15. juni 2019

Byrd(e)




I torsdags stod jeg af ræset for en kort stund. Jeg tapper stadig ro og ubesværet væren af øjeblikket som er adskillige voldsomme tordenbyger siden.

:
:
:

Som barn fik jeg at vide at jeg var gammelklog. Jeg spekulerer nu på om min bevægelse gennem livet har været omvendt eller baglæns. Kan det lade sige gøre? Efterhånden vil jeg betegne mig selv som tæt på tilbagestående. Det kræver sin mand at forholde sig til.

:
:
:

Jeg forlod på et tidspunkt min familie fordi jeg indså at de syntes jeg var en byrde for dem. Jeg har savnet dem lige siden. Hvert minut. Men jeg ønsker ikke at have siddende på mig at jeg ikke vil bære mine egne byrder.

10. juni 2019

Ni

Der er få ting der kan få mig til at føle at jeg - når alt kommer til alt - ikke er helt alene i verden med min måde at indsamle informationer og opfatte verden på. Den her podcast, fx, som tikkede ind på min telefon for et par timer siden, er måske en af dem:


Introverteret intuering er min hovedproces, men den er svær at forstå og beskrive selv for os der bruger den, som det også bliver sagt i podcasten. Hvis du er nysgerrig efter at forstå den og hvad den kan udrette, kan jeg kun anbefale at lytte.

Personality Hacker har nyligt også udgivet podcasts om hvorfor verden har brug for de andre tre introverterede processer: introverteret tænkning, introverteret sansning og introverteret føling, og der er lignende podcasts på vej om de ekstraverterede processer. Det er gode podcasts; jeg synes Joel og Antonia er dygtige. Just saying.

(Der er nogle uoverensstemmelser mellem overskrift, podcast, dato, udgiver og beskrivelse på hjemmesiden, men podcasten på den side jeg linker til, er den rigtige ...).


____________________________

PS.
Hvis du kender din proceskode (mbti-typekode), men ikke kan huske rækkefølgen af henholdsvis dine fire bevidste processer og dine fire skyggeprocesser (og dermed ikke er klar på om du fx bruger Ni med en vis bevidsthed eller om processen er sværttilgængelig for dig), kan du finde en oversigt på side 28 i det typologiarbejdspapir jeg lavede sidste sommer.

Personality Hacker bruger deres car model (bilmodel) om rækkefølge og anvendelighed af bevidsthedens fire mentale processer i podcasten. Nøgle:
1. hovedproces > Driver (fører)
2. hjælpeproces > Co-pilot (copilot)
3. proces > 10 year old (10-årig på bagsædet)
4. inferiøre proces > 3 year old (3-årig på bagsædet)

Hvis du ikke kender din proceskode, kan du bruge arbejdspapiret til at finde den ved at læse det fra starten og følge afklaringsguiden. Eller ved at bruge fx persontypeindikatoren på Jobindex (som også er på dansk).


PPS.
Hvis du lytter til podcasten og spekulerer på hvad jeg synes om The Wire, kan du få et hint her. Black Mirror står nu næst på min serieseliste ..

7. juni 2019

Intermezzi

Det regnede da jeg kørte på arbejde tidligt i morges. Mit cykeltøj var vådt endnu da jeg fik fri, men ingen skal høre mig klage. Tanken om en gentagelse af sidste sommer skræmmer livet af mig.

🌊

Øresund havde den helt rigtige blågrønne farve i dag, og sigtbarheden var god. Man kan svømme sine bekymringer væk, uanset størrelse. Jeg bekymrer mig ikke længere om meningen med mit liv.

🌊

Halveringstiden på kaffe er fem timer i gennemsnit; det har noget med enzymer i leveren at gøre. Jeg har lige drukket ½ kop og håber jeg ligger så langt over gennemsnittet at jeg kan sove om tre timer. Kl. 4:30 sidder jeg på cyklen igen.

🌊

Intet af det du lige har læst, er vigtigt. Jeg havde bare brug for at sidde her på mit sted et øjeblik og føle mig hjemme.

14. maj 2019

Velkonserveret

Må vi alle tage ved lære af disse kloge kvinder! :-)

11. maj 2019

Sofia

"Jeg tror vi er begyndt at tale om hende fordi vi ikke kan undvære hende. Fordi at hun er lige præcis det vi mangler i vores samfund og imellem mennesker i de her tider. Hun er hjertevarmen, hun er musikaliteten, hun er det der binder mennesker sammen på et inderligt plan. Og ikke bare mennesker sammen, men mennesker sammen med den verden vi lever i, med kosmos og med de andre naturriger. 
(...) 
Ja, hun har en fantastisk evne til på en gang at være kosmisk storslået; faktisk siger hun om sig selv at hun er de syv søjler, hun er de åndelige principper som universet er bygget på i det gamle testamente, og samtidig er hun en stemme der taler inden i os alle sammen, og som kender sandheden om tingenes natur og kender sandheden om situationen som man befinder sig i.  
(...) 
Grundtvig taler om visdommen som en form for feminint, hjerteligt nærvær i livets situationer. Som en form for varm ømhed som vi kan omgive livet med, og som vi kan komme tilstede i verden med på en åndeligt intelligent måde. Så det er sådan set visdommen som er den åndelige kraft som skal tage bolig i os så vi kan løse de knuder vi som menneskehed har bragt os selv ind i. Så det er helt essentielt at vi får greb om visdommen og at vi får kontakt med hende, fordi det er hende der skal bringe varmen tilbage i samfundet, det er hende der skal bringe nærværet, åndsnærværet, men også det helt almindelige samspil har hun alle de skjulte nøgler og rytmer til at få de ting til at fungere som vi har svært ved at få til at virke i vores samfund. 
(...) 
Hun er på ingen måde adskilt, hun er intimt forbundet med treenigheden, for hun er selv treenig. Og det er en af de fantastiske ting ved Grundtvig, at han beskriver visdommen som en treenighed af moder, søster og den elskede. Og de tre aspekter spejler i en vis forstand treenigheden, men på en jordisk måde." 
- Uffe Jonas, med stærk rod i og inspiration fra Grundtvig, 
i udsendelsen De højere magter: Sofia på P1.

Hør selv mere. De udeladte mellemrum er også vigtige, og det bliver herefter ved med at være særdeles relevant, inspirerende og perspektiverende, ja, ligefrem bestyrkende og oplivende at lytte til. Det handler selvfølgelig om tro og kristendom, men på netop det sammenhængsmæssige, relationelle og jordnære plan som visdom dybest set handler om, som nævnt ovenfor. Det her er måske endda det tætteste på et politisk indslag du vil finde på denne blog, og Sofia er i øvrigt ikke et kristent fænomen, men har rødder langt længere tilbage i historien.

I 1984 (tror jeg nok) trak jeg "Det gamle testamentes apokryfiske bøger" til en eksamen. Det gamle testamentes apokryfiske bøger er tekster der på Luthers foranledning blev udeladt i den protestantiske bibel, og de tæller blandt andet to vigtige tekster om Sofia, Visdommens bog og Siraks bog. De to bøger udgør to blandt flere tekster som kaldes visdomsbøgerne, hvoraf andre findes i det gamle testamente og dermed indgår i den protestantiske bibel (Til eksempel Jobs bog og Prædikerens bog).*

Jeg bestod den eksamen, men kun akkurat, som jeg husker det. I dag, efter at have hørt udsendelsen om Sofia, tænker jeg at jeg trak netop det spørgsmål fordi det var noget jeg burde koncentrere mig om, og at jeg klarede mig dårligt fordi jeg i min ungdommelighed, uvidenhed og ikke mindst ikke-udviklede visdom ikke forstod ret meget, hvis noget som helst. Men en kim var lagt, og da jeg lyttede til denne udsendelse i dag, forstod jeg hvor langt væk fra alt hvad der dybest set optager mig og betyder noget, jeg efterhånden er kommet i min jagt på at imødekomme for eksempel dette samfunds (afsporede) arbejdsmoral som har en direkte linje tilbage til Luther.

Jeg må finde tilbage til Sofia. Jeg ser nu at det er meget nødvendigt.

Jeg ved strengt taget ikke hvor meget man må transskribere og citere fra en radioudsendelse, måske har jeg allerede overtrådt både regler og god skik med ovenstående, men det her føles så vigtigt at jeg ikke kan lade være. Jeg må også lige slutte med en lille bid af en tekst af Grundtvig som Uffe Jonas læser op, simpelthen fordi det både er sjovt og understreger pointen:
"
(...)
Og når Maria glemmes
hvor Jesus nævnes end
da hjertet overstemmes
af hjernespind hos mænd."
- Fra "det som Grundtvig kalder 'Kvindeevangeliet'"


---
PS. Hvis der sidder nogen og læser med her som også har interesse i Jungs typologi/mbti, tænker I måske det samme som mig: At det her er tænkning over for intuering og føling** hvoraf den sidste kombination stort set ingen gang på jorden har i vores samfunds officielle version af hvad et "rigtigt menneske" er - sat på spidsen og polemisk sagt.


_______________________________________


*


**mine udtryk, jf. min arbejdsbog, normalt kaldt 'intuition' og 'følen' eller 'følelse'.

28. april 2019

Eventyr



Det tog sin tid og mange bekymringer, men nu er det endelig lykkedes. Jeg har fået job, og jeg starter på onsdag. Jeg er meget taknemmelig, glad og lettet over at nogen kan se en idé i at bruge min arbejdskraft igen, og at jeg ikke længere skal aflægge regnskab over for andre end mig selv. Begge dele har jeg et reelt behov for for at trives i verden.

Det er måske ikke det job jeg oprindeligt drømte om, men jeg har besluttet at nu drømmer jeg om det job jeg har fået. Jeg sætter sejl og kurs mod eventyret, og jeg har en eksperts ord for at man ikke behøver rejse langt væk for at finde det:
"Eventyr er først og fremmest ikke geografisk bestemt, hvis man spørger mig. Eventyr, det er en tilstand. Det er at gå ned ad nogle ukendte veje. Eventyr er jo i sagens natur når man møder noget uforudset, noget man ikke regnede med at skulle møde, blive taget med ind i nogle verdener man måske ikke engang anede eksisterede. Og hvor de verdener ligger henne, det ved man jo heldigvis ikke, det kan jo være lige nede om hjørnet fra hvor man bor, det kan også være ude på en lille stillehavsø, men det er en tilstand, og det er et spørgsmål om at have modet og lysten til at gå eventyret i møde." 
Mikkel Beha Erichsen i Klar vikar på 4'eren, fredag den 26.04.2019, fra 00:05:10.


27. april 2019

Rust

Hvis noget ruster, kan det være fordi det ikke har været vedligeholdt og/eller ikke er blevet brugt til det som det er beregnet til. Det er forsømt, glemt og ved at forsvinde.

Men rust kan også være en farve der føjer varme til det kolde metal, en velkommen og smuk overfladebehandling.

Forleden var jeg så heldig at blive taget med på tur til det spritnye tårn i Haslev. Det er genialt konstrueret i cortenstål, og det løftede mig op over hverdagens begrænsede udsyn hvor jeg ofte ikke kan se skoven for bare træer. 

Det var dyrt som bare fa'en at få lov at komme op i, og det var tillige helt ærligt meget mærkeligt at skulle forstå det som en kommerciel seværdighed at få lov at gå gennem en dansk bøgeskov. Men tårnet i sig selv: Majestætisk. Æstetisk. Magisk.





Jeg bor selv i et byggeri hvor rust udgør det dominerende udtryk, hvilket trofaste læsere her på stedet vil have set mange eksempler på. Rustenborg bliver bebyggelsen også kaldt. Jeg kan lide det og føler mig hjemme i det. Det er råt, ærligt og naturligt.

25. april 2019

Perspektiv*


Det skal nok gå altsammen.



24. april 2019

Loven om mestring

✋SPOILER ALERT: Indhold fra afsnit 1, sæson 8 af Game of Thrones bliver afsløret nedenfor.

👀



Man bliver god til det man gør. Hvis man gør noget man har talent for, bliver man måske meget god til det. Så simpelt er det.

Jeg tror jeg bliver meget god til at se tv-serier.

Daenerys: Go on!
Jon: I don't know how to ride a dragon.
Daenerys: Nobody does. Until they ride a dragon.

Jon: What if he doesn't want me to?
Daenerys: Then I've enjoyed your company, Jon Snow.

Jon: What do I hold on to?
Daenerys: Whatever you can.

22. april 2019

Adskillelse

Jeg læser en bog om adskillelse. I mange betydninger af ordet. Og det er en virkelig god bog. En helt særlig bog. Jeg har vist aldrig læst noget som den før.

Adskillelse.

Det er ikke sikkert andre ville sige det samme. Vi bliver optaget af dét i andre og i omverdenen vi ikke er parate til at se i os selv, men som vi godt kunne have brug for at se (for at blive mindre adskilt).

Adskillelse.

Bagest i bogen finder jeg en gul post-it. Der står 'Kasserer', et navn, et telefonnummer og '18-19' på lappen. Jeg bliver nysgerrig, googler og finder frem til en haveforening på Amager. Der har siddet et menneske engang og læst nøjagtig den samme bog og haft et ønske om at få en kolonihave, fantaserer jeg. Godt valg. En have kan redde livet for dem der bliver ramt af adskillelse. Haver spiller en stor rolle i bogen.

Adskillelse.

Jeg har ingen have. Mit terrasse er en gold ørken bortset fra ukrudtet i altankasserne, og det ligger ikke til mig at mage det anderledes. Ind imellem har jeg den glæde at opleve skønheden og afgrøderne fra andres haver, men for det meste nøjes jeg med at sidde i min ørken og læse virkelig gode bøger. Bøger spiller også en stor rolle i bogen.

Adskillelse.

17. april 2019

16. april 2019

Skyggespil

Jeg forsøger at tæmme det stærke lys der vælter ind ad vinduerne og generer mig. Udsigten bliver erstattet af fine skyggebilleder. En due lander, pudser sine fjer og viser sin ikoniske silhuet før den letter igen. Kort efter bliver mine skråvinduer sæbet ind et efter et og skrabet rene igen af vinduespudsere med moppe og skraber i præcis den rigtige bredde oppe fra taget uden for mit synsfelt.

Jeg går i stå midt i ansøgningsskriveriet og følger fascineret den sorthvide forestilling på lærredet over mit hoved. Det er absurd teater, og der er ingen mening at finde. Alligevel slår det mig at der er noget ved det her skyggespil som siger mig et og andet. Hvad kan jeg finde i skyggen? Fred og en klarere udsigt?




13. april 2019

Gud er i detaljen


Den her lille refleksstrop! Efter at have knoklet rundt i min på alle måder funktionelle træningstrøje siden 2014 (jo, jeg husker præcis hvornår jeg købte den), har jeg pludselig fattet hvad stroppen i nakken kan/skal bruges til. Det er fabelhaft. Jeg har aldrig bøvlet mindre med mine hovedtelefoner. Ha. 

7. april 2019

Weekend


Lørdagsløb. Tilfredshed. Målet er nået.

Søndagstur. Bristefærdige knopper. Et insekt summer.

Kaffe. Tætsiddende lycra og jakker med rygskjold. Glor på mennesker.

5. april 2019

Krop

Min krop har to sider.

Den ene kan ikke ses med det blotte øje, men kun mærkes og opleves af mig selv. Den er derinde bag overhuden, eller derude mellem aktiviteten i hjernen og overhuden, alt efter hvordan man ser det. Den side af min krop er ifølge min egen opfattelse helt som den skal være. Jeg er stolt af den, egentlig, og jeg kunne ikke ønske mig mere af den end det den er og kan. Det siger jeg uden vaklen. Den formidler kontakten til følelser jeg ikke er bevidst om, gennem kropslige fænomener, så jeg kan blive klogere gennem livet. Den kan udføre fysisk arbejde der påvirker mit nære miljø efter mine ønsker og behov. Den har udført sin biologiske funktion på alfaniveau: problemfrie graviditeter, stående, naturlige fødsler og effektiv amning. Den er hjemsted for sanselige oplevelser som giver nydelse og lommer af ren væren. Den har altid været og er indtil videre ved godt helbred og har et godt energiniveau. Den kan lege og generere mentalt overskud gennem forskellige idrætter. Jeg kunne blive ved. Der mangler ikke noget i denne helt private verden som det i øvrigt føles grænseoverskridende at beskrive her, hvilket jeg vælger at trodse for en gangs skyld.

Den anden side af min krop begynder ved ydersiden af overhuden. Det er den side jeg ser i spejlet, og som andre ser når de ser mig. Den jeg forholder mig til at andre mennesker forholder sig til. Den side af min krop der også kan lugtes, høres, smages og opleves ved berøring, af både mig selv og andre, og ikke mindst er tilgængelig for vurdering af gud og hvermand. Om den side har jeg kun én ting at sige: Den er virkelig ikke for køn. Min facon er helt til (flod)hest og min hud er - så vidt jeg ved - det eneste organ i min krop der ikke fungerer ordentligt, foreløbig kun med kosmetiske konsekvenser, men jeg frygter det er en stakket frist. Det er sagt helt nøgternt og objektivt.

Jeg overvejer om universet har givet mig en krop med to så forskellige sider som en mental, måske endda spirituel øvelse der skal lære mig noget vigtigt. Måske skal jeg forstå at jeg er et menneske der ikke er designet til at gøre sig gældende i den udvendige, spejlreflekterede verden vi lever i lige nu, og at jeg har en opgave i at sætte fokus på den indvendige side af kroppen for at bidrage til en slags balance i universet. Jeg vil til enhver tid af egen drift vælge at fokusere på indersiden frem for ydersiden, det er i hvert fald givet. 

Jeg værdsætter i sandhed det der foregår på indersiden, og indtil videre og på gode dage har jeg ikke tænkt mig at skubbe mig (for langt) ud af verden fordi jeg på ydersiden ikke er køn at se på og ikke vil ses på. Jeg kommer aldrig til at flashe mit flesh for andre; en vis blufærdighed på min krops vegne vil jeg altid have og i øvrigt mene er helt på sin plads. Men den værste skam over den her udvendige sides forkerthed, som også er der ind imellem, vil jeg forsøge at holde i ave. Fanden tage den! 

3. april 2019

Grønt er godt for ..

Mens vi er ved det med kroppen, vil jeg også lige oplyse at jeg har ladet mig inspirere af udsendelsen "Rigtige mænd" på DRTV. Jeg så et enkelt afsnit, måske fordi jeg tænkte at det måtte være noget for mig. Jeg har på en måde altid følt mig som lidt af en rigtig mand, uden at der nu skal gå nymodens queer i det hele.

Men altså, jeg så det her afsnit og konkluderede at jeg nok på flere måder kunne have gavn og glæde af at indtage en greenie hver dag. Så det har jeg gjort siden. Og med masser af ingefær smager det fantastisk; jeg drikker det med nydelse og fornøjelse.

Grønt er godt for øjnene, hørte jeg tit i min barndom, og det kommer vist fra Den grimme ælling af H.C. Andersen. Jeg ved ikke hvad det betyder i eventyret, men jeg er helt sikker på at de voksne der sagde det dengang, mente at grønt var beregnet til at kigge på og netop derfor ikke til at spise. Jeg kan - uden at jeg forhåbentlig forfalder til at lyde madreligiøs, hvilket jeg ville hade - sige at jeg tror at grønt er pænt at kigge på fordi vi skal få lyst til at spise det. Det har jeg tit tænkt, men i morges syntes jeg lige det blev meget tydeligt:



*
Jeg googlede 'greenie opskrift' og fandt frem til Madbanditten som hjalp mig til at forstå grundprincipperne i at sammensætte en god greenie/green smoothie. Bare hvis nogen skulle være lige så meget madlavningsanalfabet som mig ..

1. april 2019

Optøning

I morges cyklede jeg hjemmefra i sommerjakke og uden vanter. Mit hoved var sat på forår, og jeg fik et chok da jeg trådte ud i en dybfryser med rim på alle overflader. Jeg kunne ikke mærke mine fingre da jeg låste cyklen ved svømmehallen, og vandet føltes som om det var mindst 35 grader varmt de første mange meter i bassinet.

Men vinteren holdt op mens jeg svømmede, og jeg kørte hjem med åben jakke og varme hænder. Inden frokost satte jeg mine havemøbler ud på terrassen.

Verden åbner sig, og jeg håber at mit eget system endelig og omsider også begynder at tø lidt op. Der er så meget jeg gerne vil, alene dét er nyt og varmere end det der har været, selvom det stadig kniber med for alvor at sætte mig i bevægelse.

Jeg gør hvad jeg kan, dog. Jeg er startet et sted hvor det er forholdsvis ligetil og uden risiko at sætte nogle mål og gå efter dem: I min egen krop. De sidste mange uger har jeg systematisk øget min træningsmængde (hvilket er nemt når man starter i nærheden af nul ;-)), og jeg er kun få dage fra at have nået det første delmål. Det giver mig en oplevelse af handlekraft, styrke og mestring. Jeg skal nok tø op og komme tilbage i den form jeg har det bedst i. Jeg tror på det. Jeg ser det ske.

Der findes ikke den ting eller det fænomen der får mig at føle mig bedre tilpas i den her mærkelige verden, end når jeg arbejder mod et forholdsvis langsigtet mål jeg selv har set og sat. Og når jeg ikke kan det - af ydre eller indre omstændigheder - bliver jeg frustreret og nedtrykt. Planløse aktiviteter og fravær af visioner er iskold nedkøling for mig. Hvis jeg vil passe på mig selv, må jeg tage ansvar for at jeg har det sådan, og indrette min verden i verden efter det. Selvom det bliver svært.

Også det begynder jeg at se for mig.




24. marts 2019

Søndagsord

"Whatever you think the world is withholding from you, you are withholding from the world." 
Eckhart Tolle

23. marts 2019

Blik

Jeg søger stadig job. Det er en ørkenvandring.

Alligevel fortryder jeg ikke et sekund at jeg forlod et job som vitterlig ikke var godt for hverken mig eller min samvittighed, og på den måde helt med vilje og ganske frivilligt kastede mig ud i den her ørkenvandring.

Min a-kasse vil gerne have at jeg skifter a-kasse fordi de ikke synes jeg passer til den. Fair nok, jeg passer ganske rigtigt lige så dårligt til min a-kasse som jeg passede til de jobs der har ført mig til den. Jeg kan bare ikke komme i tanke om en eneste a-kasse som ville passe bedre til mig. Så jeg bliver.

Det indkapsler på en måde meget godt hele min situation: Jeg passer ikke ind i en kasse. Jeg kan godt tage en lille bitte del af mig og få den til at passe i en kasse, men resten vil vælte ud over boksen som en gærdej der er sat til hævning i en alt for lille skål. Det er kun et spørgsmål om tid.

Så vidt beskrivelsen, men hvad er løsningen? At smide den overskydende dej på lossepladsen? At lede efter en hidtil ukendt kasse der er stor nok? At stå ved mig selv - endelig, nu har jeg brugt et helt liv på at snige mig udenom - og leve et kassefrit liv (i flere betydninger)?

Det vil tiden vise, sagde grubleren.

Til sidst skal I have et billede af et prægtigt, hårdtarbejdende, engageret væsen som jeg ofte møder på mine løbeture, og som en skønne dag tog sig tid til at løfte blikket og se mig i øjnene et kort, men intenst øjeblik. Ikke flere ord om det; jeg vil lade jer have jeres associationer i fred.



17. marts 2019

Grublen

Jeg ser på den store hånd og den muskuløse krop. De burde kunne udføre hvad som helst, men de tunge øjenbryn og blikket der er vendt indad, står i vejen. Tager kraften ud af fysikken som lige så godt ikke kunne være der.

Dét kender jeg godt. Hvis det skal give nogen mening, er jeg nødt til at tro på at når grubleren på et tidspunkt har tænkt det hele igennem og færdigt, så vil det batte så meget desto mere når han endelig sætter sin krop i bevægelse.

Men jeg er også nødt til at spørge: Kan det ende med at være for sent?

Grubleren af Rodin. Glyptoteket.

14. marts 2019

Sylvia

I går så jeg Pernille Lyneborg spille Sylvia Plath. Bortset fra at jeg var ved at falde ned af stolen af forskrækkelse da Sylvia fik elektrochok, sad jeg musestille og med alle kanaler åbne for denne smertelige og alligevel på sin vis ganske nøgterne sammenvævning af ord fra indersiden af klokken.

Det var et virkelig fint stykke. Afstanden mellem mennesket Sylvia og mig føltes meget lille, for hvad det end er værd og til trods for det dobbelte glas der ville have været mellem os hvis vi havde eksisteret samtidigt i virkeligheden.

Postkort, forside

Postkort, bagside

Fjumrebillede


8. marts 2019

Det store i det små


Jeg dedikerer dette års 8. marts-indlæg til Ayla, jeg mener Mette fra Alene i vildmarken. Skulle jeg pege på en kvinde jeg ikke allerede er stødt på i et opslag eller indslag med fokus på ligestilling i løbet af dagen, kan jeg ikke komme i tanke om nogen mere oplagt. Hun forstår at sørge for sig selv på alle måder, både fysisk og psykisk, og hun leder sig selv fuldstændigt suverænt.

Måske er det forkert at tænke på hende som en kvinde i stedet for blot som den ene af tre tilbageværende deltagere. Det tror jeg egentlig nok jeg mener. Det er hverken på trods af eller på grund af at hun er kvinde, at hun klarer sig godt. Hun klarer sig godt fordi hun er i besiddelse af viden og færdigheder, evner og personlige egenskaber der ikke har en dyt med køn at gøre, men som gør hende yderst kompetent til at løse den opgave hun har givet sig selv. 

Alt kan ske i sidste afsnit, og jeg synes også de to andre deltagere er vildt gode til at klare sig. Jeg tillader mig alligevel at diskriminere og håbe på at Mette vinder, bare fordi hun er kvinde. Det kunne være sådan en god historie at læne sig ind i for os andre der ikke er lige så gode til at gøre det vi tænker (måske fordi vi af kulturel uvane underkender vores tankers relevans).  

--
Opdatering 15. marts 2019:

I går viste DR det sidste afsnit af Alene i vildmarken, og Mette sluttede - efter min mening - på en meget ærefuld andenplads. Jeg lægger mig fladt ned og har en klar oplevelse af at vi vitterlig har fået en rigtig god historie at læne os ind i. Der er mange måder at vinde i naturen på, men én af dem er helt sikkert at vide hvornår det er tid til at trække sig fordi tabene ser ud til at kunne blive større end gevinsten.

4. marts 2019

Bål


Jeg kommer gående over et åbent stykke. Jeg kan mærke en kraftig lugt af bål da jeg nærmer mig et shelter, og går i en stor bue udenom for ikke at genere nogen. Men shelteret er tomt, og jeg sætter mig et øjeblik ved de ulmende rester af et bål.

Et par kammerater har måske sovet her i deres poser i nat og er vågnet ved den kraftige regn som er væltet ned hele morgenen. De har måske ligget og kigget ud på regnen, småsnakket, tjekket vejrudsigten på deres mobiler og ventet tålmodigt på ophold. Og så, endelig, endelig, er regnen hørt op, og de har tændt bål af brænde de har været kloge nok til at samle i går og lægge klar under taget. De har kogt vand til kaffe og lavet havregrød i en sortbundet gryde, og solen er brudt igennem skyerne i stadig længere tid ad gangen og har fået temperaturen til at stige og kaffen i foldekopperne til at smage bedre end nogensinde før. Så har de pakket deres ting ned i rygsækkene på præcis den smarteste måde, spændt oppakningen på ryggen og er gået videre ad stien. Er det mon dem jeg lige kan skimte der fremme mellem træerne?

Jeg kigger på den svage røg der stadig stiger op fra bålstedet, og indånder den trygge lugt af varme og fællesskab. Så rejser jeg mig og følger efter dem.

*
"Det bedste er at jeg selv på de værste
                       dage er nysgerrig efter i morgen:
Det er det bedste for mig."
Fra Det værste og det bedste af Søren Ulrik Thomsen

1. marts 2019

Krydset på kortet

Jeg har fundet en sand skat derude på nettet, en podcast-serie på weekendavisen.dk:


Om kærlighed og venskab.

Jeg har hørt alle fem episoder i streg, for jeg kunne helt enkelt ikke stoppe, men det slutter ikke med det. Jeg kommer til at tænke meget over det jeg har hørt, og jeg lover hermed at det arbejde Lone Frank med flere har lagt i podcastepisoderne, ikke ender med at have fundet vej til mit system forgæves.

Frank. Læg lige mærke til navnet. Podcasten er dygtigt lavet rent kommunikationsmæssigt, ingen tvivl om det, men der er den her strøm af .. ærlighed under det hele, som gør det værd at lytte til.

Nu går jeg ud og løber en tur, bogstaveligt talt, og bagefter er det weekend. Hvad jeg lige skal bruge dét til, ved jeg ikke helt, i en periode af mit liv hvor alle dage stadig er ens og op til mig selv at fylde ud. Måske kan jeg tage mig sammen til at følge den ledetråd som bliver lagt ud til den der lytter. Også jeg har en (seriøst) vingeskudt tilknytningsevne, og jeg kan tilskrive det faktum en ikke ringe betydning for hvor jeg befinder mig lige nu.

24. februar 2019

Om at gå

Jeg genlæser Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv af Tomas Espedal. Igen griner jeg spontant for mig selv af en bestemt sætning der forsøgsvis skal forklare hvorfor det at gå har forstyrret én persons mentale helbred (Hölderlins) og ikke en andens (Rousseaus):
"Det kan skyldes at Rousseau hovedsagelig gik kortere spadsereture og forvekslede det at gå med det at promenere, mens Hölderlin, som havde gået langt, var udslidt og præget af det han havde oplevet i løbet af sin vandring."
Det er det der med at forveksle at gå med at promenere jeg synes er så sjovt. Er det mon ikke det de fleste af os gør i livet, altså også i overført betydning, selvom vi på bedste selvhøjtidelige vis fortæller hvor hårdt det er at træne til det næste maraton, hvor krævende det er at være småbørnsfamilie, hvor meget det tærer på os at arbejde 60 timer om ugen?

Ja, jeg spørger bare. Og konstaterer at selvom jeg i virkeligheden går vældig meget, mange kilometer om ugen, og bilder mig ind at jeg også i overført betydning tilbagelægger ikke ringe afstande, så er det sgu nok bare en behagelig og omkostningsløs promenade jeg er ude på. Der er lige så lidt blod, sved og tårer over den som over Rousseas promenader sammenlignet med de vandreture som mennesker der virkelig erobrer nyt terræn, gennemgår. At opfatte både mine ydre og mine indre bevægelser som en vandrers vigtige og hårde arbejde er i realiteten måske bare en egocentrisk vurdering af en sølle spadseretur.

Hvad ved jeg? Jeg ved hvad Tomas Espedal ved lige på dette sted, og det er ikke så lidt:
"Det der er sikkert er at den langvarige vandring er anstrengende. Den som har læst om vandringsmænd og landstrygere, ved at omstrejferlivet er barskt. Den der har set fotografier og billeder af landstrygere, kan se at landstrygerlivet er hårdt. Den der har gået på landevejen i nogle måneder, ved at vandringen er nedbrydende og brutal.
Man er hjemløs. Man sover ude. Man er fremmed og vækker mistanke. Man er snavset og sulten. Man er alene, går og går, det regner og blæser, man sover på nåde, i en lade eller på et pensionat; det man ejer bærer man på ryggen, benene værker, skuldrene værker, kroppen værker, man savner en seng og en kæreste." 
Ja. Det koster. At flytte sig for alvor. Og jeg spekulerer tit på om jeg egentlig kan og vil selvom jeg siger det, eller om jeg er bange for at betale prisen.
"Vi ved det ikke".

---
Alle citater er fra side 43 i den danske udgave jeg har, fra Batzer & Co.

19. februar 2019

DVITO 2

At psykolog Lars J. Sørensen må være et meget klogt menneske, opdagede jeg allerede da jeg for mange år siden læste et interview med ham i Kristeligt Dagblad: Skam kan ødelægge sjælen. Jeg har linket til artiklen før, blandt andet her, men gode ting tåler gentagelse.

Lige nu, i disse dage, læser jeg Skam - medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord, også af Lars. J. Sørensen. Jeg forsøger at begribe på et dybere niveau hvad det er der driver mig rundt i manegen. Der er så mange rammende indsigter og formuleringer i den bog at det er stort set omsonst at vælge noget ud, men jeg vil alligevel citere et bestemt løsrevet afsnit som i den grad skaber resonans i mit system:
"Det vil ofte være mere hensigtsmæssigt at lede efter forkerthedsfølelsen i stedet for at trække den skjulte skamfølelse frem ved hårene, når man kommer på sporet af, hvor megen tvivl, ubehag og lede det vækker at være sammen med sig selv. Måske er den dybeste og mest smertelige rodspids i ensomhedsfølelsen netop ubehag ved at være sammen med sig selv. Når man ikke kan opfatte sig selv som godt selskab, kan sympati, medfølelse, omsorg og i sidste ende kærlig selvforståelse ikke trænge igennem ens tvivl på sig selv."
11. Skam og socialiseringer til den aktuelle kultur - og ideologiSkam og stolthed, side 113
Det er sådan med skam - i hvert fald den hvide* af slagsen - at det er nærmest helt umuligt at få greb om den. De indsigter man er lige ved at gøre, smutter hele tiden fra en, på samme måde som hvis man prøvede at fange en håndfuld vand ved at gribe om den. Eller det er som at se i mørke: Genstandene i periferien træder tydeligere frem end det man har blikket rettet mod, og det gælder om at se udenom det man vil se, for at se det. Jeg tror ikke man kan arbejde målrettet eller særligt bevidst med sin skam, men man kan forsøge at lade en dør stå åben til det ubevidste (ville jeg sige) og for neuroaffektive påvirkninger der kan justere ens skamcensor (ville Lars J. Sørensen sige, tror jeg). Det kan kun ske i en relation, enten i relationen til en selv eller udvalgte andre, og det er på den måde risikabel adfærd, for når døren er åben for gode påvirkninger, er den det også for dårlige. Alligevel må man vove forsøget.

Jeg er ikke særligt modig. Og jeg er særligt sårbar over for hvid skam. Så jeg går meget varsomt frem i det her forvirrende arbejde, og et forsigtigt skridt på min vej er altså at læse Lars J. Sørensens bog. I hans indsigts- og omsorgsfulde selskab er risikoen minimal for at få aktiveret sin hvide skam mens man undersøger sin relation til sig selv, og jeg kan samtidig udsætte at påføre andre det der stadig forekommer mig at være mit dårlige selskab. I sidste ende - i hvert fald i teorien - er det ellers nok det der skal til. Altså at vove relationer til (de rigtige) andre mennesker.

Jeg har for få dage siden læst Karl Ove Knausgårds fire bøger Om efteråretOm vinterenOm foråret og Om Sommeren færdig. Karl Ove Knausgård nævner tit sin egen skam og sin opfattelse af sig selv som én der ikke er god (nok) til at være sammen med andre mennesker. Knausgård kan skrive så englene synger, og griber på en eller anden måde de der håndfulde vand som om fysikkens love ikke også gjaldt for ham. Her kommer en enkelt passage som jeg husker særligt godt, taget ud af Knausgårds sammenhæng der ikke eksplicit har noget med skam at gøre, og puttet ind i min som et løsrevet fragment (undskyld):
"Overgangen fra øjets virkelighed til hudens falder sammen med overgangen fra det sociale til det private, og for en som mig der har problemer med nærhed, som næsten aldrig kan lide at blive rørt ved, og som næsten aldrig kan lide at røre ved andre, er hud derfor forbundet med ambivalens, for også min hud vil være tæt på anden hud, måske mere end noget andet, samtidig med at den frygter det og derfor forsøger at undvige det, eller begrænse det. Så bliver hudens længsel som en slags hund og viljen en lænke jeg holder den i."
Om Sommeren, Hud, side 328-329  

Ja, sådan er det. Jeg genkender flokdyret i mig som vil være tæt på andre mennesker, som vil mærke varmen fra fællesskabet, selvfølgeligheden i at høre til uden at skulle spekulere på om jeg i andres og egne øjne er berettiget til det, og samtidig min stålsatte vilje til ikke at slippe det her dyr løs og risikere at blive sparket, råbt ad og sat på plads.


---
*Lars J. Sørensen skelner mellem livsbekræftende, helende skam (rød) og ødelæggende, invaliderende skam (hvid). Han citerer et digt af Else-Britt Kjellqvist, Rødt og hvidt, hele to gange i sin bog, på side 11 og 54. For at respektere den originale opsætning som jeg ikke kan gøre efter her, citerer jeg digtet her i form af et foto af side 11:



15. februar 2019

Afbrydelse

Kogekedlen med vand til morgenkaffe begynder at snurre, og for at udnytte tiden indtil vandet koger og jeg kan hælde det på tragten, går jeg ind til computeren for at tænde for radioen. Jeg registrerer at der ikke er nogen internetforbindelse, tjekker routeren og ser at den er slukket. Jeg er forvirret og spekulerer på hvor fejlen mon er, uden umiddelbart at kunne afgøre det. Jeg slår internetdeling på mobilen til og vender tilbage til kogekedlen idet jeg tænker at nu laver jeg lige kaffe, så kan det være at problemet med internettet løser sig selv.

Jeg går ud i køkkenet igen hvor kedlen allerede er tavs. Jeg mærker at den er lun, men på ingen måde varm, og jeg undrer mig over at den tilsyneladende er stoppet midt i arbejdet. Et eller andet dæmrer dog for mig, og jeg prøver at tænde en lampe som heller ikke virker. Nu forstår jeg at der ikke er nogen strøm, og for at forsikre mig om at det ikke bare er en sikring der er sprunget, kigger jeg ud ad vinduerne til begge sider. Der ser ikke ud til at være lys nogen steder overhovedet. Jeg slår op på Ørsteds hjemmeside og ser at der er en uvarslet strømafbrydelse i nærheden*. Jaja, tænker jeg, det varer nok ikke så længe, og jeg overlever nok at vente på at få mit kaffefix. Jeg spiser morgenmad og drikker vand til.

Da der er gået et par timer og strømmen ikke er vendt tilbage, begynder jeg at blive mere alvorligt kaffetørstig. Snart fantaserer jeg om hvad jeg kan slæbe ud på terrassen og sætte ild til så jeg kan få kogt det vand, og i det hele taget prøver jeg at forestille mig hvordan jeg ville skulle indrette mig hvis nu strømmen aldrig vendte tilbage. Det er bare et tankeeksperiment, selvfølgelig, men ikke desto mindre føler jeg en vis indre uro ved aktiviteten. Jeg kigger blandt andet på min telefon, min computer og min højtaler og fatter trægt at også de kun fungerer på sådan en slags efterbevilling fordi de er ladet op, og fordi der er strøm tilgængelig lige nu for dem der sender indhold via inter- og mobilnettet. Tanken om hvor meget strøm der er gået til at de her apparater overhovedet findes og kan det de kan, magter jeg slet ikke at følge til dørs.

Jeg tisser af med døren ud til dagslyset på klem, tager overtøj på, låser hoveddøren ved at føle mig frem og går en tur.

Da jeg kommer hjem, er der lys på gangen, og oppe i lejligheden er kogekedlen fortsat hvor den slap, og har kogt vandet færdigt. Jeg kan mærke at den er varm, og der går kun et øjeblik fra jeg tænder den igen, til jeg kan hælde vand på kaffen. Det dufter himmelsk. Og smager mindst lige så godt.

Nu er kaffen for længst drukket, og mens jeg skriver det her, tænker jeg over hvor helt absurd afhængig jeg er af elektricitet, og hvor selvfølgeligt og ureflekteret jeg lever med den afhængighed. Især det sidste foruroliger mig. Det vil kræve en betydelig mental indsats at forstå til bunds hvilke af de dagligdags bekvemmeligheder det ville være slut med, hvis det var permanent slut med strømmen. Måske ville jeg kun rigtigt kunne komme til at forstå det ved at opholde mig en periode et sted helt uden adgang til elektricitet; det ville formentlig være særdeles øjenåbnende og enten også nedbrydende eller opbyggeligt, alt efter hvem jeg opdager jeg er.




*Opdatering 19.01.2019: I går så jeg på en opslagstavle nede i gangen af der faktisk var varslet en strømafbrydelse i vores bebyggelse. Sammenfaldet med Ørsteds røde lyn må være et tilfælde. 

11. februar 2019

Special *

Jeg spiser Special K fordi jeg læste om to der spiser Special K. Det gav mig så meget lyst til de sprøde flager i kold mælk at jeg på mirakuløs vis huskede det endnu da jeg var ude at handle næste gang.

Det får mig til at spekulere på hvem jeg efterhånden er blevet, eller måske nærmere hvor meget af mig jeg har afviklet. For min skyld kunne jeg leve af astronautmad, bare jeg ikke har for meget sult og - endnu vigtigere! - for lidt energi. Jeg mærker ind imellem en fristelse til udvalgte søde sager, kaffe eller vin, men det styrer jeg generelt meget godt, og ellers får jeg praktisk taget aldrig nogen ideer til hvad jeg kunne have lyst til at spise. Jeg køber og spiser bare det jeg efterhånden har lært jeg har brug for for at fungere.

Bortset lige fra Special K, åbenbart. Og jeg gad vide om det overhovedet er dem jeg har lyst til at indtage og får næring fra, eller om det handler meget mere om det jeg læste.

Det er noget med ånd og materie. Det emne har jeg sjovt nok lejlighed til at læse mere om i selv samme bog.

Jeg føler mig en anelse forført.


10. februar 2019

Skovtur

Skoven flasher generøst sine farver.
Jeg bliver glad i låget og let om hjertet når jeg er i skoven, og jeg forlader
den kun modvilligt når mørket nærmer sig eller sulten bliver for stor
fordi jeg ikke tog en madpakke med. 

Et stykke overmandet skov giver ordet ødemark ny betydning.
Det er formentlig en frugtbar og fornuftig ting for skoven at blive skovet
 i partier med mellemrum, men særlig kønt er det nu ikke at kigge på. 

Indespærrede grantræer afventer deres skæbne.
Jeg kan næsten høre dem stå og snakke sammen om hvad der
mon venter dem .. en stue, et indkøbscenter, en rådhusplads .. iklædt
fine lys, godt nok, men hvor længe kan man holde til den slags?

Et menneske tager kampen op mod naturen i shorts.
Jeg vender opmærksomheden mod min egen krop et øjeblik og registrerer at
jeg føler mig virkelig godt tilpas i mit slidte, gammeldags lag-på-lag-outfit.

Smukke indvandrerefterkommere lyser i skovbunden.
Kyndelmisse er allerede en uge væk, og selvom jeg ikke på nogen måde ønsker
mig sådan en ildevarslende sommer som hærgede sidste år, trækker jeg
alligevel på smilebåndet ved tanken om at foråret er på vej.

8. februar 2019

DVITO

Nogle mennesker får mig til at føle skam. Ikke over noget jeg gør, men over det der er i mig.

Jeg tror ikke de gør det med vilje, eller fordi de synes jeg skulle skamme mig. Jeg tror det sker fordi der er noget ubehageligt og ubevidst de ikke kan lide at føle i sig selv, måske deres egen skam, og jeg tror ikke de kan mærke eller forestille sig hvad der bliver sat i gang i mig. Jeg tænker at min tilbøjelighed til at føle (hvid) skam er større og mere veludviklet end de flestes, og at det er de færreste der kan genkende den, så jeg undskylder og tilgiver de her mennesker. Jeg under dem at være velsignede med en højere skamtærskel end mig selv.

Det er indbygget i skam at man skammer sig over at skamme sig. Det kræver et meget stort mod at tale om sin egen skam, især mens den er aktiveret og man føler den, og så stort et mod har jeg ikke. Måske derfor skriver jeg ud af det blå denne distancerede og tænkte, ikke følte, lille epistel om skam adresseret til alverden.

Min foretrukne løsningsmodel generelt når jeg har gentagne oplevelser der er følelsesmæssigt eller relationelt svære at udholde, er at fjerne mig selv fra den sammenhæng der udløser problemet. Også her er jeg en uforbederlig kryster. Relationer hvor min skam bliver aktiveret igen og igen, er ikke relationer jeg bliver i. Det er for smertefuldt og krævende gang på gang at skulle komme igen efter et skamanfald.

(Hvid) skam er gift. Og angsten for at komme til at føle skam er gift. Jeg må se i øjnene at jeg er et menneske der er meget sårbar over for den her gift. I mange tilfælde er det muligt for mig at være med skammen når den opstår, men i sjældne tilfælde må jeg afslutte en relation hvis giften flyder frit og påvirker mig for meget.

4. februar 2019

Biblioterapi

At tænke sig.

Jeg har været til biblioterapi på det lokale bibliotek i dag. Jeg vidste godt nok ikke lige det var det jeg havde meldt mig til, for der stod 'Guidet fælleslæsning' på opslaget, men jeg godtager bestemt betegnelsen som dukkede op under introduktionen.

Biblioterapi. Mere af det! Jeg kommer i hvert fald gerne igen.


1. februar 2019

Morgenmåne


Her ser du den aftagende måne ude mod øst, halvanden time efter den stod op. En halv time efter dette billede blev taget, stod solen op bag månen. Femenhalv time, cirka, har månen og solen været synlige på himlen samtidig denne dag. Nu hvor jeg skriver dette, klokken halvto, er månen lige gået ned igen. Solen vil være på himlen omtrent tre timer endnu.

Det fascinerer mig at tænke på. Det rokker ligesom ved noget fundamentalt som ikke er som jeg troede det var, uden nogensinde at have tænkt over det eller undersøgt det. For eksempel ideen om at solen og månen er modsætninger og at den ene hersker om dagen, den anden om natten. Eller at det er enten-eller med de her to himmellegemer.

Det passer faktisk ikke i virkeligheden. Den slags er vældig skelsættende at opdage.


26. januar 2019

Udfordring:

- (...) Der er kun én menneskelig handling der er mere risikabel end det at blotte sig for et andet menneske.
- Og det er?
- Det er altid at beskytte sig mod andre.
Ordveksling mellem Lisa og Peter i 
Gennem dine øjne af Peter Høeg. 
Side 153.

Mon det er rigtigt? Det synes jeg er værd at tænke lidt over.

16. januar 2019

At rejse er at leve?

Jeg har ikke set ret meget af verden. Jeg har aldrig rigtigt kunnet finde ud af at prioritere at rejse. Det virker uoverskueligt rent praktisk, og det har altid været stort set det sidste jeg havde lyst til at afsætte penge, tid og energi til.

Jeg ved jeg er mærkelig. Jeg kan godt mærke hvor meget det at rejse betyder for andre, og hvor meget rigere de synes deres liv bliver af også at kunne skrive New York, Afrika eller Patagonien i deres logbog.

Til gengæld har jeg også lagt mærke til i samtaler med andre mennesker, at når det kommer til at have udforsket det indre landskab, mangler jeg tilsyneladende ikke ligefrem rejseerfaring. Det er jo ikke noget der nogensinde kan bevises, logges eller kortlægges, for det indre landskab vil altid være subjektivt og oplevelserne svære at formidle, men det forekommer mig bare at jeg i hvert fald ikke har set mindre af den indre verden end så mange andre. 

Misforstå mig ikke. Det skal ikke opfattes som et plaster på såret. Det er fuldstændig som jeg ønsker det, og det har meget stor værdi for mig. Det er min rigdom.

At rejse i den indre verden er at leve.

13. januar 2019

Nådada ..

Jeg sidder i hjemflygtighed og læser. Sluger afsnit efter afsnit. Der er visse passager jeg ikke forstår en skid af, men det meste kører lige ind som mos på en babyske. Det er ganske udmærket åndelig føde på sådan en højhellig søndag og helt sikkert også på alle andre dage.

"Kvinder som løber med ulve" af Clarissa Pinkola Estés, læser jeg. Jeg er nået til side 202.

Jeg sidder helt stille og vokser.

7. januar 2019

selv(por)træt


Oha. Jeg fandt lige dette meget gamle selvportræt et sted dybt i mine gemmer da jeg skulle lede efter noget papir af en bestemt størrelse. Ligheden er stadig slående måske bortset fra at håret er blevet kortere og mere gråt.

Apropos, så skal jeg gøre "noget" ved min LinkedIn-profil, har jeg fået besked på, og jeg kan ikke tage mig sammen, for er der noget "socialt" medie i denne verden der virker fremmed og frastødende på mig, så er det det. Jeg ved faktisk godt præcis hvad jeg skal gøre, jeg kan bare ikke få det over mine fingerspidser. Jeg skal jo for fanden også kunne sove om natten. Og se mig selv i spejlet.


6. januar 2019

fri\sky




Jeg tog til Hillerød for at se noget nyt og blev ikke skuffet. 

4. januar 2019

Træer

Undervurdér aldrig lavmælte organismer med et behersket kropssprog. Siger det bare ;-).