg hellere må gå til bekendelse: Jeg har altid været kritisk over for den forståelse af særligt sensitive mennesker som vokser frem i disse år, og som - så vidt jeg ved som den halvstuderede røver jeg er - er opstået i USA med begrebet 'the highly sensitive person' (HSP) som omdrejningspunkt. Med årene er modstanden i mig vokset proportionelt med den måde begrebet bliver formidlet på her i landet med vægt på dels det særlige nervesystem, og dels det særlige gruppetilhørsforhold blandt en femtedel af alle mennesker. Jeg er blevet meget tilbageholdende med at bruge begrebet 'særligt sensitiv' om mig selv fordi det trækker noget ned over hovedet på mig som jeg simpelthen ikke kan stå inde for.

Min modstand - som er min subjektive modstand - kan sammenfattes i tre punkter:

Jeg tror ikke på at krop kommer før ånd, og at det første er årsag til og definerer det andet. Jeg kan simpelthen ikke overgive mig til forestillingen om at jeg er skabt med nogle fysiske træk som bestemmer hvordan jeg opfatter og oplever - jeg kan kun forstå mit indre liv som et resultat af bevidsthed (eller mangel på samme).

Jeg føler mig meget dårligt tilpas ved tanken om at lade mig opsluge af masserne. At blive slået i hartkorn med en femtedel af alle mennesker virker helt ude i hampen på mig. I så tilfælde er det nogle temmelig overfladiske træk vi deler. Jeg synes generelt jeg er meget forskellig fra de fleste af de mennesker jeg kender, der kalder sig selv særligt sensitive, og jeg bliver meget bange for at forsvinde når nogen forsøger at definere mig ud fra en gruppes fællestræk på den måde.

Jeg har en gigantisk respekt for forestillingen om at vi alle er unikke, og jeg ønsker at gøre mit til at fastholde det menneskesyn som bliver udtrykt i følgende citat af C.G. Jung:

her

Når det er sagt, skal jeg ikke forsøge at løbe fra min sensitivitet. Den er særdeles virkelig for mig, og den har min fulde opmærksomhed som en helt overordnet ramme i mit liv på godt og ondt. Men den er min, og ingen skal forsøge at hælde konkret indhold i den ramme ud fra en opfattelse af at de kender indholdet på forhånd fordi det er objektivt definerbart. Det er det ikke.

Så vidt, så godt. Her står jeg lige nu, men det kan jo ændre sig. Vi må se ..

Udstyrsstykke

2012-01-09T14:07:00.001+01:00

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg måtte lige flytte lidt om og pynte lidt op her. Gøre det lidt hyggeligt eller noget. Eller mere hjemligt. Jeg ved ikke hvad. Tiden går, og jeg kan ikke lade være. Jeg troede ellers jeg var færdig med gadgets ..

Men tag nu ikke fejl, siger jeg til mig selv og mener det. Mens jeg samler udstyr og indretter og gør ved her på stedet, flyder der en strøm under overfladen som man ikke skal kimse ad. Jeg prøver at tage nogle seriøse beslutninger. Eller nej, jeg prøver at finde ud af hvordan jeg skal gennemføre mine beslutninger i praksis. Venter at inspirationen indgydes mig fra oven eller neden eller hvor den nu skal komme fra, for lige nu kan jeg åbenbart ikke finde ud af det på egen hånd.

Kommer tid, kommer råd. Det ved jeg af erfaring. Jeg pusler videre, både her og i mine to andre huse.

Fra den med hesten.

Tilpasset natur

2012-01-08T15:33:00.002+01:00

I dag lytter jeg til Ben Harper med blandt andet Fly One Time.

Jeg har læst ..

2012-01-05T15:26:00.001+01:00

Jeg har læst en bog som har gjort et meget stort indtryk på mig: "Fra skam til selvrespekt" af Marta Cullberg Weston. Jeg vil nævne den her fordi jeg håber at flere vil læse bogen, enten fordi de som jeg har behov for at få en nøgle i hånden til det nøglehul til verden og livet som vi står og kigger igennem uden at kunne åbne døren. Eller fordi de arbejder med eller kerer sig om mennesker der kunne have glæde af at kende til den nøgle.

Cullberg Weston taler om forskellige former for skam, som du kan se på billedet af bogen nedenfor. Og hun beskriver hvordan man kan håndtere og/eller befri sig fra skam. Skammens væsen er, som jeg og måske også du kan mærke bare ved at opmærksomheden bliver henledt på ordet, noget man helst viger tilbage for at fokusere på, og det er på mange måder en selvforstærkende mekanisme som man skal være varsom med at give sig i kast med. Jeg ved fx fra mig selv at man kan skamme sig over at skamme sig, endda uden overhovedet at erkende det, og at det er uhyre nemt at bære ved til det skambål der eventuelt brænder i en selv eller andre med meget nedbrydende virkninger til følge. Derfor vil jeg ikke skrive så meget her, men alligevel så meget at det forhåbentlig kan give nogen mod på at læse (i) bogen.

Jeg vil dog citere en passage på side 111 om det Cullberg Weston kalder 'hvid skam', fordi jeg synes det sammenfatter et hovedærinde i bogen, og fordi det rent personligt helt afgjort ringer en klokke:

"Det er smertefuldt at se, hvordan mennesker kan bære på dette fejlagtige skamstempel hele livet, hvis de ikke får hjælp til at kaste det af sig gennem terapi. Personer, der bærer på denne type af internaliseret skamfølelse, kan tilmed reagere med skam på en positiv bekræftelse (Claesson, 2005).

Den negative selvopfattelse bygger på fejlagtige forestillinger og er per definition falsk. Der er derfor mulighed for at forandre den, men hvis den antager form af dyb skam over ens egen person, kan den være svær at slippe af med. Det kræver terapi hos en erfaren terapeut, der kender skammens væsen. Grundtanken i den terapeutiske proces er, at personen kan give slip på forestillingen om, at 'jeg har grund til at skamme mig over mig selv' og i stedet erfare, at 'jeg er blevet dårligt behandlet', som den finske terapeut Tommy Hellsten bemærker (Hellsten, 2003)."

Evnen til at føle skam, som jeg opfatter Cullberg Westons opfattelse, er en dybtliggende motor i de fleste* menneskers psyke som på den ene side sørger for at vi ikke opfører os utilbørligt skamløst uden respekt for andre mennesker og for livet. Men som også på den anden side, i yderste konsekvens hvis den får for meget brændstof tilført allerede tidligt i livet, kan tage føringen i en personlighed på en måde, momentant eller konstant, som er meget destruktiv, og som modarbejder og måske endda dræber en anden kraft i mennesket, nemlig livskraften. Det er grumme sager, men Cullberg Weston behandler dem på en omsorgsfuld, åbnende og respektfuld måde, efter min mening, og hun efterlod i hvert fald mig som læser med god kontakt til netop livskraften.

--
* De undtagelser, Cullberg Weston gør, stiller jeg stort spørgsmålstegn ved, ligesom der er andre elementer i hendes fremstilling jeg ikke er så vild med. Men det vælger jeg at se bort fra, fordi jeg synes hendes bidrag med hensyn til at få skovlen under skammen i det store og hele er meget vigtigt og væsentligt. Det er en stor ting at der er mennesker der har så meget hjerte og mandsmod at de kan skrive sådan en bog.

Punkt

2012-01-01T19:54:00.000+01:00

Jeg tænder (stadig) lys for at kunne se mørket.

Intet varer evigt

2011-12-29T14:49:00.000+01:00

Alt godt og alt skidt har en ende. Det gælder både småting som at det meget snart er slut med julesmåkagerne, og at lyskæden er ved at få udskiftet plastikistapperne med hæklede dutter. Og det gælder større ting i livet, hvilket jeg godt kan lide at huske på så jeg kan henholdsvis glæde mig mens tid er, og holde ud så længe det varer.

Sådan bevæges og forandres verden i mig og uden for mig i en uophørlig strøm, og jeg kan modsætte mig det, protestere, glæde mig over det, begræde det, ignorere det eller iagttage det med nysgerrighed og undren. Eller noget helt andet. Uanset hvad er det noget af det mest fascinerende jeg kan komme i tanke om at tænke på.

Refugium

2011-12-28T16:37:00.001+01:00

Mine støvler ligner sig selv igen.

(Aftalen i byen blev aflyst - tre ud af otte er syge. God bedring til dem :-)).

Det rene look

2011-12-27T14:57:00.000+01:00

Jeg har tørret mine støvler af for mudder og andet naturmateriale, for i morgen skal jeg i byen et sted hvor man skal beholde skoene på indendørs, og så går det jo ikke at jeg ligner én der er gået direkte ind fra pløjemarken eller vinterskoven. Nu står de og tørrer, og mens jeg venter på at de bliver klar til en gang skosværte, ville jeg lige se om jeg kunne komme af med den irriterende skygge omkring billederne her på bloggen. Jeg ville have 'Simple' og ingen skygge, så jeg har trawlet html'en i undergrunden for steder hvor jeg kunne afskaffe skyggen, men det kunne jeg ikke finde ud af og måtte opgive. Så nu er jeg gået 'Ethereal', og skyggen er ganske rigtigt væk, eller man kan i hvert fald ikke se den, og mine 'images' ser ud som jeg vil have de skal se ud.

Det er formentlig godt nok, for nu er det her "kun" en blog, og selvom det er min spidskompetence at se hvad der ikke er synligt for det fysiske øje, skal jeg nok liiiige klappe hesten og passe på ikke at overfortolke. Men den bekymrer mig nu alligevel en lille smule. Kombinationen, forstås, af 'æterisk' og 'ingen skygge'. Men det får være for nu. Jeg vil nyde det rene look på bloggen såvel som på støvlerne, så længe det varer, og nu finder jeg den sorte sværte og pudsekluden frem.

--
Opdatering 27/12-2011 kl. 21:14:
Blogskabelonen er ikke længere 'Ethereal', men igen 'Simple' som ønsket - se kommentarerne hvis du er nysgerrig på dette :-).

Evaluering

2011-12-26T19:17:00.000+01:00

(Klik på billederne for større visning).

Musikfredag: Vær vågen

2011-12-23T18:09:00.002+01:00

Min timing er på alle måder elendig for tiden, og det er sjældent noget godt tegn, så jeg rusker mig selv vågen og forsøger at være nærværende. Det sidste stykke tid har været krævende for mig, og jeg har trukket voldsomt på den disciplin jeg mestrer som en anden jægersoldat, men nu - lige i dette øjeblik hvor jeg skriver det her - er kampen forbi. Der er ikke mere at gøre. Nu er der fred, også i mit hoved og i hele mit system.

Tina Dico og Helgi Jonsson kommer her med "No Time To Sleep". Til fornøjelse for mig selv og alle andre der trænger til en påmindelse. Det er ikke nogen julesang - det var det med timingen der manglede! - men ja jo, måske kan den virke som en slags nytårssang for nogle af os?

Og så kommer der ikke flere musikfredage. Det fungerer ikke for mig, det med planlagte og faste opgaver. Det virker dræbende på kreativiteten, i hvert fald hos mig, og det skal jeg ikke have noget af (mere).

Happy holidays til alle der kommer forbi her.

Modspil

2011-12-22T09:48:00.002+01:00

Åltså. Hvis du er ved at drukne i juletraditionsgentagelseskitchogjunkhavet, så er der en redningsplanke her: Street Art Utopia. Se op, træk vejret med opmærksomhed og vid at der stadig er liv på planeten.

(Opdaget via Jyri Engeström).

Vintersolhverv

2011-12-21T21:00:00.000+01:00

Lad os fejre at lyset vender tilbage - igen.

For en god ordens skyld skal jeg lige skrive at jeg godt ved det er vintersolhverv den 22. december i år - NU :-). Jeg troede faktisk i går at det var den 21., men det passer ikke - se her.

Juletræet med sin pynt ..

2011-12-19T12:28:00.000+01:00

Fire fætre med tilsammen 35 års erfaring med julen har pyntet vores træ, og der skal ikke flyttes rundt på nogetsomhelst. Alt hænger præcis hvor det skal. Engle og nisser, kugler og kræmmerhuse - det er perfekt! De næste mange dage vil jeg glæde mig hver gang jeg kigger på det.

Musikfredag: Let's danse

2011-12-16T09:04:00.000+01:00

Så skete det, fredagen indhentede mig - igen!

Lad os ta' en Støvledance, for det har har jeg haft en fest med fire gange i løbet af ugen der er gået. I varmt vand, i middelvarmt vand og i koldt vand, og vi har klasket nogle lår og nogle støvler og vendt på 16 nogle gange, og det var vitterlig fun. Så, jep og hep, her kommer et tilbud til dig om at deltage i festen, nemlig ved at gøre (tilnærmelsesvis) som Gynther. Op af stolen og ud på gulvet! Med mindre du har et meget stort badekar, må det jo nok blive en tør version, men det er også godt, det føler jeg mig overbevist om.

"I can hop, I can run, and it's very very fun
klask your lår, klask your støvle.
I can hop, I can run, and it's very fun,
glem the trouble - and the bøvl."

10 minutter

2011-12-15T15:00:00.002+01:00

Altså, det der musikfredag ånder mig i nakken, for jeg synes hele tiden det er ved at være fredag igen, men jeg har ikke noget at sige, for jeg bruger al min hjernekapacitet på at huske de praktiske ting jeg nu skal huske for tiden, og det kan altså hurtigt lægge mig ned rent kreativt og åndeligt, for jeg er simpelthen ikke nogen Praktiske Gris, og jeg skal bruge vildt meget energi på at holde dén maskine i gang, men jeg gør det gerne, ja, mærk dig venligst at jeg ikke tænker "man skal jo også", men "jeg vil også", jeg kan bare ikke være to steder på én gang, hverken i konkret eller i overført betydning, nå, hvor lang tid mon det har taget at skrive det her, og mon jeg nu har skrevet hurtigt nok til at blive stakåndet i 10 minutter som sundhedsstyrelsen anbefaler, eller skal der mere til .. pyha, jeg ved det ikke, men nu er det slut, og jeg er også ligeglad for jeg har aldrig været specielt interesseret i at opfylde så dødsenskedelige konkrete krav, men kun i at gøre det som jeg selv fornemmer er rigtigt, og det er min erfaring at hvis man sørger for at have det sjovt, så holder man også kredsløbet i gang på fornemste beskub, nej, klap kaje, hvor jeg snakker, NU er det slut.

Decemberweekend

2011-12-11T22:24:00.001+01:00

Fredag
Glaseret skinke og havregrynskugler i venners gode lag. Lejligheden er pyntet af børnene, og der er nisser OVERALT. Jeg overdriver ikke. Det er fantastisk.

Lørdag
Aftensammenskudsjulefrokost. Der mangler ikke noget. Det skulle da lige være muligheden for at føre en samtale, men pyt med det for en gangs skyld. Mens de fleste i selskabet RÅBER, æder og drikker, forsøger jeg at mærke det vigtigste. Tuner mig ind. Der er personer omkring bordet jeg har kendt i mere end 20 år, og deres liv har ikke altid været lutter lagkage. Jeg ønsker dem alt det bedste.

Søndag
Gløgg varmet på trangiasæt ved bredden af Roskilde Fjord. Jeg sætter mig på en kongestol af en sten i vandkanten, følger hvinændernes flugt over fjorden og fisker mandler og rosiner op af termokruset med fingrene. Vi går gennem skoven hjem hvor brændovnsvarme, brætspil og et formidabelt måltid venter.

Nu er jeg mæt. Nu skal jeg sove.

Til

2011-12-09T08:45:00.001+01:00

Jeg er til.

Jeg er til kaffe. Jeg er til langrend. Jeg er til langsomme morgener. Jeg er til mænd. Jeg er til rytmisk musik. Jeg er til ligefremhed. Jeg er til natur. Jeg er til muligheder. Jeg er til wienerbrød. Jeg er til individuation. Jeg er til flade sko. Jeg er til viden. Jeg er til stilhed. Jeg er til pc. Jeg er til lys. Jeg er til omhyggelighed. Jeg er til korte besøg. Jeg er til fantasi. Jeg er til bevægelse. Jeg er til indhold. Jeg er til vandfast mascara. Jeg er til livet. Jeg er til første gange. Jeg er til ansvar. Jeg er til fordybelse. Jeg er til kærlighed. Jeg er til modsætninger. Jeg er til ord.

Jeg er til hundene, nej, til rotterne. I dag.

Jeg er til.

Musikfredag: Hjem

2011-12-08T09:18:00.000+01:00

Sanne Salomonsen med "Hjem", se fra 52:40 i udsendelsen "Her er dit liv", fredag 2/12- 2011 på DR1.

Og sådan springer jeg fra fredag til fredag. Jeg blev simpelthen så rørt over at høre Sanne Salomonsen i "Her er dit liv" sidste fredag at jeg besluttede at gemme sangen her til i dag. Sanne Salomonsen har været der så længe jeg kan huske, hendes musik udgør en væsentlig del af soundtracket til forskellige faser i mit liv, og den her sang bliver ingen undtagelse.

På en måde er det ikke kun Sanne Salomonsens store stemme man hører her, men vores allesammens, tænker jeg. Hvad enten indholdet hører fortiden, nutiden eller fremtiden til for den enkelte. Dét synes jeg er STORT.

!

2011-12-07T16:19:00.000+01:00

Mand, nu stiger kunsten! Jeg gad godt se det træ der har båret den her frugt ...

Og mens vi er ved diverse afarter af juledekorationer, så har jeg ledt og ledt med lys og lygte efter et oppusteligt juletræ. Et der kan tåle vand og flyde, forstås. Kom nu, plastikogluftjuletræ, materialisér dig! Jeg ved du findes!

Musikfredag: Nothing at all

2011-12-02T09:22:00.002+01:00

Hold nu op, er det allerede fredag igen? Jamen, så tager vi lige "The Lazy Song" fordi den får mig til at grine, og det skal man ikke kimse ad på en grå, overrumplende fredag. Jeg ved godt at jeg måske burde være lidt for gammel til det her, men altså .. det er da festligt!

Tak, men ..

2011-12-01T10:42:00.001+01:00

"- Hvis du ikke ved, hvad en ekstrovert tænker, så har du ikke hørt efter.
- Hvis du ikke ved, hvad en introvert tænker, så har du ikke spurgt."*

Jep, det er nemlig rigtigt! Som udpræget introvert (eller 'introverteret', som jeg foretrækker at skrive det) bider jeg hovedet af al skam og skriver her uden at være blevet spurgt, mens jeg støtter mig til den (måske illusoriske) forestilling at hvis folk vil vide hvad jeg tænker, kan de helt frivilligt "spørge" mig ved at klikke ind på bloggen her. Den forestilling fungerer som et par krykker i mit endnu vaklende forsøg på at udvikle mine ekstroverte funktioner (eller 'ekstraverterede', som jeg foretrækker at skrive det).

Til gengæld har jeg for et par dage siden slettet min facebook-profil - igen! Jeg kan ingen krykker finde dér, og jeg kan - trods min tålmodige og gode vilje, hvis jeg skal sige det selv - ikke rigtigt forstå hvad der foregår, og det føles ikke godt, det må jeg bare erkende. Så tak for tiden sammen, kære eks-facebook-venner, og god vind videre frem. I ved hvor I kan finde mig.

"Jeg har aldrig været i stand til at forstå,
hvorfor det skyldes netop, at jeg er uforståelig,
at ingen forstår mig.
Milton Mayer."*

*Fra "Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis" af Edvard Borbye som jeg fandt i morges da jeg ville rydde op i nogle bøger.

Strøtanker om valg

2011-11-30T09:31:00.001+01:00

Jeg samler mig. Jeg prøver i hvert fald på det. Jeg har skullet være lidt for mange steder med lidt for lidt mellemrum i et stykke tid, og når jeg vælger at praktisere sådan et program i en periode, følger der for mig altid sådan en slags mentale tømmermænd med i kølvandet. De skal behandles med omhu så oplevelserne kan berige mig, og ikke berøve mig, hvorfor jeg går forsigtigt rundt, holder mig for mig selv og forsøger forholdsvis tålmodigt at lade processen gå sin gang.

Og så minder jeg mig selv om at jeg tror på at alt vi gør, beror på et valg. Måske ikke altid et bevidst valg, og nogle gange snarere et fravalg end et tilvalg, men begge dele er stadig et valg. Og jeg husker at jeg tror på at alle valg har konsekvenser, positive såvel som negative set gennem den enkeltes briller, og at der ikke findes noget eller nogen i verden der kan fortælle os hvilken kombination af konsekvenser og dermed hvilken handling der er den gode eller rigtige objektivt eller almengyldigt set. Vi må selv vælge for os selv, hver gang vi skal handle (eller ikke handle) i forbindelse med det der dukker op i vores liv. Fra de mindste ting i livet til de største. Også selvom det tit synes nemmere hvis andre valgte for os - men selv det ville være vores eget valg.

Hvis det ubevidste har stor indflydelse på vores valg, bliver det let blandt andet værdier og normer overtaget "bevidstløst" fra kultur og familie, smerten fra gamle sår eller undertrykte/fortrængte følelser der styrer. Som jeg ser det. Derimod, hvis vi arbejder for at øge vores bevidsthed, tror jeg muligheden for i valget at være i overensstemmelse med sig selv og ens opgave i livet øges - og dermed også muligheden for at handle med indre fred, glæde og tilfredshed i livet som følgesvend.

Vi kan selvfølgelig ikke gennemskue eller gennemmærke alle konsekvenser af alle mulige handlinger, uanset hvor bevidste vi måtte blive, men hvis vi accepterer den præmis at vi altid selv foretager et valg, og herefter gør os umage med at sigte mod at opnå den "konsekvenskombination" som vi helt personligt og ud fra en egen individuel, indre etik bedst kan forlige os med, tænker jeg at det må nærme sig det jeg forstår ved at gå sin skæbne i møde (som jeg kender det fra Karen Blixen). Bedre kan vi ikke gøre det - men paradoksalt nok er det måske både det sværeste og det største vi kan gøre.

Bedre sent end aldrig. Hellere lidt end ingenting.

Korrektion

2011-11-26T08:36:00.001+01:00

Jeg tænker at man har lidt for meget om ørerne og lidt for meget kørende i processoren på øverste etage når man tager sig selv i at kigge efter tepotten i en skuffe.

Eller når man opdager man har kludret rundt i links'ne i sit forrige indlæg. Nu er de bedre, efter min mening, og i hvert fald som jeg havde tænkt mig. Bare hvis du har fattet interesse for Ben Harper.

Jeg beklager rodet, som jeg begrunder for mig selv med at jeg må være under ombygning. Ligesom teenagere.

.
.
.
Nåja. Så kan man jo også lige tage den her med i købet.

Musikfredag: Tilbagevendende begivenheder

2011-11-25T09:05:00.001+01:00

"Picture Of Jesus" med Ben Harper - tekst her. Jeg ved godt at du måske bliver provokeret, men lyt nu alligevel - og dan dine egne billeder af betydningen.
(Tak til L. som åbnede mine ører for Ben Harper og The Blind Boys of Alabama for et par år siden).
---Opdatering lørdag 26/11-2011:Jeg opdagede lige at jeg ikke havde linket til den side med teksten som jeg troede - nu er den "rigtig". Jeg også tilføjet et link til startsiden af Ben Harpers hjemmeside ved hans navn, håber jeg har peget endnu tydeligere på denne måde, for dem der er interesseret. Beklager rodet.

J. Atterdag

2011-11-24T17:02:00.001+01:00

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ve' det, men det her er et billede af udsat storvask, forhindret rengøring og dagsvarigt morgenhår. Varm kakao på mælk i stedet for kaffe og te. Mudderpøl i vejen og ingen vand i hanerne. Mænd i vaders der holder frokost. Naboer der ringer og spørger om det kun er dem der er tørlagte, eller?

Først blev jeg ret så frustreret, for jeg hader når jeg bliver forhindret i at gennemføre mine planer. Så faldt jeg lidt ned igen og lod det sive ind at det var en ren foræring.

I morgen er der atter en dag. Jeg når nok det hele.

Sagde du 'sandwichgenerationen'?

2011-11-23T08:01:00.001+01:00

I går, da jeg sad og bladrede Søndagsavisen igennem til morgenkaffen, lærte jeg noget nyt. Eller, det vil sige jeg har været i en slags konkret og praktisk læreproces fra jeg fik mit første barn for 14 år siden, men i fredags fik jeg et begreb at putte mine erfaringer ind under: Sandwichgenerationen.

"Kender du sandwichgenerationen? Det er forældre, der i en moden alder har fået børn og derfor sideløbende med børnepasningen også skal tage sig af deres aldrende forældre. De bliver så at sige klemt af omsorgsbehovet fra to generationer."

Klemt, det er ikke ordet. Mine forældre har altid haft behov for hjælp, og nu i weekenden er min stedmor flyttet på plejehjem. I går brugte jeg blandt andet godt tre timer på at sætte navnemærker i alt hendes tøj - på "opfordring" fra matronen på hjemmet for ellers ville hun ikke få vasket. Mens jeg ryddede op og gjorde rent i den gamle lejlighed, som et dreamteam bestående af min ældste søn, min mand, min bror og mig pakkede ned, flyttede ud af og pakkede ud igen i ét effektivt hug i weekenden, ringede min ene søn og klagede over kvalme og hovedpine og spurgte hvornår jeg kom hjem (fra Fyn), for han skulle måske kaste op. Min anden søn er gået i skole i shorts i dag i protest fordi han mente at alle de bukser han gider gå i, er til vask. Næste skridt, hvis jeg ikke snart vasker, er at han tager badetøj på. Påstod han. Jeg må se at få lært ham at vaske selv.

Nå. Det er godt nok altsammen. Det er i hvert fald lærerigt, jeg kommer ikke igennem det her uden at have lært en fandens masse mere om hvem jeg selv er, og hvad jeg står for. Jeg kan for eksempel i de her dage mere end ane hvordan mit overudviklede frelserkompleks er opstået.

MEN. I dag er MIN dag. Ingen skal få lov at røre den. Jeg har to aftaler jeg glæder mig til, jeg tror jeg "serverer" rugbrødsmadder til aftensmad for nemhedens skyld, og i aften skal jeg se de sidste to afsnit af Broen. Det skal ingen tage fra mig.

Musikfredag: Cherish

2011-11-18T08:31:00.000+01:00

I dag er det den 18. november, og det er en helt særlig dag for mig.

Det hele startede den 18. november 1989, og jeg fik lige lyst til at spole tiden tilbage ved at kigge på nogle lister over hvilke sange der hittede det år. Der er især én sang - eller måske snarere video - jeg husker bedre end nogen af de andre på de lister jeg fandt: Madonna med 'Cherish'. Dengang for alle de mange år siden så jeg MTV i mit lille, arvede sort/hvid-tv, og mine øjne stod på stilke hver gang den her mærkværdige, men i mine øjne også smukke video blev vist. (Det er først i dag jeg har opdaget at videoen faktisk er i sort/hvid).

Jeg har tidligere læst nogle officielle tolkninger af den, men de har ikke formået at bryde min egen helt private associationsrække, og jeg kan mærke at den kun bliver udvidet i samme retning ved at se videoen og høre sangen nu igen. På en enkel og alligevel dyb måde synes jeg det hele passer så fint med hvad jeg har at sige i forbindelse med min mærkedag, og derfor skal den være indholdet i dennes uges musikfredag. Måske er jeg den eneste i hele verden der ser hvad jeg ser, men det er uden betydning. Enjoy - og se det du selv kan se.

I still cherish.

Om at beklage sig

2011-11-17T13:17:00.001+01:00

I går kom jeg ind i en butik bemandet med to ekspedienter. De to kvinder (for det var kvinder, hvilket jeg tror er værd at bemærke) talte højlydt sammen hen over de varer de var ved at ordne nærmest i hver sin ende af butikken, og der gik ikke mange sekunder før jeg kunne høre at de var i gang med at beklage sig til hinanden over en tilsyneladende endeløs række af noget andre havde gjort, sagt, ikke gjort, ikke sagt og så videre. Lutter brok, lutter luften deres utilfredshed, lutter kritik af både omstændigheder og personers arbejde. Dét orkede jeg ikke at høre på, så efter lige i et øjeblik at have følt en tilskyndelse til selv at begynde at beklage mig over at de beklagede sig sådan i mit påhør og gav mig en negativ oplevelse, haha, forlod jeg butikken.

Det fik mig til at tænke på et citat af Eckhart Tolle som jeg har set på Mary O'Malley's blog, og som jeg synes udtrykker noget fundamentalt sandt. Det rammer lige den del af mig selv der af og til smider mig en tur i offergryden med et snuptag før jeg nærmest ved af det:

“For to complain is always non-acceptance of what is and it invariable carries an unconscious negative charge. So when you complain you make yourself a victim. Either leave the situation, change the situation or accept it. All else is madness.”

"All else is madness". Tag lige den. Jeg er fuldstændig enig, også selvom det kan synes som hårde ord, især hvis vi er meget tilbøjelige til at falde ind i offerrollen, som jo under alle omstændigheder må betragtes som et forsvar, en beskyttelse eller et forsøg på at bevare eller opnå noget der er vigtigt for én. Det er væsentligt at huske.

Det er også vigtigt at tænke, tror jeg, at hvis vi kan tage os selv i at beklage os - højlydt eller i vores stille sind - over et eller andet, så er det et fint redskab til at gøre os klart på hvilket område vi kan ændre vores liv for at få det bedre. Det er en direkte vejviser til at opdage hvad vi ønsker os af livet, og til at anerkende vores personlige værdier.

Contrails

2011-11-16T08:29:00.001+01:00

Udsigten fra mit køkkenvindue kl. 8:10 (cirka).

I går tankede jeg op efter i mandags. Restituerede. I dag er jeg frisk igen og må ud over bakkerne.

Jeg ser for mig hvordan jeg, hvis jeg kunne komme nok på afstand og indtage et meget overordnet perspektiv, ville kunne se kondensen fra min udåndingsluft i forbindelse med mine bevægelser. Den ville tegne tilsyneladende rette linjer der stritter i alle retninger, efter mig, men i virkeligheden ville det være krumme linjer der cirkler om min kerne præcis som flystriber om jorden.

Det er godt at dvæle lidt ved det billede, synes jeg.

Fornuftigt?

2011-11-15T12:14:00.001+01:00

Okay. 'Parfumefrit hvedemel', genererer min hjerne i sin brand-mærkede tilstand og forventer at det nybagte brød smager af sæbe. Meget interessant oplevelse.

Fodnote

2011-11-14T11:33:00.001+01:00

Her kommer en lille "fodnote" som jeg har fået lyst til at skrive i tilknytning til mit indlæg i går:

Det er min opfattelse at et menneske til enhver tid, hvert eneste sekund af sit liv er sig selv. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre ikke at være sig selv, men det kan lade sig gøre at opleve det som om den man ikke er sig selv, generelt eller i perioder. Det er min erfaring at personlig forandring på ingen måde handler om at skabe et nyt "sig selv", en slags fremtidig udgave af Janne eller Oskar eller Poul eller Jette eller .., men derimod om at forandre den oplevelse eller opfattelse vi har af os selv.

Jeg tror at det for mange mennesker - men det er bare en fornemmelse, jeg kan jo egentlig kun tale for mig selv - handler om at forvandle eller forandre en skamfuld eller nedsættende oplevelse af den man er, til en respektfuld eller anerkendende oplevelse af den man er. Vi er som sagt dem vi er, uanset hvad. Det er lettere sagt end gjort, bestemt, for jeg tror at det generelt fremkalder angst, smerte og i det hele taget ubehag at vælge den vej, men det er så vidt jeg kan se den eneste vej. Vi kan ikke lave os selv om, men vi kan bevidstgøre de filtre eller briller vi ser os selv igennem, og måske tage dem helt af eller i det mindste skabe en distance til dem i kraft af bevidstheden om at vi har dem på, og på den måde komme tættere på selv at opleve at vi opfylder vores bestemmelse.

Om at ha' det godt

2011-11-13T17:44:00.001+01:00

Det slog mig en dag da jeg var ved at vaske op eller sådan et eller andet, at jeg vist havde en slags indre vandGotvedgymnastikpædagog i maven, og at jeg kunne mærke hun var ved at vågne og give liv og glæde til mig. Det var da et interessant indfald, tænkte jeg, det må jeg forfølge. Så nu er jeg (for første gang nogensinde) på rejse i Helle Gotveds gymnastikunivers, fordi jeg må se hvad jeg kan finde dér. Og jeg lærer, genlærer eller måske rettere genfinder vitterlig helt basale ting som jeg har tabt og behov for at vinde igen.

Da jeg var ung ville jeg være gymnasielærer i religion og idræt - en usædvanlig kombination, så vidt jeg kunne forstå på andre, selvom jeg selv syntes den var helt naturlig. Det gik i vasken, af forskellige grunde. Så blev jeg folkeskolelærer med religion/kristendom og idræt som linjefag i stedet, men også det gik af forskellige grunde i vasken rent arbejdsmæssigt. Jeg forlod kroppen og flyttede op i hovedet, fordi jeg i min vildfarelse troede det kunne være med til at retfærdiggøre min tilstedeværelse i det her liv - kort sagt.

De forskellige grunde har jeg måttet arbejde længe for at bevidstgøre og skabe en distance til. Ingen af dem har noget med en eviggyldig eller objektiv sandhed at gøre - sådan én findes ikke, "ved" jeg i dag med hele mig, og ikke kun rationelt. Det har været en lang, lang rejse indtil nu, og det mærkelige eller interessante eller fantastiske er at den har ført mig direkte tilbage til der hvor jeg begyndte, nemlig tilbage til min egen intuitive opfattelse af at krop og sjæl er to sider af samme sag, og tilbage til min glæde ved at bruge og være i min krop. På en måde, som jeg umuligt kan uddybe eller forklare, men som jeg tror skal erfares, føles det præcis som at komme hjem.

En dag finder jeg måske mine egne ord og min helt egen vandJannegymnastikpædagog, men her og nu vil jeg give ordet til Helle Gotved, fordi jeg mærker at nogle af hendes ord har en dyb klangbund i min egen personlighed. Blandt andre:

"Da min generation var unge, skulle det være så åndeligt altsammen. Det var nærmest et beklageligt faktum, at man havde en krop - tale om den gjorde man i hvert fald ikke. Der er spildt mange gode år for mange mennesker, fordi de ikke har fået tilstrækkelig oplysning om kroppens funktioner. Her tænker jeg ikke specielt på seksuallivet, men på alle kroppens funktioner - bevægelsesfunktion som organfunktion. Vi kan ikke blive harmoniske, hvis vi ikke respekterer det kropslige lige så fuldt som det sjælelige. Krop og sjæl er ikke to forskellige ting, men den samme - set fra to forskellige sider.

At ha' det godt er at opfylde sin bestemmelse og at komme til udfoldelse både legemligt og sjæleligt - at have lyst til livet og glæde sig over det."

Og et andet sted:

"Hver gang vi fjerner os fra naturen i os selv, gør vi os fortræd."

Fodbold (vistnok)

2011-11-12T10:31:00.001+01:00

Rimfrost på kunstgræs

De lange skygger

forbinder

I går så jeg Signes reportage med danske og svenske landsholdsspillere i Det Nye Talkshow (fra 38:40). Hold nu op, det er længe siden jeg har grinet så meget! Jeg tørrer øjne endnu.

Musikfredag: Arven

2011-11-11T08:36:00.000+01:00

Denne musikfredag giver jeg til min mor. Hun hørte Harry Belafonte når hun var den eneste voksne i huset og selv kunne bestemme, og jeg husker stadig alle sangene fra hendes grammofonplade og kan synge med fra ende til anden - ind imellem godt nok med de samme komplet uforståelige, men lydrette "ord" som da jeg var syv år gammel.

Jeg håber min mor lytter med fra dér hvor hun nu er, og forstår at hun nåede at bringe mig nærmere mit personlige "Cuba" end hun måske selv i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Tak.

Barndommens gade tur-retur

2011-11-09T18:30:00.001+01:00

"Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod,
og jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.

...

Fløj du så vidt over lande,
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen."

fra "Barndommens gade" af Tove Ditlevsen

Jeg vendte tilbage og huskede. Jeg fandt den erindring som indeholder nøglen til de roller jeg har lært at spille i familien, og som med tiden er blevet en del af min personlighed og har fået betydning for mange af mine øvrige relationer på godt og ondt. Og jeg fandt den bankende rytme der kan vise mig vejen ud af rollerne.

Jeg så hvad jeg var parat til at se. Det er godt.

Musikfredag: Arbejds- og bevægelsesglæde

2011-11-04T09:09:00.000+01:00

Musikfredag: Tre-i-et

2011-10-28T08:35:00.000+02:00

Billedet er lånt her.

The Avett Brothers. Jeg er fuldkommen gået på halen over dem. Jeg er vild med deres humor, og jeg er vild med den måde de bare evner at kanalisere det hele ud på. Og det er ikke så lidt der finder vej ud.

The Avett Brothers skal spille hele tre numre i dette musikfredagsindlæg:

Ét hvor de sidder stille og synger en dæmpet duet om de(n) vigtigste ting i livet: Murder in the City.

Ét hvor de giver os en åndfuld lektion i intet mindre end selve livet (som jeg forstår det): Head Full Of Doubt, Road Full Of Promise.

Og ét hvor de musicerer røven ud af bukserne med hele kroppen og RÅBER ud til os at vi skal skrue op for farverne: Colorshow.

"Be loud - let your colors show
Try to keep the madness low"

(Jeg fandt The Avett Brothers fordi jeg læste ugebladet Søndag og så at Signe Svendsen havde hørt dem på Tønder Festivalen og nu lyttede til dem derhjemme. Det gjorde mig nysgerrig).

Lyt til Hildur Jackson ..

2011-10-25T08:51:00.000+02:00

.. her på P1 i Vita, hvis du interesserer dig for fred, fællesskab og spirituel udvikling - og for sammenhængen mellem et bæredygtigt samfund og de tre størrelser.

Du kan læse kort om Hildur Jackson her (på engelsk).

Om at give noget folk ikke har bedt om

2011-10-23T12:46:00.000+02:00

"Vi kender situationen hvor folk beslutter sig for at gå til en koncert. De sætter en aften af, de betaler barnepige, de tager taxa, de betaler entre, så sidder de dér, og så (er det de siger) hvad .. hvordan .. hvad er det der får folk til at synes det er rimeligt, at de kan stille sig op foran sådan nogle mennesker, og så skal de nøjes med det du kan levere der? Hvad kræver det egentlig?
Det kræver at du har din selvovervurdering fuldstændig på plads og i orden. [smil og glimt i øjet] Men det kræver også mod, og det der især kræver mod, det er hvis man stiller sig op over for folk og giver dem noget de egentlig ikke har bedt om at få. Noget som måske ikke engang er sjovt, noget som .. men bare noget som man synes er vigtigt."

Sagt af Niels Hausgaard (som vært, men alligevel ..) i udsendelsen "Når lyset bryder frem" på DR1 i går aftes. Se fra 48:50 og frem her.

Det er sagt i en bestemt kontekst (musikkoncertsammenhæng og lige efter Peter Sommers optræden og inden Rasmus Seebachs sang "Nangijala" som har med både Børnecancerfonden og Astrid Lindgren at gøre), men det taler klart og tydeligt til mig på et generelt plan. Det får mig til at huske at det er vigtigt at man tænker over hvad man bruger sin "stemme" her i livet til, også selvom det kræver både en tro på storheden i en selv og et enormt mod ikke at "synge" det andre beder om eller forventer, men det som man synes er vigtigt.

Hareskoven uge 42 2011

Musikfredag: Til Ungdommen!

2011-10-21T15:17:00.000+02:00

Det er fredag i efterårferien, og jeg vil nok engang dele noget musik, for den her musikfredagsidé er gået mig i blodet. Jeg har haft mange gode ideer siden sidste fredag, men de er forsvundet som dug for solen. Tilbage er der kun idéen om at formidle hvilken helt og aldeles herlig uge i selskab med mine drenge jeg har haft, og jeg vil dedikere denne uges musikfredag til dem og alle andre unge mennesker derude som er på vej, og som med uimodståelig og ubetvingelig energi er med til at forny vores måde at leve i den her verden på.

En af formiddagene i løbet af ugen - jeg husker ikke hvilken for det er uden betydning - var jeg lidt muggen på mine børn - af grunde jeg heller ikke kan huske fordi det med garanti også er helt uden betydning. Men altså, jeg står der midt i køkkenet og giver dem en ordentlig opsang. Jeg plejer ikke at give ved dørene når jeg først er blevet vred eller sur, og som jeg husker det, står de da også musestille og tager imod i tavshed. Jeg synes også jeg kan se at den ene taber underkæben en lille smule; i hvert fald føler jeg mig ret overbevist om at skideballen går rent ind efterhånden som jeg får talt mig varm.

Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Pludselig er det som om den ene af drengene bliver til Medina, attitude og håndbevægelser er en tro kopi med et twist af ironi, og så synger han: "Detdetdet det det'r synd for dig", mens han laver nogle tjekkede, moderne dansemoves. Hans bror falder ind i næste linje, og så knækker de fuldstændig sammen af grin. Jeg er målløs i et nanosekund, men så må jeg også overgive mig.

Efter at jeg har sundet mig lidt over sådan at være blevet sat på plads af et par rollinger, følger jeg på opfordring med op på et af deres værelser for at se hvad der har inspireret dem til det fredelige oprør. Jeg holder ud hele videoen igennem, og siden har jeg ikke kunnet lade være med at trække på smilebåndet og synge med, når jeg har hørt sangen i radioen. Nu vil jeg simpelthen forevige nummeret her som en slags soundtrack til en uge hvor mine børn viste sig at være klogere end deres mor.

Åha. Til Ungdommen - med kærlighed!

(Alt hvad der er skrevet her, er godkendt af de implicerede fantastiske drenge og bringes med tilladelse).

Material Girl

2011-10-19T11:56:00.000+02:00

Pulsvarmere. Sådan nogle har jeg altid drømt om at eje, og nu ligger der et par her ved siden af mig på bordet. Det er ikke så ringe endda. Der er plads til forbedringer, ingen tvivl om det, men det gider jeg ikke hænge mig i lige nu. Jeg er lykkelig, og om lidt går jeg usædvanligt velklædt ud i efteråret!

Noget af tiden, mens jeg sad der og strikkede så det sved i min nakke og krampede i mine utrænede fingre, lod jeg fjernsynet køre og fik lidt modvægt til min materielle besættelse, blandt andet via Ally McBeal. Så måtte jeg trævle op og tælle om fordi jeg drev væk og skiftevis kom til at grine, tude, måbe og tænke. Jeg er vild med den serie, jeg havde vist bare glemt det i alle de år der er gået siden den kom frem og indtil jeg pludselig fandt ud af den bliver sendt igen om eftermiddagen. Ally er lidt mindre "tosset" end jeg er, tror jeg, men det er vist marginaler der skiller .. hvis man ellers kunne forestille sig at det var muligt at måle og veje den slags.

Tilbage til materien: Jeg fandt hjælp til at lave snoninger og til at tage ud til tommelfingeren via PaaPindens videoer. Tusind tak for det. For at få generel inspiration, billedgooglede jeg "håndledsvarmere" og "pulsvarmere" og så mange fine udgaver som alle hjalp mig til at finde min - også tusind tak for det.

Den her blog, blandt andet ..

2011-10-17T13:42:00.000+02:00

Nå. Jeg har puttet bloggen ind i en af de "gamle" skabeloner igen, fordi jeg erfarede at ikke alle fik fuldt udbytte af de nye, dynamiske skabeloner. Ja, at det endda for nogle hæmmede læsningen. Det har noget at gøre med hvilken browserversion man bruger, så vidt jeg forstår, og der skal nok gå lidt tid endnu før alle kan se de dynamiske views helt optimalt. Det er lidt øv, for jeg kunne selv godt lide at se min blog vist på den måde. Man kunne få overblik over hele bloggen i en eneste visning, wauw, og lynhurtigt finde hvad man måtte lede efter. Og gadgets har aldrig været min store passion, så på en måde var det en lettelse for mig at slippe for dem. Men det må vente, tror jeg.

Vi kan dog stadig vælge en dynamisk visning ved at tilføje '/view' efter blog-url'en (altså fx jannessted.blogspot.com/view) - men det er jo ikke noget nyt :-).

Nå. "Nå". Dengang jeg boede hjemme, var min bror og jeg kendt for at kunne sige "nå" på så mange måder, at vi næsten ikke behøvede at bruge flere ord. Prøv lige selv. Nårh! Nååååå. Nå.

Nå.

Haha.

Om lidt kører jeg på biblioteket. Sidst jeg var der, løb jeg ind i en udstilling med billeder af Per Lehmann og måtte lige standse op engang. Her er et billede af et billede der har titlen "Mod strømmen", og det snakker jeg lidt frem og tilbage med mig selv om endnu:

(Jeg har ferie og driver afslappet omkring uden mål og med, hvis du undrer dig ..).

Musikfredag

2011-10-14T11:18:00.002+02:00

Jo, der kommer lige et indlæg mere i dag, for der var jo lige det med fredag og musik .. og jeg har lyst til at tage én til, kan jeg mærke.

Jeg gentager mig selv, vil nogen måske sige, men skidt pyt. Intet er tilfældigt, husk det.

Og så giver jeg ellers ordet til Jack Johnson og nr. 13 - præcis nr. 13 - her. (Bemærk at teksten står under track-listen).

Turist på opdagelse

2011-10-14T11:07:00.001+02:00

Nogle gange har jeg det som om jeg er turist i mit eget liv. Ikke sådan en velforberedt turist der har lavet grundig research i god tid inden afgang, og for hvem ferien går ud på at gennemføre et nøje planlagt og målrettet program med ting der på forhånd er udråbt til at være store seværdigheder. Snarere sådan en slags turist der har vundet en rejse dagen før afgang og bare tager afsted i forventningen om at det da bliver spændende at se hvad man nu kan se, der hvor man kommer hen. Og i tillid til at det man hidtil har samlet sammen og lært, også kan bruges til at klare sig på denne tur.

Forleden skulle jeg fra A til B og havde god tid. Godt, tænkte jeg, nu vil jeg lade min rumsterende indre turist bestemme hvordan jeg så kommer fra A til B, og tage billeder af det som gør indtryk på turisten. Og kun det. Det skal blive interessant!

På min vej kommer jeg forbi Gefion-springvandet, og for gud ved hvilken gang må jeg standse og suge den kraft og styrke til mig, som vælter ud af skulpturen sammen med vandet. Gefion, som hun er skiltret her med ploven og sine fire sønneokser, optræder som en sand heltinde for mig, mærker jeg. En der forstår at kæmpe for sit eksistensgrundlag og sin mulighed for uafhængighed med de midler hun har til rådighed.

Jeg går videre og kan ikke lade være med at tage et billede af den lille havfrue også. Men sjovt nok har jeg ikke lyst til at billedet skal handle om hende. Jeg bliver mere optaget af de andre turister der kigger på den lille figur, og af at fange hendes lidenhed midt i den store verden.

En mand (som ikke er med på billedet) får øje på mig som han går væk fra havfruen, og laver sjov med mig ved at lave en grimasse og nogle fagter. Det fortæller mig at noget her har gjort indtryk på ham, og at han ikke rigtigt ved hvad han skal stille op med det. Jeg griner indforstået uden at forstå hvorfor, hvordan det så end kan lade sig gøre, og går videre. Og så - nu i skrivende stund - forstår jeg det pludselig alligevel. Den Lille Havfrue handler om mandens muligheder for udvikling. Ikke mine. Her er ikke meget at hente for mig, som kvinde.

Jeg tager ikke flere billeder på resten af turen, jeg går bare og kommer frem til B. Undervejs tænker jeg på Gefion, og hun forvandler sig i min fantasi på magisk vis til Eowyn, som jeg tidligere på dagen har talt med en anden om. Jeg må finde Eowyn, tænker jeg, og hun fortætter sig igen til en skjoldmø, en amazone*. Hjemme igen googler jeg 'Eowyn Nazgul', for nu ved jeg præcis hvad jeg leder efter. Du kan se det her her, hvis du synes.

"I am no man!"

---
*Uddybning her.

Fantastiske verden

2011-10-11T11:00:00.001+02:00

En ven på facebook delte på et tidspunkt et link til bloggen "1000 Awesome Things", og siden har jeg hængt på. Hver dag løber der en lille dosis ind i min læser af noget som får mig til at se på verden på en anden måde. Eller til overhovedet at se den, tror jeg måske endda.

Nogle gange "skriver" jeg noget jeg selv oplever, "ind" i min egen 1000 Awesome Things-samling i mit hoved, simpelthen fordi det gør mig godt at vælge det fokus. I går skrev jeg ind i samlingen hvor fuldkommen awesome det er når nogen man knap nok kender, giver én et knus (i vådt badetøj), ledsaget af pæne ord (Jeg vil savne dig indtil vi ses igen).

Det overgår da det meste.

(Og hvornår har jeg sidst selv givet fanden i mit forfængelige ego og vist andre end mine nærmeste at deres tilstedeværelse betyder noget? Uha, jeg har meget at lære ..).

Fredag. Så har jeg ikke sagt for meget

2011-10-07T09:50:00.000+02:00

Det er fredag. Jeg tror jeg udnævner fredag til musikdag her på bloggen. Eller også gør jeg ikke. Hvem ved?

Jeg ved det i hvert fald ikke, for som faste læsere på stedet her nok har bemærket til overflod, så er jeg mere end almindeligt forvirret for tiden. Og jeg har ingen anelse om hvad der foregår. Jeg ser bare til. Og morer mig, forbløffes, irriteres og forundres i stor stil mens jeg som et andet tv-apparat modtager udsendelser fra et sted jeg ingen kontrol har over. Jeg kunne måske godt slukke, men det er jeg simpelthen for nysgerrig til .. jeg bliver da nødt til at se hvad der dukker op!
Nå. Musik. Inden jeg eventuelt skal betale koda-afgift for at dele med alverden hvad jeg finder så helt enormt inspirerende at lytte til og se på, må jeg se at få spredt nogle af mine guldfund, og her er et af dem. Jeg håber selv jeg kan tage noget af energien fra den her sang med mig ind i weekenden og videre frem. Gerne sammen med forvirringen. Det er i orden, hvis det absolut skal være.

"And most important, ..

2011-10-06T09:01:00.001+02:00

.. have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you truly want to become. Everything else is secondary."

TAK.
(Jeg ved at denne video er overalt på internettet i dag, men jeg må gemme den her som en note).

Erkendelse

2011-10-04T12:42:00.000+02:00

Jeg var lige ved at smide barnet ud med badevandet.

Men så var det jeg indså at det ville gøre mest ondt på mig selv. At jeg - om ikke andre i hele verden - ville savne barnet. Derfor nøjes jeg med badevandet.

2011-09-26T10:42:00.002+02:00

'Jannes sted' er sat på pause.

Ufejl

2011-09-16T15:17:00.000+02:00

Jeg har en aftale kl. 8.45, og jeg skynder mig at gøre mig klar og komme ud af døren. Jeg kommer frem i ordentlig tid, sætter mig i venteværelset hvor jeg får øje på hende den søde kvinde fra tv. Så kommer en af mine naboer som jeg heller ikke kender, men tit hilser på, ind. Vi nikker alle sammen pænt til hinanden, og en siger noget om valget i går, og så går snakken ellers. Vi udveksler synspunkter og iagttagelser om dette og hint, det ligner en helt almindelig ligegyldig småsnak, men det føles som mere. Der er ligesom et lag af nærvær og optagethed i samtalen som gør godt. Så støder en bekendt til, som er færdig med sin aftale, og vi bliver glade for at se hinanden, for det er længe siden. Vi har formentlig lige to minutter til at samle op, kan jeg se på uret. Det er et meget koncentreret møde, hvor jeg lytter, mærker og iagttager intenst.

Nu kommer hende jeg har aftalen med, ind i rummet. Hun kigger overrasket på mig, griner og siger at jeg da ikke skal komme i dag. Hun siger undskyld hvis hun har sagt eller skrevet noget forkert, så det er hendes fejl at jeg er gået forgæves. Og jeg siger undskyld hvis jeg har hørt eller læst forkert, og hvis forvirringen er min fejl. Jeg tilføjer med tryk på at det er helt i orden at jeg skal gå igen, og går sammen med min genfundne bekendte. Vi snakker lidt videre udenfor indtil vi må gå hver til sit fordi han skal på arbejde.

Jeg vender næsen hjemad. Jeg er glad og let indeni, for det har været en fantastisk morgen, selvom det slet ikke var meningen at jeg skulle have været netop der hvor jeg var. På vejen møder jeg en ven der er ude og lufte hund, og jeg får endnu en herlig sludder med både menneske og hund. Jeg må forklare mig, synes jeg, og bliver mødt med grin og hovedrysten.

Da jeg kommer hjem, tjekker jeg min aftaleseddel, og der står at jeg har en aftale den 19/9 kl. 8.45. Altså på mandag. Jeg undrer mig helt oprigtigt, for jeg synes virkelig der blev sagt "fredag". Jeg kan høre det helt tydeligt. Og så på den anden side, for jeg kender mig selv: Den slags fejltagelser er på en måde mit glansnummer. Nogle gange er jeg bare så helt forrygende dårlig til at finde rundt i verden uden for mig selv at det tenderer det meget mærkelige. Hvad der sker, ved jeg ikke, men det er heldigvis sjældent kedeligt. Og jeg har snart vænnet mig så meget til det at jeg ligefrem sætter pris på det.

Jeg vil gerne sige undskyld til hende jeg forvirrede, og som måske troede og blev ked af at hun havde lavet en fejl, men ellers har jeg egentlig ikke noget at beklage. Tværtimod. Tænk sig, hvis jeg ikke havde hørt forkert, så havde jeg ikke mødt de her mennesker og fået den her en forrygende start på dagen. Tak for den, siger jeg bare. Den kan umuligt have været en fejl.

Ø-dans

2011-09-13T12:58:00.001+02:00

Bær over med mig. Min verden er fuld af samspillet mellem krop og musik og vand og mennesker, og det er simpelthen så fornøjeligt og opløftende at jeg ikke sådan lige evner at svinge ind på en anden kurs i disse dage. Nogle tager til Cuba og slipper sig selv og hofterne fri i salsa, men så langt behøver jeg slet ikke rejse. Jeg skal bare have en pyt vand, og den må godt smage af klor, så medbringer jeg selv min egen fremmedartede ø at feste på.

("But why am I so cursed/for where I am born?", synger Charlie Winston her. Ja, det kan man jo tænke over. Det er godt man har lejlighed til at gøre sin indflydelse gældende om to dage ..).

Om at løbe fra og til ..

2011-09-09T11:33:00.002+02:00

Her kommer så lige et overskudsdryp mere fra min tour de force gennem tidens taktfaste musik. Bare fordi det er fredag. Eller noget.

Der er intet nyt under solen og ingen grund til at finde spaden frem. Alligevel er det ganske fint at dvæle lidt ved, både billeder, musik og ord. Altså, synes jeg. (Men jeg har også en mærkelig for mig selv uforklarlig sød tand for den her slags musik).

Fæstningen

2011-09-08T14:06:00.000+02:00

Jeg er bygmester. Det jeg bygger, er både godt for noget og skidt for noget. Men bygmester, det er jeg.

Jeg har bygget et forsvarsanlæg omkring mit hus. Det er enormt, og det er så effektivt at der ikke er trængt noget som helst igennem som kunne true mig, de sidste mange år. Jeg har sluppet næring og byggematerialer ind gennem små huller i de metertykke mure når det var absolut nødvendigt, og jeg har skubbet noget den anden vej ud gennem de samme huller når der hobede sig for meget op inden for murene. Affald og kedsomhedsfrembringelser og sådan noget der ikke kan blive ved med at være plads til.

Jeg har alt hvad jeg behøver for at overleve, i fæstningen, og mere til. Jeg har endda bygget en lille kirke, den er min stolthed og min glæde. Jeg besøger den hver dag; jeg beder og mediterer over de billeder af naturen og menneskene udenfor som jeg har malet på væggene ud fra den smule jeg har kunnet se gennem hullerne, eller oppe fra det tårn jeg også har bygget. Jeg har nok føjet lidt til som jeg strengt taget ikke har set, men som jeg tror findes.

Jeg har haft det godt i min isolation, men nu er det som om jeg er ved at tabe tålmodigheden med hele tiden at skulle få alt til at lykkes og fungere i de trange rum. De der transaktioner ud og ind af hullerne, de forekommer mig mere og mere besværlige og tåbelige og prikker til min irritation, selvom jeg prøver at være tilfreds. Jeg prøver at tage det roligt og forklare mig selv at jeg jo har det som blommen i et æg, hvad det så end betyder, for noget hober sig op, og inden længe tror jeg jeg eksploderer.

Jeg har bygget en fæstning, og det har jeg gjort godt. Jeg har evnet at beskytte mig mod det jeg frygter mest. Men mine drømme er begyndt at plage mig. Jeg er bygmester. Om natten bryder jeg mure ned og bygger en enorm portal af brokkerne som jeg og andre mennesker kan gå igennem, på vej til og fra kirken.

Kirken bliver stående. Den er min stolthed og min glæde.

See the beauty of a tree

2011-09-04T20:53:00.000+02:00

"When you can see the beauty of a tree, then you will know what love is."

Set som noget en person citerer i novellen Mon Plaisir fra bogen No one belongs here more than you af Miranda July (en fin, forunderlig, overraskende og helt igennem læseværdig novellesamling - se evt. her (via Mette Ø. Henriksen)). Jeg tror dog citatet oprindeligt er trukket sammen ud fra en tekst af Jiddu Krishnamurti, se her, side 57-58.

Hvorom alting er: Jeg synes jeg kan finde hvad jeg behøver for at forstå hvad kærlighed er, under denne sætning.

--
Tilføjelse mandag 5. september:

Jeg kom her til morgen lige i tanke om dette citat af Margaret Anderson, via Eckhart Tolle, som passer så fint her, synes jeg:

"In real love you want the other person's good.
In romantic love you want the other person."

Op af gryden

2011-09-01T11:49:00.000+02:00

Mandag aften kom jeg hjem og smed min udasede krop i sækkepuden som gudsketakoglov var ledig. Brugt, men glad og tilfreds. Anders Matthesen drønede derudaf i fjernsynet, og en del af min familie sad bænket og skiftevis klukkede og grinede højlydt ad det han sagde. Jeg var simpelthen for træt til at tage mit sædvanlige anstød af måden tingene blev sagt på, og mens jeg døsede hen, lukkede jeg måske for en gangs skyld selve indholdet ind og fandt at jeg egentlig syntes (m)anden var ganske klog. Jeg kan stadig høre ham sige at der ikke findes noget 'man skal', men kun valg og konsekvenser. Og at det ikke fører nogen gode steder hen at spille rollen som offer.

(Eller noget i den stil, jeg husker ikke ordret. Måske digter jeg lidt. Jeg var jo trods alt på vej i drømmeland).

Det er jeg i hvert fald enig i, nåede jeg dog at tænke inden min halvslummer blev til helslummer. Når jeg vågner igen, kravler jeg sgu op af offergryden en gang for alle - hvis jeg ellers kan få min tykke og utrænede mås med op over kanten. Som jeg lå der og fladede ud efter tre lektioner vandgymnastik kunne jeg ikke rigtigt få mit indre billede til at emme af overbevisende lethed.

Inspirationslink

2011-08-29T17:53:00.000+02:00

>>> Lidenskab og intellekt hører sammen

Udflugt

2011-08-27T20:35:00.000+02:00

Nu er det snart tid, sæsonen starter på mandag, og jeg har tilbragt dagen dels foran computeren med at tælle bpm og dels på stuegulvet med at udføre bevægelser med en imaginær vandmodstand og ligedan delvis ophævelse af tyngdekraften så jeg er helt rundt på .. ja, gulvet. Jeg har været på rejse i youtube, Play, Bilkas musikbutik og min egen cd-samling (der ikke er blevet opdateret de sidste mange år på grund af mine vanvittige økonomiske prioriteringer, for at sige det mildt), og så var det jeg tænkte at jeg lige kunne poste et par af de numre jeg har været i kontakt med og fået "i overskud" i løbet af dagen, og måske, kun måske hvis du har tid, lyst og tålmodighed, tage dig ud på en lille musikalsk udflugt.

Turen starter i højt og moderne gear, går over det ret så tilbagelænede og slutter i en helt anden dimension - er det ikke den vej vi skal?

Savage Rose (Take Me Higher)

Fly wild flower, fly / Fly from place to place / Leave your gypsy blanket / For the lover’s bed /
The song of thousand tales / Carried by the wind / Fly free yearning soul / Fly free savage rose

Take me higher …

To the deep horizon / The mirror in your eyes / Carry love and wisdom / The song that never dies /
To the fields of sorrow / Our mother with her broken heart / Fly wild flower, fly /
Savage rose, soul of mine

Take me higher …

Soul of mine / Take me higher / Won’t you take me higher /
Higher, higher / Take me higher / Higher

Annisette

(Kopieret herfra)

Note

2011-08-25T21:22:00.003+02:00

Jeg går og tænker på hvor mange kræfter og hvor meget energi nogle af os kan bruge på at diskutere med os selv og argumentere og finde acceptable begrundelser blot for til sidst at ende med at have overtalt os selv til ikke at følge det vi allerhelst vil, til ikke at udtrykke det vi faktisk mener og til ikke at mærke det vi virkelig føler.

Sikke en byrde vi løfter af vores skuldre når vi overvinder frygten for egne og andres domme. Når vi giver slip på vores illusoriske forsøg på at kontrollere hvad andre mener om os, og stoler på at vi er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være.

Dét er frihed. Tænker jeg.

Efterlysning

2011-08-23T18:39:00.000+02:00

Her kommer et helt pragmatisk indlæg, og det er kun relevant hvis du bor i kvarteret omkring Syvstjerneskolen i Værløse.

Vi har ikke set vores kat siden i søndags, hvilket slet ikke ligner den. Vi har gået rundt og kaldt og lyttet i timevis uden resultat, og nu må vi prøve noget nyt, omend det er som at forsøge at tråde nålen i høstakken: Hvis du bor i nærheden, og ikke allerede har snakket med os, vil du så ikke være sød at tjekke om den kunne være blevet lukket inde et sted hvor du kan lukke op? Og/eller give en af os et praj hvis du har set eller ser noget der kan lede os på sporet af hvor den er?

Den er en helt tilforladelige, men lidt sky, kastreret hankat af racen maine coon, og den har navnet Indy, omend den nok ikke lyder det. Den er langhåret, har meget mørke farver, og ser sådan ud:

Øremærke EYY014

Chipmærke 752000990011212

Tusind tak :-).

(Det piner hele familien at tænke på hvad der kan være sket. Har den søgt tørvejr og er blevet lukket inde i et skur? Eller er den kommet til skade og ligger et sted og lider? Eller er den af en eller anden grund kommet for langt væk hjemmefra til at kunne finde tilbage igen?).

--
Opdatering 24.08.2011 kl. 17:47:

Stadig ingen kat :-(.

--
Opdatering torsdag 25.08.2011 kl. 18:55:

Og stadig ingen kat ..

--
Opdatering fredag 26.08.2011 kl. 15:09

Indy er stadig ikke kommet. Nu hænger vi plakater op rundt i kvarteret, selvom vi har været rundt en million gange og også stemt dørklokker.

--
Opdatering lørdag 27.08.2011 kl. 21:00

Nope. Ingen kat. Nu skriver jeg ikke mere her, men skulle miraklet sket at den kom tilbage, hører I det. Suk.

Som

2011-08-21T13:27:00.003+02:00

I dag strejfer vinden mig blidt. Som et kærtegn.

Balance

2011-08-19T17:15:00.000+02:00

"Jeg er mere i balance med mig selv, end jeg var for 10 år siden. Og jeg er blevet ligeglad med mange ligegyldige ting, såsom forfængelighed, og hvad andre synes om mig.

Søs Egelind, 52, i Søndagsavisen"

Set på sidste side i Søndag nr. 32.

Jaaaa. Kunne man bare selv nå dertil hvor man mener det helt oprigtigt og ikke bare siger det som en gang tom retorik .. fordi man faktisk er forfængelig og langt fra ligeglad med hvad andre synes om én.

Ild i håret

2011-08-18T16:56:00.010+02:00

Jeg røg lige af i svinget. Det sker. Og mens jeg lå der og så vognen køre videre, læste jeg følgende opdatering af Marianne Williamson på facebook:

""Suffering doesn't make us weak; only an avoidance of suffering makes us weak. Sometimes the only way to get around it is to burn through it."All neurosis is a substitute for legitimate suffering." -- Carl Jung"

Og jeg tænkte: Det er i hvert fald rigtigt! Jeg kan selvfølgelig ikke vide om udsagnet i Jung-citatet* gælder i alle tilfælde af neuroser som det selv hævder, men det gælder i hvert fald for mig. Det gør resten af opdateringen også; det er bare en lille smule svært (eller rettere lidelsesfuldt, når det nu skal være) at efterleve, måtte jeg erkende dér i svinget og følte mig ret weak som jeg bestemte mig for at forsøge at mærke smerten. Også den der blev lagret i fortiden, og som jeg ikke rigtigt har været i kontakt med før.

Nu forsøger jeg så at brænde lige igennem. Der var engang én der sagde til både sig selv og mig at vi var sådan nogle der havde ild i håret. Jeg har ikke mærket noget videre til det før, måske så hun ind i fremtiden, men nu er det lige før jeg håber hun havde ret.

---
Ps. Jeg beklager den fjollede tone i forhold til det tunge emne, men jeg trænger sådan til at skabe lidt ironisk distance. Jeg har aldrig været god til det der med at sige at jeg lider, ikke engang til mig selv. Lige som katten gemmer jeg mig helst under sengen indtil det er gået over (eller jeg er død). Det får mig til at føle mig som en irriterende og besværlig pivskid at skulle sige at jeg lider.

Og SE!: Der har jeg roden til ondet. Så er det sagt.

*Jeg skulle lige tjekke citatet af C.G. Jung og kan kun finde det i denne form: “Neurosis is always a substitute for legitimate suffering.” Men meningen er vist den samme, og det ser ud til at være Jungs ord.

Om at drive frem

2011-08-10T18:02:00.006+02:00

Nu ved jeg hvorfor.

Nu ved jeg hvorfor der er så helt enormt mange cykler alle vegne i Holland. De er smarte, de hollændere. De har bygget drivhuse, hvor de sår små bitte cykelfrø som bliver til cykelplanter som de passer og plejer og nurser indtil de bliver for store til at være i drivhuset og skal ud i verden og bringe mennesker med knuder på tungerne rundt i det flade vandland.

Nu ved jeg hvorfor. Se selv. Her er et billede af to drivhuse hvor høsten er lige op over:

De der sociale medier .. (opdateret 11.08.2011)

2011-08-09T12:16:00.027+02:00

.. Eller "de der selskabelighedsmedier", som jeg har lyst til at kalde for eksempel Facebook, Twitter og til en vis grad også blogs som jo for mange har en selskabelighedsfunktion. De er en stor, stor udfordring for mig, for selskabelige sammenhænge er ikke min stærke side. Men samtidig pirrer de medier mig. Gør mig interesseret og udfordrer mig. Jeg kan bruge oceaner af tid på at finde ud af om eller hvordan jeg skal bruge dem, for jeg har både lyst og ikke lyst.

Nu har jeg så for et stykke tid siden hørt om Google+; og forleden lyttede jeg for eksempel med interesse til Trine-Maria her.

Jeg er ikke en del af det eksklusive selskab som har fået en invitation allerede, så jeg har ikke selv Google+ (endnu, altså), men jeg har forstået at det bliver fremhævet at en af de store forskelle mellem Facebook og Google+ er at man på Google+ kan inddele sine venner (hedder det også sådan på Google+?) i circles/netværk og via dem på en nem måde målrette sine opdateringer til en bestemt kreds af personer som altså ikke inkluderer alle venner, men et udvalg som kan have interesse i netop dén opdatering (og udelukke andre kredse som man ikke ønsker at dele den aktuelle opdatering med).

Nu er det så jeg spørger: Gør vi ikke også det på Facebook? Jeg gør i hvert fald. Jeg har inddelt mine venner i lister og bruger den lille menu-pil mellem hængelåsen og Del-knappen til højre under statusfeltet til at vælge den eller de venneliste(r) jeg vil dele den aktuelle opdatering med, hver gang jeg laver en. Jeg tænker: Hvem har jeg lyst til at sige det her til? Hvem, hvis jeg stod over for personerne i virkeligheden, har jeg en forventning om ville lytte med interesse til netop det her? Hvem - hvis det drejer sig om noget jeg regner for at høre til min privatsfære - vil jeg betro det her til, hvem tror jeg på vil modtage det med respekt og anerkendelse?

Nu er jeg ikke mere blåøjet end at jeg godt ved at ALT på Facebook er offentligt. Enhver der ser mine informationer, kan bringe dem videre ud i verden, og Tyttebær-Maja er til stadighed til stede i denne verden, men det lever jeg fint med. Jeg deler ikke noget jeg ikke ville kunne tåle at alle mennesker på hele jorden så, hvis det skulle være. Det har ikke noget med det at gøre. Det har mest noget at gøre med at jeg, fuldstændig som når jeg er sammen med mennesker i virkeligheden, forsøger at tage to hensyn på én gang: 1. At sige noget som interesserer den (ja, jeg taler sjældent med 'dem') jeg er i selskab med, og 2. At tale med nogen om det der optager mig selv, og som jeg har glæde af at udveksle med en anden person som jeg har tillid til og er tryg ved.

Nu kan man så spørge om hvordan hulen jeg kan tro at jeg kan vide hvad andre mennesker er interesseret i at jeg deler med dem? Det kan jeg selvfølgelig heller ikke, og jeg tager formentlig ofte fejl, men så håber jeg at folk bare ignorerer hvad jeg siger, eller bruger "skjul"-faciliteten. Jeg har kun min egen fornemmelse og oplevelse af hvad jeg har lyst til, at gå efter. Men det gør jeg så til gengæld også. Google+ eller ej.

Jeg havde engang en Facebook-profil som jeg slettede, og så oprettede jeg en ny senere af en helt særlig grund og fik efterhånden igen lyst til at være mere aktiv. Måske kunne man også sige lyst til at være mere selskabelig, eller i hvert fald at udfordre min selskabelighed, men jeg kan helt uden slinger sige at det først var da muligheden for at vælge modtagergruppe for hver enkelt statusopdatering gik op for mig, at jeg begyndte at føle at Facebook også var noget jeg kunne bruge til noget.

----

Opdatering 11.08.2011:

Jeg har nu været på Google+ i godt et døgn, og jeg kan lide det! Jeg håber jeg snart kan finde nogle flere jeg kender, dér ..

Der er mange ting jeg kunne sige om Google+, men da det med lister på Facebook og cirkler på Google+ er omdrejningspunktet for det oprindelige indlæg, vil jeg lige gøre en bemærkning specifikt til det her: Det irriterer mig at man ikke kan se på en opdatering på Facebook, hvem den er synlig for. Det er som Bcc-funktionen i mail; den har Fanden også skabt, efter min mening (selvom den også findes i gmail, hø). For eksempel er der for mig som modtager stor forskel på at kommentere på et opslag der er synligt for alle eller kun en mindre kreds, og for mig som afsender er det irriterende at jeg ikke kan vise hvem jeg forsøger at tale til. På Google+ kan man helt tydeligt se om et opslag er offentligt, eller hvem (op til 21 personer) eller hvor mange det ellers er begrænset til at være synligt for. Dét er efter min mening et godt eksempel på at Google+ er rigtig godt tænkt, og rigtig godt gennemtænkt. Som sagt: Jeg kan lide det!

----
Opdatering 21.09.2011

Google+ for Everyone

Coffee on the go

2011-08-07T20:09:00.010+02:00

Når jeg ser de her kopper fra ferien, ved jeg at jeg har været langt hjemmefra og mange forskellige steder, og jeg kan ikke bare huske hvordan kaffen smagte, men også hvad jeg lavede da jeg drak den, hvem jeg var sammen med, hvordan stemningen var og meget andet som jeg ikke tænkte så meget over mens jeg drak kaffen, men som fylder mig nu som kaffen gjorde dengang. Jeg ved ikke hvad der fik mig til at luske min mobil frem og tage et billede af min kaffekop fire gange i løbet af turen, men nu er jeg glad for at jeg gjorde det, og ville ønske der var flere kopper i mit album. Jeg kan mærke mine børn omkring mig og føle solen på min hud. Jeg kan høre hollændere tale fredeligt sammen på et ret så fremmed sprog, og jeg kan huske hvordan det var at være på Burger King for første gang i mit liv. Mine drenge troede de skulle dø af lykke, men det gik over! Jeg kan høre havets pulserende brusen kalde på mig, hviske at jeg ikke må glemme hvor jeg har hjemme.

"Take me when I'm hot" og "CAUTION HOT". Jeg må vælge hvilket fokus jeg vil have, selvom begge vinkler er relevante.

Metanote

2011-08-05T17:19:00.010+02:00

Note til mig selv:

Har omskrevet min Om-side igenigen. Vil denne gang gemme en kopi i et indlæg, så teksten ikke forsvinder næste gang jeg omkriver. For fuldstændighedens princip. Og for at kunne bladre tilbage og lære af min egen proces senere hen, hvis jeg skulle få lyst.

" Om

Jeg er kvinde, jeg er født i 1963, jeg er gift, jeg er mor til to drenge, jeg er vokset op i Middelfart, jeg er uddannet folkeskolelærer, jeg er storesøster, jeg er svømmeinstruktør, jeg er 169 høj, jeg er lønarbejdsdeltidsbeskæftiget, jeg er ..

Jeg er.

Jeg har ..

Jeg har en stærk tro på og lyst til livet, og jeg har en iboende og fast beslutning i mig om at gøre mit til at finde vej gennem det på en autentisk og helende måde. Jeg har tillid til at universet hjælper mig på vej efterhånden som jeg bliver parat til det og finder modet til at åbne mig og tage imod. Jeg har ingen forestilling om at skulle skabe mit eget liv eller mig selv på jeg-niveau, som det ellers er så moderne at tro og tilstræbe, men derimod en forestilling om at jeg skal tilpasse mig og virkeliggøre nogle givne forhold fra den indre verdens dybeste niveau, fra selvet.

Jeg har glæde af og er interesseret i at beskæftige mig med menneskets - og dermed også mit eget - dybe, indre liv; det er det der optager mig mest. Jeg har en stærk præference for introversion, og jeg føler mig bedst tilpas og mest hjemme i den indre verden, som også er i fokus når jeg udtrykker mig gennem ord og billeder. Jeg har behov for at strukturere og udtrykke fragmenter af mit indre liv, og jeg kan mærke at det giver mig energi og en oplevelse af at bruge mig selv meningsfuldt når jeg sidder dér og stykker indlæg sammen.

Jeg har en stor hunger efter at forstå, befordre og begrebsliggøre mine indre oplevelser, og derfor har jeg blandt andet læst en masse bøger. For at dele min glæde og inspiration har jeg lavet en bogliste med et stadigt voksende udvalg af bøger som i særlig grad har bevæget mig, og som udtrykker noget der ligger tæt på min egen forståelse og oplevelse af mennesket og eksistensen. En del af bøgerne afspejler min optagethed af analytisk psykologi, som har været omdrejningspunktet i mit liv i snart mange år såvel teoretisk via selvstudier som praktisk via terapi/analyse. I intet andet psykologisk univers føler jeg mig så forstået, hjulpet og set som i det der blev grundlagt af C.G. Jung, hvilket formentlig hænger tæt sammen med at jeg har den typologiske habitus jeg nu engang har, nemlig introverteret intuition som hovedfunktion (inxj i mbti-terminologi - infj-intj), og desuden har formidlertypen som min primære psykologiske struktur, jf. Toni Wolff.

Jeg har et ønske om at denne blog kan fungere som et sted hvor andre der gerne vil tildele den indre verden opmærksomhed og værdi, kan klikke ind og føle sig hjemme. Et sted hvor man kan opleve lidt introverteret modvægt til den værdsættelse og fremelskelse af ekstraversion som vores kultur er så præget af, og et intuitivt og symbolsk orienteret supplement til en konkret sanseopfattelse som så mange andre foretrækker og er rigtig gode til at formidle og berige verden med.

Jeg har som nævnt selv stort udbytte af at skrive det jeg gør. Dengang i april 2008 hvor jeg besluttede at udgive mit første indlæg, valgte jeg én gang for alle at dele mine ord og billeder offentligt i blogregi fordi jeg gerne ville stille dem til rådighed i tilfælde af at nogen skulle mene at de kunne bruge dem til noget. Det giver mig særdeles meget at få lov at læse om især ligesindedes oplevelser og refleksioner, hvad enten det er i bog- eller blogform eller noget helt tredje, og at dele denne blog offentligt er et forsøg på at give bare lidt tilbage til menneskefællesskabets erfaringspulje som en ringe tak for alt det jeg selv synes jeg modtager gennem livet.

Seneste omskrivning: 05.08.2011"

Efter

2011-08-05T17:18:00.003+02:00

.. Og regnen kom, og det blev tid til at vende tilbage til bloggen, som jeg har savnet at skrive på, men også følt et behov for at tænke lidt over og få på så tilpas afstand at jeg måske kunne lære lidt af det jeg har foretaget mig her indtil videre. Endnu engang.

Lige før vi tog afsted, mødtes jeg med et menneske som sagde noget til mig om sig selv der nærmest satte en lavine i skred indeni mig som jeg hverken kunne eller ville dæmme op for. Den er ikke ebbet ud endnu og sneen vælter stadig ned ad bjerget mod varme og smeltning, men det største skred jeg har betragtet, har bragt noget ind i min bevidsthed som jeg for længst havde forstået intellektuelt eller rationelt, men som jeg ikke har haft den fjerneste anelse om at jeg rent følelsesmæssigt overhovedet ikke efterlevede. Jeg har simpelthen ikke kunnet se det; det har befundet sig under bevidsthedstærsklen. Det er stort når det sker i en målestok som i dette tilfælde, og det har ført ikke så lidt med sig, som jeg nu arbejder med på højtryk. Eller rettere: Som mit sind nu arbejder med på højtryk. Jeg kan mærke der er optaget derinde.

Også i den ydre verden har jeg rejst langt og set meget i denne sommerferie, og jeg vil huske den som én af de bedste i mange år, men også som den sommerferie hvor skyggen tog over på den mest uhyggelige og frygtindgydende måde hos et enkelt menneske. Den 23. juli vågnede vi op på Fredericia Vandrehjem, tændte for nyhederne for første gang i mange dage og blev mødt med indslag om uhyrlighederne i Norge. Jeg græd og bad hele vejen fra Fredericia til Klitmøller. Der er sagt og skrevet så meget nu, og jeg evner ikke at tilføje noget begavet, men hvis du ikke allerede har læst det, vil jeg gerne pege på et indlæg af Dorthe Nors >> her.

Lige om lidt bliver det hverdag igen, og det er godt. Jeg oplever det dog som om noget er forandret for altid, og ikke som om jeg vender tilbage. Om det holder, ved jeg ikke. Vi får se.

Fredericia Vandrehjem, morgenen den 23. juli 2011

Børn der leger og lærer. Fremtid. Håb. Kærlighed.

Mens

2011-07-09T22:15:00.005+02:00

Mens vi venter på regnen
Mens vi husker med kroppen og smager salt

Mens vi brænder af varme som solen har lagret i vores hud

Mens vi kæmper med trætheden fordi dagen ikke må slutte endnu

Mens vi er

sammen

Papiris' monolog

2011-07-07T18:29:00.010+02:00

I går aftes så jeg "Asterix og Obelix: Mission Kleopatra" sammen med familien. Jeg lå flad af grin som mange gange før over filmens totalt finurlige ordspil og underspillede humor. Vi har set den igen og igen, altid med dansk tale, og oversættelsen fungerer fabelagtigt efter min mening.

Men. I skal lige se mit yndlingsklip som jeg dog kun har kunnet finde i den franske version. Jeg kan ikke selv fransk, men det er heller ikke nødvendigt for at forstå pointen, tror jeg. Det er rigeligt at kigge på personernes kropssprog, både den talende Papiris' og tilhørernes.

Da Linealis præsenterer Mirakulix og skriveren Papiris for hinanden, spørger Mirakulix høfligt konverserende og interesseret Papiris, om det er godt at arbejde som skriver (sådan cirka). Og så er det Papiris svarer (udførligt, engageret og relevant abstrakt efter sin egen mening, forestiller jeg mig).. åh ha .. prøv selv at se:

Nå, og hvorfor mon jeg kommer til at grine overdrevent og samtidig krumme tæer hver gang jeg ser det klip? Jo, fordi jeg selv har en Papiris indeni og liiiige skal bede ham klappe kaje hvis nogen spørger mig om noget der interesserer mig, i en almindelig (overfladisk, undskyld) konversation. Suk.

Punktopstilling

2011-07-01T19:05:00.004+02:00

I går sagde min læge at mit ene ben var længere end det andet.
I dag har jeg ondt bag ørerne efter at have haft læsebriller på i timevis i et vellykket forsøg på at nå mit arbejde inden min egen fastsatte deadline.
For en time siden forærede min søde ven og nabo os en halv hindbærlagkage.
Uden ophør synger min ene unge den her sang og driver mig til vanvid. (Hvor får de det fra?).
Nu er det weekend.
Alt er godt. Jeg kan mærke at jeg lever.

Sommeraften

2011-06-30T12:11:00.005+02:00

Sidst på dagen smører jeg sandwich og pakker pakker badetøjet, og da alle har fået fri, kører vi ud i sommerlandet for at nyde den sidste bid af endnu en fantastisk sommerdag. Jeg er allerede træt inden vi tager af sted, for jeg har også været i dgi-byen og blandt andet haft den flippede fornøjelse at svømme rundt og rundt, men jeg vil for alt i verden ikke gå glip af smagen af saltvand og legen i rigtigt havvand.

Stranden er næsten tom for mennesker, vandet er stille og helt klart, og solen skinner bag et tyndt gardin af skyer. Jeg er i drømmeland, tror jeg, det bliver ikke bedre.

- <> -

Strandet haj. Efter en drabelig kamp i vandet, som den vistnok tabte, er den landet i klitten og venter på at den sidste luft bliver presset ud af den.

Tre men'sker på en strand ..

Solen står lavt, og aftenbrisen har næsten lagt sig. Vi har badet, spist vores aftensmad og ligger og lytter til strandlydene.

Dagen er godt brugt, og vi må hjem. Jeg døser lidt i bilen på vejen og mærker hvor fyldt jeg er. Det skal blive godt at sove.

Limboløve

2011-06-28T14:30:00.014+02:00

Jeg er i besiddelse af en limboløve. Jeg har helt selv - dog uden at jeg rigtigt vidste af det - skabt den i et tilfælde af vanvid, og med jævne mellemrum bliver den uhørt sulten og truer med at æde mig.

Jeg besluttede engang, da jeg godt ved at jeg selv har ansvaret for denne hersens glubske løve, at det aldrig skulle lykkes for den at sluge mig. Helt. Fanden ta' mig. Men lunser har den fået, det skal ikke nægtes, og jeg kan stadig se arene. De bliver især meget tydelige og gør ondt når den brøler ad mig. Så er jeg nogle gange ved at give helt op indtil det øjeblik hvor jeg pludselig tager en dyb indånding og brøler igen af fuld styrke. Når vi begge er blevet trætte af alt brøleriet og til sidst falder udmattede om, gispende efter luft, aer jeg den meget forsigtigt og hvisker stakåndet ind i dens lodne øre at det nok skal gå altsammen, for jeg vil tage mig af den.

Det største problem med min limboløve er dog at jeg ind imellem glemmer at den er min. Nogle gange tror jeg sgu den tilhører andre mennesker, og at de har stopfodret den i en sådan grad at den også vil æde mig bare fordi den ikke kan få nok. Puha, så er den helt ude af proportioner, og Aylas huleløve ville ligne en huskat i sammenligning. Da bliver jeg nødt til meget bestemt at bede den gå ind i vores hus igen så vi kan brøle ad hinanden dér i stedet for ude på gaden eller ovre i en andens hus. Det larmer godt nok forfærdeligt, men jeg foretrækker trods alt dét i det omfang jeg har noget at skulle have sagt

Tilbage

2011-06-23T17:04:00.010+02:00

Jeg træder varsomt i barndommens land. Kigger ned. I kærlig erindring.

I morgenens overfart midt mellem søvn og vågen tilstand opstår der forvirring i mine oplevelser. Hedder byen Jante eller kom de til at stave mit navn forkert på kirkekontoret?

Dagen kommer, og jeg vågner helt. Byen hedder Middelfart. Jeg hedder Janne. Og jeg har fået livet tilbage ved at fiske i havet.

Jeg ved igen hvem jeg er.

"Kærlighed udspringer af bevidsthed"

2011-06-21T09:13:00.007+02:00

Jeg er i citathumør her på bloggen for tiden, og jeg må lige lade Anthony de Mello tale (mindst) én gang til, fordi jeg føler en enorm glæde og lettelse ved at have fundet nogle formuleringer som udtrykker hvad jeg tænker og mener og opfatter. Kærlighed er at se.

Indeni mig mærker jeg en slags opbrud eller skabelse, og jeg holder vejret mens jeg spændt venter på måske at få mere at vide om hvad der er ved at blive til.

"Vær vågen

Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!
- Lukas 12:37

Overalt i verden søger mennesker kærligheden, for alle er overbeviste om, at kun kærlighed kan frelse verden, kærlighed alene kan gøre livet meningsfuldt og værd at leve. Men hvor er der få, der forstår, hvad kærlighed virkelig er, og hvordan den opstår i et menneskes hjerte. Den bliver så ofte sat lig med det at have gode følelser for andre, med velvilje eller ikkevold eller det at tjene andre. Men disse ting er ikke kærlighed i sig selv. Kærlighed udspringer af bevidsthed. Det er kun i det omfang, at du ser nogen, sådan som han eller hun virkelig er her og nu, og ikke som du ser dem i din hukommelse eller gennem dit begær eller din fantasi eller dine projektioner, at du virkelig kan elske dem, ellers er det ikke mennesket, du elsker, men den forestilling, du har om dette menneske, eller om dette menneske som objekt for dit begær, og ikke sådan som han eller hun er i sig selv.

Derfor er den første kærlighedshandling at se dette menneske eller denne ting, denne virkelighed, som den faktisk er. Og det indebærer den vældige disciplin, det er at droppe dit begær, dine fordomme, din erindring, dine projektioner, din selektive måde at se på, en disciplin så omfattende, at de fleste foretrækker at kaste sig hovedkuls ud i at gøre gode gerninger og tjene andre hellere end at underkaste sig denne askeses brændende ild. Når du begynder at tjene en person, som du ikke har gjort det besvær at se, imødekommer du så denne persons behov eller dine egne? Så kærlighedens første ingrediens er virkelig at se den anden.

Den anden ingrediens er lige så vigtig, at se dig selv, skånselsløst, at kaste bevidsthedens lys på dine motiver, dine følelser, dine behov, din uærlighed, din selvpromovering, din tendens til at kontrollere og manipulere. Det vil sige at kalde tingene ved rette navn, ligegyldigt hvor pinefuld opdagelsen og konsekvenserne er. Hvis du opnår den slags bevidsthed om den anden og dig selv, vil du opdage, hvad kærlighed er. .."

Anthony de Mello i "Kærlighedens vej".

Om livet

2011-06-16T10:28:00.002+02:00

"..
Og her er en lignelse om livet, som du kan tænke over: En gruppe turister sidder i en bus, som kører gennem et fantastisk smukt landskab, søer og bjerge og grønne marker og floder. Men bussens rullegardiner er trukket ned. De har ikke den mindste ide om, hvad der er uden for bussens vinduer. Og lige så længe rejsen varer, bestiller de ikke andet end at kævles om, hvem der skal sidde på ærespladsen i bussen, hvem der skal roses, og hvem der betyder noget. Og sådan bliver de ved, til rejsen er slut."

Anthony de Mello i "Kærlighedens vej".

Pinse

2011-06-13T21:28:00.009+02:00

I fredags plukkede jeg de første to jordbær i vores have. Jeg spiste dem ikke selv, men gav i tankerne det allerførste til en person der i ugen der gik, lod mig spille mine (tunge, triste) bolde op ad sig og sendte dem tilbage med et markant aftryk af indsigt og overblik og på den måde bidrog til at jeg kunne finde en kærlig vej. Men kun i tankerne gav jeg det første jordbær væk, for både det første og det andet bær endte i maven på et af de modigste og dejligste mennesker jeg kender, og det så hurtigt at jeg ikke nåede at fotografere, hvorfor jordbærene på billedet faktisk er de næste vi skal plukke. (Hvis vi når det inden havens kryb har mæsket sig, vel at mærke).

I lørdags drak jeg kaffe og cider i skyggen under æbletræet i rigtig dejligt selskab. Jeg fik også flere fine gaver, blandt andet en bog som jeg slet ikke kunne lade være med at bruge lørdag aften og det meste af søndagen på at læse fordi det viste sig at være en meget, meget smuk bog. Den taler direkte, klart og klogt til mig på en måde som forener den visdom jeg på min egen (kætterske) måde synes at finde i det nye testamente, og de indsigter som er dæmret for mig gennem min efterhånden lange erfaring fra et terapeutisk/analytisk rum. "Kærlighedens vej" af Anthony de Mello hedder bogen, hvis din nysgerrighed skulle være blevet vakt. Det er en stor bog, trods sin fysiske lidenhed.

Og i dag har jeg intet mindre end været ude at bade for første gang i år, og hvilken fryd iblandet en let stikken i benene og et udfordret åndedræt! Det var så helt fantastisk skønt og nyt på en genkendelig måde at jeg forsvandt ind i en sanserus og snildt kunne overhøre mine badeledsageres lidt overlegne bemærkninger om at jeg jo faktisk var sent på den i år og ikke så lidt af en kylling, for det var jo mindst femte gang de var i, i år. Jaja. Havet er stort nok til os alle, både voksende kyllinger og galende haner, så det skal ikke lykkes for dem at slås med mig om pladsen.

Kaffesnak

2011-06-09T13:32:00.008+02:00

Pause. Jeg er ved at genvinde overblik og overskud, også uden endorfiner.

På biblioteket fandt jeg en hæklebog der giver mig fornemmelsen af som en anden tåbe at have prøvet at opfinde den dybe tallerken påny. Ha. Jeg må nok indse at min autodidakte stil ikke er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde på alle områder, og at det kan lønne sig i visse tilfælde at sætte sig på sin flade og punkt for punkt læse andres vejledning. Hvad man dog ikke må gå igennem for at få sine drømme opfyldt!

-- < > --

Og psssst, Blogger-bloggere .. har I set det her om favicons og det her om mobilskabeloner på Blogger in draft? (Og nej, jeg læste ikke vejledningerne, men havde opdaget mulighederne og prøvet mig frem inden jeg så indlæggene. Men måske havde det været nemmere at læse først ..).

Mary O'Malley: The Rapture of Being Alive

2011-06-08T09:44:00.002+02:00

Mere ulveinspiration

2011-06-08T09:30:00.005+02:00

Inspiration kommer ad de mærkeligste veje, og i dag har jeg set en reklamefilm for tøj der trykkede på en eksistentiel knap i mig. Måske har det noget med den der ulv at gøre, den er jeg vist ikke færdig med .. prøv at se hvad jeg så hos Camilla på Små mirakler som havde set den på BE Blog ॐ ..

Og ikke nok med det, en af mine facebookvenner sendte et citat i omløb i mandags som jeg har set mange gange før, og som I sikkert kender til nærmest bevidstløshed:

En gammel indianer fortalte sine børnebørn:

"I ethvert liv er der en frygtelig kamp, en kamp mellem to ulve. Den ene er ond: Den er frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden er god: Glæde, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed, blidhed og medfølelse."

En af børnene spurgte: "Bedstefar, hvilken ulv vinder?"
Den gamle så ham i øjnene og svarede: "Den, du fodrer!"

Jaja. Forskellige genrer, forskellige fortælleteknikker, forskellige mål med fortællingerne, men i sidste ende samme fortælling. Det kan man (jeg) lære meget af, synes jeg.

Et skud

2011-06-06T16:32:00.006+02:00

Godt så. Skæbnen har villet at jeg har fået en ordentlig dosis endorfiner i dag, og jeg havde lige glemt det, men det stof er jeg altså overbevist om er tusind gange bedre end rødvin og hash og piller (som jeg godtnok aldrig har prøvet, bortset fra vinen) hvis der hænger tunge skyer over hovedet på én. Ikke at endorfiner får skyerne til at gå væk, men virkningen er alligevel ikke til at tage fejl af: De - skyerne - virker pludselig ikke så truende mere, måske kan det ligefrem vise sig at være godt for noget med lidt regn, og under alle omstændigheder er det svært helt at fastholde den følelse at man skulle skamme sig, når man synes ens krop klarer sig okay.

Hvor man køber de der endorfiner henne? Ingen steder, de er for så vidt gratis, hvis man ser bort fra en eventuel udgift til for eksempel løbesko, motionscenter eller cykeludstyr.

Jeg fik mit skud i svømmehallen hvor jeg af forskellige grunde "blev nødt til" at svømme mere end dobbelt så langt som jeg plejer. En tredjedel endda i et ret pænt tempo, hvis jeg må sige det selv. Nu kan jeg dårligt løfte armene nok til at hælde te indenbords, men skidt med det. Mit hoved er til gengæld løftet så meget at jeg kan se skyerne lidt fra oven, og jeg nyder udsigten i fulde drag - så længe jeg har den. Jeg kunne godt gå hen og blive helt afhængig - dér har jeg faktisk været engang med hensyn til motion - men afhængighed har aldrig været løsningen på noget som helst problem eller fjernet nogen som helst skyer, uanset stoffets beskaffenhed. Jeg må dykke ned igen før eller siden, men jeg sætter min lid til at det hjælper på min evne til at finde vej at have set det hele lidt fra oven i et glimt.

Ude og inde

2011-06-05T15:05:00.004+02:00

Min verden er lidt rigeligt sammensat for tiden, og så bliver jeg som vanligt tavs. Der er bestemt meget jeg kan glæde mig over, men der hænger også nogle mindre opløftende private hændelser over det hele som tunge skyer. Sådan er det i alle menneskers liv fra tid til anden, og jeg prøver at rumme det og gøre mit bedste for at være konstruktiv, men jeg er træt og trist et sted inde bag det hele. Mest, tror jeg, fordi jeg ikke kan dæmpe skylden og skammen, mine lidt for trofaste følgesvende.

Jeg nyder vejret, lyset, varmen, og der hersker en sommerhusagtig stemning i vores lille rækkehus. Naboerne er ikke hjemme i denne forlængede weekend, og selvom jeg ikke har noget som helst skidt at sige vores naboer på, så er det alligevel meget anderledes at kunne gå ud på terrassen og i haven når man er "alene", end når man skal dele uderummet med andre familier.

Og derude, hvor der er stille og himlen er høj, læser jeg "Ulven" af Katrine Marie Guldager, og det glæder mig, for det er rigtig kvalivarelekture som giver mig en stor oplevelse. Derude har jeg "forpagtet" et stykke af haven til en nabo der manglede plads til at dyrke lidt dild, og det glæder mig, for der er ikke meget ved at se på en brakmark, uanset hvor lille den er. Derude vander jeg mine pelargonier og mine solsikker (som nu er kommet ud af drivhuset), og det glæder mig at jeg trods alt stadig kan holde liv i dem. Derude hækler jeg en lille sommertaske i de fineste farver, og det glæder mig at se den vokse frem næsten præcis som jeg havde tænkt mig, for det er godt for én at skabe noget. Derude serverer jeg snart den rabarberkage jeg har bagt, med flødeskum til, og det glæder mig fordi det glæder en anden.

Det er godt alt sammen derude. Hvis ikke det var for skyerne derinde.

Forklaringsmeddelelse

2011-05-30T10:22:00.012+02:00

Jeg læser en del personlige blogge - ikke mange dog, for det kan jeg ikke overkomme, og der skal ikke ret mange kontakter til for mig før jeg føler at jeg mister følingen med hvert enkelt unikke menneske, og så bliver det lidt ligegyldigt for mig at følge med. Det er fuldstændig som i resten af mit liv: Jeg har fire venner, og den ene er jeg gift med.

Det betyder ikke at jeg ikke kan lide andre mennesker. Nogle gange kan jeg godt mærke et strejf af kedafdethed over alle de dejlige mennesker som jeg aldrig lærer at kende eller får noget at gøre med, fordi jeg er indrettet sådan at jeg oplever og opfatter indad i dybden og derfor ikke kan brede mig ud over en stor flade.

Det skal du huske når du læser det der nu følger: Jeg har besluttet ikke at bruge Google Friend Connect længere til at tilmelde mig andres blogge. Hele det der cirkus med faste læsere og noget for noget gør mig forvirret og har gennem min tid som blogger givet mig alvorlige hovedbrud. Nogle gange får det mig ligefrem til at gøre og sige noget jeg ikke mener, og det går bare ikke.

Derfor forsvinder jeg i løbet af de næste minutter som fast læser i Google Friend Connect af de blogge hvor jeg ellers har tilmeldt mig. Hvis du oplever det, så husk at det intet har at gøre med hvad du skriver eller hvem du er.

I praksis bruger jeg ikke Blogger-betjeningspanelet til at følge med via, men altid Google Læser, så det får ingen betydning for hvor jeg læser med i virkeligheden. Jeg er tilmeldt nogle blogge via Google Friend Connect som jeg ikke længere ser i min læser, og jeg følger nogle blogge i min læser, som jeg ikke er tilmeldt via Friend Connect, så det er noget rod, og det understreger også for mig at det er tiden til at melde fra og rydde op - det er blevet et spil for galleriet, og jeg må ud ..

Følgelig opfordrer jeg dig som måske står som fast læser af denne blog af proformagrunde, til at afmelde dig. Lad os nu få det her på det rene :-).

---
Opdatering kl. 10:42:

Stille vand

2011-05-30T09:51:00.005+02:00

Vandet er ved at falde til ro, det er sidst på eftermiddagen efter en meget lang søndag.

Det du IKKE kan se, er alle de dygtige og engagerede svømmeinstruktører, -hjælpeinstruktører og -trænere der står lige uden for billederne eller befinder sig i relaxafdelingens varme vand for at lave nakke-hoved-hold. Vi er ved at være færdige med at tage bassinlivredderprøven for denne gang. Prøven gælder kun for ét år ad gangen og kun til det anlæg den er taget i, så man skal på den igen én gang om året for hvert sted man arbejder (hvis der stilles krav om en bestået prøve, det er desværre ikke alle svømmeklubber der gør det. Jeg er meget stærk fortaler for at alle der arbejder med svømning, også løbende uddannes og genopfriskes i livredning og ikke bare kan høvle baner).

Sidste år tog jeg den to gange i to forskellige svømmehaller. I år kan jeg nøjes med at tage den en gang i en svømmehal, og det er jeg lykkelig for - trods min principielle værdsættelse af kravet - for jeg synes det er svært at blive prøvet, og jeg er jo heller ikke 17 år mere, selvom jeg stadig godt kan noget med min krop og det der vand.

Nu er det så overstået, og der ligger en lang, skøn sommer foran mig hvor jeg kun skal i svømmehallen for at svømme selv og ikke for at undervise. Næste sæsons program ligger dog allerede klar, og jeg glæder mig, for jeg har fået alle mine ønsker opfyldt. Tænk sig. Det er sgu da stort.

Nu med ..

2011-05-26T14:16:00.003+02:00

.. drivhus.

Det er lillebitte, men det er mit, og det skal erstatte den øjebæ af et interimistisk affaldssækdrivhusarrangement som jeg ellers havde stablet op for at få solsikkespirer og pelargoniestiklinger til at gro uden at fylde vindueskarmene.

Jeg har ikke en pind forstand på det der havenoget, så det her må være i en liga jeg kan overkomme, tænker jeg. Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre mig umage, for jeg kan godt mærke at der er noget ved det der gør mig glad. Rigtig glad.

Lys og skygge

2011-05-25T18:18:00.016+02:00

Her på det sidste har jeg læst tre bøger som på hver sin måde handler om det samme, nemlig om rejsen ud af skyggen og ind i lyset.

Først læste jeg Hildegard II af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Bogen foregår i middelalderen hvor det ubevidste endnu ikke var "opfundet" som begreb og blev udtrykt symbolsk gennem størrelser uden for mennesket som gud, djævelen, engle, dæmoner og så videre. Hildegard-bøgerne har taget mig fuldstændig med storm, og jeg har slugt dem begge nærmest med hunger. Måske appellerer de særligt til mig på grund af et aspekt som ganske givet ikke siger alle noget, men som træder helt i forgrunden for mig: Hildegard af Bingen opfatter jeg som en gudbenådet formidler i Pia Skogemanns/Toni Wolffs forstand (se evt. her), og det samme tænker jeg om Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Og når en kvindelig formidler fortæller historien om en anden kvindelig formidler, så virker det på mig som en fordobling af en kraft som jeg synes er beklageligt fraværende i vores tid og vores samfund, og derfor - helt ærligt - bøjer jeg mig i støvet for Marstrand-Jørgensens præstation. De bøger er en gave til os alle, og de rækker langt ud over deres litterære værdi (som jeg slet ikke er kompetent til at vurdere, men som jeg kan se andre vurderer højt).

Derefter læste jeg Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren sammen med min yngste søn og drog med ham for gud ved hvilken gang gennem Lindgrens fantastiske univers hvor røverdatteren Ronja og røversønnen Birk gennem deres venskab og troskab over for hinanden udvirker en hidtil utænkelig forsoning mellem deres fjendtlige røverfædre for at sikre alles overlevelse. De trodser ovenikøbet al frygt og rejser sig op og erklærer at de i hvert fald ikke vil være røvere når de bliver voksne. I kender nok alle fortællingen, så den vil jeg ikke sige mere om, blot synes jeg det er sjovt at den lige stod på programmet i 4. D, så jeg fik mulighed for at genlæse den netop nu.

Og til sidst og indtil for en time siden læste jeg Skyggeeffekten. Omfavn din skygge og sæt dig selv fri af Chopra, Ford og Williamson. Og hele tiden på vej gennem bogen tænkte jeg at jeg skulle skrive dette indlæg når jeg var færdig, og at jeg skulle vinkle det på en bestemt måde, så bogen (som jeg allerede har givet udtryk for er værd at læse for den som er interesseret, her), kunne få lige præcis de ord med på vejen som det ligger mig allermest på sinde at komme ud med. Det vil jeg så forsøge nu.

Jeg vil ikke skrive om bogen, for jeg går ud fra at I enten kender den og ved hvad den går ud på, eller orker at google den, men jeg kan da lige citere lidt af hvad der står på bagsiden:

"Skyggeeffekten er en praktisk og dybdegående guide til at opdage de gaver, vores skyggesider rummer. De tre forfattere viser os, hvordan vi ved at kaste lys over skyggen kan frigøre os fra fortiden og positivt ændre vores liv til at blive mere autentiske mennesker".

Det er sådan set rigtig nok; jeg tror dog måske nok at jeg ville formulere det sådan at det er en bog som kan åbne læserens øjne for hvad det betyder at vi alle har en skygge, og hvad det vil betyde for os selv personligt og for hele verden at vi hver især søger at bevidstgøre og integrerere (dele af) skyggen. For mig ser det ud som om bogen især kan give læseren en vision at arbejde ud fra.

For arbejdes, det skal der. Det er ikke klaret med at læse en bog (hvilket er min indstilling til al såkaldt psykologisk/spirituel selvhjælpslitteratur), og man skal regne med at det tager tid. Det lægger bogens forfattere ikke selv skjul på at de også mener, og jeg nævner det ikke for at skræmme nogen, men kun for at understrege og støtte den opfattelse at det er helt på sin plads og på ingen måde hverken egoistisk eller navlepillende at prioritere skyggeprocessen ved at tildele den både opmærksomhed, fokus, tid og penge hvis man finder ud af at skyggen har taget over i ens liv i en grad som hæmmer det, og som forhindrer en i lade ens lys skinne, for at bruge Marianne Williamsons udtryk. Just go for it!

Det næste der er magtpåliggende for mig at sige, er at den indsigt som de tre forfattere er eminente til at formidle, er en indsigt der er tilgængelig for os alle. Det er i hvert fald min vision. Vejen til den indsigt er ikke at terpe og lære andre vise menneskers formuleringer udenad, men at gå vejen selv og give sig hen til den proces der kan bane vejen for at de samme indsigter dukker op indefra en selv og dermed virkelig bliver ens egne. Det er det der er meningen. Det er dér lyset er efter min mening. Enhver der har læst med på denne blog i længere tid, har sikkert for længst gennemskuet at dette er min "bog" om min personlige skyggeproces. Det er på en måde for mig den fjerde bog som jeg vil nævne her, omend den er uafsluttet og formentlig kan fortsætte til den dag jeg stiller træskoene. Men ikke desto mindre er det min bog om at forsøge træde ud af skyggens illusoriske effekt og ind i lyset, og jeg håber sådan - det har været mit dybeste ønske hele vejen igennem fra første indlæg - at den kan inspirere andre til at gå deres egen vej mod lyset.

Jeg kan godt høre at mit sprog lige nu er lidt, for ikke at sige meget, smittet af Marianne Williamsons, men det er nok fordi jeg bliver helt høj når jeg læser hvad hun skriver, og det er som sagt kun en times tid siden jeg læste hendes afsnit færdig. Det gider jeg ikke skamme mig over, apropos, for hun er bestemt er værd at lytte til, præcis som Debbie Ford og Deepak Chopra er.

Kontemplation 21. august 2009

Note: Deepak Chopra og Debbie Ford henviser begge flere gange til C.G. Jung for at beskrive skyggen, og det får mig til lige at gøre en kort bemærkning her: Så vidt jeg kan se bruges begrebet "skyggen" af de tre forfattere i bogen om alle de ubevidste indhold som personen indeholder, men ikke kan rumme i bevidstheden, og som derfor forstyrrer vedkommende i at leve sit liv fuldt ud. Det er faktisk ikke, så vidt jeg ved, i overensstemmelse med C.G. Jungs oprindelige teori. Jung delte disse indhold op efter hvilket køn de var hæftet på, og opererede følgelig dels med skyggen, som for ham var et ubevidste kompleks med "urummeligt" indhold knyttet til ens eget køn, og anima/animus med "urummeligt" indhold knyttet til ens modsatte køn. I praksis - det er min egen personlige erfaring - har det måske ikke den store betydning når man taler bevidstgørelse og (muligvis) integration, så skidt pyt. Men nu har jeg sagt det her, hvis der skulle komme en Jung-kyndig person forbi.

Jeg bruger selv skyggen i samme udvidede betydning som Chopra, Ford og Williamson i mit indlæg herover.

Søndag

2011-05-22T12:59:00.000+02:00

Tænk sig at stå op og opdage at to mennesker rumsterer i køkkenet og bruger energi på at give én en ordentlig en på sanseapparatet med en farveafstemt morgenmadsservering. Selv læsebrillerne passer. Hold da op!

Noget af det første jeg tænkte på, da jeg vågnede, var ellers den tekst i en bils bagrude jeg så på vej over Amager i går aftes. Den morer mig. Og får mig til at tænke.

NO GOD - NO PEACE

KNOW GOD - KNOW PEACE

Mnemoteknik for distræte fantaster

2011-05-19T11:49:00.000+02:00

"Jeg er 20 år gammel og langsom som en snegl".

Rytme og gentagelse

2011-05-19T11:40:00.014+02:00

Det samme og det samme igen og igen. Jeg behøver ikke koncentrere mig, men lader tankerne flyde bag arbejdet. Udforsker farverne og nyder dem.

Jeg ved godt at det med håndarbejde aldrig bliver min stærke side, men jeg har behov for at bruge den side af mig selv alligevel, for det giver mig ro og glæde, og det baner vejen for nye opdagelser, både på det indre og det ydre plan.

Derfor.

Som når et barn er fuldstændig opslugt af og koncentreret om at tegne en tegning og uden fortrydelse krøller den sammen og smider den i papirkurven bagefter, glad og tilfreds.

På vej via google efter inspiration til hvordan jeg kunne sætte de her grønne blomster sammen, fandt jeg noget helt andet som jeg straks måtte prøve, i Karen Klarbæks Verden. Karen Klarbæk deler så generøst og omhyggeligt ud af sine ideer, design, opskrifter og vejledninger, at det i sandhed er til at tage hatten af for. Nøj. Hvilken rigdom, og hvilken evne til at give fra sig! Armbånd og vimpler - dem måtte jeg fluks prøve:

Karen Klarbæks ide, design og opskrift.

Jo, jo, fine sager - især armbåndene er jeg helt vild med og de ryger IKKE i papirkurven. Jeg har haft et på hver dag siden det første blev færdigt, i en farve der passer til mit tøj. Nu ligner jeg da også en million!

Note om "Skyggeeffekten"

2011-05-17T12:18:00.006+02:00

Jeg læser "Skyggeeffekten. Omfavn din skygge og sæt dig selv fri" af Deepak Chopra, Debbie Ford og Marianne Williamson. Jeg begyndte i går eftermiddags, og jeg både nikker genkendende og får formuleringer foræret som sætter noget på plads for mig, så det går ud over bakkerne. Og jeg tør allerede nu godt sige at hvis man har den mindste lyst til det, skal man ikke holde sig tilbage, men bare læse den bog.

Jeg vender muligvis tilbage og skriver mere, men i dag vil jeg lige dele en passage her som jeg har valgt fordi jeg personligt blev særligt berørt da jeg læste den. For andre, tror jeg, kan den synes som en mindre vigtig passage, men ikke for mig. Jeg har aldrig læst så meget som et ord af Chopra før, men det skulle jeg måske gøre, for i hans ord synes jeg jeg kan læse min egen opfattelse krystalklart og få lagt ikke så lidt oveni, og det er en meget stor både lettelse og glæde.

"På jegniveau narrer vi hele tiden os selv til at tro at det er muligt at være helt igennem god. Aldrig mere vil vi lyve, snyde, føle jalousi, miste selvkontrollen eller give efter for angst. Denne hensigt fungerer aldrig, for det at skulle være god hele tiden er lige så stift som det at skulle være ligegyldigt hvad hele tiden. Der er øjeblikke hvor det er helt rigtigt og sundt at blive vred eller bange. Svagheden ved positiv tænkning er at man ikke kan være positiv hele tiden. Det er sundt at bekæmpe diktatorer, opponere mod undertrykkelse i alle dens former, fortælle korrupte børsmæglere at de opfører sig forkert og så videre. Livet er fuldt af udfordringer fra den mørke side. Vi behøver ikke dæmonisere skyggen; den er kilden til næsten enhver udfordring som det er umagen værd at tage op.

Den illusion vi bliver offer for, er at livet tvinger os til at vælge mellem godt og ondt. I virkeligheden findes der en tredje vej, nemlig at blive hel. Set fra helhedens perspektiv kan vi balancere mellem lys og mørke uden at blive slave af enten det ene eller det andet. Modsætningen mellem de to kan vendes til en kreativ spænding. De gode skal blive ved med at vinde, men de onde må helst ikke tabe fuldstændigt, for det ville være enden på det hele. Så ville universet blive som et museum, forstenet og mumificeret for evigt.

Idealet er at kræfter som sandhed, godhed, skønhed og harmoni bliver ved med at være et skridt foran de mørke kræfter. Det kan kroppen klare at udføre, og det samme kan universet stort set. Vi kan ikke benægte det faktum at livsformerne er i konstant udvikling hen imod højere niveauer af abstraktion, kreativitet, fantasi, indsigt og inspiration. Et eller andet opretholder balancen, men tipper den umærkeligt til fordel for evolutionen. På mange måder gør spiritualitet ikke andet end at efterligne naturen. Hvis man kan hjælpe med til at tippe balancen til fordel for evolutionen, i stedet for til fordel for entropi og forfald, er man en sand spirituel kriger."

Deepak Chopra, side 67-68 i "Skyggeeffekten. Omfavn din skygge og sæt dig selv fri" af Deepak Chopra, Debbie Ford og Marianne Williamson.

Portræt

2011-05-16T10:24:00.003+02:00

Her kommer historien om Kaj, Anine og trolden. Eller i hvert fald en lille bid af den fortalt frit efter hukommelsen.

Kaj var min mormors bror. Han havde tykke briller, pibe i mundvigen og skrev digte og sange så folk fik en klump i halsen og et eftertænksomt glimt i øjnene når de læste eller sang hans ord. Alle jeg kendte, var forundrede over hvor han dog fik det fra - og så med kun syv års skolegang og et hårdt liv som arbejdsmand i bagagen? Og så havde han giftet sig med Anine, det var også lidt forundrende, for ifølge min far og hans familie var hun på alle måder en meget mærkelig kone. Hun gjorde ikke (ret meget) rent, men syede tøjdyr til de børn der var i nærheden af hende, som de sov med og slæbte rundt på indtil knapøjnene ikke kunne sys på mere, eller forældrene smed dem ud fordi at NU var de altså for ulækre. Jeg husker tydeligt min egen brors tøjdukke, som han elskede overalt på jorden, og som min far syntes kraftedeme var så grim at man skulle tro det var løgn.

Hun lavede heller ikke mad, eller hun lavede i hvert fald ikke rigtig mad efter min farmors mening, men min farmor var også kogekone og pensionatsejer og betragtede enhver lemfældig omgang med fødevarer som den ottende dødssynd. Nej, Anine brugte i stedet hele dage på at lave sit enorme mylder af mærkværdige lerfigurer som hun velsignede alle med ved enhver passende lejlighed, og som kom til at stå rundt omkring i folks stuer i reolsystemerne ved siden af nydelige figurer i kongeligt porcelæn.

Således også i min mormors reol. Da hun døde og efterlod min bror, mig og sin egen brors familie sit jordiske gods, stod vi der med lige dele af Anines og den kongelige porcelænsfabriks frembringelser. Vi deltes i fredsommelighed, og jeg valgte en af Anines trolde som den dag i dag står i min stue og kigger tilbage på mig med det mest finurlige, skeløjede blik. Når jeg ser den i øjnene, spørger den mig om jeg slet ikke kan se hvor tilforladelig, elskelig og menneskelig den egentlig er .. på trods af de enorme fødder og hornene i panden.

Jo, jeg kan godt se det. Efterhånden. Men det tog sin tid at få øje på. Tak, Kaj og Anine.

Og her er han så, trolden, på min håndflade. Jeg var nødt til at gå udenfor og fotografere ham for at få lys nok til at min stenaldermobil kunne klare opgaven bare sådan nogenlunde. I solskin er han endnu smukkere!

Line Pedersen/BLOGBOGSTAVER: Netværkstankegangen svigter de svage, de ensomme og dem fra sygehusets kræftafdelinger

2011-05-15T21:52:00.000+02:00

Fusion

2011-05-14T12:44:00.010+02:00

Jeg har valgt at fusionere:

'Janne Møller Olsen' med 'Jannes sted'.
Korthåret med langhåret.
Overflade med dybde.
Hverdagsklip med eksistensovervejelser.
Udadvendthed med indadvendthed.
Person med passion.
Mig med mig.

I virkeligheden har det hele tiden været et hele, jeg kunne bare ikke se det, tror jeg. Men så var jeg så heldig at jeg kunne mærke det, for det blev sværere og sværere at finde ud af om det jeg gerne ville sige, skulle høre til det ene sted eller det andet. Derfor måtte jeg vende tilbage og samle det hele på mit sted, 'Jannes sted', dér hvor det hele startede, og hvor jeg tror jeg hører hjemme, når alt kommer til alt.

Fusionen er i øvrigt en gentagelse, som så mange andre fænomener i mit liv. (Jeg kan godt blive lidt træt af alle de gentagelser jeg kan se i mit liv, siger jeg med et grin, men erkender også at sådan er livet, og tilgiver mig selv på stedet). Jeg lavede engang en blog hvor jeg postede de særeste kreationer som jeg havde leget mig frem til, men endte også med at importere dem til 'Jannes sted'.

Jeg tror jeg har to synsvinkler som kæmper lidt med hinanden om at bestemme: Én hvor jeg sætter mig i modtagerens sted og forsøger at dele min kommunikation op alt efter om jeg tror den vil falde i god jord hos den ene eller den anden gruppe - det er vel sådan en slags markedsføringstankegang som er rigtig brugbar hvis man gerne vil sælge noget (eller sig selv). Og én hvor jeg sætter mig i mit eget sted og forsøger at kommunikere det som fylder noget for mig og som giver mig lyst til at dele - det er vel sådan en slags find-dig-selv-og-giv-hvad-du-har-behov-for-tankegang som er rigtig brugbar hvis jeg gerne vil give slip og efterhånden blive hele den jeg er, i tillid til at det er godt nok og nok.

Jeg vælger at lade den sidste synsvinkel bestemme i dette tilfælde. Jeg skal ikke sælge noget, sidst og mindst mig selv. Jeg skal give det jeg slet ikke kan lade være med at give, til dem der ønsker og føler sig godt tilpas ved at tage imod netop dét, netop nu. Og så er den historie ikke længere. Egentlig.

--
(Hvis du abonnerer på 'Jannes sted' i en feedlæser, har du måske fået de indlæg, jeg har importeret fra 'Janne Møller Olsen', ind som nye indlæg - jeg beklager hvis det har været irriterende og forvirrende eller noget andet mindre behageligt.

Ligeledes er alle kommentarer importeret sammen med indlæggene. Hvis du ikke ønsker at dine kommentarer skrevet på 'Janne Møller Olsen' skal kunne ses på denne blog, altså 'Jannes sted', kan du bede mig om at slette dem (eller selv slette dem). Bare gør det - no hard feelings :-)).

Refleksion

2011-05-10T12:02:00.002+02:00

Jeg siger ikke så meget for tiden. Jeg er optaget af at lytte.

Jeg har lyst til at smide (endnu mere) væk, afvikle, lukke af for både det ene og det andet. Trangen til at afslutte og sige farvel har sit greb i mig, men jeg har mistanke om at det der kunne ligne et anfald af ordenssans eller pludselig erkendelse af tingenes forplumrethed, kan være et skalkeskjul for mit sinds foretrukne strategi, som går ud på at trække mig væk, gøre mig usynlig og lade som om jeg ikke er der for at undgå ubehageligheder eller konfrontationer. At det kan være en omskrivning mit sind gør, af den sædvanlige tekst: Der er noget i min omverden jeg ikke kan lide, der er noget der udfordrer mine værdier alvorligt - eller måske er der noget jeg ønsker mig, men er bange for at sige ja til? - og i stedet for at bringe mig i en situation hvor mine værdier måske kommer til udtryk, trækker jeg mig væk og ind i mig selv. Isolerer mig. Minimerer mig. "Hvad kommer verden mig ved, jeg trives udmærket alene. Jeg har ikke brug for at være med, og verden klarer sig helt sikkert også bedst uden at skulle forholde sig til mig". Jojo, jeg kender omkvædet udmærket.

Det passer selvfølgelig ikke. Alle har brug for at være med. Og verden har brug for at vi alle er med, ikke mindst. Det er ikke den jeg er, der synger det omkvæd, det er ikke mit inderste væsen. Det er blot en stemme der har taget ophold i mit sind.

Jeg opfordrer mit sind til tålmodighed, til at vente og se hvad der dukker op, inden jeg gør noget, inden jeg handler. Til at tage imod og undersøge. Jeg spørger: Hvad er det mit sind prøver at beskytte mig mod med sin strategi? Og jeg kender jo godt svaret, jeg ser min angst for fordømmelse, ringeagt og kritik i øjnene, jeg ser mine sår, og jeg mærker i min krop hvor sandt det svar er. I kølvandet følger åbningen mod verden. Som altid. Det er den eneste vej.

(Videoen er fra i søndags - jeg beklager den skæve horisont for eventuelle æstetikere der læser med, men holder selv af den for dens overførte betydning).

Et får og en luftballon

2011-05-06T10:57:00.000+02:00

Jeg puster forvirret ud efter et mindre cykelræs gennem byen sammen med min ene dreng og prøver at holde styr på vores jakker og hjelme. Jeg kigger rundt på væggene i farten, for noget fanger insisterende min opmærksomhed og får mig til at fumle larmende med hovedskallerne. Tænk sig! Lige dér på væggen i skoletandlægens venteværelse hænger der sør'me et billede der forestiller mig! Jeg når kun at kigge på det og de andre udstillede billeder i et nanosekund, men tager et skævt mobilfoto til støtte for hukommelsen da jeg alligevel skal slukke for mobilen.

"De der himler, de er altså for syge", konstaterer mit afkom spontant. "Og se lige dér, fåret har rigtigt hår!" Jeg når overhovedet ikke at sige noget før vi bliver kaldt ind, hvorfor jeg svarer her i stedet: "Ja, himlene er meget flotte - og hvor er det sjovt med den uld der stikker ud af billedet!"

Jeg har googlet "udstilling søndersøskolen tandklinikken" og hittede i første hug: Billederne er malet af Maibritt Rude. Tak til hende for en særlig og fin oplevelse en travl hverdagsfredagmorgen!