fredag den 27. juli 2018

De manglende forbindelsers lidelse



Jeg læser alt muligt mærkeligt rundt omkring på nettet, superoverspringshandlingsekspert som jeg er. Det kan være svært at skelne mellem skidt og kanel, men når jeg læser artiklen The Root Cause of Depression and How to Heal It, hvor citaterne er hentet fra, kan jeg mærke at jeg har fundet den fineste kanel. Jeg har ingen idé om om de faktuelle oplysninger i artiklen er rigtige, men jeg har en stensikker fornemmelse af at pointen er sand.

For mere end seks år siden og i et andet liv - sådan føles det i det mindste - skrev jeg indlægget Sjælens mørke nat som jeg stadig står ved selvom jeg nu kan se at jeg manglede forbindelsen til forbindelserne. Det begynder at dæmre for mig hvad det går ud på for alvor at "ingen mand er en ø". Ind imellem lider jeg stadig af den vildfarelse at det måske er sandt, men så findes der i hvert fald en kvinde der er det, nemlig mig. Men som sagt: Det dæmrer.