31. december 2018

Godt nytår!

På denne årets sidste dag gik jeg over for at vaske tøj inden vaskeriet blev låst af for at udelukke nytårsløjer. Jeg troede jeg var den eneste der kunne finde på at vaske på en dag som i dag, men jeg tog fejl. Da jeg gik hjem, havde jeg sagt godt nytår til virkelig mange mennesker med virkelig mange accenter og fandt det glædeligt og festligt med en højtidelighed vi kan være fælles om at holde højtidelig.

Jeg har også vasket op, lagt rent sengetøj på, sat friske tulipaner i mine vaser og gjort en ny notesbog klar så jeg kan holde styr på hvad jeg skal i 2019. Jeg har gjort hvad jeg kan for at viske tavlen ren efter det her ikke særligt sjove år hvor konsekvenserne af mit livs måske to dårligste beslutninger ramte mig som drag over nakken udført med så meget vægt bag at jeg har haft svært ved at rette mig op efter dem. Jeg går langt fra oprejst endnu, og i skrivende stund er jeg ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til det igen. Jeg har på fornemmelsen at min vilje ikke rækker denne gang. 

Men så er det jo godt at jeg har en gudbenådet evne til at forsvinde ind i en verden hvor livets realiteter ikke rigtigt kan røre mig, og hvor jeg kan undslippe ubehaget ved min egen utilstrækkelighed. Det takker jeg for. Uden den evne var jeg her nok ikke endnu.

På onsdag når biblioteket åbner igen, håber jeg der ligger nye flugtmuligheder klar til afhentning. Og så må jeg aflevere disse tre, omend modstræbende.


Jeg havde ikke set det komme, men (også) Knausgård har mig i sin hule hånd med sine ord, opstillet under 04 Skrifter af blandet indhold, og jeg kan nærmest ikke vente med at bevæge mig gennem hele hans år.

Jeg ville derimod sagtens kunne vente med at bevæge mig gennem mit eget nye år, men jeg skal jo til det. Om lidt tager jeg tilstrækkeligt pænt og tilstrækkeligt intetsigende tøj på til at jeg forhåbentlig falder tilstrækkeligt ind i mængden når jeg går til sprudelwasser, kransekage, nytårstale og Mine aftener i Paradis i Bibliografen. Godt der findes arrangementer for folk hvis nervesystem kan bryde sammen når som helst ved fyrværkeri, fuldemandsadfærd og overdreven selskabelighed.

Godt Nyt År til alle derude. Med fynsk accent. Pas på jer selv og hinanden.

26. december 2018

På falderebet ..

.. skal der lyde et Glædelig Jul til alle gode mennesker der kommer forbi her ♡.


Jeg så i øvrigt Theo og den magiske talisman til ende, og jeg har set at der har været kritik af den for at være for trist og u-juleagtig og for at bringe et tungt emne som døden, endda selvmord, på banen i juletiden som åbenbart skal være konsekvent let og ubekymret.

Sikke noget sludder. Jeg synes det var en seriøs, modig og meget lidt berøringsangst julekalender, og det trænger vi til. Døden behøver jeg ikke sige noget om, for den er allestedsnærværende, uomgængelig og naturlig, og uden den, intet liv. Den tanke må vi vænne os til i løbet af livet, hellere tidligere end senere.

Til gengæld behøver jeg at sige hvad jeg har lært om ensomhed ved at se den julekalender, for det har alt at gøre med jul i mine øjne: Ensomhedens rod er ikke de døde, men de levende. Det er de levendes indstilling og handlinger, ens egne og ens medmenneskers, der gør forskellen på om sorg og savn eller fx anderledeshed og alderdom resulterer i ensomhed.

:-)

23. december 2018

Forjul



Der var blus på fuldmånen i går aftes efter hvad der føltes som en meget lang dag selvom den kom efter årets længste nat. De der udvendige julehandlinger man skal foretage sig hvert evig eneste år for ikke at forvirre og skuffe og ødelægge noget for andre, tager livet af mig. Jeg må snart være voksen nok til at sige fra, tænker jeg hvert år. Og så er jeg det aldrig alligevel, det er skruen uden ende.

I nat jeg er jeg vågnet fire millioner gange inden jeg endelig faldt ordentligt i søvn, måske efter at månen gik ned eller efter at den blev dækket af skyer med hvid forjul som resultatet.

Kønt er det. Og så koster det ikke en klejne, hverken på ens private konto eller på miljøets eller på relationernes. Tak. Nu går jeg i kirke.








19. december 2018

Budskab

https://www.facebook.com/Eckharttolle/photos/a.191110401216/10156725589581217/?type=3&theater

18. december 2018

Juleklip

Klokken er lidt over syv, og jeg kommer ned i parkeringsområdet under blokken hvor jeg bor. På en af de høje betonkanter står en lille purk og synger Juletræet med sin pynt af sine lungers fulde kraft. Det lyder højt under betondækket. I den ene hånd har han sin jakke, i den anden sin taske; begge dele ligger halvt henad kanten han står på. Der er mørkt og beskidt hernede, men hans stemme er lys og ren. Hvis jeg lukker øjnene, lyder det som om han synger i en kirke.

"Kan du så se at få den jakke på!" lyder det fra en mand der kommer ned ad trappen og går med faste skridt mod en bil. Drengen fortsætter uforstyrret sangen ind i andet vers.

"Hallå! Kom så, vi skal køre nu!"

Ingen reaktion.

Jeg når at tænke at det er utroligt så meget af den sang ungen kan huske, inden han omsider løber tør for ord og vågner op af sin trance. Han vender sig mod faren som nu kommer spurtende, og det ligner at han akkurat undgår at blive slæbt hen til bilen med jakke og taske efter sig.

Jeg ser og hører ikke mere. Jeg har bevæget mig i slowmotion forbi den lille scene, og nu må jeg også spurte for at nå bussen. Da jeg står på, får jeg en overraskelse mere: Bussen er pyntet fuldstændigt overdådigt op til jul. Guirlander og julestjerner med lys hænger ned fra ledninger og stikdåser fastgjort med gaffatape under loftet. Fuld illumination, også her.

Undervejs synger jeg Juletræet med sin pynt indvendigt og lydløst. Jeg når dog ikke nær så langt som drengen i underverdenskirken.

Meget er gået tabt.




17. december 2018

Søjlerne



FATA MORGANA af Roy Jacobsen, side 150, dansk oversættelse Gyldendal 1994 (norsk original J.W. Cappelens Forlag a.s. 1992).

Af og til får jeg fornemmelsen af at gå mellem et uendeligt antal stensøjler med hver sin eksistentielle tanke hugget ind med hammer og mejsel. Alle søjlerne, alle tankerne, står der til evig tid. Jeg går og går med bind for øjnene mellem dem og støder ind i dem en ad gangen for fuld kraft og får buler i panden når jeg går for hurtigt. Opdager dem med forsigtige, tøvende fremstrakte hænder når jeg går langsomt. Og lader dem vente på mig når jeg sætter mig ned på jorden og hviler hovedet på armene med knæene trukket op under mig i udmattelse. I mødet med hver søjle finder jeg tankens begyndelse med slidte fingerspidser og følger bogstaverne til enden mens meningen toner frem som et billede jeg allerede har inde bag bindet for øjnene.

Der står hverken noget nyt og eller noget gammelt på de eksistentielle søjler. Det eneste tidsperspektiv der er relevant at anlægge, er samtidighed.

Jeg lever og ånder for disse samtidigheder, skal jeg nu være helt ærlig. Og intet er mere skattet i min verden end de kræfter i mennesker der formidler dem.

15. december 2018

Julequiz




Gæt hvem der har spist slikket?

Suk.

Jeg må lave en aftale med mig selv: Ingen søde sager når jeg er alene!

Så kan der ske to ting: 1) Jeg bliver tynd igen, eller 2) jeg bliver mere selskabelig. Jeg sætter mine penge på 1).

.
.

(Og en forgyldt artiskok, den spiser vel ingen, heller ikke selvom man er meget sulten?)




9. december 2018

:-)



Tænk sig at der findes mennesker der tager sig tid og energi til lige at give andre noget at smile ad og hygge sig med derude.

(Samme sted en forårsdag)

7. december 2018

Frihed

Frihed har altid været nummer ét på min liste over hvilke værdier mit liv skulle indholde. Jeg har aldrig været i tvivl. I de få sekunder hvor mit hoved har glemt det og forsøgt at overtale mig til at tilsidesætte mit behov for frihed, har min krop fortalt mig sandheden: At det gør ondt at være ufri.

Jeg har haft mange forkromede ideer om hvad der skal til for at jeg kan føle mig fri. Det har jeg nok stadigvæk, men det er også gået op for mig at min frihed ville vokse betragteligt hvis jeg udvidede mit repertoire med to helt lavpraktiske elementer:
  1. En slagboremaskine og færdigheder i at bruge den
  2. En bil med træk.
Jo, så simpelt er det. Mand, man kan realisere mange ting med de to redskaber i bagagen! Jeg har lige set det ske i løbet af den uge der er gået, på en andens vegne. Jeg er grøn af misundelse.

Men måske er det aldrig for sent at række efter stjernerne?




5. december 2018

Du milde himmel!



Måtte lige stoppe og filme på vej til svømmehallen i morges. Himlen var så helt ubeskriveligt flot ;-).

4. december 2018

X🐫 + Y🐄 = Z🤷

I must say. Jeg sluger en del kameler og slagter ikke så få hellige køer for tiden. Det er godt nok. Det er ikke just truede dyrearter, og verden forandrer sig ikke grundlæggende af den grund. Men måske nok i praksis for mit lille vedkommende.

3. december 2018

Up to speed

Det gjorde godt med en søndag, og jeg er nu nogenlunde up to speed med december. Tror jeg.

Jeg har fået set julekalender i fjernsynet hvilket jeg fuldstændigt havde glemt (det er meget sært, jeg ser ALTID én udvalgt julekalender i december).

Jeg har fået lavet min "adventskrans" (jeg droppede naturpynt i løbet af mine tre timer i skoven, for ingen kan alligevel pynte sig med mos og deslige som naturen selv. Jeg gik i stedet 100 procent kontra og "pyntede" med kulørt slik (som jeg dæleme håber jeg ikke selv kommer til at spise, for jeg er ikke just blevet tyndere af at holde op med at gøre rent i timevis og gå adskillige kilometer på arbejdet hver dag. Der er lige noget jeg skal justere)).

Og sidst, men ikke mindst, fik jeg lige øje på noget om risengrød her til aften. (Jeg havde helt svedt eksistensen af risengrød ud hvilket virkelig også er meget sært).

I dag er det den 3. december. Det er gået op for mig. Det må være et godt tegn.




2. december 2018

Bagud

Jeg havde den seriøst mest sammensatte dag i går. På det ydre plan pudsede jeg vinduer, lugede ukrudt, pyntede juletræ, var ude at bade, spiste sushi og snakkede med et af de mennesker jeg har kendt i allerlængst tid. Det i sig selv stritter i alle retninger.

Men så var der også lige det der skete i mit hoved efter to dyp i Øresund pakket ind i saunophold, og som jeg bare kunne iagttage med undren mens jeg prøvede at virke normal. Om det var dyppene der var årsagen, eller om jeg simpelthen bare nåede tidspunktet hvor min rationelle hjernefunktion udløb, samtidig med at jeg forlod saunaen for sidste gang, har jeg ingen anelse om. Men pludselig kunne jeg ikke holde styr på tiden. Jeg sværger. Glimt fra fortid, nutid og muligvis også fremtid flød fuldstændig sammen i en hurtigt klippet film i mit hoved, som om jeg var til stede i forskellige perioder af mit liv på én gang. Ikke skræmmende, bare helt vildt underholdende og oplysende. Og en lille smule svært at rumme i stilhed mens jeg tog tøj på og snakkede og opførte mig forhåbentligt almindeligt så min ledsager ikke skulle tro at jeg var gået helt fra snøvsen. For det var jeg ikke. Den del af verden jeg så, var bare pludselig meget større end den jeg plejer at se.

Nu er det 1. søndag i advent, og det kommer lidt bag på mig. Det bliver også en mærkelig dag i dag, for om lidt flytter en lejer ind i underetagen. Det har jeg brugt november til at forberede og alt er klart, måske lige med undtagelse af mit hoved som kun er nået til i går. Jeg vil finde mit bedste regnslag frem og gå i skoven efter noget at pynte min "adventskrans" med. Ingen gran i år, det har jeg besluttet at holde mig fra, for jeg slår ud af gran og plejer at pynte juletræ med handsker på.

På en eller anden sær måde er jeg allerede bagud i forhold til nedtællingen til julen. Jeg kan ligeså godt gå linen ud og sætte et billede der illustrerer i går, ind her.