onsdag den 25. juli 2018

På den anden side af hegnet


Her ser du et hjørne af mit relativt nyindrettede arbejdsværelse hvor jeg har siddet de fleste dage i min ferie og arbejdet med noget som jeg er meget optaget af. Mere om det en anden gang.

I dag vil jeg bare lige ventilere min irritation. Det sker sjældent (håber jeg), men nu har jeg hver evig eneste dag i den her forbandede, lange og varme sommer lagt øre og næse til det der gemmer sig på den anden side af det frønnede hegn på terrassen, og målet er ved at være nået.

Nogle mænd sørger for en uendelig lyd- og lugtkulisse bag mit arbejde. De skiftevis taler og råber på kaudervælsk døgnet igennem (nej, det er lidt løgn, for jeg tror faktisk de arbejder på hverdage, men ellers dag og nat, med hinanden og i højtaler på telefonen - jeg kan ikke engang høre min musik). De kæderyger stinkende cigaretter hvis røg siver ind gennem min åbne dør i en konstant strøm, og de tømmer firemillioner dåser i timen som i blæsevejr triller ind under hegnet til mit territorium, hvorfra jeg pænt triller dem tilbage igen så jeg ikke skal have besværet med at smide dem i metalskrot - pant er der ikke tale om i det her univers.

Jeg forstår godt de sidder på den terrasse og ikke indenfor eller på terrassen ovenpå, for hernede er der skygge fra engang om formiddagen og resten af dagen. Det er også derfor jeg sidder her.

Hvad jeg slet ikke forstår, er hvordan nogen kan snakke så meget. Hvis jeg ikke selv havde været vidne til det, ville jeg have forsvoret at det kunne lade sig gøre for et menneske at lade munden løbe i så lange intervaller og med sådan en intensitet som det er tilfældet her, men nu ved jeg så at det er menneskeligt muligt. Der burde være en lov mod den slags. Min eneste trøst er at jeg ikke forstår kaudervælsk og dermed ikke bliver belastet af indholdet i det de siger. Jeg er bange for at det ville knække mig hvis det også trængte ind.