27. november 2018

Lost



Jeg er ude at gå og bliver standset af en kvinde i en bil. Hun siger at hun ikke ved hvor hun er. Hun kan ikke finde det hus hun skal på besøg i; hun ved bare at det ligger helt nede ved søen. Jeg finder min mobil frem, rækker den ind gennem det nedrullede vindue og sammen finder vi ud af hvor hun skal hen. Jeg skyder genvej ad en gangsti, og da jeg kommer ned til søen, er hun ved at parkere bilen. Hun nikker, smiler og vinker.

Lidt efter møder jeg to kvinder i vandrestøvler og meget praktisk tøj. De råber mig an og spørger om de er på vej til Farum og hvor langt der er? Jeg svarer at de bare skal gå omtrent en kilometer videre ad stien, så rammer de Farum. Pyh, det var godt, siger den ene. Ved du hvor vi kan få en skål varm suppe? spørger den anden. Jeg roder i hukommelsen og prøver at give et svar, mens jeg spekulerer på hvor langt de mon har gået. De fortsætter beslutsomt mod byen med en fraværende vinken.

Jeg går videre og tænker at det er lidt mærkeligt at møde tre kvinder på samme dag der ikke kan finde vej eller ikke ved hvor de er. Mon der er noget jeg skal få øje på? spørger jeg mig selv og kan pludselig se det. Hvis jeg skulle sige det kort, ville jeg sige at jeg også er lidt lost. Egentlig. Ikke derude i skoven, den kender jeg som min egen bukselomme, men i mit arbejdsliv. Lige på det område er jeg i den grad faret vild.

Jeg gad vide om jeg, hvis jeg lægger mig i selen, også er i stand til at hjælpe mig selv med at finde vej?







26. november 2018

Frost




Jeg har taget en timeout de sidste dage og ladet mig selv forsvinde ind i Frost af Roy Jacobsen. Det er en formidabel historie fra min yndlingstid, vikingetiden, som måske nok taber lidt af sin store højde til sidst, men som ikke desto mindre maler de vildeste billeder frem i én af både verden udenfor og verden indeni.

Iskold retfærdighed i form af hævn har aldrig gjort noget godt for hverken verden eller det enkelte menneske. Det er som at pisse i bukserne en frostklar nat. Når alt kommer til alt, må vi søge tilflugt i varmen fra næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse hvis det er livet vi vil.

Tænkte jeg mens jeg læste den her bog. Tænker jeg nu.



13. november 2018

Trådene mellem



Uden titel
Pen og farveblyant på papir
Udstillet i Farum Kulturhus

(Undskyld det dårlige lys).

Jeg har ingen ord. Jeg tænker. :-)

7. november 2018

Gør det.



Kør, gå, tag cyklen, spring på bussen .. gør det som du vil, men gør det og nå frem inden den 20. januar hvor van Goghs ånd forlader Arken igen.

Arken som museum lader mig fuldstændig kold, for der er noget ufatteligt snobbet over det sted. Det samme kan man bestemt ikke sige om de malerier og tegninger af van Gogh som er udstillet derude lige nu. Heldigvis glemmer man hvor man er.

Jeg tog mig selv i at stå rørt til tårer og betragte. Det er muligvis ren projektion, men er det ikke altid det når man ser noget i kunst?

I får ingen billeder af billederne. De er umulige at gengive. Ligesom med mennesker skal man befinde sig i samme rum for at mærke dybden, lyset og indsigten.

Det er derfor du skal gøre det.


---

Opfølgning 23.11.2018:

Jeg tog derud igen, ikke så meget for at se van Gogh en gang til, men fordi jeg ikke så udstillingen med J.F. Willumsens billeder da jeg var der første gang. Det gjorde ondt, kunne jeg mærke bagefter. Jeg kan bare ikke tage ret store doser af den slags kraftudtryk ind ad gangen, så jeg må begrænse mig.

Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg bedre lide Willumsens billeder end van Goghs. Særligt ét af dem har jeg på det nærmeste et forhold til - det kan man se på min blogger-profil og i det her indlæg hvis man er nysgerrig. Jeg tog også lige en selfie sammen med hovedpersonen igen denne gang: