torsdag den 29. marts 2018

De to F'er

Dagen i dag er om noget fortællingen om Fællesskab og Forræderi. Det første kan vi ikke leve uden, og det andet må vi leve med (risikoen for) når vi er en del af det første. Det er et grundvilkår i livet, og det er et aspekt ved det at være menneske jeg personligt har bøvlet med hele mit liv.

Jeg ved at jeg selv har evnen til og risikoen for at forråde i et svagt øjeblik, for jeg har set mig selv gøre det. Jeg ved også at jeg har evnen til og risikoen for at blive forrådt i et svagt øjeblik, for jeg har oplevet at blive det. Jeg tænker for det meste at jeg hellere vil betale prisen for ikke at være med i et fællesskab end at løbe risikoen for både at forråde og blive forrådt, men det er som om det ikke kan lade sig gøre. Fællesskabet er der uanset hvad. Jeg hænger sammen med andre, og jeg kan ikke isolere mig (med mindre jeg dør, og spørgsmålet er endda om det så lader sig gøre?).

Jeg spørger mig selv om hvad der er mest smerte forbundet med: Isolation eller forræderi? Jeg hælder mest til det sidste hvilket er en udfordring når jeg har erkendt at jeg ikke kan opnå det første. Jeg spørger omvendt også mig selv hvad der så er det positive, glædelige eller opløftende der alligevel trækker mig ud i at vove fællesskabet frivilligt gang på gang, og her nøler svaret noget mere med at åbenbare sig. Måske er det glimtene af kærlighed der trods alt viser sig ind imellem, fra andre til mig og fra mig til andre? Måske er det en tro på at det trods alt er dét at kontakten lykkes i sjældne øjeblikke, der giver livet et formål overhovedet? At vi ikke bare lever, men ligefrem eksisterer for de øjeblikkes skyld?

Jeg ved det ikke. Jeg bliver ved med at spørge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar