8. april 2018

Søndagstanker

Det har været en god weekend med sol (er rød og varm i ansigtet), varme (havde helt glemt at jeg har de fineste sommernederdele), terrasseophold (købte to skønne, blomstrede liggestole for 50 kr. på spejdernes genbrug i går formiddag), gardinsyning (jeg fatter ikke selv hvordan, men det lykkedes) og en dyb samtale med en god og klog ven (kan ikke længere skjule for mig selv at min disciplin som jeg plejer at være så stolt af, har drevet mig ud i et decideret spild og misbrug af liv).

Jeg tror hver dag at i morgen får jeg styr på alting og der falder ro over det hele. Sådan går det bare ikke. Jeg får styr på gardiner og sofaer og tænder og mad og motion - det er let nok, og det går der nemt en masse tid og energi med. Det ser godt ud på overfladen (tror jeg selv), men nedenunder den står det skralt til med at finde meningen med mit liv. Hvis jeg skal være ærlig.



2 kommentarer:

Liv Davids sagde ...

Åh Janne, sådan tror jeg bare det er. Jo ældre jeg bliver, jo mere erkender jeg, at jeg ikke har styr på en skid. Men der er dog korte øjeblikke, hvor alt er i balance og harmoni. De øjeblikke kan jeg leve længe på .

Janne Møller sagde ...

Jo, Liv, der er både sandhed og zen i det du skriver, og jeg har altid sagt at hvis der opstår permanent, fuldkommen stilhed i mig, er det fordi jeg er død. ;-)

For at være konkret, så går det mig på at jeg ikke kan finde ud af at få et arbejdsliv der er godt for mig. Det er min store frustration, en kilde til følelse af meningsløshed og i øvrigt også skam at jeg aldrig har fundet ud af at kunne det. Suk og smil.

Send en kommentar

Kære Læser
Kommentarer skrevet i feltet herunder er offentlige og kan læses af alle der besøger bloggen. Hvis du foretrækker at sende din kommentar i en privat besked, kan du skrive til jannessted@gmail.com eller m.me/blogjannessted.