4. januar 2018

Nyt bekendtskab

   "Skal jeg så væk fra jer andre? spurgte Sui betænkelig. Være helt alene?
   Du blir omgivet af alle de dyr som du vogter.
   Når jeg er sammen med jer, forstår jeg mere og mere. Det kan jeg godt lide. Hvis jeg kun er sammen med hoppende og kravlende dyr, vil jeg ikke lære mere, måske blive ligesom dem.
   Du vil lære andre ting ved at være alene, ved at tale med dig selv.
   Det forstår jeg ikke. Når der er noget jeg ikke forstår, hvordan kan jeg da få det forklaret ved at spørge mig selv, der jo heller ikke forstår?
   Du vil finde svaret når du er alene. Fordi du er alene."

- side 47-48 i Af den anden verden af Svend Åge Madsen

Jeg bliver nødt til at lære ham der Svend Åge Madsen at kende. Jeg tror det er en fejl i min dannelse at jeg har alle hans bøger til gode. Eller næsten alle, for jeg synes jeg kan huske at jeg engang læste en af hans bøger og skrev en opgave om den i forbindelse med noget uddannelse. Den sluttede med at en person står ved stranden og erkender et eller andet ved at høre rytmen fra bølgeslagene. Måske husker jeg helt forkert eller måske er det rigtigt. Anyways, jeg husker det som en rigtig god oplevelse, for hvad det så er værd.

Nu starter jeg bagfra med den nyeste. Så må vi se.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar