17. august 2017

13. august 2017



Jeg læser af Tomas Espedal. Det har jeg gjort før, men fornøjelsen er ikke mindre denne gang end de andre. Jeg har hele tiden lyst til at læse op for én eller anden for at dele min glæde og min oplevelse af at genkende og at blive set, men jeg kan ikke vælge hvilket afsnit eller hvilket kapitel. Bedst som jeg tror jeg har fundet det perfekte sted, så kommer der ét til der er lige så perfekt, og jeg kan jo ikke læse hele bogen op. Jeg ved såmænd heller ikke hvem jeg skulle læse det op for som ville forstå det, så jeg går videre alene i stærk bevægelse over det jeg kommer forbi og igennem.






Opdatering kl. 19:25:
Jeg har opdaget at Espedal citerer Dylan Thomas forkert, og nu hvor jeg ved det, bliver jeg nødt til at sige det. Øv. På side 10 står der: "Mørket er et sted, lyset er en vej, skrev Dylan Thomas", og det gentages på side 34. Det er vist retteligen omvendt: “Dark is a way and light is a place" (prøv at google det, fx https://www.youtube.com/watch?v=F5QpQ3x42NQ). Jeg kan få begge versioner til at give mening, dvs. svinge i takt med hvad jeg "tror" på, men den første og forkerte passer som fod i hose til Espedals budskab.

Eller. Har Espedal konstrueret et fortæller-jeg der fejlciterer med vilje (selvom bogen er udråbt som autofiktion)? Kan man forestille sig det? Måske er det mig der ikke fatter en bjælde ... intet under at den her bog kan blive ved med at holde mig vågen! Hvad stiller jeg nu op med citaterne af Rousseau, Kierkegaard og mange, mange andre?

11. august 2017

Lampesær(lig)hed

Hvorom alting er, i aften kan jeg være længe oppe for første gang i en uge, og det er jo i sig selv ikke noget særligt, men et eller andet er der sket med verden, for det er mørkere end det har været længe, og jeg har tændt alle mine små lamper og sidder og glæder mig i lange baner over det. Heller ikke det kan synes at være noget særligt, men det fortæller jeg jer så at det er, for jeg holder virkelig meget af mine lamper. Især min globus. Det ved alle der kommer forbi jævnligt.

8. august 2017

MBTI

Hvis man kigger på mine etiketter, kan man se at jeg har udgivet i alt blot 5 indlæg med etiketten 'MBTI', og det er i grunden mærkeligt, for det er noget jeg har brugt virkelig lang tid gennem virkelig mange år på at udforske og tænke over, og det er noget der har givet mig mange, mange indsigter og ahaoplevelser.

Måske skyldes min tilbageholdenhed at jeg har på fornemmelsen at folk ser mig som fyren i videoen her: The friend that's into personality tests, lige så snart jeg åbner munden omkring det her emne. Tøhø.

I dag vover jeg dog pelsen fordi jeg gerne vil dele denne side med dig som eventuelt også er interesseret i MBTI: personalityhacker.com. (Linket til videoen ovenfor er også herfra). Her har jeg fundet så meget godt stof - på skrift, video og podcast - at jeg ville synes det nærmede sig en forbrydelse hvis jeg beholdt den opdagelse for mig selv.

Kender du ikke din egen MBTI-type, er der en gratis test på siden. Den adskiller sig fra andre test jeg har prøvet, og jeg har en klar oplevelse af at det gør den til en mere præcis test. (Jeg vil dog lige tilføje at jeg i princippet mener at man skal være varsom med helt at stole på sådanne test uden efterfølgende samtale med en kompetent MBTI-kender. I hvert fald skal man være meget omhyggelig med at undersøge om beskrivelserne af resultattypen nu også får en til at føle sig genkendt og set. Hvis ikke, kan man prøve en anden test, eller opsøge en konsulent).

Selvom jeg er lidt nørdet med det her typologi og gerne forsøger at sætte mig ind i og forstå andre typer end min egen, kan jeg selvfølgelig vældig godt lide at læse eller høre om "mig selv". Jeg er INTJ'er, og sjældent er jeg stødt på materiale der har fået mig til at føle mig så set og forstået som på denne side. Hvis du selv er INTJ'er (eller har en nær ven/slægtning der er INTJ'er (især 4), eller bare er meget nysgerrig) skulle du prøve at sluge for eksempel de her fire indlæg:

  1. INTJ Personality: Mind Wiring For Personal Growth (lyd med lidt støttetekst)
  2. INTJ Personality Type Secret (video)
  3. INTJ Personality Type Advice (podcast)
  4. INTx Unleashed: INTJ Survey Results (tekst)



6. august 2017

⚽ ...

Kvindeatletik
Kvindesvømning
Kvinderoning
Kvindekarate
Kvindesejlsport
Kvindefodbold
.
.
.

Er det kun mig der kan se at der er noget helt galt med den liste?

(Undskyld sarkasmen, men det er virkelig svært at lade være når man hører og ser hvad folk siger i forbindelse med EM-turneringen i FODBOLD for kvinder).

5. august 2017

Seriemani

Jeg går til bekendelse: Jeg er serieman. Jeg ser stort set aldrig tv (ejer end ikke et apparat og streamer kun nødtørftigt fra dr's hjemmeside hvis noget virkelig fanger min interesse). Men HBO og Netflix har mig i deres hule hånd, og uden de to tjenester kom jeg til at mangle inspiration, flugt fra hverdagen, universer at udforske, viden at indsamle, problematikker at tænke over, personer at identificere mig med, personer at tage afstand fra og så selvfølgelig underholdning.

Mit sidst afsluttede serieprojekt er Black Sails (HBO) hvilket ud over den blot og bare fornøjelse ved at se en rigtig kvalitetsserie fik mig til at grave lidt i det historiske omkring pirater, 1700-tallet, Caribien, kolonialisme .. og mere. Serien har også fået mig til at læse Skatteøen af Robert Louis Stevenson, og - tro det eller ej - jeg syntes den var vildt spændende! I mange øjeblikke hvor jeg skulle vælge at bruge min sparsomme fritid på at læse i den eller se videre på mit næste serieprojekt (mere om det nederst), valgte jeg bogen. Intet under at den er blevet en klassiker!

Nu er jeg færdig, og selvom det ikke føles helt så tomt og sorgfuldt som når en god serie slutter og man skal sige farvel til de fiktive karakterer man har lært at kende og fulgt med interesse (at sige farvel til James Flint/McGraw var i særklasse hårdt!), er det alligevel en anelse surt at være nået dertil. Sagt med taknemmelighed over den fine oplevelse.



Til at starte med fandt jeg på at se Black Sails for at udfylde det seriehul der var opstået i mig efter at jeg havde set alle udgivne sæsoner af Vikings. Vikings er en serie som jeg på alle måder har haft den største fornøjelse ved at fordybe mig i, og som en ekstra, værdifuld bonus har den givet anledning til nogle virkelig fine snakke med min ene søn om både konkrete historiske fakta, eksistentielle temaer og filmiske kneb.

Fra udstillingen Kongernes Jelling, Nationalmuseet i Jelling - et eksempel på hvor historiske fakta og Vikings flugter, omend tidsperspektivet er forskruet:



 

Til efteråret kommer der en ny sæson, og jeg venter spændt til bristepunktet, men indtil da må jeg finde på noget andet at se, og Black Sails var på alle måder en værdig "afløser" at finde og i helt sin egen ret som en stor serie.

Andre skatte, som jeg ved venners gode hjælp har fundet, er The Fall (Netflix) og Big Little Lies (HBO) som begge tilhører helt andre genrer og har stærke budskaber vedrørende det at være kvinde (og mand).

Derudover er jeg en sucker for Elementary og Sherlock (begge Netflix) - men det har helt sin egen for mig personlige "logik" (altså at jeg er en sucker for dem, ikke serierne i sig selv; i dem er logikken soleklar).

Nu ser jeg Game of Thrones (HBO). Jeg prøver at indhente hele serien for at nå frem til at kunne se den nye sæson parallelt med min søn og "alle" andre mennesker i verden. Det er fint, og som Arya er jeg ved at udvikle min helt egen liste over hvem jeg ønsker død i det univers. Og for egen regning: hvem jeg ønsker lever længe og får magt og indflydelse. Meget mere er der ikke at sige om den serie for min part. Jeg keder mig ikke (hele tiden), men som sagt ovenfor: Udkonkurrere Skatteøen kan den ikke i min verden.

Nu ved du hvilke serier undertegnede serieman er optaget af lige for tiden, men ikke særligt meget om hvorfor, og det er med vilje. Hvis du leder efter en serie at kaste dig over og generelt har en fornemmelse af at interessere dig for det samme som mig, vil jeg anbefale at tjekke de nævnte serier ud på nettet og se om de rammer en streng i dit eget univers. Jeg tror ikke meget på objektive vurderinger når det kommer til kulturelle tilbud, men langt mere på at så at sige alle kulturelle tilbud kan være værdifulde, berigende og lærerige hvis de rammer én på det præcis rigtige tidspunkt.

---
Opdatering 12. august 2017:
https://plus.google.com/+JanneM%C3%B8llerOlsen/posts/NCo9Bgctbqs

4. august 2017

Pyt



Vandstanden har været konstant på cykelstien hele sommeren. Pyt.

Jeg snitter lige en kliché i kanten og påstår at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlige holdninger til vejret som det er.

Og jeg minder lige om Eckhart Tolles doktrin om brok: Hvis noget gør dig utilfreds, så er der tre konstruktive muligheder: Lav det om, accepter det eller forlad det. Brok fører ingen gode steder hen.

Når det kommer til utilfredshed med vejret (og ikke klimaet, måske), så duer to af de tre muligheder. Grib dem.




29. juli 2017

"Karma"

Jeg har truffet en stor beslutning i denne uge om igen at ommøblere mit liv. De sidste tre år har jeg kæmpet og slidt for at skabe en tilværelse for mig selv, men i dette tilfælde kommer forbedringen uden den helt store målrettede indsats fra min side. Da jeg udtrykte min forundring over dette til min ældste søn, svarede han at det da var "karma".

Dét synes jeg er en bemærkelsesværdig bemærkning fra et menneske som jeg har forladt og ikke haft ret mange kræfter til at være der for i de her tre år. Den efterlader mig ikke mindre undrende, men måske mindre tynget.



28. juli 2017

Mere om drømmen om en bro med bruser

Man skal aldrig underkende hverken 1) den vilje og de ressourcer der findes blandt ens venner derude til at hjælpe én, eller 2) de subtile, mentale tilstandsrapporter som ens præsente minder og fantasier giver adgang til, på samme måde som drømme.

Begge dele fylder mig med ærefrygt lige nu.

Til 1): En ven har sendt mig dette link: Googlesøgning på 'farvel jeg hedder kurt (1969)', og det er jo lige præcis den film jeg husker! Jeg så godt det klip på 2½ minut der ligger på Bonanza, og jeg har hele tiden hørt Thomas Windings stemme i baggrunden, men strandede ved klippet af forældrene der løber forvirrede rundt og leder efter deres datter. Nu sidder jeg og kigger på billederne og føler mig forløst. Tusind millioner tak.

Til 2): Filmen handler om et barn der ikke får det fra forældrene det har brug for, som flytter hjemmefra til (flygter ind i) en drømmeagtig eventyrverden, og som i processen udviser lidt kønsidentitetsforvirring  .. hvad skal jeg sige andet end at det er temaer jeg kender til hudløshed fra min egen barndom. Det er steder i mit indre landskab jeg kredser hen over igen og igen i en spiral mod udvidelse af bevidstheden, og jeg ved godt jeg er der igen lige nu.

27. juli 2017

Drømmen om en bro med bruser

Tidligere i dag gik jeg rundt om den sø jeg bor tæt på, og for første gang nogensinde var alle de gode broer med bænke ledige, og jeg måtte ud og sidde lidt på dem alle sammen og kigge ud over vandet og landet. Det tog sin tid at komme rundt, det siger sig selv, men skønt var det, og mens jeg sad der, blev et filmklip fra min barndom ved med at dukke op i mit hoved. Noget med en pige (tror jeg nok) der holder til på en afsidesliggende badebro med bruser, måske sover hun i en båd. Jeg husker det som en drøm af en tilværelse -- hvor ville jeg gerne prøve det der med at gå i brusebad ude på en bro!

Nu har jeg ledt og ledt med alt hvad jeg kan komme op med af søgeord og associationer, men jeg kan ikke finde ud af hvad det var for en serie. Til gengæld, da jeg gennemtrawlede dr.dk/bonanza, fandt jeg serien Hemmelig sommer fra 1971, som jeg troede et øjeblik var den jeg ledte efter, fordi den har en scene hvor en pige vinder på galopbanen, og det husker jeg som noget pigen der boede på broen med bruser, gjorde. Men det var ikke den. Hemmelig sommer er til gengæld med svenske Sara og ikke mindst danske Lars som bliver spillet af Lars Trier (nu = Lars von Trier), og milde himmel, det var børnetider dengang! Jeg kunne måske godt se for mig at Sara ville have fået en eller anden (bogstav)diagnose hvis hun havde været barn i dag, og måske også Lars som "er så genert at han ikke kan tåle at nogen kigger på dem, men Sara var ligeglad". Det er slow-tv når det er bedst, og i det hele taget: der er da ingen grænser for hvilke perler man kan finde på det der Bonanza! Lige til en regnvejrsdag.



Dogme 17 slut

Nu slutter jeg Dogme 17; projektet har gjort hvad det skulle: Jeg har fået skærpet min opmærksomhed mod mine egne ord, jeg har fået vristet mig lidt fri af tendensen fra de andre sociale medier til at tale gennem pæne billeder og eksterne links, og jeg har hvilet mit eksponeringsudmattede, generte jeg lidt ved at undlade at dele links til indlæg.

Det var sjovt (for mig) at tænke i en bestemt ramme, og det befordrede også at jeg faktisk skrev noget (og tænkte endnu mere, også det har været værdifuldt). Jeg håber jeg kan fortsætte hvad jeg har genstartet, blot nu i helt fri form.

Jeg fik aldrig lavet nogen lydklip som jeg ellers havde luftet, men jeg har ikke helt opgivet, for jeg synes det kunne være rigtig sjovt at eksperimentere med. Som en Dogme-17-afskedssalut og cliffhanger kommer derfor lige her et minuts silende regn - en lyd jeg selv holder meget af (ingen ironi, jeg mener det):




---
Tid: Kl. 15:39
Sted: Bagsværd, min stue, min seng

21. juli 2017

Med skyldig tak til Tove

SELVPORTRÆT A

Jeg kan ikke:
lave mad
se pæn ud
hygge om folk
bruge makeup
passe blomster
hænge ud uden mål
lide at få gaver
give rigtige drikkepenge
ofre mig for en mand
vise interesse
ved møder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at tænke abstrakt
at have en mening
at spise chokolade
at vægre mig ved gentagelser
at kræve præcision
at lade andres forventninger kvæle mig
og at fjerne hår.
At føle mig invaderet
at være ærlig
at elske
dem jeg elsker
og hårde negle

Jeg kan:
være alene
arbejde
læse bøger
se serier
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse.

---
Tid: Kl. 21:32
Sted: Bagsværd, min stue, ved skrivebordet.

16. juli 2017

life is a four letter L word

e f t
o s t
i k e
i f t
o c k
a c k
e a d
o v e

I  l _ _ _  m y  f a m i l y


---
Tid: Kl. 9:36
Sted: Bagsværd, stuen, mit skrivebord

12. juli 2017

Blår

Jeg har tænkt over det. Jeg ved nu at drivkraften bag alle de vigtigste handlinger i mit liv har været at undgå at komme til at føle skam. Nogle gange har beslutningerne set ud til at være resultatet af fornuftig analyse, mod og jernvilje, måske endda etik. Nogle gange til at være en fej kujons flugt fra ansvar eller tilknytning hvilket paradoksalt nok også medfører skam, om end en mildere en af slagsen end den min drivkraft er gjort af, og som jeg frygter mere end alt andet. Selv døden, vil jeg mene i mine mørkeste øjeblikke.

At forstå mine bevægelser anderledes ville være at stikke blår i øjnene.

---
Tid: Kl. 14:53
Sted: Bagsværd, stuen, mit skrivebord.

6. juli 2017

Prøve

Jeg har længe godt kunnet tænke mig at gå gennem landet, men kan jeg det?

Jeg har ferie, og beslutter at gå en lille bid af hærvejen. Som en tryg, risikofri prøve.

En prøve på om jeg kan finde ud af at pakke rygsækken med det rigtige til at min krop kan fungere optimalt. På om jeg kan finde steder at sove uden at få overskredet mine grænser for hvor tæt kontakt med andre mennesker og hvor primitive forhold jeg kan klare. Og på om jeg overhovedet kan lide at være på "farten" og transportere mig selv gennem ukendt terræn.

Jeg bestod prøven. Det var en fest, og jeg overvejede seriøst om jeg skulle stå helt af ræset og bare fortsætte som en anden slow-version af Forrest Gump. Men så modig var jeg alligevel ikke.

Så jeg nøjedes med fire dage hvor en bid af Jylland åbenbarede sig for mig som jeg aldrig har set det før. Jeg fandt at lyngheden må være et af mine favoritlandskaber; jeg nød godt af en dags uovertruffent gå-selskab sammen med en veninde; og jeg talte med så mange venlige og hjælpsomme mennesker at jeg er i sandhed forundret. Jeg opdagede min krops og mit sinds naturlige egnethed til et sådant projekt, og jeg gør det gerne igen, for nu ved jeg at jeg både kan og vil. På en eller anden måde fik ordet 'ferie' endelig et indhold for mig.

Jeg sluttede turen i Jelling hvor nationalmuseet har sørget for at jeg kunne rejse ikke bare i min egen tid, men i mit lands tid på virkelig fornem vis. Også det var en fest, som jeg lige må nævne her. Kongernes Jelling hedder det. Og hvis du er til kirker, er Jelling kirke smukkere end smuk. Gå ikke glip af det hvis du kommer i nærheden.

Jeg brugte bogen Hærvejen, pilgrimsvejen, fra Hirtshals/Frederikshavn til Danevirke af Henrik Tarp som inspiration og vejviser, og den er go' og lige hvad jeg havde brug for.



---
Tid: Kl. 11:03
Sted: Bagsværd, min stue, skrivebordet.

29. juni 2017

Forsagtheden

Jeg læser mere af Roy Jacobsen, nu er det Anger der fængsler mig. Det er uretfærdigt og måske endda ufrugtbart at tage en passage ud af sammenhængen og kigge på den fuldstændigt løsrevet, men jeg må gøre det alligevel. Der er et bestemt ord og et bestemt sted i bogen der har optaget mig hele dagen. Ordet er 'forsagt', og det indgår i en sammenhæng hvor hovedpersonen bliver talt til på en måde som ikke bare får ham til at føle sig malplaceret hvilket han aldrig bliver påvirket af, men også forsagt hvilket er noget andet fordi det - med forfatterens præcise ord - får én til at demontere sig selv og gå i opløsning af egen kraft.

Se, det kender jeg uden at jeg har vidst at det er sådan jeg opfatter det. Jeg kan også godt tåle at opleve at være malplaceret, det er til at leve med for så kan man bare gå et andet sted hen. Men at føle sig forsagt i betydningen tilskyndet til at trække sig fra verden, fylde så lidt som muligt, dét er en helt anden sag.

Forsagt betyder nogenlunde det samme som genert eller sky, og ordets sproglige rod peger i retning af betydninger som at tabe modet og blive bange. Jeg ved præcis hvad der kan få mig til at tabe modet, blive bange og tilskyndet til at opløse mig selv: Det kan hændelser eller udvekslinger mellem mig og andre som tænder en brændende, uudholdelig skamfølelse indeni mig og får mig til at frygte at være blevet forkastet som menneske, latterliggjort, ikke-forstået, misforstået eller nedgjort. En følelse af at jeg er et uværdigt og forkert menneske og at der ikke findes noget sted på guds grønne jord hvor jeg hører hjemme. At selve min eksistens er en fejl.

Jeg tror at skam er årsagen til (stort set) alle ulykkeligheder og kontroverser mellem mennesker. Når vi arbejder med vores skamfølelser, arbejder vi med selve grundlaget for at vi kan gøre det modsatte af at demontere os selv og opløse os ved egen kraft og i stedet at montere os selv i verden og lade os selv træde frem og ind i livet som dem vi er. At kunne gøre det er tillige grundlaget for at vi kan lade andre gøre det samme uden at der opstår ulykkeligheder og kontroverser - også når vi synes de andre er meget forskellige fra os selv.


---
Tid: Kl. 22:30
Sted: Bagsværd, mit skrivebord

26. juni 2017

Nonstoplæsning


Nonstoplæsning. Dét er fredsferie. Endelig.


---
Tid: Kl. 22:54
Sted: Bagsværd, mit skrivebord.

25. juni 2017

Bekendelse

Jeg opdagede tilfældigvis i går at Rejseholdet bliver genudsendt på drtv, og sprang straks til for at genopleve især fremstillingen af gruppedynamikken på holdet, af Ingrids stærke forvaltning af lederrollen og af gerningsmændene som almindelige mennesker for hvem balancen indeni mellem godt og ondt er tippet til den gale side i et ukontrolleret, ekstremt øjeblik.

På et tidspunkt hvor hun ikke kan slippe arbejdet og koncentrere sig om sin familie, siger Ingrid at hun skulle have været en mand, for nogle gange er hun bare så rædselsfuld. Jeg kunne have sagt præcis det samme om mig selv hvis der var nogen i nærheden til at høre det, hvilket der sjældent er. Det har sin egen logik. Jeg er faktisk ikke vild med at være for tæt på andre mennesker og kan ikke snuppe når andre er afhængige af mig eller - gud forbyde det - jeg er afhængig af andre. På den måde kan jeg få lov at være den dumme skid jeg er, i fred. Og arbejde i fred.

Så slap det ud. Endda på en søndag.


---
Tid: Kl. 09:48
Sted: Min stue, skrivebordet.

23. juni 2017

Fredsferie?

tre timer før tre ugers ferie
nægter to kvinder at følge reglerne
da jeg minder dem om dem
de vil tale med lederen
omtaler mig nedladende
som rengøringskonen
adskillige gange
han får nok og
beder dem om at gå
de kan bare få pengene tilbage
nu er de med mig på ferie i stedet
jeg er vred
og selvransagende
får jeg nogensinde fred
og ferie på samme tid?
kan jeg give mig selv fred
og ferie på samme tid?

latten smager godt, dog
og så vidt jeg kan vurdere
er der ingen her
der har rengøringskonen lige på tungen



---
Tid: Kl. 16:37
Sted: København, Espresso House, med udsigt til fredelige mennesker og regnvåd, ret pæn brolægning.

22. juni 2017

Skam Kuer/Kurerer Alle Mennesker

I ved. På lørdag skal jeg til eidfest. Der skal holdes en tale for den der har inviteret, og sommerfugleeffekten kommer formentlig til at indgå i den. Jeg kneb en tåre da jeg hørte et af de kvikkeste hoveder i venneflokken foreslå netop det, for det er rørende genialt fundet på. Heldigvis skal jeg kun sove to gange mere før det bliver lørdag.

.
.
.

Ai, det er selvfølgelig ikke ude i virkeligheden jeg skal til eidfest (så heldig er jeg ikke!), men inde i mit "fjernsyn", når Skam (og ramadanen) slutter og jeg for sidste gang har lejlighed til at møde nogle fiktive smukke unge mennesker som evner at SE hinanden og passe på hinanden. Jeg ved godt jeg er over 50 og ikke burde interessere mig for det her, men det gør jeg alligevel, sikkert fordi jeg lærer noget af det.

(Apropos at lære noget: Altså, det der afsnit hvor skolelægen optræder igen .. du milde himmel! Sådan en skolelæge burde alle have mulighed for at konsultere. Uanset alder).

---
Tid: Kl. 18:11
Sted: Bagsværd, min seng.

20. juni 2017

Dogme 17

Jeg vil gøre det her til en dogmeblog. For en periode, indtil der skal noget nyt til.

Dogme 17
Kyskhedsløftet

1. Indlæggene må gerne indeholde ord og "traditionel" tegnsætning, det vil sige at tegn fra tastaturet må indgå i tekst.

2. Tekst må udelukkende formateres med fed, kursiv, understregning, gennemstregning og punktopstilling.

3. Indlæggene må gerne indeholde uredigerede taleoptagelser udført af mig. Der må gerne indgå baggrundslyde i optagelserne.

4. Indlæggene må ikke indeholde fotografier eller videoer. Dog må der gerne indgå tegninger udført i hånden af mig og fotograferet/scannet til elektronisk brug, i uredigeret form.

5. Indlæggene må ikke indeholde emojis.

6. Indlæggene må ikke indeholde indlejret eller citeret indhold fra anden part, men gerne fortælle om sådant.

7. Interne links er i orden, eksterne links er forbudte.

8. Indlæggene skal forsynes med sandfærdig tids- og stedangivelse.

9. Der må ikke bruges indlægsetiketter, undtagen etiketten "Dogme 17".

10. Links til indlæggene må ikke deles på andre sociale medier af mig selv.

---
Tid: Kl. 20:46
Sted: Bagsværd, stuen, lænestolen.

19. juni 2017

Løst


Jeg hækler en klud. Mønsteret hedder "Skovbund", men jeg synes mere det ligner krusninger på havet.

Jeg svømmer en serie. Den hedder 10 x (150 fri + 50 ryg), men jeg synes mere det minder om et hæklet mønster.

Rytme og gentagelse.
Tiden forsvinder og et meditativt flow opstår.
Bevægelserne er mål i sig selv bare fordi jeg kan lide at gøre dem.
Det giver mening.

15. juni 2017

Absurdistan

Jeg har absolut ingen oplevelse af at have et formål at opfylde eller en opgave at løse i det her liv. Jeg kan ikke få øje på hvad meningen med at være lige præcis mig skulle være. Tilsyneladende er der kun brug for mig i det omfang jeg kan klippe en hæl og hugge en tå for at passe til den sko der mangler en fod.

Den eneste opgave jeg kan komme i tanke om at kaste mig over som kan give mig bare en lille smule fornemmelse af mening, er at genopfinde bloggen her som et projekt. Skidt og kanel, tomme flasker og snapse - de få læsere der kommer her forbi, må leve med lidt af hvert den næste tid indtil jeg får udviklet projektet og defineret den opgave jeg vil løse. Jeg er SÅ træt af at køre i tomgang at enhver lille bevægelse må betragtes som et skridt fremad, og jeg kan ikke komme i tanke om hvad jeg ellers skulle vende mig mod for at komme frem til at kunne stikke foden i en sko der passer.


☮ ♡ ☯


I dag har jeg fri, og det er vist meget godt hvis jeg skal tro mit horoskop i dagens metroxpres (hvad jeg selvfølgelig ikke skal, men lidt sjovt er det alligevel):



31. maj 2017

anagram

ONE FELT SAFE
LET IT GO


FELT FIT TO LEAN
GO SEE

FINE FEE
SET TO GO TALL

NOTE TO SELF
GET A LIFE


29. maj 2017

Dobbeltspejling

Forestil dig at du aldrig har set dig selv bagfra. At du ikke har den fjerneste anelse om hvordan hele du ser ud, men kun har et billede af den del af dig du kan se når du kigger i ét spejl. Du kan vende og dreje dig og se dig selv delvist bagfra, men hvordan du ser ud for en person som står eller går lige bag dig, er lukket land. Du ved selvfølgelig godt at du har en bagside, selvom du aldrig har set den, for du kan mærke den indefra og delvist også udefra, og du har også mærket virkningen af at have den. Måske har den tjent dig godt, og du har været glad for alt det for eksempel din ryg har givet dig af glæder gennem livet. Måske har din bagside voldt dig problemer. En blanding af begge dele er nok mest sandsynligt, men hvordan den præcis ser ud, især i sammenligning med andres og i andres øjne, det ved du ikke en kæft om.

Så kommer der en venlig sjæl en dag og tilbyder dig endnu et spejl, og nu kan du spejle dit eget spejlbillede med ryggen til og se en side af dig selv som for andre er åbenbar og selvfølgelig, men som du nu ser udefra i sin helhed for allerførste gang. Måske bliver du meget overrasket, måske på den gode, måske på den dårlige måde. Er det virkelig dig?

Sådan en venlig sjæl stødte jeg ind i forleden, og det føles som at have mistet min uskyld for alvor. Nu ved jeg hvordan min egen bagside ser ud, og ja, det er virkelig mig! Jeg må se det i øjnene.
Det her handler selvfølgelig overhovedet ikke om konkrete spejle eller min fysiske fremtoning på den modsatte side af kroppen end hvor mine øjne sidder. Det har du nok gættet. Det handler om noget meget, meget vigtigere end det. En ny indsigt i mig selv som jeg skal finde ud af at inkorporere i mit liv fremover. Hvis jeg kan.

12. maj 2017

Om at tage sig tid til at spilde et øjeblik

Jeg har en fornemmelse af at der er sket noget med min hjerne de sidste tre år efter at jeg forlod min familie fordi jeg var blevet så lille af at være i den at næste skridt var døden. Eller efter at jeg blev smidt ud af min familie fordi den syntes jeg ydede så lidt at den ønskede en udskiftning. Eller hvordan det nu var. I hvert fald er min hjerne blevet mærkelig; jeg kan næsten ikke kende den, for den kører på nedsat kraft, og jeg ikke kan koncentrere mig eller samle mig om at tænke ordentligt som jeg kunne før, for slet ikke at tale om at huske. Jeg må se mig selv gå rundt i verden som noget nær en idiot, og det er virkelig ikke sjovt.

Det skriver jeg for at nå frem til at sige at jeg heller ikke kan skrive mere. Jeg gør det bare alligevel ind imellem, for af alle de beskæftigelser et menneske kan kaste sig over i dette liv, er det at skrive den jeg holder mest af. Vi må holde resultaterne ud, både du og og jeg, der er ingen anden vej. På trods.

"Man er hvad man yder", stod der på et træsnit på væggen i køkkenet hos mine forældre. Min far havde lavet det og læste det tit op i et tonefald der lod ane at det her var hans livs motto, og at det var den vigtigste lektie for noget menneske i verden at lære. Min far var bådebygger, og selvom han ikke mejslede sine ord i sten, men snittede dem i træ, var de ikke mindre gennemslagskraftige, og nu råber han budskabet ud inde fra mit overjeg så jeg næsten ikke kan høre andet.

Næsten. For ind imellem slipper der alligevel noget ind via hørelsen, som jeg rent faktisk hører efter. "Take the time to waste a moment", lød det forleden i min radio, og selvom Kings of Leon vist nok mener noget helt andet end det jeg kom til at tænke, fik det mig til at sætte mig ned og høre efter. Indefra. Forundret over den gåde som voksede frem i mit hoved, for her var noget der udfordrede mig.

Der var noget der ikke hang sammen. Noget der var splittet. Noget som jeg måtte forsøge at samle. Og efter at have siddet dér lidt, gik det op for mig at dette noget var mig. Jeg er to, og jeg hænger ikke rigtigt sammen.

Jeg et menneske, der spilder rigtig mange øjeblikke, hvis man tager ydelsesbriller på. Jeg er virkelig god til at beskæftige mig selv med noget hvor jeg hverken giver nogen noget eller præsterer noget. Det ved jeg godt om mig selv; det der slog mig, var at jeg altid gør det i dølgsmål. Der er aldrig nogen der ser mig i de øjeblikke hvor jeg ikke yder noget for andre eller en sag endsige præsterer. Jeg er altid alene når jeg sådan laver "ingenting". (Den eneste undtagelse er måske lige når jeg en sjælden gang er sammen med mine sønner, men det er noget nyt jeg er begyndt at øve mig på). Så snart jeg er i selskab med bare ét andet menneske, begynder jeg at yde. Så snart jeg ikke er alene, forsøger jeg at afkode hvad det er jeg skal yde for at det giver mening at jeg er til stede. Vel sagtens fordi jeg ellers ikke ville føle at jeg havde ret til at være der. Eller at jeg simpelthen ikke ville være der overhovedet, at jeg ville forsvinde.

De eneste tidspunkter jeg ikke yder noget på, men slapper helt af og bare er, er når jeg er alene hjemme hos mig selv eller alene ude i naturen. Når jeg er på besøg eller har besøg, når jeg er på job eller når jeg mødes med andre ude til en gå- eller svømmetur, for eksempel, er jeg på arbejde i betydningen af skulle yde det andre forventer eller beder om, im- eller eksplicit. Det kan være hyggeligt, tilfredsstillende, selvtillidsgivende, sjovt og alle mulige andre gode ting, men jeg er stadig på arbejde, bliver tappet for energi og får snart brug for at holde fri.

Jeg er også et menneske der går til yderligheder for at yde noget når jeg er på arbejde. Jeg laver hele tiden noget, for jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvis jeg lod være. "Du har en overproduktion af pligtfølelse", sagde en kollega engang, "og hvis du benægter eller bortforklarer det, er det en del af problemet". Jaja, hvor er du klog, tænkte jeg, hvad fanden skulle jeg ellers lave når jeg er på arbejde, jeg ville aldrig med min gode vilje overlade ekstra arbejde til mine kolleger og desuden får jeg jo penge for at være her og skal ligesom (for)tjene dem!

"Jeg vil vædde med at der er totalt clean hjemme hos dig, og at du aldrig sidder stille når du har fri", sagde en anden kollega en anden dag. Han skulle bare vide! Jeg sidder virkelig meget stille, og jeg kan sagtens bruge timer på bare at surfe på nettet, se serier, hækle, læse og småsove - trods ophobninger af både opvask, nullermænd, mails jeg burde besvare og alt muligt andet. Men altså: Kun når jeg er alene.

Det er som om jeg skal vælge mellem at være at være mig selv eller at være sammen med andre mennesker. For jeg kan hverken opgive mig selv eller styre min udmattende ydetvang, ergo foretrækker jeg at være alene, og i længden bliver det ret ensomt.

Lykken ville være at kunne være i samme rum som et andet menneske og være fri til at yde eller ikke yde alt efter hvad jeg fandt passede til både mit eget behov og situationen. Og jeg er mere end parat til at gøre en indsats for at komme frem til at blive i stand til det. Så kunne jeg hænge sammen, tænker jeg.


---
Følg og kommentér på Google+.

23. april 2017

Lejlighedssang



Melodi: Svantes lykkelige dag

Mennesker vokser op, fødes med sjæl og krop,
sorte får græsser i flok, når de er mange nok
Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.





---
Følg og kommentér på Google+.

22. april 2017

13. april 2017

🜚


Image result for alkymi guld symbol



via GIPHY




Tak og undskyld til alle ophavsmænd jeg har tyvstjålet noget fra og sat ind her.

---
Følg og kommentér på Google+.

9. april 2017

Gratis glæde #35

At være blevet udstyret tilstrækkeligt af sine formødre til at kunne at stoppe sine slidte yndlingsleggings.




---
Følg og kommentér på Google+.

6. april 2017

Træk



Jeg er komplet tørlagt, eller måske snarere opdæmmet, jeg ved det ikke. Ordene er væk. Mine egne ord, dem der holder mig oppe og holder mig levende. Og det bliver ved og ved.

Det er så plagsomt at jeg overvejer hvilket af to ultimative træk der skal være mit næste: A) Følge lidelsens logik og standse lidelsen ved at skaffe den lidende af vejen, eller B) Sælge min sjæl til djævelen; afsværge min tro for at se om det eventuelt er den der har taget form af en prop.

Lige nu hælder jeg mest til B). Kønt bliver det ikke. Men måske levende.



---
Følg og kommentér på Google+.

8. marts 2017

Marts



"Marts er den af årets måneder, der er mindst brug for. Menneskene ser solen stige højere på himlen og lader sig bedrage af lyset, der bare gør vinteren mere synlig".

Ordene indleder kapitel 7 i Hvidt hav af Roy Jacobsen. Med sin mesterligt knappe, nøgterne og samtidig poetiske stil stiller han ret store krav til mig som læser, men det er al umagen værd at tage udfordringen op. Jeg har læst bogen to gange i træk, og jeg er stadig ikke færdig med den. Det betragter jeg som en stor gave.

Hvidt hav er en fortsættelse af De usynlige som også var en fin og stor oplevelse at læse. Apropos dagen i dag, den 8. marts, vil jeg mene at skildringen af pigen og kvinden Ingrid er en mageløs fortælling om styrke der trodser pænt mange forestillinger om køn.


7. februar 2017

Transskription 2

"Depression er jo i princippet at du ikke længere kan være den du ikke er", siger Carsten Dahl ret tidligt i P1-udsendelsen Ramt af mørket 6:6.

"Det er lidt kryptisk. Nok noget med ikke at have været ærlig over for sig selv", kommenterer Anne Kjær, og Carsten Dahl fortsætter:

"At du ikke længere kan være den du ikke er. Altså det rækker ikke at være stærk længere, altså du har været stærk for længe og det stærke i dig har været skjult for dig, det svage i dig har været skjult for dig. Du har brugt det stærke som en bro, men det svage i dig er skjult for dig. Så det at blive depressiv - som det så hedder, jeg kalder det et eksistentielt sammenbrud, det kan jeg godt lide, det er et bedre ord - det er at møde sit fulde væsen og ikke kende det. Det er en kaotisk oplevelse".

Jeg synes simpelthen det er så klogt sagt, og der er mange flere rammende formuleringer og indsigtsfulde pointer i resten af udsendelsen. Bare lyt.

3. februar 2017

Transskription

Jeg brænder
jeg ved jeg er en pine og en plage for andre
med alle de ideer til forbedringer og kritiske spørgsmål 
der vælter ud af min mund
sandheden er at det også er en plage for mig selv
jeg ønsker intet andet end at falde i ét med tapetet og være usynlig og lydløs
men jeg kan ikke holde min mund når jeg kan se at noget kan blive bedre eller gøres mere effektivt
der findes kun ét middel mod mine grænseoverskridelser 
og det er at undgå at der er andre mennesker omkring mig som jeg kan meddele mig til
jeg har for længst opdaget at jeg ikke kan stoppe min hjerne i at arbejde
det gør den uophørligt
den har en fest med at løse problemer og optimere i alle mine vågne timer
og mellem os sagt morer det også mig
men den, min hjerne, bliver så jävla insisterende på at jeg formidler de problemer jeg ser, og de forslag til løsninger jeg måske har
at jeg ikke kan holde min kæft hvis der er modtagere i nærheden
dog kun hvis det er kompetente modtagere
ellers ville det jo være spild af tid trods alt
men jävla insisterende altså
for den kan ikke holde ud at brænde inde med de tanker
der måske kunne gøre en forskel
jeg ville bare ønske jeg kunne holde det hele indeni
for jeg brænder også op
af ubehaget ved at fylde så meget
ved at have indflydelse på mine omgivelser
og ikke mindst af skammen over ikke at kunne dæmpe mig
indebrændt, udbrændt, brændt af, brændt barn, i brand
et hedt helvede
undtagen når jeg er alene
hvor festen kan finde sted uden at det går ud over nogen
hverken mig selv eller andre
ingen støj, ingen tømmermænd og ingenting der skal ryddes op
blot den rene glæde ved at tænke.

16. januar 2017

Tiden


Jeg har brugt weekenden på at læse den her bog. Meget andet af betydning er der ikke foregået.

"Jeg synes han skriver smukkest af alle. Sproget er sublimt, hans sanselighed dyb og hans integritet pletfri", skrev jeg til en veninde, da jeg havde læst de første sider i sidste uge, men måtte lægge bogen fra mig fordi jeg blev for oprevet, for genkendt, for set til at kunne læse ind imellem andre gøremål og diverse forstyrrelser. Der skulle en weekend til. Sådan har jeg det med Tomas Espedals bøger generelt, og den her gik mere til mig end nogen af de tidligere. (Selvom det har været tæt på før >>).

Og til jer der er optaget af diskussionerne om autofiktion/virkelighedslitteratur og hvad godt eller skidt der kommer ud af det: Jeg er skideligeglad med hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Man kan ikke skrive en sætning uden at den indeholder begge dele. Det eneste jeg interesserer mig for, er sandheder, og dem finder jeg i mig selv når jeg læser. I særlig grad når jeg læser Tomas Espedal.

Og til spørgsmålet han stiller i bogen: Ja, det kan man. Jeg er sikker.

(Desuden: Også jeg kan længes efter døden. Jeg håber bare jeg når at rydde op efter mig, inden den indtræffer. Det sidste er måske en ting jeg skal arbejde med).

15. januar 2017

Gratis glæde #33

At bladre igennem sine egne blogindlæg fra de sidste tre år og opdage at man begynder at forstå sig selv og det der skete.

11. januar 2017

Reduktionistisk syndefald

Det er ved at gå op for mig at jeg er et af de mest vildfarne mennesker jeg kender.

For eksempel troede jeg at hvis jeg fjernede mig selv og afskar den anden, ville der til sidst være ingenting tilbage mellem os.

Det skete bare ikke. Da det var lykkedes mig med en kraftanstrengelse af fjerne mig selv og afskære den anden, var kærligheden tilbage. I destilleret form.

Det havde jeg aldrig troet. Nu ved jeg.