3. februar 2017

Transskription

Jeg brænder
jeg ved jeg er en pine og en plage for andre
med alle de ideer til forbedringer og kritiske spørgsmål 
der vælter ud af min mund
sandheden er at det også er en plage for mig selv
jeg ønsker intet andet end at falde i ét med tapetet og være usynlig og lydløs
men jeg kan ikke holde min mund når jeg kan se at noget kan blive bedre eller gøres mere effektivt
der findes kun ét middel mod mine grænseoverskridelser 
og det er at undgå at der er andre mennesker omkring mig som jeg kan meddele mig til
jeg har for længst opdaget at jeg ikke kan stoppe min hjerne i at arbejde
det gør den uophørligt
den har en fest med at løse problemer og optimere i alle mine vågne timer
og mellem os sagt morer det også mig
men den, min hjerne, bliver så jävla insisterende på at jeg formidler de problemer jeg ser, og de forslag til løsninger jeg måske har
at jeg ikke kan holde min kæft hvis der er modtagere i nærheden
dog kun hvis det er kompetente modtagere
ellers ville det jo være spild af tid trods alt
men jävla insisterende altså
for den kan ikke holde ud at brænde inde med de tanker
der måske kunne gøre en forskel
jeg ville bare ønske jeg kunne holde det hele indeni
for jeg brænder også op
af ubehaget ved at fylde så meget
ved at have indflydelse på mine omgivelser
og ikke mindst af skammen over ikke at kunne dæmpe mig
indebrændt, udbrændt, brændt af, brændt barn, i brand
et hedt helvede
undtagen når jeg er alene
hvor festen kan finde sted uden at det går ud over nogen
hverken mig selv eller andre
ingen støj, ingen tømmermænd og ingenting der skal ryddes op
blot den rene glæde ved at tænke.