30. april 2018

!


Via www.facebook.com/unify/

29. april 2018

28. april 2018

FærdigFest

Jeg er færdig med lave gardiner. De holder helt sikkert ikke til at blive gået efter i sømmene af en gardinkyndig person, og der har været tidspunkter hvor jeg har været på nippet til at hente gaffatapen eller en hæftemaskine, men nu hænger de der, de fungerer efter hensigten og farven brændt orange/rust/rød okker giver mig stadig et kick. Jeg er tilfreds.

Jeg ved ikke lige hvad pointen med det her indlæg er. Måske er det bare at udbasunere for alverden og ikke mindst mig selv at jeg er i stand til at komme i mål med selv den mest umulige opgave. Det trænger jeg til at tro på.



Hvoromaltinger. De der gardiner skal kun bruges når det er nødvendigt, og heldigvis for det, for prøv lige at se hvad der glider forbi mine vinduer mens jeg skriver det her:





27. april 2018

Store billeddag


Naturkirke.

Elletrunte i forårsskrud.

Pungtræ.

26. april 2018

Tampen brænder!

Da jeg var lille, besøgte jeg tit min mormor og morfar. På min fireårs fødselsdag gav min mor mig højtideligt lov til at gå alene ned til dem for første gang, og jeg husker stadig at jeg stod ved det eneste vejkryds på ruten, som var et kryds med fem veje, og var meget nervøs for at overse en bil eller en cykel. Men over gaden kom jeg, og en verden af varme og accept og langsommelighed lå åben for mig. Siden havde jeg friheden til at gå på besøg stort set når jeg ville.

Min mormor og jeg legede tit tampen brænder, og tampen var altid et af min mormors fingerbøl. Min mormor broderede, strikkede eller hæklede videre mens vi legede, og guidede min søgen efter det jeg ikke kunne se, men vidste var der, med 'fugl', 'fisk' eller 'midt imellem' og imaginære temperaturmålinger. Det var hyggeligt, og tiden fløj. Jeg kan stadig huske den fryd det var at få øje på fingerbøllet inde i en lampeskærm eller bag bøgerne i reolen eller et snedigt sted under sofaen.

I dag skulle jeg lige lede efter en bestemt nål i mine håndarbejdsredskaber, som tæller både mine egne få og de mange jeg har arvet, og stødte på min mormors fingerbølsamling. Eller måske er det ikke alle fingerbøllene der har været hendes, måske har jeg selv købt eller fået et eller to henad vejen, jeg husker det ikke. Men her står de på rad og række. Jeg præsenterer:


 
Prøv lige at se hvor slidte de tre til højre er:



Da min mormor døde, og min bror og jeg skulle ordne hendes ejendele, var det klaret på få timer. Hun ejede stort set ingenting. Alligevel vil jeg vove at påstå at det i høj grad var hos min mormor og morfar jeg blev forsynet med det meste af det jeg havde brug for til resten af livet. Og det er ikke min mormors fingerbøl, min morfars globus eller for den sags skyld stolene på billedet ovenfor, som også har været deres, jeg tænker på. Det er det skjulte som jeg ikke kan se med det blotte øje, men ved er der.


24. april 2018

Farven

Det er dagen i dag hvor jeg opdagede hvor meget jeg holder af farven brændt orange eller rust eller rød okker eller hvad det nu er for en farve. Jeg har aldrig haft noget sprog for den slags, men uanset det kan jeg kende og skelne farver ret nuanceret.

Jeg fandt noget stof som vakte så stor glæde i hele min krop at jeg undrer mig stort og er noget i tvivl om hvad der foregår. Jeg ville have forsvoret at jeg kunne finde på at indrette mig med noget som helst i nærheden af orange, men DET her, DET det skal blive til gardiner i mit soveværelse.

Jeg kommer til at sove som en sten (hvad jeg stort set altid gør, men tungere, dybere, mere klippefast end nogensinde før. Jeg kan mærke det! ;-)).








23. april 2018

Gratis glæde #38

At vide på en mandag at ugen kun har fire dage.

22. april 2018

Strøtanker

Altså, den der virus der har besat mig, den giver ikke op så let, og selvom jeg har slæbt mig over at vaske i dag, hostende og nysende, fordi jeg ikke havde flere rene underbukser (det er sandt!) og også har været en tur i Netto for at proviantere fordi jeg ikke havde mere rugbrød (det er også sandt!), så har jeg ikke meget mere at berette end at jeg nu nærmest har OD'ed på The Wire, og helt ærligt, jeg fatter ikke at jeg ikke har set den serie før. Den er jo totalt mesterklasse! Jeg er begyndt på den flere gange før, men det kræver lidt koncentration og tålmodighed at komme i gang, og det er ikke gjort med det første afsnit, men så hænger man også på den. Er du til fortællinger der holder sig mere til virkelighedens gråtoner end til et trygt og ordnet, men forvrænget sort-hvidt-billede af verden, så spring bare på.

Min eneste betænkelighed lige nu, egocentrisk som jeg er, er at den værste af de "onde" (husk nu det med gråtonerne), nemlig Stringer Bell, er helt utvetydigt og krystalklart INTJ'er præcis som skurken i mange, mange andre film, bøger og serier. Det er sgu ikke helt retfærdigt. (Dog minder jeg lige mig selv om at fx James McGraw/Captain Flint fra Black Sails og Bruce Wayne/Batman i Christian Bales fortolkning er mindst lige så utvetydigt og krystalklart INTJ'ere i mine øjne, og det er i det mindste et lille plaster på INTJ-såret. Omend Captain Flint måske ligner en skurk mere end en helt til tider -- det er det med de der gråtoner ..).

Jo, yo, så kan jeg da også lige spinde den ende at jeg jo bor i noget der minder ret meget om en ghetto (omend området ikke opfylder kriterierne for at komme på regeringens officielle ghettoliste (lige nu)), og det er som om jeg har fået nogle andre briller på lige pludselig, og ser andre ting når jeg går over og vasker eller hen i Netto som jeg har gjort i dag. Når jeg iagttager alle de skønne unger med alskens etniciteter der spiller fodbold på kunststofbanen eller hænger ud på legepladsen, så ved jeg pludselig hvad de er oppe imod. For jeg går jo også forbi skulende unge mænd der sidder og reder deres fuldskæg, unge mænd i flok hvor én måske holder døren for mig ind til blokken med en servil gestus, mens resten lader al tale forstumme og viser attitude, samt unge mænd der taler til deres kærester i et sprog og en tone som man helt ærligt kun tror findes på film. Måske overdriver jeg. Det håber jeg. Uanset hvad skal alle mine gode ønsker gå til de her skønne unger. Må fremtiden være jeres!

Forår er det i hvert fald, har jeg bemærket, også i ghettoen:




21. april 2018

Abstinens

Det værste ved at være forkølet er at morgenkaffen ikke smager godt.



20. april 2018

Atju!

Er snotforkølet. Har fri (næsten hele dagen). Ser The Wire.

Den kommer ind under huden på én. Jeg er hooked.


19. april 2018

Om livsforlængelse

Går tiden for hurtigt, er livet for kort? Vil du gerne leve længere? Så prøv at læse artiklen her fra The Book of Life: http://www.thebookoflife.org/how-to-lengthen-your-life/. Jeg lover det ikke har noget at gøre med at holde op med at ryge, spise sundt eller motionere ...

😉

17. april 2018

Hjemme

I dag tog jeg mig selv i at tænke at her kan jeg faktisk godt lide at bo.

Det er ikke så ringe endda.


15. april 2018

Barnet viser vejen

“What did you do as a child that made the hours pass like minutes? Here is the key to your earthly pursuits.”
- C.G. Jung

~ ~ ~ 

Det tror jeg på. Jeg har bare så svært ved at få forbindelse tilbage til mig selv som barn, så det kommer til at kræve en kraftanstrengelse. Den gør jeg gerne nu, for det er ved at være sidste udkald, mærker jeg.


13. april 2018

(h)åndarbejde

Jeg lægger stadig gardiner op, og det er godt. Ikke bare fordi jeg efterhånden snart er færdig med mindre rumklang og større lyskontrol til følge, men også fordi man tænker så godt når hænderne arbejder. Jeg har fået mange gode ideer i dag. Og pludselig fået en løsning foræret på noget jeg ikke har kunnet regne ud med vilje.

Nu må jeg lige omsætte en af ideerne i praksis inden jeg segner. Det bli'r godt!

12. april 2018

Gratis glæde #37

At sove.

(Jeg hørte engang om én der elskede at sove, og tænkte at det man da ikke elske, for det er jo både uproduktivt og asocialt, men jeg blev klogere, gjorde jeg, og kan nu selv af et helt rent hjerte sige at jeg elsker at sove).

11. april 2018

Gratis glæde #36

At have fået langt nok til arbejde til at få en god cykeltur ud af transporten fra A til B og retur.


8. april 2018

Søndagstanker

Det har været en god weekend med sol (er rød og varm i ansigtet), varme (havde helt glemt at jeg har de fineste sommernederdele), terrasseophold (købte to skønne, blomstrede liggestole for 50 kr. på spejdernes genbrug i går formiddag), gardinsyning (jeg fatter ikke selv hvordan, men det lykkedes) og en dyb samtale med en god og klog ven (kan ikke længere skjule for mig selv at min disciplin som jeg plejer at være så stolt af, har drevet mig ud i et decideret spild og misbrug af liv).

Jeg tror hver dag at i morgen får jeg styr på alting og der falder ro over det hele. Sådan går det bare ikke. Jeg får styr på gardiner og sofaer og tænder og mad og motion - det er let nok, og det går der nemt en masse tid og energi med. Det ser godt ud på overfladen (tror jeg selv), men nedenunder den står det skralt til med at finde meningen med mit liv. Hvis jeg skal være ærlig.



6. april 2018

Sårbarhed = power

Hør bare Bogselskabet 5 hvor Renée Toft Simonsen fortæller om sin bog om at være kvinde i overgangsalderen:

https://www.dr.dk/radio/p4/bogselskabet/bogselskabet-5#!00:00:00


5. april 2018

He. Ja.


Via www.facebook.com/unify/

Jeg tror måske jeg er i forårshumør på mere end en måde. Det lysner. Jeg har endda været regulært kreativ i dag; det anser jeg for at være et rigtig godt tegn på at jeg er ved at bryde ud fra et meget mørkt sted.

4. april 2018

🌞

I dag må det være okay at snakke om vejret, hva'?

Jeg er cyklet hjem fra arbejde uden vanter og jakke, jeg har nappet en lur på sofaen med terrassedøren helt åben, og jeg har siddet ude og drukket te.

Sol og varme. Sådan en dag giver glæde i kroppen efter at fimbulvinteren har truet én seriøst på velbefindendet i alt for lang tid!



3. april 2018

Som vand


Via https://www.facebook.com/unify/

1. april 2018