24. marts 2019

Søndagsord

"Whatever you think the world is withholding from you, you are withholding from the world." 
Eckhart Tolle

23. marts 2019

Blik

Jeg søger stadig job. Det er en ørkenvandring.

Alligevel fortryder jeg ikke et sekund at jeg forlod et job som vitterlig ikke var godt for hverken mig eller min samvittighed, og på den måde helt med vilje og ganske frivilligt kastede mig ud i den her ørkenvandring.

Min a-kasse vil gerne have at jeg skifter a-kasse fordi de ikke synes jeg passer til den. Fair nok, jeg passer ganske rigtigt lige så dårligt til min a-kasse som jeg passede til de jobs der har ført mig til den. Jeg kan bare ikke komme i tanke om en eneste a-kasse som ville passe bedre til mig. Så jeg bliver.

Det indkapsler på en måde meget godt hele min situation: Jeg passer ikke ind i en kasse. Jeg kan godt tage en lille bitte del af mig og få den til at passe i en kasse, men resten vil vælte ud over boksen som en gærdej der er sat til hævning i en alt for lille skål. Det er kun et spørgsmål om tid.

Så vidt beskrivelsen, men hvad er løsningen? At smide den overskydende dej på lossepladsen? At lede efter en hidtil ukendt kasse der er stor nok? At stå ved mig selv - endelig, nu har jeg brugt et helt liv på at snige mig udenom - og leve et kassefrit liv (i flere betydninger)?

Det vil tiden vise, sagde grubleren.

Til sidst skal I have et billede af et prægtigt, hårdtarbejdende, engageret væsen som jeg ofte møder på mine løbeture, og som en skønne dag tog sig tid til at løfte blikket og se mig i øjnene et kort, men intenst øjeblik. Ikke flere ord om det; jeg vil lade jer have jeres associationer i fred.



17. marts 2019

Grublen

Jeg ser på den store hånd og den muskuløse krop. De burde kunne udføre hvad som helst, men de tunge øjenbryn og blikket der er vendt indad, står i vejen. Tager kraften ud af fysikken som lige så godt ikke kunne være der.

Dét kender jeg godt. Hvis det skal give nogen mening, er jeg nødt til at tro på at når grubleren på et tidspunkt har tænkt det hele igennem og færdigt, så vil det batte så meget desto mere når han endelig sætter sin krop i bevægelse.

Men jeg er også nødt til at spørge: Kan det ende med at være for sent?

Grubleren af Rodin. Glyptoteket.

14. marts 2019

Sylvia

I går så jeg Pernille Lyneborg spille Sylvia Plath. Bortset fra at jeg var ved at falde ned af stolen af forskrækkelse da Sylvia fik elektrochok, sad jeg musestille og med alle kanaler åbne for denne smertelige og alligevel på sin vis ganske nøgterne sammenvævning af ord fra indersiden af klokken.

Det var et virkelig fint stykke. Afstanden mellem mennesket Sylvia og mig føltes meget lille, for hvad det end er værd og til trods for det dobbelte glas der ville have været mellem os hvis vi havde eksisteret samtidigt i virkeligheden.

Postkort, forside

Postkort, bagside

Fjumrebillede


8. marts 2019

Det store i det små


Jeg dedikerer dette års 8. marts-indlæg til Ayla, jeg mener Mette fra Alene i vildmarken. Skulle jeg pege på en kvinde jeg ikke allerede er stødt på i et opslag eller indslag med fokus på ligestilling i løbet af dagen, kan jeg ikke komme i tanke om nogen mere oplagt. Hun forstår at sørge for sig selv på alle måder, både fysisk og psykisk, og hun leder sig selv fuldstændigt suverænt.

Måske er det forkert at tænke på hende som en kvinde i stedet for blot som den ene af tre tilbageværende deltagere. Det tror jeg egentlig nok jeg mener. Det er hverken på trods af eller på grund af at hun er kvinde, at hun klarer sig godt. Hun klarer sig godt fordi hun er i besiddelse af viden og færdigheder, evner og personlige egenskaber der ikke har en dyt med køn at gøre, men som gør hende yderst kompetent til at løse den opgave hun har givet sig selv. 

Alt kan ske i sidste afsnit, og jeg synes også de to andre deltagere er vildt gode til at klare sig. Jeg tillader mig alligevel at diskriminere og håbe på at Mette vinder, bare fordi hun er kvinde. Det kunne være sådan en god historie at læne sig ind i for os andre der ikke er lige så gode til at gøre det vi tænker (måske fordi vi af kulturel uvane underkender vores tankers relevans).  

--
Opdatering 15. marts 2019:

I går viste DR det sidste afsnit af Alene i vildmarken, og Mette sluttede - efter min mening - på en meget ærefuld andenplads. Jeg lægger mig fladt ned og har en klar oplevelse af at vi vitterlig har fået en rigtig god historie at læne os ind i. Der er mange måder at vinde i naturen på, men én af dem er helt sikkert at vide hvornår det er tid til at trække sig fordi tabene ser ud til at kunne blive større end gevinsten.

4. marts 2019

Bål


Jeg kommer gående over et åbent stykke. Jeg kan mærke en kraftig lugt af bål da jeg nærmer mig et shelter, og går i en stor bue udenom for ikke at genere nogen. Men shelteret er tomt, og jeg sætter mig et øjeblik ved de ulmende rester af et bål.

Et par kammerater har måske sovet her i deres poser i nat og er vågnet ved den kraftige regn som er væltet ned hele morgenen. De har måske ligget og kigget ud på regnen, småsnakket, tjekket vejrudsigten på deres mobiler og ventet tålmodigt på ophold. Og så, endelig, endelig, er regnen hørt op, og de har tændt bål af brænde de har været kloge nok til at samle i går og lægge klar under taget. De har kogt vand til kaffe og lavet havregrød i en sortbundet gryde, og solen er brudt igennem skyerne i stadig længere tid ad gangen og har fået temperaturen til at stige og kaffen i foldekopperne til at smage bedre end nogensinde før. Så har de pakket deres ting ned i rygsækkene på præcis den smarteste måde, spændt oppakningen på ryggen og er gået videre ad stien. Er det mon dem jeg lige kan skimte der fremme mellem træerne?

Jeg kigger på den svage røg der stadig stiger op fra bålstedet, og indånder den trygge lugt af varme og fællesskab. Så rejser jeg mig og følger efter dem.

*
"Det bedste er at jeg selv på de værste
                       dage er nysgerrig efter i morgen:
Det er det bedste for mig."
Fra Det værste og det bedste af Søren Ulrik Thomsen

1. marts 2019

Krydset på kortet

Jeg har fundet en sand skat derude på nettet, en podcast-serie på weekendavisen.dk:


Om kærlighed og venskab.

Jeg har hørt alle fem episoder i streg, for jeg kunne helt enkelt ikke stoppe, men det slutter ikke med det. Jeg kommer til at tænke meget over det jeg har hørt, og jeg lover hermed at det arbejde Lone Frank med flere har lagt i podcastepisoderne, ikke ender med at have fundet vej til mit system forgæves.

Frank. Læg lige mærke til navnet. Podcasten er dygtigt lavet rent kommunikationsmæssigt, ingen tvivl om det, men der er den her strøm af .. ærlighed under det hele, som gør det værd at lytte til.

Nu går jeg ud og løber en tur, bogstaveligt talt, og bagefter er det weekend. Hvad jeg lige skal bruge dét til, ved jeg ikke helt, i en periode af mit liv hvor alle dage stadig er ens og op til mig selv at fylde ud. Måske kan jeg tage mig sammen til at følge den ledetråd som bliver lagt ud til den der lytter. Også jeg har en (seriøst) vingeskudt tilknytningsevne, og jeg kan tilskrive det faktum en ikke ringe betydning for hvor jeg befinder mig lige nu.