28. februar 2018

Fridag 2

Hvis nogen ikke ved hvor meget det larmer når to tømrere lægger nyt parketgulv i en stort set tom betonlejlighed, så kan jeg fortælle at det larmer så meget at man bliver blæst i eksil for eksempel på sit nye bibliotek (som måske også er ens gamle bibliotek, i hvert fald hvis man ligesom jeg er flyttet tilbage til ghettoen hvor jeg boede engang). Ophold udendørs er ikke rigtigt nogen mulighed i dag hvor det er så helt vildt koldt at jeg har taget en hue i brug som jeg engang har fået i Norge og aldrig brugt siden dengang deroppe i fjeldet.

Om lidt holder tømrerne formentlig fyraften, og så går jeg hjem og prøver at holde lidt indflytterferie. Jeg tager noget klorin til badeværelset og noget pålæg til en rugbrødsmad med på vejen. Og så har jeg en ikea-reol der skal samles. Det skal nok blive en fest.

Og apropos fester. I går var jeg heldig at holde én i ikea og i dag én i Lyngby. Det går nok altsammen, så længe jeg ikke skal foretage den her ørkenvandring af en flytning helt alene.









27. februar 2018

Fridag 1



Morgenmad på sengen af en slags, for første gang i mit liv. Jeg er tidligt oppe fordi der skal komme en tømrer og skifte gulv i en del af lejligheden. Indtil det er færdigt om godt en uge, må jeg indrette mig på bedste beskub.

De næste seks dage har jeg fri, og i stedet for at bruge fridagene som planlagt til at gå og pusle alting på plads i min nye ydre verden, kan jeg bruge tiden til at pusle på plads indvendigt. Sammenlignet med det sidste er det første alligevel klart den mindste opgave, så måske ender det med at blive okay på trods.

Jeg satte det indre oprydningsarbejde i gang i går ved at ligge musestille i et par timer og se den sidste sæson af Rita færdig. Jeps. Jävla godt, helt ærligt.

26. februar 2018

Strøtanker

Det er lidt sjovt at tænke på at hvis det havde været i de gode gamle dage her på stedet hvor jeg kun skrev når jeg følte mig (særligt) inspireret, så havde I læsere måske ikke haft nogen anelse om hvor meget kaos der har været i mit liv de sidste 7 uger, men måske bare kunnet læse at jeg boede ét sted, og - vupti! - så pludselig et andet sted. Ingen mellemregninger, ingen drama. Kun kold kontrol.

Jeg har ingen ide om om det er godt eller skidt at jeg har indført mit et-indlæg-hver-dag-klokken-21-dogme, men det virker rigtigt for mig. For det første er det en stimulerende og inspirerende udfordring at skulle producere et indlæg og dermed blive nødt til at stikke fingeren i jorden, eller rettere i kødet på mig selv hver eneste dag. Og for det andet kan jeg lide det vægtæppe der stille og roligt vokser frem. De enkelte dages indlæg er måske ikke en skid interessante. Men tilsammen danner de en helhed som jeg kan finde og genkende mig selv i, og det kan jeg godt blive helt stolt over, i et lyst øjeblik.


25. februar 2018

24. februar 2018

Lørdag aften

I morgen er det søndag, og da må jeg komme hviledagen i hu, kan jeg mærke. Bare noget af dagen, i det mindste.

23. februar 2018

På den anden side

Det er overstået. Min eminente flyttehjælp er gået hjem, og der er fredagsslik på menuen. Globussen, mit bord og min seng er på plads - alt andet er kaos, og det er i orden. Når du læser det her, sover jeg uden tvivl som en sten.


22. februar 2018

😴

Jeg er så træt at jeg hele tiden glemmer at jeg er i gang med at skrive det her indlæg. Den eneste tanke jeg kan fastholde, er at jeg har verdens bedste familie, venner, kolleger og sært nok også en tømrer jeg lige har mødt, fx. Jeg har ingen idé om hvorfor de passer på mig, for noget behageligt selskab er jeg næppe, især ikke lige for tiden. De gør det bare alligevel.

Nu falder jeg ned fra pinden. Må stå tidligt op og pakke det sidste.

21. februar 2018

!

Og nu ved jeg hvad det er: Jeg skammer mig over at jeg ikke forudså hvordan det kunne gå, og forhindrede det. Hvis jeg havde stolet mere på de informationer jeg rent faktisk modtog via det ubevidste end på det der blev sagt og skrevet, kunne jeg have forhindret hele den her husvildeaffære. Til gavn for alle parter.

Nu ved jeg dét. Nu kan jeg sige at skammen har gjort sit arbejde og bede skammen gå væk. Og nu må jeg lære hvad jeg skal lære af det her, uden så meget selvmedlidenhed. Jeg har ikke været offer for en anden, jeg har været offer for mig selv.


20. februar 2018

?

Det går sådan set meget godt det hele. Jeg er glad og jeg glæder mig. Men et eller andet sted inde bagved lurer skammen. Skammen over at have rodet mig ud i alt det her? Skammen over ikke at have rigtigt styr på mit liv, men ladet mig bombe tilbage til dér hvor jeg ikke bestemmer selv, men må tage hvad der byder sig, og få det bedste ud af det for at overleve? Skammen over at have været for dum til at styre tingene og så bundløst naiv at stole på et andet menneske?

Jeg ved det godt, nu tænker du: Jamen, vi kan da aldrig styre tingene! Lige nu oplever du det bare i stedet for at leve i illusionen om at have kontrol.

Jeg ved virkelig ikke hvad der er op og ned. Men jeg ved jeg skammer mig over et eller andet.

19. februar 2018

Derudaf ..

Klokken er 11:48. Slut for i dag. Jeg skal på arbejde.





18. februar 2018

17. februar 2018

Udsigt


Udsigt fra gulvet under et hvil.

Indflytterens næstbedste ven er Borup Kemi, og sammen er vi nået langt i dag! I morgen kommer min bedste ven og hjælper mig, og så opstår der en helt anderledes og effektiv kemi. Han kan nemlig alt det jeg ikke selv kan, på tårnhøjt niveau. Sammen er vi verdensklasse.

Jeg er så taknemmelig. Og lidt træt. 

15. februar 2018

( )

Som jeg sagde til en kollega da vi cyklede hjem: Nu skal jeg bare hjem og holde spændingen ud til klokken 11 i morgen!

Det gør jeg så. Holder spændingen ud. Det er hårdt arbejde:

(J sidder ved skrivebordet og surfer planløst rundt på nettet)
(J henter en appelsin i køleskabet og piller den omhyggeligt)
(J stiller timeren på sin telefon og napper en lur)
(J tænder sine lamper)
(J spiser en banan og noget købekage)
(J begynder at skrive dagens blogindlæg)
(J svarer på et par mails)
(J hører yndlingsmusik i hovedtelefoner)
(J kigger på billedet til dagens blogindlæg og læser "SENIOR")
(J kigger på plantegninger og billeder og forestiller sig)
(J sidder og læser i gyngestolen mellem pakkede flyttekasser)
(J smører rugbrødsmadder i det rungende tomme køkken)
(J ringer til sin søn for at få bekræftet en aftale om kørsel i den rappe bil)
(J surfer lidt mere og læser om sig selv her for tredje gang)
(J sætter sig på sengen med computeren og ser Rita)
(J's telefon ringer. Hun tager den og snakker med en veninde)
(J laver en kop kakao)
(J skriver dagens blogindlæg færdigt. Tilføjer at det er vigtigt at huske at alle billeder er udsnit af virkeligheden, måske endda ovenikøbet redigerede, i forsøget på at formidle en pointe)



14. februar 2018

R

Nåså. Jeg ser Rita. Det er lige før jeg får lyst til at arbejde som lærer (igen) hvis ikke det var for kravet om at skulle fungere i en ekstremt ekstrovert kultur uden for selve undervisningstiden og for truslen om lejrskole.

At undervise og at fordybe mig i forberedelse i enrum gad jeg ellers godt. Rita siger på et tidspunkt at hun blev lærer for at beskytte eleverne mod deres forældre, og den er jeg helt med på, selvom jeg nok ville formulere min egen grund i sin tid lidt anderledes. Jeg kan bare godt lide at bidrage til at andre bliver dem selv og i stand til - fagligt og personligt - at gå efter det de kan mærke giver dem glæde og mening. Samesame, kunne man måske sige, i mange tilfælde.






12. februar 2018

Ferie

I dag tager min ene unge på skiferie i Østrig sammen med gode venner, og min anden unge kører ham til bussen i sin rappe bil. De er alene hjemme, og jeg har forhørt dem på skift i telefonen om de nu har styr på det hele. Det har de, ned til mindste detalje. Der er ikke brug for min assistance, og det er præcis som det skal være, og jeg er pavestolt.





.. Og en lille smule nostalgisk, hvilket ikke rigtigt ligger til mig, men et anfald en sjælden gang i mellem kan jeg ikke sige mig fri for.




11. februar 2018

Bogmærke

Jeg har læst Af den anden verden færdig i dag mens jeg på samme tid gennem vinduerne kunne se sneen falde i store totter og høre den vildeste fuglesang. Det var mærkeligt. Men bogen har været mageløs fra start til slut. 

Jeg har også afleveret den på biblioteket her til aften og dermed indkasseret en kæmpebøde. Jeg tilgiver mig selv for at have haft lidt svært ved at koncentrere mig og været usædvanligt længe om at blive færdig. Der er lidt undtagelsestilstand i mit system lige nu hvor jeg venter på endelig at kunne komme ud over stepperne med det flytteri, og jeg forsøger blot at rumme alle bevægelser i mig mens dagene går og det bliver tid til handling. 

Nu ligger mit bogmærke klar på næste projekt. Jeg har heller aldrig læst noget af Vigdis Hjorth før, men det er som om norske forfattere kaster deres bøger ind på mit bord og kræver min opmærksomhed. Ørstavik, Wassmo, Sandel/Fabricius, Broström Knausgård, Espedal, Jacobsen, Fosse og nu Hjorth .. jeg ved ikke hvad det skal betyde, måske ingen verdens ting, men jeg samler dem i hvert fald op så godt jeg kan, og kan ikke mindes at være blevet skuffet. Vi må se med den her ..





10. februar 2018

Hammer og ambolt

Mads & Monopolet i dag. Der er en mand der har skrevet ind fordi han er træt af at kvinder ikke er interesserede i ham som kæreste, men kun som en lyttende og forstående ven. En tilsyneladende empatisk og omsorgsfuld mand. Asger Aamund siger noget om at han er for lidt hammer og for meget ambolt, og at han bliver en veninde med bukser på.

Så er det lige det går op for mig at hvis jeg følger Asgers tankegang, er jeg for meget hammer og for lidt ambolt og bliver en (arbejds)kammerat med kjole på.

Og hva' så?

Jeg tror simpelthen ikke på at ens fysiske køn har noget som helst at gøre med hvilke personlige egenskaber eller talenter man i øvrigt har. Og jo hurtigere vi holder op med at tro det, jo bedre et sted bliver verden at være for rigtig mange mennesker.

Og til manden der var for meget ambolt: Måske skal du bare vente på at du møder en kjoleklædt hammer. De er måske sjældne, men de findes.


9. februar 2018

:-)

Det er fredag og fyraften. Der er mindre end en uge til jeg får nøglen til min nye lejlighed, og jeg kan simpelthen ikke fatte hvor heldig jeg har været midt i uheldet. Eller noget. Der er et minut til klokken er 21, og dette bliver bloggens hidtil tyndeste indlæg. Nu må jeg spise. Den blev 21.01. Øv.

8. februar 2018

7. februar 2018

Milepæl



I dag fylder min yngste 18 år. Jeg er uden ord.




6. februar 2018

snælgab


H V I R V L E R   S P R E D E R   V R E D E N   Ø V

Jeg har taget noget i dag for gud ved hvilken gang, og det er ikke den store anagramtest, ha! Det er ikke noget der er værd at prale af, for det er sådan set ikke en skid svært. Til gengæld er det benævnt med et herligt langt ord som man kan lege længe med, og nu kan du prøve at lege baglæns hvis du har tid og hovedbrudsenergi til overs som du ikke ved hvad du skal bruge til. Værsgo'.

4. februar 2018

3. februar 2018

Tur


Foto: Hanne Jensen

Fredag aften. Jonah Blacksmith i Skanderborg. De her fyre spiller og synger røven ud af bukserne, og de spiller tilsyneladende på alt inklusive sav og spolebåndoptager. Det kommer der ikke en fejlfri og strømlinet lydmetervare ud af, men varm, generøs og virtuos musik der går lige i kroppen og hjertet. I hvert fald på mig. De er i sandhed spillemænd af guds nåde.



Lørdag morgen. Jeg vågner med hønsene, sort of. De kagler lystigt i en frostdrysset verden og giver mig et smil på læben. Et øjeblik efter er det mig der kagler ..



Lørdag middag. Åbent landskab. Jeg trækker vejret. Her er godt at være.


🚍
Lørdag eftermiddag. Bus hjem for at spare et par håndører. Det gør jeg nok ikke igen.


2. februar 2018

I farten på farten

Jeg er på vej gennem landet i tog. Det går både for hurtigt og for langsomt. For hurtigt fordi jeg nyder at sidde her og ikke skulle gøre noget som helst. For langsomt fordi jeg igen har glemt at medbringe en næseklemme til at udelukke parfumedunster med, og en hulahopring med en radius på to-tre meter til at markere min intimsfære med. Ikke et ondt ord om mine medpassagerer. Jeg har bare været et fjols og planlagt en rejse i myldretiden. Nogle gange overrasker det mig hvor lidt jeg kender mig selv efter 54 år i mit eget selskab.


1. februar 2018

!



Lige præcis! Jeg ved godt hvad jeg drømmer om (altså ikke om natten, men i vågen tilstand forstået som hvad jeg ønsker mig eller ville synes var den bedste situation på et område i mit liv). Men så længe jeg ikke har nogen ideer til eller planer om hvordan jeg kan realisere en sådan drøm, er det ikke værd at snakke om. Sådanne drømme kan være en fin inspiration eller i sjældne tilfælde et sjovt tidsfordriv at fordybe sig i, men kun helt privat og mellem mig selv. Der er ellers ligesom ingen grund til at bruge energi på at snakke om drømme jeg ikke har mulighed for eller vilje til at realisere. Synes jeg.

Jeg er tit blevet udfordret på det her område. Af venner og af min tidligere terapeut, som har kaldt mig en håb-løs pessimist i tilfælde hvor jeg selv syntes jeg var en ret kompetent realist. Jeg vil endda gå så langt som til at påstå at jeg er i stand til at se optimistisk på de muligheder jeg reelt har. For det meste, i hvert fald.