31. december 2018

Godt nytår!

På denne årets sidste dag gik jeg over for at vaske tøj inden vaskeriet blev låst af for at udelukke nytårsløjer. Jeg troede jeg var den eneste der kunne finde på at vaske på en dag som i dag, men jeg tog fejl. Da jeg gik hjem, havde jeg sagt godt nytår til virkelig mange mennesker med virkelig mange accenter og fandt det glædeligt og festligt med en højtidelighed vi kan være fælles om at holde højtidelig.

Jeg har også vasket op, lagt rent sengetøj på, sat friske tulipaner i mine vaser og gjort en ny notesbog klar så jeg kan holde styr på hvad jeg skal i 2019. Jeg har gjort hvad jeg kan for at viske tavlen ren efter det her ikke særligt sjove år hvor konsekvenserne af mit livs måske to dårligste beslutninger ramte mig som drag over nakken udført med så meget vægt bag at jeg har haft svært ved at rette mig op efter dem. Jeg går langt fra oprejst endnu, og i skrivende stund er jeg ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til det igen. Jeg har på fornemmelsen at min vilje ikke rækker denne gang. 

Men så er det jo godt at jeg har en gudbenådet evne til at forsvinde ind i en verden hvor livets realiteter ikke rigtigt kan røre mig, og hvor jeg kan undslippe ubehaget ved min egen utilstrækkelighed. Det takker jeg for. Uden den evne var jeg her nok ikke endnu.

På onsdag når biblioteket åbner igen, håber jeg der ligger nye flugtmuligheder klar til afhentning. Og så må jeg aflevere disse tre, omend modstræbende.


Jeg havde ikke set det komme, men (også) Knausgård har mig i sin hule hånd med sine ord, opstillet under 04 Skrifter af blandet indhold, og jeg kan nærmest ikke vente med at bevæge mig gennem hele hans år.

Jeg ville derimod sagtens kunne vente med at bevæge mig gennem mit eget nye år, men jeg skal jo til det. Om lidt tager jeg tilstrækkeligt pænt og tilstrækkeligt intetsigende tøj på til at jeg forhåbentlig falder tilstrækkeligt ind i mængden når jeg går til sprudelwasser, kransekage, nytårstale og Mine aftener i Paradis i Bibliografen. Godt der findes arrangementer for folk hvis nervesystem kan bryde sammen når som helst ved fyrværkeri, fuldemandsadfærd og overdreven selskabelighed.

Godt Nyt År til alle derude. Med fynsk accent. Pas på jer selv og hinanden.

26. december 2018

På falderebet ..

.. skal der lyde et Glædelig Jul til alle gode mennesker der kommer forbi her ♡.


Jeg så i øvrigt Theo og den magiske talisman til ende, og jeg har set at der har været kritik af den for at være for trist og u-juleagtig og for at bringe et tungt emne som døden, endda selvmord, på banen i juletiden som åbenbart skal være konsekvent let og ubekymret.

Sikke noget sludder. Jeg synes det var en seriøs, modig og meget lidt berøringsangst julekalender, og det trænger vi til. Døden behøver jeg ikke sige noget om, for den er allestedsnærværende, uomgængelig og naturlig, og uden den, intet liv. Den tanke må vi vænne os til i løbet af livet, hellere tidligere end senere.

Til gengæld behøver jeg at sige hvad jeg har lært om ensomhed ved at se den julekalender, for det har alt at gøre med jul i mine øjne: Ensomhedens rod er ikke de døde, men de levende. Det er de levendes indstilling og handlinger, ens egne og ens medmenneskers, der gør forskellen på om sorg og savn eller fx anderledeshed og alderdom resulterer i ensomhed.

:-)

23. december 2018

Forjul



Der var blus på fuldmånen i går aftes efter hvad der føltes som en meget lang dag selvom den kom efter årets længste nat. De der udvendige julehandlinger man skal foretage sig hvert evig eneste år for ikke at forvirre og skuffe og ødelægge noget for andre, tager livet af mig. Jeg må snart være voksen nok til at sige fra, tænker jeg hvert år. Og så er jeg det aldrig alligevel, det er skruen uden ende.

I nat jeg er jeg vågnet fire millioner gange inden jeg endelig faldt ordentligt i søvn, måske efter at månen gik ned eller efter at den blev dækket af skyer med hvid forjul som resultatet.

Kønt er det. Og så koster det ikke en klejne, hverken på ens private konto eller på miljøets eller på relationernes. Tak. Nu går jeg i kirke.








19. december 2018

Budskab

https://www.facebook.com/Eckharttolle/photos/a.191110401216/10156725589581217/?type=3&theater

18. december 2018

Juleklip

Klokken er lidt over syv, og jeg kommer ned i parkeringsområdet under blokken hvor jeg bor. På en af de høje betonkanter står en lille purk og synger Juletræet med sin pynt af sine lungers fulde kraft. Det lyder højt under betondækket. I den ene hånd har han sin jakke, i den anden sin taske; begge dele ligger halvt henad kanten han står på. Der er mørkt og beskidt hernede, men hans stemme er lys og ren. Hvis jeg lukker øjnene, lyder det som om han synger i en kirke.

"Kan du så se at få den jakke på!" lyder det fra en mand der kommer ned ad trappen og går med faste skridt mod en bil. Drengen fortsætter uforstyrret sangen ind i andet vers.

"Hallå! Kom så, vi skal køre nu!"

Ingen reaktion.

Jeg når at tænke at det er utroligt så meget af den sang ungen kan huske, inden han omsider løber tør for ord og vågner op af sin trance. Han vender sig mod faren som nu kommer spurtende, og det ligner at han akkurat undgår at blive slæbt hen til bilen med jakke og taske efter sig.

Jeg ser og hører ikke mere. Jeg har bevæget mig i slowmotion forbi den lille scene, og nu må jeg også spurte for at nå bussen. Da jeg står på, får jeg en overraskelse mere: Bussen er pyntet fuldstændigt overdådigt op til jul. Guirlander og julestjerner med lys hænger ned fra ledninger og stikdåser fastgjort med gaffatape under loftet. Fuld illumination, også her.

Undervejs synger jeg Juletræet med sin pynt indvendigt og lydløst. Jeg når dog ikke nær så langt som drengen i underverdenskirken.

Meget er gået tabt.




17. december 2018

Søjlerne



FATA MORGANA af Roy Jacobsen, side 150, dansk oversættelse Gyldendal 1994 (norsk original J.W. Cappelens Forlag a.s. 1992).

Af og til får jeg fornemmelsen af at gå mellem et uendeligt antal stensøjler med hver sin eksistentielle tanke hugget ind med hammer og mejsel. Alle søjlerne, alle tankerne, står der til evig tid. Jeg går og går med bind for øjnene mellem dem og støder ind i dem en ad gangen for fuld kraft og får buler i panden når jeg går for hurtigt. Opdager dem med forsigtige, tøvende fremstrakte hænder når jeg går langsomt. Og lader dem vente på mig når jeg sætter mig ned på jorden og hviler hovedet på armene med knæene trukket op under mig i udmattelse. I mødet med hver søjle finder jeg tankens begyndelse med slidte fingerspidser og følger bogstaverne til enden mens meningen toner frem som et billede jeg allerede har inde bag bindet for øjnene.

Der står hverken noget nyt og eller noget gammelt på de eksistentielle søjler. Det eneste tidsperspektiv der er relevant at anlægge, er samtidighed.

Jeg lever og ånder for disse samtidigheder, skal jeg nu være helt ærlig. Og intet er mere skattet i min verden end de kræfter i mennesker der formidler dem.

15. december 2018

Julequiz




Gæt hvem der har spist slikket?

Suk.

Jeg må lave en aftale med mig selv: Ingen søde sager når jeg er alene!

Så kan der ske to ting: 1) Jeg bliver tynd igen, eller 2) jeg bliver mere selskabelig. Jeg sætter mine penge på 1).

.
.

(Og en forgyldt artiskok, den spiser vel ingen, heller ikke selvom man er meget sulten?)




9. december 2018

:-)



Tænk sig at der findes mennesker der tager sig tid og energi til lige at give andre noget at smile ad og hygge sig med derude.

(Samme sted en forårsdag)

7. december 2018

Frihed

Frihed har altid været nummer ét på min liste over hvilke værdier mit liv skulle indholde. Jeg har aldrig været i tvivl. I de få sekunder hvor mit hoved har glemt det og forsøgt at overtale mig til at tilsidesætte mit behov for frihed, har min krop fortalt mig sandheden: At det gør ondt at være ufri.

Jeg har haft mange forkromede ideer om hvad der skal til for at jeg kan føle mig fri. Det har jeg nok stadigvæk, men det er også gået op for mig at min frihed ville vokse betragteligt hvis jeg udvidede mit repertoire med to helt lavpraktiske elementer:
  1. En slagboremaskine og færdigheder i at bruge den
  2. En bil med træk.
Jo, så simpelt er det. Mand, man kan realisere mange ting med de to redskaber i bagagen! Jeg har lige set det ske i løbet af den uge der er gået, på en andens vegne. Jeg er grøn af misundelse.

Men måske er det aldrig for sent at række efter stjernerne?




5. december 2018

Du milde himmel!



Måtte lige stoppe og filme på vej til svømmehallen i morges. Himlen var så helt ubeskriveligt flot ;-).

4. december 2018

X🐫 + Y🐄 = Z🤷

I must say. Jeg sluger en del kameler og slagter ikke så få hellige køer for tiden. Det er godt nok. Det er ikke just truede dyrearter, og verden forandrer sig ikke grundlæggende af den grund. Men måske nok i praksis for mit lille vedkommende.

3. december 2018

Up to speed

Det gjorde godt med en søndag, og jeg er nu nogenlunde up to speed med december. Tror jeg.

Jeg har fået set julekalender i fjernsynet hvilket jeg fuldstændigt havde glemt (det er meget sært, jeg ser ALTID én udvalgt julekalender i december).

Jeg har fået lavet min "adventskrans" (jeg droppede naturpynt i løbet af mine tre timer i skoven, for ingen kan alligevel pynte sig med mos og deslige som naturen selv. Jeg gik i stedet 100 procent kontra og "pyntede" med kulørt slik (som jeg dæleme håber jeg ikke selv kommer til at spise, for jeg er ikke just blevet tyndere af at holde op med at gøre rent i timevis og gå adskillige kilometer på arbejdet hver dag. Der er lige noget jeg skal justere)).

Og sidst, men ikke mindst, fik jeg lige øje på noget om risengrød her til aften. (Jeg havde helt svedt eksistensen af risengrød ud hvilket virkelig også er meget sært).

I dag er det den 3. december. Det er gået op for mig. Det må være et godt tegn.




2. december 2018

Bagud

Jeg havde den seriøst mest sammensatte dag i går. På det ydre plan pudsede jeg vinduer, lugede ukrudt, pyntede juletræ, var ude at bade, spiste sushi og snakkede med et af de mennesker jeg har kendt i allerlængst tid. Det i sig selv stritter i alle retninger.

Men så var der også lige det der skete i mit hoved efter to dyp i Øresund pakket ind i saunophold, og som jeg bare kunne iagttage med undren mens jeg prøvede at virke normal. Om det var dyppene der var årsagen, eller om jeg simpelthen bare nåede tidspunktet hvor min rationelle hjernefunktion udløb, samtidig med at jeg forlod saunaen for sidste gang, har jeg ingen anelse om. Men pludselig kunne jeg ikke holde styr på tiden. Jeg sværger. Glimt fra fortid, nutid og muligvis også fremtid flød fuldstændig sammen i en hurtigt klippet film i mit hoved, som om jeg var til stede i forskellige perioder af mit liv på én gang. Ikke skræmmende, bare helt vildt underholdende og oplysende. Og en lille smule svært at rumme i stilhed mens jeg tog tøj på og snakkede og opførte mig forhåbentligt almindeligt så min ledsager ikke skulle tro at jeg var gået helt fra snøvsen. For det var jeg ikke. Den del af verden jeg så, var bare pludselig meget større end den jeg plejer at se.

Nu er det 1. søndag i advent, og det kommer lidt bag på mig. Det bliver også en mærkelig dag i dag, for om lidt flytter en lejer ind i underetagen. Det har jeg brugt november til at forberede og alt er klart, måske lige med undtagelse af mit hoved som kun er nået til i går. Jeg vil finde mit bedste regnslag frem og gå i skoven efter noget at pynte min "adventskrans" med. Ingen gran i år, det har jeg besluttet at holde mig fra, for jeg slår ud af gran og plejer at pynte juletræ med handsker på.

På en eller anden sær måde er jeg allerede bagud i forhold til nedtællingen til julen. Jeg kan ligeså godt gå linen ud og sætte et billede der illustrerer i går, ind her.



27. november 2018

Lost



Jeg er ude at gå og bliver standset af en kvinde i en bil. Hun siger at hun ikke ved hvor hun er. Hun kan ikke finde det hus hun skal på besøg i; hun ved bare at det ligger helt nede ved søen. Jeg finder min mobil frem, rækker den ind gennem det nedrullede vindue og sammen finder vi ud af hvor hun skal hen. Jeg skyder genvej ad en gangsti, og da jeg kommer ned til søen, er hun ved at parkere bilen. Hun nikker, smiler og vinker.

Lidt efter møder jeg to kvinder i vandrestøvler og meget praktisk tøj. De råber mig an og spørger om de er på vej til Farum og hvor langt der er? Jeg svarer at de bare skal gå omtrent en kilometer videre ad stien, så rammer de Farum. Pyh, det var godt, siger den ene. Ved du hvor vi kan få en skål varm suppe? spørger den anden. Jeg roder i hukommelsen og prøver at give et svar, mens jeg spekulerer på hvor langt de mon har gået. De fortsætter beslutsomt mod byen med en fraværende vinken.

Jeg går videre og tænker at det er lidt mærkeligt at møde tre kvinder på samme dag der ikke kan finde vej eller ikke ved hvor de er. Mon der er noget jeg skal få øje på? spørger jeg mig selv og kan pludselig se det. Hvis jeg skulle sige det kort, ville jeg sige at jeg også er lidt lost. Egentlig. Ikke derude i skoven, den kender jeg som min egen bukselomme, men i mit arbejdsliv. Lige på det område er jeg i den grad faret vild.

Jeg gad vide om jeg, hvis jeg lægger mig i selen, også er i stand til at hjælpe mig selv med at finde vej?







26. november 2018

Frost




Jeg har taget en timeout de sidste dage og ladet mig selv forsvinde ind i Frost af Roy Jacobsen. Det er en formidabel historie fra min yndlingstid, vikingetiden, som måske nok taber lidt af sin store højde til sidst, men som ikke desto mindre maler de vildeste billeder frem i én af både verden udenfor og verden indeni.

Iskold retfærdighed i form af hævn har aldrig gjort noget godt for hverken verden eller det enkelte menneske. Det er som at pisse i bukserne en frostklar nat. Når alt kommer til alt, må vi søge tilflugt i varmen fra næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse hvis det er livet vi vil.

Tænkte jeg mens jeg læste den her bog. Tænker jeg nu.



13. november 2018

Trådene mellem



Uden titel
Pen og farveblyant på papir
Udstillet i Farum Kulturhus

(Undskyld det dårlige lys).

Jeg har ingen ord. Jeg tænker. :-)

7. november 2018

Gør det.



Kør, gå, tag cyklen, spring på bussen .. gør det som du vil, men gør det og nå frem inden den 20. januar hvor van Goghs ånd forlader Arken igen.

Arken som museum lader mig fuldstændig kold, for der er noget ufatteligt snobbet over det sted. Det samme kan man bestemt ikke sige om de malerier og tegninger af van Gogh som er udstillet derude lige nu. Heldigvis glemmer man hvor man er.

Jeg tog mig selv i at stå rørt til tårer og betragte. Det er muligvis ren projektion, men er det ikke altid det når man ser noget i kunst?

I får ingen billeder af billederne. De er umulige at gengive. Ligesom med mennesker skal man befinde sig i samme rum for at mærke dybden, lyset og indsigten.

Det er derfor du skal gøre det.


---

Opfølgning 23.11.2018:

Jeg tog derud igen, ikke så meget for at se van Gogh en gang til, men fordi jeg ikke så udstillingen med J.F. Willumsens billeder da jeg var der første gang. Det gjorde ondt, kunne jeg mærke bagefter. Jeg kan bare ikke tage ret store doser af den slags kraftudtryk ind ad gangen, så jeg må begrænse mig.

Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg bedre lide Willumsens billeder end van Goghs. Særligt ét af dem har jeg på det nærmeste et forhold til - det kan man se på min blogger-profil og i det her indlæg hvis man er nysgerrig. Jeg tog også lige en selfie sammen med hovedpersonen igen denne gang:

30. oktober 2018

Mandag morgen

Jeg kigger ud over bassinet for at få et overblik. Der er ingen svømmere i bane 5, så det ser lovende ud. Da jeg nærmer mig, opdager jeg dog at en anden person også har fået øje på den ledige bane og er ved at gøre sig klar med badehætte og briller og andet gear.

Bane 5 er den eneste enkeltbane der er til rådighed for offentlige svømmere denne morgen. Bane 1 og 2 samt 3 og 4 er slået sammen til to dobbeltbaner, og det fungerer fabelhaft til brystsvømmere og svømmere med meget forskellige tempi fordi der er god plads til at overhale i midten. Men jeg vil hellere svømme i en enkeltbane fordi det er nemmere at vende og fordi jeg så ikke skal svømme zigzag frem og tilbage.

Så jeg sigter mod bane 5. To personer i en 50-meter-bane er under ingen omstændigheder et generende eller hæmmende antal, faktisk vil jeg betegne det som den rene, vilde luksus - uanset hvordan og hvor hurtigt de to svømmer hver især.

"Godmorgen. Mon ikke vi kan deles om den her bane?" spørger jeg retorisk med et smil.

Den anden person måler mig nedefra og op og svarer: "Nu er det bare sådan at jeg svømmer meget hurtigt."

Jeg scanner ansigtet for tegn på humor, men det er blankt. Øjnene stirrer insisterende på mig. Jeg ved nu at dette menneske umuligt kan svømme hurtigt. (Og at jeg ligner lige præcis det jeg er: en 55-årig kvinde med skjulte talenter).

"Og så svømmer jeg butterfly nogle gange, det laver bølger."

Jeg undertrykker et fnis og siger: "Okay, det er nok ikke smart at være i nærheden af. Du må hellere få banen for dig selv!" 

Jeg springer i 3-4-banen. Vandet er dejligt, og der er en stille, overskudsagtig fred i dobbeltbanen hvor vi alle zigzagger og skråvender det bedste vi har lært, uden at genere hinanden overhovedet. 

Ind imellem vender personen i bane 5 nogenlunde samtidig med mig, og så opstår der en lille venskabelig battle som ikke kræver den store indsats fra min side. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Og jeg vender først i den anden ende hver gang.

25. oktober 2018

Tændstikmanden

Hej Alle,
Jeg gik en tur i skoven her til formiddag og fik lyst til at prøve noget nyt. Jeg hakker løg med fødderne her, så bær over med mig .. 


PS. Beebe skal ikke tages til indtægt for hvordan jeg bruger hans tændstikmandsbillede her, kun for at "tegne" selve billedet. Beebe har selv en masse andet at sige om sin tændstikmand, blandt andet er de to akser (vandret + lodret) en helt central pointe i hans typologiske verdensbillede, men det kan jeg måske sige mere om en anden gang. Hvis jeg tør.

22. oktober 2018

Retro

Jeg har skruet tiden tilbage her på bloggen og skiftet til en gammeldags skabelon, et åbent kommentarfelt og et oldfund af en bloggerprofil. Nu ser her ud næsten som i de gode gamle bloggerdage hvor vi besøgte hinanden og fulgte med i hinandens liv og tanker. Det var tider! siger jeg der ellers aldrig ser mig tilbage.

Måske tager jeg sorgerne på forskud i forbindelse med Google+' varslede delvise bortgang, måske keder jeg mig bare fordi jeg ikke kan finde nogen nye interessante og relevante jobs at søge eller få nogen gode ideer til hvordan jeg ellers kan forsørge mig selv på en meningsfuld måde (det kommer nok ikke som en overraskelse, men hvis jeg kunne finde ud af hvad jeg ville (/turde) beskæftige mig med, var jeg selvstændig i morgen).

Jeg er skabt til at arbejde. Jeg elsker at arbejde. Jeg mangler bare en vision at arbejde ud fra.

Lige nu.


19. oktober 2018

17. oktober 2018

Får, får ikke




Jeg afspadserer og søger job. Monotasker som jeg er, har jeg fuldt fokus og koncentrerer mig ikke om andet. Heller ikke når jeg lige går en tur for at lade tankerne vandre af sig selv og bringe nye ideer og indsigter.

Jeg er SÅ klar til nye udfordringer.



14. oktober 2018

Skæringsdag


Måske var det sidste svømmetur i åbent vand i år. Måske.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, vandet var lunt og søerne lige akkurat ikke større end at de var svømbare. Opholdet i havet var endnu en gave. Men jeg var træt som sjældent før og måtte lade min makker vente. Jeg har forsømt at holde mig i form, og jeg har brugt alt hvad jeg havde i mig, for at komme igennem de sidste ugers arbejde.

Foran mig ligger det store tomme rum af resten af et liv som jeg har givet mig selv opgaven med og friheden til at udfylde. Jeg håber jeg lykkes. Og hvis jeg ikke gør, ved jeg med mig selv at jeg gjorde hvad jeg kunne. Det tæller også.



13. oktober 2018

2. oktober 2018

Fri


Det pisøsregner, jeg har tændt for varmen og taget et tørklæde over skuldrene. Jeg har det som blommen i et æg. Det er lige min idé om den perfekte frieftermiddag.


30. september 2018

Søndag

Jeg er inviteret til frokost og har købt en "blomst" at tage med. Sidder lige og mediterer lidt over indpakningspapiret -- godt at nogen kan sammenfatte sort på hvidt hvad der (også) er vigtigt her i livet.





27. september 2018

Selfie - en sjælden art


Er i gang med at konsultere jobindex, og så fik jeg 
lige brug for at overbevise mig selv om at jeg faktisk eksisterer 
og stadig har noget tilbage af mig selv at give.




24. september 2018

Test

PS. 30.09.2018: Jeg piller stadig lidt (og ind imellem meget) i arbejdspapiret, og linket fører til enhver tid til den nyeste version.

--

Kære Alle Læsere af denne blog

Som I sikkert alle har opdaget, har jeg lidt af en besættelsesagtig interesse for Jungs typologi/MBTI. I min sommerferie kastede jeg mig ud i et projekt jeg har haft lyst til at virkeliggøre rigtig længe, nemlig at lave helt mit eget typologimateriale på helt min egen måde. Jeg håber først og fremmest at andre kan have glæde af at anvende materialet som et arbejdspapir til at indlede en personlig udviklingsproces baseret på Jungs typologi.

(Jeg håber også - lad mig bare være ærlig - at det på sigt måske kan bidrage til at generere noget arbejde i dette felt, fordi jeg bliver så oplivet og glad over at beskæftige mig med typologien sammen med andre).

Nu har jeg arbejdspapiret klar - eller næsten klar. Jeg har været så heldig at en ven har sparret med mig undervejs, og derudover har jeg tænkt mig om selv så grundigt jeg overhovedet kan, men jeg er sikker på at det stadig kan blive bedre. Til at komme helt i mål har jeg brug for et slags testpublikum, og her kommer du måske ind i billedet, hvis det overhovedet har din interesse.

Nedenfor kan du hente arbejdspapiret via et link til en pdf-fil på google drev. Gør det gerne hvis du er nysgerrig. Hvis og kun hvis du bruger det og får lyst til at give feedback på det i form af en enkelt bemærkning eller to via en privat mail til janne.moeller.olsen@gmail.com eller en offentlig kommentar på Google+ , vil jeg blive uendeligt taknemmelig. Fortæl mig også gerne hvilken proceskode du ender med at have som bedste match, hvis du har det godt med at dele det.

Inden linket kommer, vil jeg lige knytte endnu en bemærkning til arbejdspapiret: Jeg ved godt selv at jeg nok ikke henvender mig til de fleste, men måske kun til nogle få med den måde jeg skriver og tænker på. Nogle mennesker vil finde andre formidleres fremstillinger langt mere tilgængelige. Det er okay. Måske findes der enkelte mennesker derude der kan bruge netop min facon, og det er først og fremmest dem jeg gerne vil give noget til.

Nu kan jeg ikke snakke udenom længere. Her kommer linket til pdf-filen:


Janne


22. september 2018

Latergram

Fredag aften.

Jeg har arbejdet alt, alt for meget. Jeg havde aftalt med mig selv at give den fuld gas til og med i dag, og nu nåede jeg frem. Jeg har givet mig selv kniven for struben og skal finde noget andet inden 1. november, så fra nu af bliver der ikke noget med overarbejde, kun arbejde.

Nu sidder jeg her med et glas vin og croutoner, for det var mere eller mindre hvad der var tilbage i køkkenet i og med at jeg aldrig er hjemme længe nok til andet end at sove og stort set spiser alle mine måltider på arbejdet. Jeg ser at der står noget om en eller anden Knud alle vegne. Det stormer også derude åbenbart; det er gået hen over hovedet på mig i mit forsøg på at mindske orkanen på min arbejdsplads og mildne luften for mine klippede kolleger som ligger ned og bider i græsset fordi arbejdsmiljøet, kulturen, trivslen er helt ad helvede til.

Men som sagt: For mig er det snart slut. Det får en ende. Jeg har hugget en hæl og klippet en tå siden dag ét i det job. Nu har jeg ikke flere lemmer tilbage, og det næste bliver at jeg må kappe mit hoved af for at passe ind. Det kommer ikke til at ske. Jeg må videre, mens jeg stadig kan hoppe på tungen.



*Note til ledere: Den der tror at man kan kompensere for egen og overordnedes mangelfulde ledelse ved at stille dem man har under sig, til ansvar for og forlange mere af dem af det man ikke selv kan magte, har misforstået begrebet "ledelse".



10. september 2018

Sang til mit hood

Tekst fra paulsimon.com:

One Man’s Ceiling Is Another Man’s Floor

There’s been some hard feelings here
About some words that were said
Been some hard feelings here
And what is more
There’s been a bloody purple nose
And some bloody purple clothes
That were messing up the lobby floor
It’s just apartment house rules
So all you ‘partment house fools
Remember: one man’s ceiling
Is another man’s floor
One man’s ceiling
Is another man’s floor

There’s been some strange goin’s-on
And some folks have come and gone
And the elevator man don’t work no more
I heard a racket in the hall
And I thought I heard a fall
But I never opened up my door
It’s just apartment house sense
It’s like apartment house rents
Remember: one man’s ceiling
Is another man’s floor
I tell you, one man’s ceiling
Is another man’s floor

And there’s an alley
In the back of my building
Where some people congregate in shame
I was walking with my dog
And the night was black with smog
When I thought I heard somebody
Call my name
Remember: one man’s ceiling
Is another man’s floor

© 1973 Words and Music by Paul Simon

19. august 2018

15. august 2018

Nemlig!


- Djuna i den selvbiografiske roman 
"The Four-Chambered Heart" 
af Anais Nin.


28. juli 2018

Gratis glæde #42


[Verse 1]
Hold on, I thought that I could take it from here
Oh, I thought that I was calm in the clear
Now it's getting harder
Hold on, I thought that I was doing so well
Oh, like everything was under a spell
Now it's getting harder

[Chorus]
I never loved you fully in the way I could
I fought the current running just the way you would
And now I'm in the creek
And it's getting harder
I'm like falling water

[Verse 2]
Go on and tell me just what I'm supposed to say
As if it could be any other way
Oh, it's getting louder
Go on and tell me just how I could allow
All that's light to end up somehow
Where it's getting darker

[Chorus]
I never loved you fully in the way I could
I fought the current running just the way you would
And now I'm stuck upstream
And it's getting harder
I'm like falling water, falling water, falling water

[Bridge]
And I'm like falling water, set me free
You were like falling water coming down on me

[Chorus]
I never loved you fully in the way I could
And I'm like falling water, set me free
I fought the current running just the way you would
You were like falling water coming down on me
And now I'm in the creek
And I'm like falling water, set me free
You were like falling water coming down on me


[Outro]
I never gave you everything, I wish I could
And it was coming down on me
I should've seen it coming from where you stood
And I was standing in the creek
But now I'm in the creek
And I'm like falling water, set me free
You were like falling water coming down on me

And I'm like falling water, set me free
You were like falling water coming down on me

And it's getting harder
And it was coming down on me
And I was standing in the creek
You were like falling water
I was like falling water in the creek

27. juli 2018

De manglende forbindelsers lidelse



Jeg læser alt muligt mærkeligt rundt omkring på nettet, superoverspringshandlingsekspert som jeg er. Det kan være svært at skelne mellem skidt og kanel, men når jeg læser artiklen The Root Cause of Depression and How to Heal It, hvor citaterne er hentet fra, kan jeg mærke at jeg har fundet den fineste kanel. Jeg har ingen idé om om de faktuelle oplysninger i artiklen er rigtige, men jeg har en stensikker fornemmelse af at pointen er sand.

For mere end seks år siden og i et andet liv - sådan føles det i det mindste - skrev jeg indlægget Sjælens mørke nat som jeg stadig står ved selvom jeg nu kan se at jeg manglede forbindelsen til forbindelserne. Det begynder at dæmre for mig hvad det går ud på for alvor at "ingen mand er en ø". Ind imellem lider jeg stadig af den vildfarelse at det måske er sandt, men så findes der i hvert fald en kvinde der er det, nemlig mig. Men som sagt: Det dæmrer.


26. juli 2018

På stranden

AM STRAND, 1919
Gabriele Münter

Gabriele Münters billeder vidner om en kraft der ikke lader sig dæmpe eller slå ned. Jeg har ikke en dyt forstand på kunst, men her blev der talt direkte til mig fra en rig, reflekteret indre verden. Stor oplevelse.  

(Og der er behageligt lys og køligt i Sydfløjen på Louisiana. Siger det bare).



23. juli 2018

sci-fi



Mit sammenligningsgrundlag er ikke eksisterende da jeg aldrig før har læst en science fiction-roman (så vidt jeg husker), men inde i mit hoved runger der et højt "Blade Runner og Westworld go home!"

Fortællingen efterlader mig med spørgsmålet om hvad det er for en verden vi lever i, som kan få en forfatter med tilstrækkeligt vid og tilstrækkeligt sprog til at fremskrive verden til den her version? Hvilken kategori tilhører magthaverne (arbejdsgiverne) for eksempel egentlig lige for tiden, de menneskelige eller de menneskelignende?

Hvad tænker du?

--
Tilføjelse 26.20.2018:
Hør Bogselskabet hvor Olga Ravn og Anne Glad taler om De ansatte her: https://www.dr.dk/radio/p4/bogselskabet/bogselskabet-21#!00:00:00.

(Det er så sjovt. Olga Ravn "oversætter" 'HR' med 'Human Relations' og 'MUS' med 'Medarbejder UndersøgelsesSamtale', men mindre jeg har haft propper i ørerne. Anyways -- det er enten fortalelser eller forhørelser der vil noget!).

21. juli 2018

20. juli 2018

18. juli 2018