lørdag den 29. juli 2017

"Karma"

Jeg har truffet en stor beslutning i denne uge om igen at ommøblere mit liv. De sidste tre år har jeg kæmpet og slidt for at skabe en tilværelse for mig selv, men i dette tilfælde kommer forbedringen uden den helt store målrettede indsats fra min side. Da jeg udtrykte min forundring over dette til min ældste søn, svarede han at det da var "karma".

Dét synes jeg er en bemærkelsesværdig bemærkning fra et menneske som jeg har forladt og ikke haft ret mange kræfter til at være der for i de her tre år. Den efterlader mig ikke mindre undrende, men måske mindre tynget.



fredag den 28. juli 2017

Mere om drømmen om en bro med bruser

Man skal aldrig underkende hverken 1) den vilje og de ressourcer der findes blandt ens venner derude til at hjælpe én, eller 2) de subtile, mentale tilstandsrapporter som ens præsente minder og fantasier giver adgang til, på samme måde som drømme.

Begge dele fylder mig med ærefrygt lige nu.

Til 1): En ven har sendt mig dette link: Googlesøgning på 'farvel jeg hedder kurt (1969)', og det er jo lige præcis den film jeg husker! Jeg så godt det klip på 2½ minut der ligger på Bonanza, og jeg har hele tiden hørt Thomas Windings stemme i baggrunden, men strandede ved klippet af forældrene der løber forvirrede rundt og leder efter deres datter. Nu sidder jeg og kigger på billederne og føler mig forløst. Tusind millioner tak.

Til 2): Filmen handler om et barn der ikke får det fra forældrene det har brug for, som flytter hjemmefra til (flygter ind i) en drømmeagtig eventyrverden, og som i processen udviser lidt kønsidentitetsforvirring  .. hvad skal jeg sige andet end at det er temaer jeg kender til hudløshed fra min egen barndom. Det er steder i mit indre landskab jeg kredser hen over igen og igen i en spiral mod udvidelse af bevidstheden, og jeg ved godt jeg er der igen lige nu.

torsdag den 27. juli 2017

Drømmen om en bro med bruser

Tidligere i dag gik jeg rundt om den sø jeg bor tæt på, og for første gang nogensinde var alle de gode broer med bænke ledige, og jeg måtte ud og sidde lidt på dem alle sammen og kigge ud over vandet og landet. Det tog sin tid at komme rundt, det siger sig selv, men skønt var det, og mens jeg sad der, blev et filmklip fra min barndom ved med at dukke op i mit hoved. Noget med en pige (tror jeg nok) der holder til på en afsidesliggende badebro med bruser, måske sover hun i en båd. Jeg husker det som en drøm af en tilværelse -- hvor ville jeg gerne prøve det der med at gå i brusebad ude på en bro!

Nu har jeg ledt og ledt med alt hvad jeg kan komme op med af søgeord og associationer, men jeg kan ikke finde ud af hvad det var for en serie. Til gengæld, da jeg gennemtrawlede dr.dk/bonanza, fandt jeg serien Hemmelig sommer fra 1971, som jeg troede et øjeblik var den jeg ledte efter, fordi den har en scene hvor en pige vinder på galopbanen, og det husker jeg som noget pigen der boede på broen med bruser, gjorde. Men det var ikke den. Hemmelig sommer er til gengæld med svenske Sara og ikke mindst danske Lars som bliver spillet af Lars Trier (nu = Lars von Trier), og milde himmel, det var børnetider dengang! Jeg kunne måske godt se for mig at Sara ville have fået en eller anden (bogstav)diagnose hvis hun havde været barn i dag, og måske også Lars som "er så genert at han ikke kan tåle at nogen kigger på dem, men Sara var ligeglad". Det er slow-tv når det er bedst, og i det hele taget: der er da ingen grænser for hvilke perler man kan finde på det der Bonanza! Lige til en regnvejrsdag.



Dogme 17 slut

Nu slutter jeg Dogme 17; projektet har gjort hvad det skulle: Jeg har fået skærpet min opmærksomhed mod mine egne ord, jeg har fået vristet mig lidt fri af tendensen fra de andre sociale medier til at tale gennem pæne billeder og eksterne links, og jeg har hvilet mit eksponeringsudmattede, generte jeg lidt ved at undlade at dele links til indlæg.

Det var sjovt (for mig) at tænke i en bestemt ramme, og det befordrede også at jeg faktisk skrev noget (og tænkte endnu mere, også det har været værdifuldt). Jeg håber jeg kan fortsætte hvad jeg har genstartet, blot nu i helt fri form.

Jeg fik aldrig lavet nogen lydklip som jeg ellers havde luftet, men jeg har ikke helt opgivet, for jeg synes det kunne være rigtig sjovt at eksperimentere med. Som en Dogme-17-afskedssalut og cliffhanger kommer derfor lige her et minuts silende regn - en lyd jeg selv holder meget af (ingen ironi, jeg mener det):




---
Tid: Kl. 15:39
Sted: Bagsværd, min stue, min seng

fredag den 21. juli 2017

Med skyldig tak til Tove

SELVPORTRÆT A

Jeg kan ikke:
lave mad
se pæn ud
hygge om folk
bruge makeup
passe blomster
hænge ud uden mål
lide at få gaver
give rigtige drikkepenge
ofre mig for en mand
vise interesse
ved møder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at tænke abstrakt
at have en mening
at spise chokolade
at vægre mig ved gentagelser
at kræve præcision
at lade andres forventninger kvæle mig
og at fjerne hår.
At føle mig invaderet
at være ærlig
at elske
dem jeg elsker
og hårde negle

Jeg kan:
være alene
arbejde
læse bøger
se serier
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse.

---
Tid: Kl. 21:32
Sted: Bagsværd, min stue, ved skrivebordet.

søndag den 16. juli 2017

life is a four letter L word

e f t
o s t
i k e
i f t
o c k
a c k
e a d
o v e

I  l _ _ _  m y  f a m i l y


---
Tid: Kl. 9:36
Sted: Bagsværd, stuen, mit skrivebord

onsdag den 12. juli 2017

Blår

Jeg har tænkt over det. Jeg ved nu at drivkraften bag alle de vigtigste handlinger i mit liv har været at undgå at komme til at føle skam. Nogle gange har beslutningerne set ud til at være resultatet af fornuftig analyse, mod og jernvilje, måske endda etik. Nogle gange til at være en fej kujons flugt fra ansvar eller tilknytning hvilket paradoksalt nok også medfører skam, om end en mildere en af slagsen end den min drivkraft er gjort af, og som jeg frygter mere end alt andet. Selv døden, vil jeg mene i mine mørkeste øjeblikke.

At forstå mine bevægelser anderledes ville være at stikke blår i øjnene.

---
Tid: Kl. 14:53
Sted: Bagsværd, stuen, mit skrivebord.

torsdag den 6. juli 2017

Prøve

Jeg har længe godt kunnet tænke mig at gå gennem landet, men kan jeg det?

Jeg har ferie, og beslutter at gå en lille bid af hærvejen. Som en tryg, risikofri prøve.

En prøve på om jeg kan finde ud af at pakke rygsækken med det rigtige til at min krop kan fungere optimalt. På om jeg kan finde steder at sove uden at få overskredet mine grænser for hvor tæt kontakt med andre mennesker og hvor primitive forhold jeg kan klare. Og på om jeg overhovedet kan lide at være på "farten" og transportere mig selv gennem ukendt terræn.

Jeg bestod prøven. Det var en fest, og jeg overvejede seriøst om jeg skulle stå helt af ræset og bare fortsætte som en anden slow-version af Forrest Gump. Men så modig var jeg alligevel ikke.

Så jeg nøjedes med fire dage hvor en bid af Jylland åbenbarede sig for mig som jeg aldrig har set det før. Jeg fandt at lyngheden må være et af mine favoritlandskaber; jeg nød godt af en dags uovertruffent gå-selskab sammen med en veninde; og jeg talte med så mange venlige og hjælpsomme mennesker at jeg er i sandhed forundret. Jeg opdagede min krops og mit sinds naturlige egnethed til et sådant projekt, og jeg gør det gerne igen, for nu ved jeg at jeg både kan og vil. På en eller anden måde fik ordet 'ferie' endelig et indhold for mig.

Jeg sluttede turen i Jelling hvor nationalmuseet har sørget for at jeg kunne rejse ikke bare i min egen tid, men i mit lands tid på virkelig fornem vis. Også det var en fest, som jeg lige må nævne her. Kongernes Jelling hedder det. Og hvis du er til kirker, er Jelling kirke smukkere end smuk. Gå ikke glip af det hvis du kommer i nærheden.

Jeg brugte bogen Hærvejen, pilgrimsvejen, fra Hirtshals/Frederikshavn til Danevirke af Henrik Tarp som inspiration og vejviser, og den er go' og lige hvad jeg havde brug for.



---
Tid: Kl. 11:03
Sted: Bagsværd, min stue, skrivebordet.