24. februar 2019

Om at gå

Jeg genlæser Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv af Tomas Espedal. Igen griner jeg spontant for mig selv af en bestemt sætning der forsøgsvis skal forklare hvorfor det at gå har forstyrret én persons mentale helbred (Hölderlins) og ikke en andens (Rousseaus):
"Det kan skyldes at Rousseau hovedsagelig gik kortere spadsereture og forvekslede det at gå med det at promenere, mens Hölderlin, som havde gået langt, var udslidt og præget af det han havde oplevet i løbet af sin vandring."
Det er det der med at forveksle at gå med at promenere jeg synes er så sjovt. Er det mon ikke det de fleste af os gør i livet, altså også i overført betydning, selvom vi på bedste selvhøjtidelige vis fortæller hvor hårdt det er at træne til det næste maraton, hvor krævende det er at være småbørnsfamilie, hvor meget det tærer på os at arbejde 60 timer om ugen?

Ja, jeg spørger bare. Og konstaterer at selvom jeg i virkeligheden går vældig meget, mange kilometer om ugen, og bilder mig ind at jeg også i overført betydning tilbagelægger ikke ringe afstande, så er det sgu nok bare en behagelig og omkostningsløs promenade jeg er ude på. Der er lige så lidt blod, sved og tårer over den som over Rousseas promenader sammenlignet med de vandreture som mennesker der virkelig erobrer nyt terræn, gennemgår. At opfatte både mine ydre og mine indre bevægelser som en vandrers vigtige og hårde arbejde er i realiteten måske bare en egocentrisk vurdering af en sølle spadseretur.

Hvad ved jeg? Jeg ved hvad Tomas Espedal ved lige på dette sted, og det er ikke så lidt:
"Det der er sikkert er at den langvarige vandring er anstrengende. Den som har læst om vandringsmænd og landstrygere, ved at omstrejferlivet er barskt. Den der har set fotografier og billeder af landstrygere, kan se at landstrygerlivet er hårdt. Den der har gået på landevejen i nogle måneder, ved at vandringen er nedbrydende og brutal.
Man er hjemløs. Man sover ude. Man er fremmed og vækker mistanke. Man er snavset og sulten. Man er alene, går og går, det regner og blæser, man sover på nåde, i en lade eller på et pensionat; det man ejer bærer man på ryggen, benene værker, skuldrene værker, kroppen værker, man savner en seng og en kæreste." 
Ja. Det koster. At flytte sig for alvor. Og jeg spekulerer tit på om jeg egentlig kan og vil selvom jeg siger det, eller om jeg er bange for at betale prisen.
"Vi ved det ikke".

---
Alle citater er fra side 43 i den danske udgave jeg har, fra Batzer & Co.

19. februar 2019

DVITO 2

At psykolog Lars J. Sørensen må være et meget klogt menneske, opdagede jeg allerede da jeg for mange år siden læste et interview med ham i Kristeligt Dagblad: Skam kan ødelægge sjælen. Jeg har linket til artiklen før, blandt andet her, men gode ting tåler gentagelse.

Lige nu, i disse dage, læser jeg Skam - medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord, også af Lars. J. Sørensen. Jeg forsøger at begribe på et dybere niveau hvad det er der driver mig rundt i manegen. Der er så mange rammende indsigter og formuleringer i den bog at det er stort set omsonst at vælge noget ud, men jeg vil alligevel citere et bestemt løsrevet afsnit som i den grad skaber resonans i mit system:
"Det vil ofte være mere hensigtsmæssigt at lede efter forkerthedsfølelsen i stedet for at trække den skjulte skamfølelse frem ved hårene, når man kommer på sporet af, hvor megen tvivl, ubehag og lede det vækker at være sammen med sig selv. Måske er den dybeste og mest smertelige rodspids i ensomhedsfølelsen netop ubehag ved at være sammen med sig selv. Når man ikke kan opfatte sig selv som godt selskab, kan sympati, medfølelse, omsorg og i sidste ende kærlig selvforståelse ikke trænge igennem ens tvivl på sig selv."
11. Skam og socialiseringer til den aktuelle kultur - og ideologiSkam og stolthed, side 113
Det er sådan med skam - i hvert fald den hvide* af slagsen - at det er nærmest helt umuligt at få greb om den. De indsigter man er lige ved at gøre, smutter hele tiden fra en, på samme måde som hvis man prøvede at fange en håndfuld vand ved at gribe om den. Eller det er som at se i mørke: Genstandene i periferien træder tydeligere frem end det man har blikket rettet mod, og det gælder om at se udenom det man vil se, for at se det. Jeg tror ikke man kan arbejde målrettet eller særligt bevidst med sin skam, men man kan forsøge at lade en dør stå åben til det ubevidste (ville jeg sige) og for neuroaffektive påvirkninger der kan justere ens skamcensor (ville Lars J. Sørensen sige, tror jeg). Det kan kun ske i en relation, enten i relationen til en selv eller udvalgte andre, og det er på den måde risikabel adfærd, for når døren er åben for gode påvirkninger, er den det også for dårlige. Alligevel må man vove forsøget.

Jeg er ikke særligt modig. Og jeg er særligt sårbar over for hvid skam. Så jeg går meget varsomt frem i det her forvirrende arbejde, og et forsigtigt skridt på min vej er altså at læse Lars J. Sørensens bog. I hans indsigts- og omsorgsfulde selskab er risikoen minimal for at få aktiveret sin hvide skam mens man undersøger sin relation til sig selv, og jeg kan samtidig udsætte at påføre andre det der stadig forekommer mig at være mit dårlige selskab. I sidste ende - i hvert fald i teorien - er det ellers nok det der skal til. Altså at vove relationer til (de rigtige) andre mennesker.

Jeg har for få dage siden læst Karl Ove Knausgårds fire bøger Om efteråretOm vinterenOm foråret og Om Sommeren færdig. Karl Ove Knausgård nævner tit sin egen skam og sin opfattelse af sig selv som én der ikke er god (nok) til at være sammen med andre mennesker. Knausgård kan skrive så englene synger, og griber på en eller anden måde de der håndfulde vand som om fysikkens love ikke også gjaldt for ham. Her kommer en enkelt passage som jeg husker særligt godt, taget ud af Knausgårds sammenhæng der ikke eksplicit har noget med skam at gøre, og puttet ind i min som et løsrevet fragment (undskyld):
"Overgangen fra øjets virkelighed til hudens falder sammen med overgangen fra det sociale til det private, og for en som mig der har problemer med nærhed, som næsten aldrig kan lide at blive rørt ved, og som næsten aldrig kan lide at røre ved andre, er hud derfor forbundet med ambivalens, for også min hud vil være tæt på anden hud, måske mere end noget andet, samtidig med at den frygter det og derfor forsøger at undvige det, eller begrænse det. Så bliver hudens længsel som en slags hund og viljen en lænke jeg holder den i."
Om Sommeren, Hud, side 328-329  

Ja, sådan er det. Jeg genkender flokdyret i mig som vil være tæt på andre mennesker, som vil mærke varmen fra fællesskabet, selvfølgeligheden i at høre til uden at skulle spekulere på om jeg i andres og egne øjne er berettiget til det, og samtidig min stålsatte vilje til ikke at slippe det her dyr løs og risikere at blive sparket, råbt ad og sat på plads.


---
*Lars J. Sørensen skelner mellem livsbekræftende, helende skam (rød) og ødelæggende, invaliderende skam (hvid). Han citerer et digt af Else-Britt Kjellqvist, Rødt og hvidt, hele to gange i sin bog, på side 11 og 54. For at respektere den originale opsætning som jeg ikke kan gøre efter her, citerer jeg digtet her i form af et foto af side 11:



15. februar 2019

Afbrydelse

Kogekedlen med vand til morgenkaffe begynder at snurre, og for at udnytte tiden indtil vandet koger og jeg kan hælde det på tragten, går jeg ind til computeren for at tænde for radioen. Jeg registrerer at der ikke er nogen internetforbindelse, tjekker routeren og ser at den er slukket. Jeg er forvirret og spekulerer på hvor fejlen mon er, uden umiddelbart at kunne afgøre det. Jeg slår internetdeling på mobilen til og vender tilbage til kogekedlen idet jeg tænker at nu laver jeg lige kaffe, så kan det være at problemet med internettet løser sig selv.

Jeg går ud i køkkenet igen hvor kedlen allerede er tavs. Jeg mærker at den er lun, men på ingen måde varm, og jeg undrer mig over at den tilsyneladende er stoppet midt i arbejdet. Et eller andet dæmrer dog for mig, og jeg prøver at tænde en lampe som heller ikke virker. Nu forstår jeg at der ikke er nogen strøm, og for at forsikre mig om at det ikke bare er en sikring der er sprunget, kigger jeg ud ad vinduerne til begge sider. Der ser ikke ud til at være lys nogen steder overhovedet. Jeg slår op på Ørsteds hjemmeside og ser at der er en uvarslet strømafbrydelse i nærheden*. Jaja, tænker jeg, det varer nok ikke så længe, og jeg overlever nok at vente på at få mit kaffefix. Jeg spiser morgenmad og drikker vand til.

Da der er gået et par timer og strømmen ikke er vendt tilbage, begynder jeg at blive mere alvorligt kaffetørstig. Snart fantaserer jeg om hvad jeg kan slæbe ud på terrassen og sætte ild til så jeg kan få kogt det vand, og i det hele taget prøver jeg at forestille mig hvordan jeg ville skulle indrette mig hvis nu strømmen aldrig vendte tilbage. Det er bare et tankeeksperiment, selvfølgelig, men ikke desto mindre føler jeg en vis indre uro ved aktiviteten. Jeg kigger blandt andet på min telefon, min computer og min højtaler og fatter trægt at også de kun fungerer på sådan en slags efterbevilling fordi de er ladet op, og fordi der er strøm tilgængelig lige nu for dem der sender indhold via inter- og mobilnettet. Tanken om hvor meget strøm der er gået til at de her apparater overhovedet findes og kan det de kan, magter jeg slet ikke at følge til dørs.

Jeg tisser af med døren ud til dagslyset på klem, tager overtøj på, låser hoveddøren ved at føle mig frem og går en tur.

Da jeg kommer hjem, er der lys på gangen, og oppe i lejligheden er kogekedlen fortsat hvor den slap, og har kogt vandet færdigt. Jeg kan mærke at den er varm, og der går kun et øjeblik fra jeg tænder den igen, til jeg kan hælde vand på kaffen. Det dufter himmelsk. Og smager mindst lige så godt.

Nu er kaffen for længst drukket, og mens jeg skriver det her, tænker jeg over hvor helt absurd afhængig jeg er af elektricitet, og hvor selvfølgeligt og ureflekteret jeg lever med den afhængighed. Især det sidste foruroliger mig. Det vil kræve en betydelig mental indsats at forstå til bunds hvilke af de dagligdags bekvemmeligheder det ville være slut med, hvis det var permanent slut med strømmen. Måske ville jeg kun rigtigt kunne komme til at forstå det ved at opholde mig en periode et sted helt uden adgang til elektricitet; det ville formentlig være særdeles øjenåbnende og enten også nedbrydende eller opbyggeligt, alt efter hvem jeg opdager jeg er.




*Opdatering 19.01.2019: I går så jeg på en opslagstavle nede i gangen af der faktisk var varslet en strømafbrydelse i vores bebyggelse. Sammenfaldet med Ørsteds røde lyn må være et tilfælde. 

11. februar 2019

Special *

Jeg spiser Special K fordi jeg læste om to der spiser Special K. Det gav mig så meget lyst til de sprøde flager i kold mælk at jeg på mirakuløs vis huskede det endnu da jeg var ude at handle næste gang.

Det får mig til at spekulere på hvem jeg efterhånden er blevet, eller måske nærmere hvor meget af mig jeg har afviklet. For min skyld kunne jeg leve af astronautmad, bare jeg ikke har for meget sult og - endnu vigtigere! - for lidt energi. Jeg mærker ind imellem en fristelse til udvalgte søde sager, kaffe eller vin, men det styrer jeg generelt meget godt, og ellers får jeg praktisk taget aldrig nogen ideer til hvad jeg kunne have lyst til at spise. Jeg køber og spiser bare det jeg efterhånden har lært jeg har brug for for at fungere.

Bortset lige fra Special K, åbenbart. Og jeg gad vide om det overhovedet er dem jeg har lyst til at indtage og får næring fra, eller om det handler meget mere om det jeg læste.

Det er noget med ånd og materie. Det emne har jeg sjovt nok lejlighed til at læse mere om i selv samme bog.

Jeg føler mig en anelse forført.


10. februar 2019

Skovtur

Skoven flasher generøst sine farver.
Jeg bliver glad i låget og let om hjertet når jeg er i skoven, og jeg forlader
den kun modvilligt når mørket nærmer sig eller sulten bliver for stor
fordi jeg ikke tog en madpakke med. 

Et stykke overmandet skov giver ordet ødemark ny betydning.
Det er formentlig en frugtbar og fornuftig ting for skoven at blive skovet
 i partier med mellemrum, men særlig kønt er det nu ikke at kigge på. 

Indespærrede grantræer afventer deres skæbne.
Jeg kan næsten høre dem stå og snakke sammen om hvad der
mon venter dem .. en stue, et indkøbscenter, en rådhusplads .. iklædt
fine lys, godt nok, men hvor længe kan man holde til den slags?

Et menneske tager kampen op mod naturen i shorts.
Jeg vender opmærksomheden mod min egen krop et øjeblik og registrerer at
jeg føler mig virkelig godt tilpas i mit slidte, gammeldags lag-på-lag-outfit.

Smukke indvandrerefterkommere lyser i skovbunden.
Kyndelmisse er allerede en uge væk, og selvom jeg ikke på nogen måde ønsker
mig sådan en ildevarslende sommer som hærgede sidste år, trækker jeg
alligevel på smilebåndet ved tanken om at foråret er på vej.

8. februar 2019

DVITO

Nogle mennesker får mig til at føle skam. Ikke over noget jeg gør, men over det der er i mig.

Jeg tror ikke de gør det med vilje, eller fordi de synes jeg skulle skamme mig. Jeg tror det sker fordi der er noget ubehageligt og ubevidst de ikke kan lide at føle i sig selv, måske deres egen skam, og jeg tror ikke de kan mærke eller forestille sig hvad der bliver sat i gang i mig. Jeg tænker at min tilbøjelighed til at føle (hvid) skam er større og mere veludviklet end de flestes, og at det er de færreste der kan genkende den, så jeg undskylder og tilgiver de her mennesker. Jeg under dem at være velsignede med en højere skamtærskel end mig selv.

Det er indbygget i skam at man skammer sig over at skamme sig. Det kræver et meget stort mod at tale om sin egen skam, især mens den er aktiveret og man føler den, og så stort et mod har jeg ikke. Måske derfor skriver jeg ud af det blå denne distancerede og tænkte, ikke følte, lille epistel om skam adresseret til alverden.

Min foretrukne løsningsmodel generelt når jeg har gentagne oplevelser der er følelsesmæssigt eller relationelt svære at udholde, er at fjerne mig selv fra den sammenhæng der udløser problemet. Også her er jeg en uforbederlig kryster. Relationer hvor min skam bliver aktiveret igen og igen, er ikke relationer jeg bliver i. Det er for smertefuldt og krævende gang på gang at skulle komme igen efter et skamanfald.

(Hvid) skam er gift. Og angsten for at komme til at føle skam er gift. Jeg må se i øjnene at jeg er et menneske der er meget sårbar over for den her gift. I mange tilfælde er det muligt for mig at være med skammen når den opstår, men i sjældne tilfælde må jeg afslutte en relation hvis giften flyder frit og påvirker mig for meget.

4. februar 2019

Biblioterapi

At tænke sig.

Jeg har været til biblioterapi på det lokale bibliotek i dag. Jeg vidste godt nok ikke lige det var det jeg havde meldt mig til, for der stod 'Guidet fælleslæsning' på opslaget, men jeg godtager bestemt betegnelsen som dukkede op under introduktionen.

Biblioterapi. Mere af det! Jeg kommer i hvert fald gerne igen.


1. februar 2019

Morgenmåne


Her ser du den aftagende måne ude mod øst, halvanden time efter den stod op. En halv time efter dette billede blev taget, stod solen op bag månen. Femenhalv time, cirka, har månen og solen været synlige på himlen samtidig denne dag. Nu hvor jeg skriver dette, klokken halvto, er månen lige gået ned igen. Solen vil være på himlen omtrent tre timer endnu.

Det fascinerer mig at tænke på. Det rokker ligesom ved noget fundamentalt som ikke er som jeg troede det var, uden nogensinde at have tænkt over det eller undersøgt det. For eksempel ideen om at solen og månen er modsætninger og at den ene hersker om dagen, den anden om natten. Eller at det er enten-eller med de her to himmellegemer.

Det passer faktisk ikke i virkeligheden. Den slags er vældig skelsættende at opdage.