17. august 2017

13. august 2017



Jeg læser af Tomas Espedal. Det har jeg gjort før, men fornøjelsen er ikke mindre denne gang end de andre. Jeg har hele tiden lyst til at læse op for én eller anden for at dele min glæde og min oplevelse af at genkende og at blive set, men jeg kan ikke vælge hvilket afsnit eller hvilket kapitel. Bedst som jeg tror jeg har fundet det perfekte sted, så kommer der ét til der er lige så perfekt, og jeg kan jo ikke læse hele bogen op. Jeg ved såmænd heller ikke hvem jeg skulle læse det op for som ville forstå det, så jeg går videre alene i stærk bevægelse over det jeg kommer forbi og igennem.






Opdatering kl. 19:25:
Jeg har opdaget at Espedal citerer Dylan Thomas forkert, og nu hvor jeg ved det, bliver jeg nødt til at sige det. Øv. På side 10 står der: "Mørket er et sted, lyset er en vej, skrev Dylan Thomas", og det gentages på side 34. Det er vist retteligen omvendt: “Dark is a way and light is a place" (prøv at google det, fx https://www.youtube.com/watch?v=F5QpQ3x42NQ). Jeg kan få begge versioner til at give mening, dvs. svinge i takt med hvad jeg "tror" på, men den første og forkerte passer som fod i hose til Espedals budskab.

Eller. Har Espedal konstrueret et fortæller-jeg der fejlciterer med vilje (selvom bogen er udråbt som autofiktion)? Kan man forestille sig det? Måske er det mig der ikke fatter en bjælde ... intet under at den her bog kan blive ved med at holde mig vågen! Hvad stiller jeg nu op med citaterne af Rousseau, Kierkegaard og mange, mange andre?

11. august 2017

Lampesær(lig)hed

Hvorom alting er, i aften kan jeg være længe oppe for første gang i en uge, og det er jo i sig selv ikke noget særligt, men et eller andet er der sket med verden, for det er mørkere end det har været længe, og jeg har tændt alle mine små lamper og sidder og glæder mig i lange baner over det. Heller ikke det kan synes at være noget særligt, men det fortæller jeg jer så at det er, for jeg holder virkelig meget af mine lamper. Især min globus. Det ved alle der kommer forbi jævnligt.

8. august 2017

MBTI

Hvis man kigger på mine etiketter, kan man se at jeg har udgivet i alt blot 5 indlæg med etiketten 'MBTI', og det er i grunden mærkeligt, for det er noget jeg har brugt virkelig lang tid gennem virkelig mange år på at udforske og tænke over, og det er noget der har givet mig mange, mange indsigter og ahaoplevelser.

Måske skyldes min tilbageholdenhed at jeg har på fornemmelsen at folk ser mig som fyren i videoen her: The friend that's into personality tests, lige så snart jeg åbner munden omkring det her emne. Tøhø.

I dag vover jeg dog pelsen fordi jeg gerne vil dele denne side med dig som eventuelt også er interesseret i MBTI: personalityhacker.com. (Linket til videoen ovenfor er også herfra). Her har jeg fundet så meget godt stof - på skrift, video og podcast - at jeg ville synes det nærmede sig en forbrydelse hvis jeg beholdt den opdagelse for mig selv.

Kender du ikke din egen MBTI-type, er der en gratis test på siden. Den adskiller sig fra andre test jeg har prøvet, og jeg har en klar oplevelse af at det gør den til en mere præcis test. (Jeg vil dog lige tilføje at jeg i princippet mener at man skal være varsom med helt at stole på sådanne test uden efterfølgende samtale med en kompetent MBTI-kender. I hvert fald skal man være meget omhyggelig med at undersøge om beskrivelserne af resultattypen nu også får en til at føle sig genkendt og set. Hvis ikke, kan man prøve en anden test, eller opsøge en konsulent).

Selvom jeg er lidt nørdet med det her typologi og gerne forsøger at sætte mig ind i og forstå andre typer end min egen, kan jeg selvfølgelig vældig godt lide at læse eller høre om "mig selv". Jeg er INTJ'er, og sjældent er jeg stødt på materiale der har fået mig til at føle mig så set og forstået som på denne side. Hvis du selv er INTJ'er (eller har en nær ven/slægtning der er INTJ'er (især 4), eller bare er meget nysgerrig) skulle du prøve at sluge for eksempel de her fire indlæg:

  1. INTJ Personality: Mind Wiring For Personal Growth (lyd med lidt støttetekst)
  2. INTJ Personality Type Secret (video)
  3. INTJ Personality Type Advice (podcast)
  4. INTx Unleashed: INTJ Survey Results (tekst)



6. august 2017

⚽ ...

Kvindeatletik
Kvindesvømning
Kvinderoning
Kvindekarate
Kvindesejlsport
Kvindefodbold
.
.
.

Er det kun mig der kan se at der er noget helt galt med den liste?

(Undskyld sarkasmen, men det er virkelig svært at lade være når man hører og ser hvad folk siger i forbindelse med EM-turneringen i FODBOLD for kvinder).

5. august 2017

Seriemani

Jeg går til bekendelse: Jeg er serieman. Jeg ser stort set aldrig tv (ejer end ikke et apparat og streamer kun nødtørftigt fra dr's hjemmeside hvis noget virkelig fanger min interesse). Men HBO og Netflix har mig i deres hule hånd, og uden de to tjenester kom jeg til at mangle inspiration, flugt fra hverdagen, universer at udforske, viden at indsamle, problematikker at tænke over, personer at identificere mig med, personer at tage afstand fra og så selvfølgelig underholdning.

Mit sidst afsluttede serieprojekt er Black Sails (HBO) hvilket ud over den blot og bare fornøjelse ved at se en rigtig kvalitetsserie fik mig til at grave lidt i det historiske omkring pirater, 1700-tallet, Caribien, kolonialisme .. og mere. Serien har også fået mig til at læse Skatteøen af Robert Louis Stevenson, og - tro det eller ej - jeg syntes den var vildt spændende! I mange øjeblikke hvor jeg skulle vælge at bruge min sparsomme fritid på at læse i den eller se videre på mit næste serieprojekt (mere om det nederst), valgte jeg bogen. Intet under at den er blevet en klassiker!

Nu er jeg færdig, og selvom det ikke føles helt så tomt og sorgfuldt som når en god serie slutter og man skal sige farvel til de fiktive karakterer man har lært at kende og fulgt med interesse (at sige farvel til James Flint/McGraw var i særklasse hårdt!), er det alligevel en anelse surt at være nået dertil. Sagt med taknemmelighed over den fine oplevelse.



Til at starte med fandt jeg på at se Black Sails for at udfylde det seriehul der var opstået i mig efter at jeg havde set alle udgivne sæsoner af Vikings. Vikings er en serie som jeg på alle måder har haft den største fornøjelse ved at fordybe mig i, og som en ekstra, værdifuld bonus har den givet anledning til nogle virkelig fine snakke med min ene søn om både konkrete historiske fakta, eksistentielle temaer og filmiske kneb.

Fra udstillingen Kongernes Jelling, Nationalmuseet i Jelling - et eksempel på hvor historiske fakta og Vikings flugter, omend tidsperspektivet er forskruet:



 

Til efteråret kommer der en ny sæson, og jeg venter spændt til bristepunktet, men indtil da må jeg finde på noget andet at se, og Black Sails var på alle måder en værdig "afløser" at finde og i helt sin egen ret som en stor serie.

Andre skatte, som jeg ved venners gode hjælp har fundet, er The Fall (Netflix) og Big Little Lies (HBO) som begge tilhører helt andre genrer og har stærke budskaber vedrørende det at være kvinde (og mand).

Derudover er jeg en sucker for Elementary og Sherlock (begge Netflix) - men det har helt sin egen for mig personlige "logik" (altså at jeg er en sucker for dem, ikke serierne i sig selv; i dem er logikken soleklar).

Nu ser jeg Game of Thrones (HBO). Jeg prøver at indhente hele serien for at nå frem til at kunne se den nye sæson parallelt med min søn og "alle" andre mennesker i verden. Det er fint, og som Arya er jeg ved at udvikle min helt egen liste over hvem jeg ønsker død i det univers. Og for egen regning: hvem jeg ønsker lever længe og får magt og indflydelse. Meget mere er der ikke at sige om den serie for min part. Jeg keder mig ikke (hele tiden), men som sagt ovenfor: Udkonkurrere Skatteøen kan den ikke i min verden.

Nu ved du hvilke serier undertegnede serieman er optaget af lige for tiden, men ikke særligt meget om hvorfor, og det er med vilje. Hvis du leder efter en serie at kaste dig over og generelt har en fornemmelse af at interessere dig for det samme som mig, vil jeg anbefale at tjekke de nævnte serier ud på nettet og se om de rammer en streng i dit eget univers. Jeg tror ikke meget på objektive vurderinger når det kommer til kulturelle tilbud, men langt mere på at så at sige alle kulturelle tilbud kan være værdifulde, berigende og lærerige hvis de rammer én på det præcis rigtige tidspunkt.

---
Opdatering 12. august 2017:
https://plus.google.com/+JanneM%C3%B8llerOlsen/posts/NCo9Bgctbqs

4. august 2017

Pyt



Vandstanden har været konstant på cykelstien hele sommeren. Pyt.

Jeg snitter lige en kliché i kanten og påstår at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlige holdninger til vejret som det er.

Og jeg minder lige om Eckhart Tolles doktrin om brok: Hvis noget gør dig utilfreds, så er der tre konstruktive muligheder: Lav det om, accepter det eller forlad det. Brok fører ingen gode steder hen.

Når det kommer til utilfredshed med vejret (og ikke klimaet, måske), så duer to af de tre muligheder. Grib dem.