torsdag den 19. oktober 2017

Grænser

Klokken er lidt i otte, og vi finder vores pladser midt for lærredet på næstbageste række. Vi har bestilt billetterne for flere dage siden, og i det hele taget har vi forberedt os godt og glædet os meget. Vi skal se Blade Runner 2049, og forud har vi tilbragt en eftermiddag sammen for et par uger siden med at se den oprindelige Blade Runner fra 1982 og snakke om handlingen. Vi har også hver især læst lidt rundt omkring på nettet, fulgt med i anmeldelserne og skrevet lidt sammen omkring filmen.

Nu sidder vi her, min søn A og jeg, og vi er klar. Folk vælter ind i salen, og jeg tænker sikke en interesse og tror at alt er godt. Det skal vise sig at være en ret fejlagtig læsning af hvad der foregår. At det med interessen kan gradbøjes ganske betragteligt, og at alt bestemt ikke er godt.

Den sædvanlige, midlertidige uro der altid er lige i starten af en film når reklamerne er slut og lyset bliver helt slukket, aftager bare ikke. Selv under de mest poetiske og lydmæssigt dæmpede scener knitrer folk hæmningsløst med deres slikposer og snakker med hinanden, og jeg sidder og tænker NU, lige om to sekunder, råber jeg ud i rummet om folk godt gider vise lidt respekt. Jeg gør det ikke, for jeg er pænt opdraget og tilbageholdende, men jeg må indrømme at da jeg midt under en stille passage kan høre mindst to personer åbne dåser med høje pft, og en anden tabe et eller andet hårdt, måske sin mobil, på gulvet og give sig til at lede efter den så man ikke kan undgå at høre det, er jeg tæt på at være rasende og lige ved at glemme hvem jeg er. Lige ved, for jeg bliver afbrudt i mit raseri af at den ældre herre i stolen ved siden af mig, som gennem hele filmen indtil nu har kommenteret højlydt med ord og grynt, vender sig mod konen (eller hvad hun er), prutter umiskendeligt og indleder en samtale. Da erkender jeg overmagten og mit raseri forvandler sig til resignation.

På et tidspunkt går det op for mig at A konsekvent sidder lænet ind mod mig hvilket er et noget usædvanligt kropssprog fra hans side, og selvom det på sin vis er helt hyggeligt, begynder jeg så småt at undre mig. Da vi går ud, fortæller han at der sad to mennesker på min alder ved siden af ham, og at de konstant sendte slik frem og tilbage mellem sig, prikkede hinanden i siden og fnisede, så han var ved at få spat.

Vi går frustrerede ud i mørket. Vi snakker mere om de andre i biografen end om filmen, men i bilen hjem sidder vi dog lidt og er stille hver for sig, og selve filmoplevelsen baner sig vej til min bevidsthed. Jeg siger en bemærkning om den overordnede handling som jeg ikke vil gentage her for ikke at spoile noget, og det bliver mødt med et "Det er sgu rigtigt. Det var faktisk en rigtig god film. Og flot, helt vildt flot. Hvis bare man havde kunnet få lov til at se den i fred".

Ja. Hvis bare vi havde fået lov til at se den i fred. Jeg er faktisk stadig vred, kan jeg mærke, og generelt er min tålmodighed med al den grænseoverskridende opførsel jeg skal finde mig i, i biografen, i toget, på biblioteket og mange andre steder i det offentlige rum, ved at være opbrugt.

onsdag den 18. oktober 2017

Inden for rækkevidde



Snart er jeg klogere. Snart forstår jeg mere. Min lykke er gjort.


(Jeg har sagt det før, og det gælder endnu: Pink er en signalfarve!).


tirsdag den 17. oktober 2017

Anagram


R O B U S T   S K R Ø B E L I G H E D

G O D T   B R U S   I   H E K S E B R Ø L


mandag den 16. oktober 2017

Overspring

Jeg er den mest troløse og ambivalente facebookbruger i verden, tror jeg. Lige for tiden er min profil aktiveret, og det hænder at jeg hænger lidt ud derinde. Lidt.

Og nogle gange, hvis jeg virkelig er ude i en seriøs overspringshandlingsbytur, kommer jeg endda til at lave sådan nogle nametests. De er altid meget præcise, synes jeg, og fortæller mig sandheden om mig selv som kan sammenfattes til at jeg er et fuldstændigt fantastisk menneske og i en klasse helt for mig selv!

Som om.

Den her rammer til gengæld hovedet på sømmet. Blot er jeg ikke helt klar over hvad det der "We" laver på dørmåtten; pluralis majestatis er det næppe i mit tilfælde, så det har jeg rettet. ;-)



søndag den 15. oktober 2017

Forsvar for den robuste skrøbelighed og det generøse lederskab



I Politiken var der i går et interview med Ole Fogh Kirkeby om indholdet i hans bog Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. Ud fra artiklen er jeg helt overbevist om at Ole Fogh Kirkeby har fat i nogle meget lange ender omkring de ledelsesmekanismer på arbejdsmarkedet, især det offentlige, som beslutningstagere og ledere støtter og fremmer lige nu.

Jeg vil læse bogen, men indtil da kan vi da lige dvæle ved et par af Kirkebys udtalelser fra artiklen her:
 "Når man fremhæver robusthed som et ideal, så smider vi det vigtigste ud med badevandet. Sensitiviteten, kreativiteten og empatien. Altså forståelsen for andre mennesker. Det er det gode arbejdsmiljø, men også de rigtig innovative kræfter, som smides ud".
"(..) Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikkerne. Det er et skråplan".
"Den danske model er i store træk blevet tegnet af fagbevægelsen, som langt hen ad vejen har en stor grad af arbejdspladssolidaritet. Bliver robustheden norm, hænger det også sammen med den største trend på alle danske arbejdspladser, nemlig selvledelse. Det etablerede man i håbet om, at ledelsen, særligt mellemlederne, blev aflastet, og at medarbejderne fik dækket et behov for at tage mere ansvar. Det fører til at medarbejderne slås om, hvem der skal have de bedste arbejdsopgaver og slippe for de værste. Det giver dårlige og konfliktfyldte arbejdspladser. (..)".
"Påtager men sig lederskabet, så må man vide hvorfor. Lederne vil gerne have magt, men de fleste vil gerne hjælpe folk med at blive bedre til noget, de i forvejen er gode til. Men det kræver, at de kan beskytte medarbejderen. Generøsitet skal være en paraply mod det, der regner ned oppefra. Lad dem være, tro på dem og vis dem tillid til, at de selv kan løse opgaven bedst muligt. Men vi ser desværre alt for ofte det omvendte, at paraplyen er foldet sammen, selv når det styrter ned". 
Jeg kan kun sige at jeg selv har set hvordan de her pointer er en akkurat beskrivelse af virkeligheden alle de steder jeg har arbejdet de sidste 3 år. I mit hoved ser jeg også hvordan vi som kollektiv rutsjer med raketfart ned ad skråplanet.

Jeg har også kaldt mig selv robust, men uden at forklare hvad jeg mener med ordet i mit eget tilfælde. Jeg er robust på den måde at jeg lige præcis er skrøbelig når det kommer til dårligt arbejdsmiljø, konflikter, hakkeorden og i særdeleshed mangelfuld ledelse og kan tage konsekvensen af det når jeg mærker jeg er ved at gå i stykker. Som sagt før: Jeg er ikke typen der får stress, men typen der får nok, og det er en robust skrøbelighed der formentlig ville skræmme de fleste ledere der leder efter robusthed og selvledelse, hvis de forstod den.

lørdag den 14. oktober 2017

fredag den 13. oktober 2017

Noget om sko og løkker

The Homesman i går i fjernsynet, og det er jeg glad for. Ikke fordi det var nogen udpræget fornøjelig film, men fordi det var en film om noget meget vigtigt som jeg til gengæld har fornøjelsen af at tænke videre over.

Nogle mennesker kan fylde nogle meget store sko ud. Men hvis de konsekvent bliver mødt af andre som om de virkelig burde tage sig sammen og klippe en hæl og hugge en tå for at passe ned i nogle meget mindre sko så deres udtryk ikke forstyrrer de andres stærkt begrænsede udsyn og indsigt, kan også sådanne mennesker knækkes og komme i tvivl om hvem (om nogen?) der bør ende med en løkke om halsen (eller livet).

Summasummarum. Bortset fra det er der meget andet godt at reflektere over efter den film.




torsdag den 12. oktober 2017

Rapport over en onsdag aften


Uddrag fra beskrivelsen på facebook:

Det ultimative anti-sociale sociale arrangement.

Du kommer ikke til at møde nogen, du kommer ikke til at tale med nogen, ingen smalltalk, ingen jokes, ingen samtaler. Kun en masse shyyysss.
Til gengæld har du mulighed for at gå halvsnalret hjem.
Medbring egen bog, eller find en blandt de udvalgte titler vi har fundet til lejligheden – bøger der kan læses på 2 timer.

Vi serverer billig stærk alkohol.
Sørger for at der er stille.
Og så læser vi sammen.
...
Læs det hele her.




~ 0 ~ 

En af fordelene ved at jeg har skiftet arbejde, er at jeg har mere tid og ikke mindst mere overskud til at se mig lidt omkring i verden, og min nysgerrighed er stor efter flere årtier i eksil. I går var jeg til et Silent Reading Party, og konceptet er efter min mening virkelig en fest.

Det tog knap 20 minutter før der blev helt stille, men herefter var de eneste lyde man kunne høre, en dæmpet klirren af is fra baren og deltagernes plastikkrus, og en forsigtig rumsteren når nogen flyttede lidt på sig. Jeg havde medbragt Sorgens grundstof af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og fordybede mig snart i 1800-tallets Europa, gnidningsløst afbrudt i glimt af nærvær i realtid.

Ingen småsnak som lovet, gudsketakoglov, for der findes ikke noget værre i mit univers. Dét holdt.

"Du kommer ikke til at møde nogen", stod der også i beskrivelsen, men det holdt ikke stik. Den forbindelse der er i et øjebliks øjenkontakt hvor den ene stiller et tavst spørgsmål og den anden svarer uden et ord, skal man ikke forklejne. Ligeså heller ikke det fysiske møde der opstår mellem mennesker der i stilhed deler en trappe at sidde på. Sådan noget gør indtryk, i hvert fald på mig.

Jeg har et rigtigt fint billede fra festen, men det kan jeg ikke vise her fordi jeg ikke vil udstille nogen. Jeg kan dog prøve at beskrive det: Vi er i en stor og velforsynet boghandel. Med snuden i hver sin bog sidder mennesker af begge køn på stole, i sofaer, i sækkepuder, på trapper og på gulvet lænet op ad reoler på medbragte underlag eller jakker. Der er flest unge mennesker, men også en del på min alder. En mand med rødt fuldskæg løfter sit bæger til munden uden at tage blikket fra sin bog, men ellers emmer billedet af fuldkommen ro og stilhed.

Uden for billedet, på gulvet neden for mig og den lille bagudgangstrappe jeg delte med en anden, halvt sad og halvt lå et ungt par. Der var alt for få siddepladser, og de her to fik jeg helt ondt af. De så trætte ud og som om de trængte til at smide sig på en sofa med hver sin bog. Efter at have flyttet lydløst rundt på sig selv og hinanden en rum tid fandt de endelig et tilfredstillende arrangement op ad reolen. Jeg smugkiggede forbi min bog og kunne snart se at hun sov stille med hovedet på hans skulder og bogen i skødet, mens han læste og tog noter og passede på ikke at forstyrre hende.

Smukt, tænkte jeg, både om dem og om hele arrangementet. My kind of people.

onsdag den 11. oktober 2017

Farveskift

nu går jeg ud
i min røde frakke
den er gammel
og aldrig brugt
jeg ryster på kroppen
men ved at jeg ikke
kan fortsætte med 
at være klædt helt i sort


tirsdag den 10. oktober 2017

Redningsaktionsopfordring ..

.. til mig selv.


Billedet er lånt her.




søndag den 8. oktober 2017

Mage søger krage

Jeg går forbi en skraldespand. En stor krage er ved at hakke hul i den brune papirpose; den kan lige få næbbet ind mellem trælamellerne, og der er allerede et hul på størrelse med en tokrone.

Idet jeg passerer, standser kragen sit forehavende, står stille og vender det ene øje op mod mit ansigt. Der er ikke skyggen af frygt eller opgivelse at spore i dens positur. Den flytter hverken blikket eller kroppen, heller ikke da jeg højt siger "Godt arbejde!" Så snart jeg er forbi, genoptager den sit målrettede projekt.

Jeg spekulerer på om den er klog nok til at trække indholdet i posen hen til sig på en eller anden måde, for eksempel ved at hive posen ud mellem lamellerne. Eller om den må nøjes med det den kan nå lige inden for hullet. Det får jeg aldrig svar på, men noget siger mig at min fantasi ikke rækker til at forestille mig hvad den kan finde på og finde ud af.

Måske har den nu ædt nogle madrester et menneske ikke ville indtage. Måske har den gjort en renovationsarbejders arbejde besværligt eller fået lavet et værre rod som parkens gæster vil rynke på næsen ad. Måske har den afstedkommet både noget godt og noget skidt. Under alle omstændigheder har den krage vundet min respekt - mest fordi den ikke veg en tomme og mødte mig som en ligemand.

lørdag den 7. oktober 2017

Lys i mørket


Lys i mørket
Poesi i bevægelse
Refleksioner i mig


video





Tak!

Søndermarken, København

fredag den 6. oktober 2017

Forb(r)ydelse (igen)

Tilsyneladende er 9 år lang tid når det handler om at blive klogere på forskellige hovedbeklædninger, og kort tid når det handler om at blive klogere på at der ikke findes et 'dem' og et 'os'. I juni 2008 postede jeg en tekst om at forbyde kvinder at klæde sig på en bestemt måde, og her kommer den igen i lettere redigeret form: 
Det handler ikke om at forbyde kvinder at gå med niqab eller burka. Det handler om at forbyde mænd at forbyde kvinder at gå uden niqab eller burka. 
Så tungen lige i munden: Vi skal passe på at vi ikke kommer til at gøre den samme forb(r)ydelse. 
Efter min mening.

torsdag den 5. oktober 2017

Retro

Der var engang hvor vi læste op for hinanden. I skolen. Derhjemme. På biblioteket. I børnehaven. Hvor som helst. Både børn og voksne.

Det sidste jeg har læst op for nogen, er vist Harry Potter for mine børn. Jeg var sikkert ikke særligt god til det, men det var hyggeligt og gav nærhed og en fælles oplevelse, og det bragte os ind i et rum hvor ingen skulle præstere og analysere og forholde sig og snakke med hinanden, men udelukkende opleve den samme tekst på samme tid og sted.

Det kunne jeg godt unde os mennesker noget mere af. Jeg tror det ville gøre (nogle af) os godt.
Jeg kan ikke bringe os der læser dette, sammen på samme tid og sted. Men jeg kan godt læse op, så her får I en lille passage fra Bergeners af Tomas Espedal. Må den inspirere alle til at hive en bog ud af reolen og læse op for hinanden når lejligheden byder sig!


onsdag den 4. oktober 2017

En rød sild

Forleden stødte jeg på en rød sild, a red herring, i en engelsk tekst. Jeg tænkte hva' fa'en er det?

Det ved jeg nu, det er et falsk spor eller en afledning i en eller anden forstand. Fantastisk udtryk - har vi et lignende på dansk, monstro?

Hvis du vil vide mere, spørg google. Det er ikke småting der gemmer sig bag og i udtrykket.

Hvor jeg så det? .. Det har jeg glemt lige nu .. ;-)



tirsdag den 3. oktober 2017

Afglans

På en tidligere arbejdsplads så jeg tit to ældre kvinder svømme. Den enes hovedspring var formfuldendt og rutineret, men afsættet uden kraft. Ligeså tagene i de tre svømmearter hun ellers beherskede til fulde. Hun blev snart 75, betroede hun mig.

Den andens brystsvømning var hypnotisk rytmisk og i perfekt balance, men skæv at se på fordi den ene arm ikke ville tage et lige så stort tag som den anden. Fremdrift var der heller ikke meget af, men udholdenheden fejlede ingenting og mindre end 500 m kunne ikke gøre det selvom de tog en krig at komme igennem. "Det går da meget godt når man tænker på at jeg er langt over 90", sagde hun til mig en dag.

Jeg sad der i livredderstolen og tænkte at her kunne jeg se min egen fremtid om 20 og om 40 år - hvis jeg ellers levede så længe - og at der var meget at glæde sig til hvis bare det kunne gå mig ligesom de to.

mandag den 2. oktober 2017

Kloge ord

"One world is dying while another is struggling to be born. Our job is to attend to them both." 
- Marianne Williamson




søndag den 1. oktober 2017

Perspektiv 2

Hørt i svømmehallen i går:
"Ai, Far, vandet er ret tykt i dag ... det er rigtig lækkert!"


lørdag den 30. september 2017

Migmigmig



Så er dét ligesom på plads.




(Bare i tilfælde af at det gik i glemmebogen: katarinaduedal.com)

fredag den 29. september 2017

Tommelfinger op!



Whut! Er der en pointe med at poste det billede?

Ja, det er der. Jeg samler ikke på modeltog, men lykken må være at have sådan en passion eller nørdet hobby som man kan handle ind til i sin yndlingsbutik på en fredag og lønningsdag. Så må weekenden være reddet! I kan ikke se det for refleksionerne i vinduet, men der var faktisk kunder i butikken, og jeg forestiller mig og håber at snakken gik livligt om ting jeg ikke engang ved eksisterer.

Jeg gik udenfor og ventede på at cykelsmeden i forretningen ved siden af skulle blive færdig med at reparere min cykel. Det er en helt anden historie som dog også har en pointe: Min cykel er mit mest sårbare materielle punkt, og jeg går gerne hvileløst frem og tilbage uden for cykelsmedens værksted som en pårørende uden for en operationsstue, når der er noget galt med den. Jeg kunne endnu engang ånde lettet op i dag. Min weekend - og mere til - er også reddet!

torsdag den 28. september 2017

Små rum

Tankevækkende nok
advarede jeg en bekendt
mod at gøre det
jeg selv gjorde senere.
Jeg sagde:
Du kommer til at føle dig spærret inde!

Turen kom til mig.
Jeg er anderledes
jeg er mindre
jeg passer ind i små rum
tænkte jeg.
Og kom til at føle mig spærret inde.

Jeg er tilsyneladende en bedre ven 

for mine bekendte end for mig selv.

onsdag den 27. september 2017

Paradoksalitetsophævelse

Jeg skylder ikke nogen en interaktion,*

og

Jeg vil svare.**


---
*Caroline Garnet McGraw og ægtefælles gode råd til en overhøflig superpleaser (mig) som har behov for at lære at beskytte sin tid og sin energi.

**Et af Karen Blixens mottoer der altid har ringet en klokke klart hos mig, forklaret fx her: "I Afrika overtog Karen Blixen et motto fra Denys Finch Hatton: “Je responderay” – Jeg vil svare. Hun understreger mottoets etiske indhold: “Jeg vil svare for hvad jeg siger eller gør; jeg vil svare til det indtryk, jeg gør. Jeg vil være ansvarlig”".

tirsdag den 26. september 2017

Rengøring

Her kommer et foto af indholdet i en skuffe der udgør en lillebitte del af en installation der udgør en lillebitte del af udstillingen "The Cleaner" på Louisiana Museum of Modern Art (indtil 22.10.2017) der indeholder en lillebitte del af Marina Abramovićs værker . 

Alt i alt fuldstændigt sindsoprivende og kropsligt overvældende. Der er et før og et efter den udstilling, og man bliver aldrig den samme igen. Jeg har været der to gange, og jeg spekulerer stadig over hvad der skete. 


mandag den 25. september 2017

På den anden side ..

"Græsset er grønnest der hvor man vander det." 
- Ida Auken, Mads & Monopolet på P4 23.09.2017

søndag den 24. september 2017

Søndagsprædiken

Hvis der var nogen der spurgte mig om der er noget ved min krop jeg er utilfreds med, ville jeg svare ja, udseendet! Men det er kun et problem i det omfang det vækker opmærksomhed, simpelthen fordi jeg hader at tiltrække mig opmærksomhed.

Ellers er jeg på alle måder meget, meget tilfreds med min krop. Den er stærk, og den har gennem livet været min nærmeste allierede og ven. Sammen med den har jeg for eksempel haft glade oplevelser med forskellige idrætter, båret, født og ammet mine børn, kunnet transportere mig selv, modtaget præcise signaler når jeg var på afveje i mit liv, oplevet nydelse, haft spirituelle oplevelser og været i stand til at udføre tilfredsstillende fysisk arbejde.

Set med mine øjne og oplevet indefra er der absolut ingenting galt med min krop. Derfor vil jeg tillade mig at gøre den kraftanstrengelse at se bort fra dens udseende. Jeg tager dog mine forholdsregler og undlader at udstille den mere end højst nødvendigt for at bevæge mig så ubemærket som muligt rundt i verden. Der er jo ingen grænser for hvor grimt folk kan tale om andres og egne kroppe for tiden, og det skal vi se at komme væk fra hurtigst muligt efter min mening.

At være et ordentligt menneske har aldrig haft noget at gøre med hvordan ens krop ser ud.

lørdag den 23. september 2017

Rapport over en lørdag

♥ Morgen
Vågner først klokken halvni ved at en nabo larmer, og opdager at jeg har sovet 10 timer i træk. Det har været en lang uge, og jeg har set frem til at få weekend. Jeg skiftede arbejde for en måned siden, og det er stadig svært at finde mig til rette, så jeg går ud fra at min hjerne har brug for meget tid til at gøre rent derinde. Jeg kan ikke huske mine drømme for tiden, men har på fornemmelsen at det måske er meget godt og en naturlig beskyttelse mod at blive konfronteret med stof jeg ikke magter.

♥ Formiddag
Har en aftale om at hente en forsinket fødselsdagsgave til mig selv, men billedet står nænsomt arrangeret blandt andre udstillede billeder, så skønt i sig selv og fint rammet ind, at jeg ikke nænner at tage det med. Vi laver en ny aftale om afhentning, og jeg "nøjes" med snak og kaffe og en god travetur.


Kilde og kunstner: Katarina Duedal
I denne weekend er der Åbne Atelierdøre i Gladsaxe


♥ Eftermiddag
Jeg har billet til et kulturtilbud til mennesker der kan sidde stille og lytte, og møder nysgerrigt op. Jeg har altid været meget glad for at høre radio, og nu skal det komme an på en prøve om man kan gå ud i byen og sætte sig til at høre radio i selskab med andre.

Vi lytter til nogle klip og udsendelser som to podcast-værter har valgt. De giver en kort introduktion i lyset fra en standerlampe, men når radioen spiller, er der helt mørkt. Uden at kunne se hinanden overhovedet, men nok høre et suk, et fnis, et tilbageholdt åndedræt med mellemrum, rejser vi sammen i en verden uden overflade. Lige først er det lidt mærkeligt, men så indtræffer virkningen: Det føles rigtigt og stærkt. Jeg gør det gerne igen.




♥ Sidst på dagen
Hjemme igen laver jeg te og rister brød, tænder et lys. Skriver til mennesker jeg er midt i en samtale med på nettet, og som jeg har tænkt på i løbet af dagen. Pusler lidt med det her indlæg. Og bestemmer mig for at høre noget mere radio og finde ud af hvor mit nye billede snart skal hænge.


fredag den 22. september 2017

For mig

Jeg har altid kendt de mennesker
jeg ville komme til at elske,
på lugten
Det mener jeg også bogstaveligt
Fornuftsægteskaber virker ikke
for mig



torsdag den 21. september 2017

Vejene



The Road Not Taken


Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth;

Then took the other, as just as fair,
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted to wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same,

And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubtet if I should ever come back.

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I ---
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.




















Robert Frost: The Road Not Taken and Other Poems
Edited with an introduction by David Orr
Designed by Sabrina Bowers
Penguin Books 2015

---
Opdagelsesrejsen er startet ...

onsdag den 20. september 2017

Kraftudfoldelseslogik

skulle jeg beskrive det for dig
ville jeg sige
at det er som at kaste grus
i mit maskineri
hvis du iagttager mig overvåger mig kommenterer mig
du skal vide
at mit apparat kører på nedsat kraft
at du får en dårligere ydelse
hvis du ikke giver mig albuerum
og passer dig selv
som også jeg vil passe mig selv

tirsdag den 19. september 2017

To i ét

1. Titeldigt



TIDLIGE FORTÆLLINGER
ALT DET JEG IKKE HUSKER
ALT DET LYS VI IKKE SER
FRYGT OG BÆVEN
HER ER JEG! HVEM ER DU?



2. Find fejlen!




mandag den 18. september 2017

Overgang

"One gets used to the state of affairs for such a long time. It is easy to forget that they are all transitions. Specks of dust suspended in the air until a strong enough gust comes along and rearranges everything.

A strong gust has come to this place. The men can feel it. Now it will upset everything they thought they understood just a few days ago. They will need to lean on something solid. On the men that can reassure them that in times like these there are some things that can be counted on. They will look to me for that.

But they will also look to their new quatermaster".

- Captain Flint til Mr. Silver i Black Sails, sæson 2, episode 10, fra 45 minutter.

søndag den 17. september 2017

Fra den ene ... til den anden

Det var det fineste efterårsvejr da jeg gik hjemmefra. Nu kommer jeg ud af skoven og får øje på at himlen er grå og tung og ser ud som om den kan falde ned på jorden hvert øjeblik det skal være.

Jeg tænker at der er mere vand på vej end min jakke kan holde ude, og at jeg hellere må søge ly. Det tordner også. Jeg sætter farten op og svinger op ad stien til et overdækket traktørsted. Jeg køber is og kaffe for at have hjemmel til at sætte mig ved et bord i drivhuset.

Mens jeg spiser isen, der smager som om det er sæsonens allersidste rest der er klemt ud af maskinen, kommer der flere folk til. Det lyner skarpt nu også, og det ene tordenskrald afløser det andet. Et af børnene spørger om det er farligt? Nejnej, siger faren. Vil du have pomfritter eller is?

Alle snakker om vejret, og jeg finder en bog* frem fra rygsækken og går med Tomas og Petrarca og broren på opdagelse. På side 53 støder jeg på mit eget navn ved foden af et bjerg som man ikke kan bestige ved at gå ned, så er man gået vild.

Jeg kigger op fra bogen og er heldig at tage et billede næsten uden at få nogen personer med. Det vrimler nærmest nu, med mennesker og hunde, gæster og værter. Der bliver tændt op i gasvarmerne. Mens regnen buldrer på glastaget, får jeg en sms fra Novafos om at der er overløb af spildevand ved Charlottenlund, og nu ved jeg at det her virkelig ikke bare er en almindelig byge.

Jeg er færdig med kaffen, som ikke smagte bedre end isen. Der er dog dejligt lunt under gasbrænderen, og jeg læser videre og tænker at jeg har tid nok. Til at vente på opklaring.

Og pludselig er den der, opklaringen, og nogle gæster råber op om en regnbue. Jeg pakker sammen og rejser mig, og så vidt jeg kan se, er der hele to regnbuer over Furesøen.

Jeg går ned til Mølleåen og følger strømmen et stykke, mens både himlen og træerne drypper af. Jeg går ad smattede stier, og snart skinner solen varmt og stærkt igen. Jeg tager jakken og min halsklud af. Sveder. Og tænker på at den her dag har været god ved mig med alle sine yder- og inderligheder.





*Tomas Espedal: Året.

lørdag den 16. september 2017

På bunden

Hver gang jeg skriver et indlæg, tænker jeg: Sikke noget bras! NU har jeg nået bunden!

Og hver gang jeg bladrer tilbage i bloggen og læser mine egne indlæg, bliver jeg meget glad og tænker: Har jeg virkelig skrevet det? Med få undtagelser. Der er altid undtagelser, uden dem ville man ikke være menneske.

Så jeg fortsætter.

Skulle du have behov for at kvaliteten blev sat op selvom du finder et eller andet ved denne blog som interesserer dig, kan jeg anbefale at springe fx hertil: amandakrause.com/intj-conceit-part-ii/. HØRT!, siger jeg.

Og ellers kan jeg bare meddele at jeg har taget to vigtige beslutninger i dag:
  1. At jeg fremover vil droppe at give julen ret megen opmærksomhed, og i hvert fald ikke en opmærksomhed der involverer forventninger til og fra andre mennesker.
  2. At jeg fremover vil passe bedre på mit bankende og varme hjerte fordi jeg har opdaget at der er grænser for hvad jeg synes det bør lægge/lække hjerteblod til. 
Jeg forestiller mig at punkt 1 forskrækker mest, men på sigt vil punkt 2 sende nogle bølger gennem universet som ikke lader nogen i min omgangskreds uberørte, det er jeg ret overbevist om. So be it.

Og NU har jeg nået bunden. Igen. ;-)




fredag den 15. september 2017

Håndværk

"Hold op, du skriver hurtigt!"

Den bemærkning har jeg fået utallige gange de sidste par år når jeg ind imellem har skullet bruge en computer på mit arbejde og har tampet løs i nogle kollegers nærvær.

"Ja, hvis jeg ved hvad jeg skal skrive, så går det vist ret hurtigt", plejer jeg at sige, og så fortæller jeg historien om hvordan jeg havde maskinskrivning som valgfag i en af de ældste klasser i folkeskolen. Hr. Thurah sad ved katederet og overvågede at vi beholdt pladen over tastaturet på hvert vores hakkebræt og forsøgte at skrive meningsløse tekster af uden at kunne se tasterne, men ved at placere hænderne præcis rigtigt til en start, og så finde de rigtige taster ved at kigge på en oversigt over hvordan de var placeret, og hvilke fingre man skulle bruge til hvilke bogstaver og tegn. 

Disciplin har aldrig været mit problem hvis jeg har kunnet se den tjente et formål, så jeg gjorde præcis hvad jeg skulle, én eftermiddagstime hver uge et helt skoleår igennem, og jeg er troligt fortsat med at bevæge fingrene på præcis den måde oversigten foreskrev, hver evig eneste gang jeg har siddet ved et tastatur siden. Med tiden er der kommet genvejstaster og andre computerrelaterede teknikker til.

Det kan lyde røvsygt i nogles ører. Men det har resulteret i at der er et redskab - tastaturet - som jeg behersker brugen af, og det er næsten som at have et håndværk. Jeg er faktisk lidt stolt af det.

Jeg blev spurgt om forleden om jeg havde en hobby som jeg gik meget op i. "Næ", svarede jeg da jeg forstod ud fra sammenhængen at en idræt som svømning ikke lige var det der blev spurgt ind til. Men det var bar' løgn. Hvis jeg skulle pege på én beskæftigelse (som ikke er et lønarbejde), som jeg går meget op i, så er det at skrive. Og jeg vil være evigt taknemmelig for at hr. Thurah og folkeskolens daværende bestemmelser førte mig frem til at kunne beherske de allermest grundlæggende teknikker til at udføre den hobby i praksis, og at jeg forholdsvis ubesværet kan give mit indhold form. 

torsdag den 14. september 2017

Ild

Jorden brænder under mig
jeg har selv sat ild til den
fordi jeg var træt af at stå stille
og trængte til ny næring

Nu er spørgsmålet bare
om jeg kan flytte fødderne
hurtigt nok
til at undvige
ødelæggelse
og 
langsomt nok
til at mærke
varmen

onsdag den 13. september 2017

Efterårsfridage

I et indlæg med forslag til efterårsaktiviteter for hver enkelt mbti-type skriver Susan Storm:

"Read “The Road Not Taken” in a Quiet Forest Nook 
For the INTJ, exploring the wilderness while pondering the deeper significance and meaning of life is ideal. Robert Frost’s poems are dense with meaning and lyrical beauty and symbolism. So find a quiet spot to take in the changing of the seasons and fill your mind with the beauty and depth of some excellent poetry."
Jeg kunne faktisk ikke komme i tanke om meget andet der ville være bedre at bruge en efterårsdag på. Måske ville jeg ikke af egen drift have fundet på at læse Robert Frost fordi jeg har mine egne lyrik-favoritter, men ved nærmere eftertanke er tiden måske lige præcis inde til det.

Vi må se ..

tirsdag den 12. september 2017

mandag den 11. september 2017

Perspektiv

Jeg går gennem dameomklædningen. En voksen kvinde og en mindre pige er ved at tage tøj på, og kvinden er nået til undertøjet: trusser og en enkel sports-bh.

Pigen: "Din undertrøje er godt nok kort! Den er jo ALT for lille! Du er vokset HELT VILDT!"



søndag den 10. september 2017

Søndag morgen

Det er søndag morgen. Jeg vågner langsomt af mig selv, ser hvad klokken er på min telefon og glider ind i søvnen igen. Jeg har god tid. Klokken halvni har jeg vasketid, der er lidt over en time til.

Jeg står op, vasker mig og klæder mig på, samler vasketøjet sammen og præcis klokken halvni starter jeg maskinen. Jeg henter min cykel i kælderen og kører til bageren. Køber et brød og en croissant og cykler hjem i den friske efterårsmorgen hvor solen står lavt og luften lugter af noget jeg ikke ved hvad er, men som jeg holder meget af.

Jeg laver kaffe. Spiser lunt brød med smør og ost og pålægschokolade. Til sidst croissanten. Festmåltidet er fuldendt, ligesom morgenen er det.

I tankerne deler jeg begge dele med min familie.



lørdag den 9. september 2017

Regnvejrsgaver til mig selv

"Nu kommer regnen", skrev jeg engang hvor jeg læste om at gå mod naturen. I dag kom regnen også, og jeg besøgte et indkøbscenter. I to af butikkerne sprang noget mig i øjnene og fristede mig.

Bogen må jeg læse igen fordi jeg husker hvor meget jeg nød den, og hvor meget den ramte mig. Også jeg gik engang mod naturen.

Sommerfuglene skal flagre omkring mig for at minde mig om at en forvandling er mulig .. og naturlig.




torsdag den 31. august 2017

Tilpasning



"Silver tilpasser sig til omgivelserne, Flint tilpasser omgivelserne til sig".

- sagt af den klogeste 17-årige jeg kender, om to karakterer 
der næsten er så forskellige som mennesker kan være.




tirsdag den 29. august 2017

søndag den 27. august 2017

Forholdet 1:1

Der er den her måde i mit system at forstå selskabelige situationer på, som altid har udfordret mig fordi jeg hverken forstår det selv eller forventer at andre forstår det.

Hvis jeg er sammen med flere end ét menneske, kan jeg ikke lade være med at opleve at jeg er overflødig. Der er ligesom ikke brug for mig og det jeg har at give, og jeg har ingen ide om hvorfor jeg skal være der også - med mindre jeg har et helt konkret arbejde at udføre, selvfølgelig, dvs. en funktion som gør en positiv forskel i forhold til at nå et mål.

Hvorfor folk synes jeg skal skal være til stede når de allerede har nogen at være sammen med, er mig en gåde, ligesom det omvendte er mig en gåde, altså når folk synes at andre også lige kan komme og være med selvom de oprindeligt havde en aftale med mig. Jeg vil gerne se mennesker jeg kan lide, men hvis jeg skal se dem i selskab med andre, forsvinder muligheden for et egentligt møde og en dyb samtale, og så går meningen fløjten for mig. Med mindre, som nævnt, at meningen er at jeg skal udføre en opgave.

Jeg har observeret og forstået at de fleste andre ikke har det sådan. At folk som flest har andre behov og ønsker end mig, når det kommer til selskabelighed. Jeg tror måske endda jeg kan forestille mig ret præcist hvad de tænker og føler, så jeg opfører mig høfligt og forsøger at tilpasse mig situationen. Måske lader jeg som om jeg synes at det er hyggeligt fordi jeg forstår at det glæder de andre, og fordi jeg ikke vil gøre nogen kede af det. Men sandheden er at jeg egentlig synes folk misbruger min tid og mine kræfter på den måde. Jeg kunne jo lave noget andet mens de snakker.






søndag den 20. august 2017

fredag den 18. august 2017

torsdag den 17. august 2017

Viljen og vejene

Hvor der er vilje, er der vej ..


.. i stort som småt, skidt som godt.

tirsdag den 15. august 2017

Kort sagt


søndag den 13. august 2017



Jeg læser af Tomas Espedal. Det har jeg gjort før, men fornøjelsen er ikke mindre denne gang end de andre. Jeg har hele tiden lyst til at læse op for én eller anden for at dele min glæde og min oplevelse af at genkende og at blive set, men jeg kan ikke vælge hvilket afsnit eller hvilket kapitel. Bedst som jeg tror jeg har fundet det perfekte sted, så kommer der ét til der er lige så perfekt, og jeg kan jo ikke læse hele bogen op. Jeg ved såmænd heller ikke hvem jeg skulle læse det op for som ville forstå det, så jeg går videre alene i stærk bevægelse over det jeg kommer forbi og igennem.






Opdatering kl. 19:25:
Jeg har opdaget at Espedal citerer Dylan Thomas forkert, og nu hvor jeg ved det, bliver jeg nødt til at sige det. Øv. På side 10 står der: "Mørket er et sted, lyset er en vej, skrev Dylan Thomas", og det gentages på side 34. Det er vist retteligen omvendt: “Dark is a way and light is a place" (prøv at google det, fx https://www.youtube.com/watch?v=F5QpQ3x42NQ). Jeg kan få begge versioner til at give mening, dvs. svinge i takt med hvad jeg "tror" på, men den første og forkerte passer som fod i hose til Espedals budskab.

Eller. Har Espedal konstrueret et fortæller-jeg der fejlciterer med vilje (selvom bogen er udråbt som autofiktion)? Kan man forestille sig det? Måske er det mig der ikke fatter en bjælde ... intet under at den her bog kan blive ved med at holde mig vågen! Hvad stiller jeg nu op med citaterne af Rousseau, Kierkegaard og mange, mange andre?

lørdag den 12. august 2017

fredag den 11. august 2017

Lampesær(lig)hed

Hvorom alting er, i aften kan jeg være længe oppe for første gang i en uge, og det er jo i sig selv ikke noget særligt, men et eller andet er der sket med verden, for det er mørkere end det har været længe, og jeg har tændt alle mine små lamper og sidder og glæder mig i lange baner over det. Heller ikke det kan synes at være noget særligt, men det fortæller jeg jer så at det er, for jeg holder virkelig meget af mine lamper. Især min globus. Det ved alle der kommer forbi jævnligt.

tirsdag den 8. august 2017

MBTI

Hvis man kigger på mine etiketter, kan man se at jeg har udgivet i alt blot 5 indlæg med etiketten 'MBTI', og det er i grunden mærkeligt, for det er noget jeg har brugt virkelig lang tid gennem virkelig mange år på at udforske og tænke over, og det er noget der har givet mig mange, mange indsigter og ahaoplevelser.

Måske skyldes min tilbageholdenhed at jeg har på fornemmelsen at folk ser mig som fyren i videoen her: The friend that's into personality tests, lige så snart jeg åbner munden omkring det her emne. Tøhø.

I dag vover jeg dog pelsen fordi jeg gerne vil dele denne side med dig som eventuelt også er interesseret i MBTI: personalityhacker.com. (Linket til videoen ovenfor er også herfra). Her har jeg fundet så meget godt stof - på skrift, video og podcast - at jeg ville synes det nærmede sig en forbrydelse hvis jeg beholdt den opdagelse for mig selv.

Kender du ikke din egen MBTI-type, er der en gratis test på siden. Den adskiller sig fra andre test jeg har prøvet, og jeg har en klar oplevelse af at det gør den til en mere præcis test. (Jeg vil dog lige tilføje at jeg i princippet mener at man skal være varsom med helt at stole på sådanne test uden efterfølgende samtale med en kompetent MBTI-kender. I hvert fald skal man være meget omhyggelig med at undersøge om beskrivelserne af resultattypen nu også får en til at føle sig genkendt og set. Hvis ikke, kan man prøve en anden test, eller opsøge en konsulent).

Selvom jeg er lidt nørdet med det her typologi og gerne forsøger at sætte mig ind i og forstå andre typer end min egen, kan jeg selvfølgelig vældig godt lide at læse eller høre om "mig selv". Jeg er INTJ'er, og sjældent er jeg stødt på materiale der har fået mig til at føle mig så set og forstået som på denne side. Hvis du selv er INTJ'er (eller har en nær ven/slægtning der er INTJ'er (især 4), eller bare er meget nysgerrig) skulle du prøve at sluge for eksempel de her fire indlæg:

  1. INTJ Personality: Mind Wiring For Personal Growth (lyd med lidt støttetekst)
  2. INTJ Personality Type Secret (video)
  3. INTJ Personality Type Advice (podcast)
  4. INTx Unleashed: INTJ Survey Results (tekst)



søndag den 6. august 2017

⚽ ...

Kvindeatletik
Kvindesvømning
Kvinderoning
Kvindekarate
Kvindesejlsport
Kvindefodbold
.
.
.

Er det kun mig der kan se at der er noget helt galt med den liste?

(Undskyld sarkasmen, men det er virkelig svært at lade være når man hører og ser hvad folk siger i forbindelse med EM-turneringen i FODBOLD for kvinder).

lørdag den 5. august 2017

Seriemani

Jeg går til bekendelse: Jeg er serieman. Jeg ser stort set aldrig tv (ejer end ikke et apparat og streamer kun nødtørftigt fra dr's hjemmeside hvis noget virkelig fanger min interesse). Men HBO og Netflix har mig i deres hule hånd, og uden de to tjenester kom jeg til at mangle inspiration, flugt fra hverdagen, universer at udforske, viden at indsamle, problematikker at tænke over, personer at identificere mig med, personer at tage afstand fra og så selvfølgelig underholdning.

Mit sidst afsluttede serieprojekt er Black Sails (HBO) hvilket ud over den blot og bare fornøjelse ved at se en rigtig kvalitetsserie fik mig til at grave lidt i det historiske omkring pirater, 1700-tallet, Caribien, kolonialisme .. og mere. Serien har også fået mig til at læse Skatteøen af Robert Louis Stevenson, og - tro det eller ej - jeg syntes den var vildt spændende! I mange øjeblikke hvor jeg skulle vælge at bruge min sparsomme fritid på at læse i den eller se videre på mit næste serieprojekt (mere om det nederst), valgte jeg bogen. Intet under at den er blevet en klassiker!

Nu er jeg færdig, og selvom det ikke føles helt så tomt og sorgfuldt som når en god serie slutter og man skal sige farvel til de fiktive karakterer man har lært at kende og fulgt med interesse (at sige farvel til James Flint/McGraw var i særklasse hårdt!), er det alligevel en anelse surt at være nået dertil. Sagt med taknemmelighed over den fine oplevelse.



Til at starte med fandt jeg på at se Black Sails for at udfylde det seriehul der var opstået i mig efter at jeg havde set alle udgivne sæsoner af Vikings. Vikings er en serie som jeg på alle måder har haft den største fornøjelse ved at fordybe mig i, og som en ekstra, værdifuld bonus har den givet anledning til nogle virkelig fine snakke med min ene søn om både konkrete historiske fakta, eksistentielle temaer og filmiske kneb.

Fra udstillingen Kongernes Jelling, Nationalmuseet i Jelling - et eksempel på hvor historiske fakta og Vikings flugter, omend tidsperspektivet er forskruet:



 

Til efteråret kommer der en ny sæson, og jeg venter spændt til bristepunktet, men indtil da må jeg finde på noget andet at se, og Black Sails var på alle måder en værdig "afløser" at finde og i helt sin egen ret som en stor serie.

Andre skatte, som jeg ved venners gode hjælp har fundet, er The Fall (Netflix) og Big Little Lies (HBO) som begge tilhører helt andre genrer og har stærke budskaber vedrørende det at være kvinde (og mand).

Derudover er jeg en sucker for Elementary og Sherlock (begge Netflix) - men det har helt sin egen for mig personlige "logik" (altså at jeg er en sucker for dem, ikke serierne i sig selv; i dem er logikken soleklar).

Nu ser jeg Game of Thrones (HBO). Jeg prøver at indhente hele serien for at nå frem til at kunne se den nye sæson parallelt med min søn og "alle" andre mennesker i verden. Det er fint, og som Arya er jeg ved at udvikle min helt egen liste over hvem jeg ønsker død i det univers. Og for egen regning: hvem jeg ønsker lever længe og får magt og indflydelse. Meget mere er der ikke at sige om den serie for min part. Jeg keder mig ikke (hele tiden), men som sagt ovenfor: Udkonkurrere Skatteøen kan den ikke i min verden.

Nu ved du hvilke serier undertegnede serieman er optaget af lige for tiden, men ikke særligt meget om hvorfor, og det er med vilje. Hvis du leder efter en serie at kaste dig over og generelt har en fornemmelse af at interessere dig for det samme som mig, vil jeg anbefale at tjekke de nævnte serier ud på nettet og se om de rammer en streng i dit eget univers. Jeg tror ikke meget på objektive vurderinger når det kommer til kulturelle tilbud, men langt mere på at så at sige alle kulturelle tilbud kan være værdifulde, berigende og lærerige hvis de rammer én på det præcis rigtige tidspunkt.

---
Opdatering 12. august 2017:
https://plus.google.com/+JanneM%C3%B8llerOlsen/posts/NCo9Bgctbqs

fredag den 4. august 2017

Pyt



Vandstanden har været konstant på cykelstien hele sommeren. Pyt.

Jeg snitter lige en kliché i kanten og påstår at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlige holdninger til vejret som det er.

Og jeg minder lige om Eckhart Tolles doktrin om brok: Hvis noget gør dig utilfreds, så er der tre konstruktive muligheder: Lav det om, accepter det eller forlad det. Brok fører ingen gode steder hen.

Når det kommer til utilfredshed med vejret (og ikke klimaet, måske), så duer to af de tre muligheder. Grib dem.




lørdag den 29. juli 2017

"Karma"

Jeg har truffet en stor beslutning i denne uge om igen at ommøblere mit liv. De sidste tre år har jeg kæmpet og slidt for at skabe en tilværelse for mig selv, men i dette tilfælde kommer forbedringen uden den helt store målrettede indsats fra min side. Da jeg udtrykte min forundring over dette til min ældste søn, svarede han at det da var "karma".

Dét synes jeg er en bemærkelsesværdig bemærkning fra et menneske som jeg har forladt og ikke haft ret mange kræfter til at være der for i de her tre år. Den efterlader mig ikke mindre undrende, men måske mindre tynget.



fredag den 28. juli 2017

Mere om drømmen om en bro med bruser

Man skal aldrig underkende hverken 1) den vilje og de ressourcer der findes blandt ens venner derude til at hjælpe én, eller 2) de subtile, mentale tilstandsrapporter som ens præsente minder og fantasier giver adgang til, på samme måde som drømme.

Begge dele fylder mig med ærefrygt lige nu.

Til 1): En ven har sendt mig dette link: Googlesøgning på 'farvel jeg hedder kurt (1969)', og det er jo lige præcis den film jeg husker! Jeg så godt det klip på 2½ minut der ligger på Bonanza, og jeg har hele tiden hørt Thomas Windings stemme i baggrunden, men strandede ved klippet af forældrene der løber forvirrede rundt og leder efter deres datter. Nu sidder jeg og kigger på billederne og føler mig forløst. Tusind millioner tak.

Til 2): Filmen handler om et barn der ikke får det fra forældrene det har brug for, som flytter hjemmefra til (flygter ind i) en drømmeagtig eventyrverden, og som i processen udviser lidt kønsidentitetsforvirring  .. hvad skal jeg sige andet end at det er temaer jeg kender til hudløshed fra min egen barndom. Det er steder i mit indre landskab jeg kredser hen over igen og igen i en spiral mod udvidelse af bevidstheden, og jeg ved godt jeg er der igen lige nu.

torsdag den 27. juli 2017

Drømmen om en bro med bruser

Tidligere i dag gik jeg rundt om den sø jeg bor tæt på, og for første gang nogensinde var alle de gode broer med bænke ledige, og jeg måtte ud og sidde lidt på dem alle sammen og kigge ud over vandet og landet. Det tog sin tid at komme rundt, det siger sig selv, men skønt var det, og mens jeg sad der, blev et filmklip fra min barndom ved med at dukke op i mit hoved. Noget med en pige (tror jeg nok) der holder til på en afsidesliggende badebro med bruser, måske sover hun i en båd. Jeg husker det som en drøm af en tilværelse -- hvor ville jeg gerne prøve det der med at gå i brusebad ude på en bro!

Nu har jeg ledt og ledt med alt hvad jeg kan komme op med af søgeord og associationer, men jeg kan ikke finde ud af hvad det var for en serie. Til gengæld, da jeg gennemtrawlede dr.dk/bonanza, fandt jeg serien Hemmelig sommer fra 1971, som jeg troede et øjeblik var den jeg ledte efter, fordi den har en scene hvor en pige vinder på galopbanen, og det husker jeg som noget pigen der boede på broen med bruser, gjorde. Men det var ikke den. Hemmelig sommer er til gengæld med svenske Sara og ikke mindst danske Lars som bliver spillet af Lars Trier (nu = Lars von Trier), og milde himmel, det var børnetider dengang! Jeg kunne måske godt se for mig at Sara ville have fået en eller anden (bogstav)diagnose hvis hun havde været barn i dag, og måske også Lars som "er så genert at han ikke kan tåle at nogen kigger på dem, men Sara var ligeglad". Det er slow-tv når det er bedst, og i det hele taget: der er da ingen grænser for hvilke perler man kan finde på det der Bonanza! Lige til en regnvejrsdag.



Dogme 17 slut

Nu slutter jeg Dogme 17; projektet har gjort hvad det skulle: Jeg har fået skærpet min opmærksomhed mod mine egne ord, jeg har fået vristet mig lidt fri af tendensen fra de andre sociale medier til at tale gennem pæne billeder og eksterne links, og jeg har hvilet mit eksponeringsudmattede, generte jeg lidt ved at undlade at dele links til indlæg.

Det var sjovt (for mig) at tænke i en bestemt ramme, og det befordrede også at jeg faktisk skrev noget (og tænkte endnu mere, også det har været værdifuldt). Jeg håber jeg kan fortsætte hvad jeg har genstartet, blot nu i helt fri form.

Jeg fik aldrig lavet nogen lydklip som jeg ellers havde luftet, men jeg har ikke helt opgivet, for jeg synes det kunne være rigtig sjovt at eksperimentere med. Som en Dogme-17-afskedssalut og cliffhanger kommer derfor lige her et minuts silende regn - en lyd jeg selv holder meget af (ingen ironi, jeg mener det):




---
Tid: Kl. 15:39
Sted: Bagsværd, min stue, min seng

fredag den 21. juli 2017

Med skyldig tak til Tove

SELVPORTRÆT A

Jeg kan ikke:
lave mad
se pæn ud
hygge om folk
bruge makeup
passe blomster
hænge ud uden mål
lide at få gaver
give rigtige drikkepenge
ofre mig for en mand
vise interesse
ved møder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at tænke abstrakt
at have en mening
at spise chokolade
at vægre mig ved gentagelser
at kræve præcision
at lade andres forventninger kvæle mig
og at fjerne hår.
At føle mig invaderet
at være ærlig
at elske
dem jeg elsker
og hårde negle

Jeg kan:
være alene
arbejde
læse bøger
se serier
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse.

---
Tid: Kl. 21:32
Sted: Bagsværd, min stue, ved skrivebordet.

søndag den 16. juli 2017

life is a four letter L word

e f t
o s t
i k e
i f t
o c k
a c k
e a d
o v e

I  l _ _ _  m y  f a m i l y


---
Tid: Kl. 9:36
Sted: Bagsværd, stuen, mit skrivebord

onsdag den 12. juli 2017

Blår

Jeg har tænkt over det. Jeg ved nu at drivkraften bag alle de vigtigste handlinger i mit liv har været at undgå at komme til at føle skam. Nogle gange har beslutningerne set ud til at være resultatet af fornuftig analyse, mod og jernvilje, måske endda etik. Nogle gange til at være en fej kujons flugt fra ansvar eller tilknytning hvilket paradoksalt nok også medfører skam, om end en mildere en af slagsen end den min drivkraft er gjort af, og som jeg frygter mere end alt andet. Selv døden, vil jeg mene i mine mørkeste øjeblikke.

At forstå mine bevægelser anderledes ville være at stikke blår i øjnene.

---
Tid: Kl. 14:53
Sted: Bagsværd, stuen, mit skrivebord.

torsdag den 6. juli 2017

Prøve

Jeg har længe godt kunnet tænke mig at gå gennem landet, men kan jeg det?

Jeg har ferie, og beslutter at gå en lille bid af hærvejen. Som en tryg, risikofri prøve.

En prøve på om jeg kan finde ud af at pakke rygsækken med det rigtige til at min krop kan fungere optimalt. På om jeg kan finde steder at sove uden at få overskredet mine grænser for hvor tæt kontakt med andre mennesker og hvor primitive forhold jeg kan klare. Og på om jeg overhovedet kan lide at være på "farten" og transportere mig selv gennem ukendt terræn.

Jeg bestod prøven. Det var en fest, og jeg overvejede seriøst om jeg skulle stå helt af ræset og bare fortsætte som en anden slow-version af Forrest Gump. Men så modig var jeg alligevel ikke.

Så jeg nøjedes med fire dage hvor en bid af Jylland åbenbarede sig for mig som jeg aldrig har set det før. Jeg fandt at lyngheden må være et af mine favoritlandskaber; jeg nød godt af en dags uovertruffent gå-selskab sammen med en veninde; og jeg talte med så mange venlige og hjælpsomme mennesker at jeg er i sandhed forundret. Jeg opdagede min krops og mit sinds naturlige egnethed til et sådant projekt, og jeg gør det gerne igen, for nu ved jeg at jeg både kan og vil. På en eller anden måde fik ordet 'ferie' endelig et indhold for mig.

Jeg sluttede turen i Jelling hvor nationalmuseet har sørget for at jeg kunne rejse ikke bare i min egen tid, men i mit lands tid på virkelig fornem vis. Også det var en fest, som jeg lige må nævne her. Kongernes Jelling hedder det. Og hvis du er til kirker, er Jelling kirke smukkere end smuk. Gå ikke glip af det hvis du kommer i nærheden.

Jeg brugte bogen Hærvejen, pilgrimsvejen, fra Hirtshals/Frederikshavn til Danevirke af Henrik Tarp som inspiration og vejviser, og den er go' og lige hvad jeg havde brug for.



---
Tid: Kl. 11:03
Sted: Bagsværd, min stue, skrivebordet.

torsdag den 29. juni 2017

Forsagtheden

Jeg læser mere af Roy Jacobsen, nu er det Anger der fængsler mig. Det er uretfærdigt og måske endda ufrugtbart at tage en passage ud af sammenhængen og kigge på den fuldstændigt løsrevet, men jeg må gøre det alligevel. Der er et bestemt ord og et bestemt sted i bogen der har optaget mig hele dagen. Ordet er 'forsagt', og det indgår i en sammenhæng hvor hovedpersonen bliver talt til på en måde som ikke bare får ham til at føle sig malplaceret hvilket han aldrig bliver påvirket af, men også forsagt hvilket er noget andet fordi det - med forfatterens præcise ord - får én til at demontere sig selv og gå i opløsning af egen kraft.

Se, det kender jeg uden at jeg har vidst at det er sådan jeg opfatter det. Jeg kan også godt tåle at opleve at være malplaceret, det er til at leve med for så kan man bare gå et andet sted hen. Men at føle sig forsagt i betydningen tilskyndet til at trække sig fra verden, fylde så lidt som muligt, dét er en helt anden sag.

Forsagt betyder nogenlunde det samme som genert eller sky, og ordets sproglige rod peger i retning af betydninger som at tabe modet og blive bange. Jeg ved præcis hvad der kan få mig til at tabe modet, blive bange og tilskyndet til at opløse mig selv: Det kan hændelser eller udvekslinger mellem mig og andre som tænder en brændende, uudholdelig skamfølelse indeni mig og får mig til at frygte at være blevet forkastet som menneske, latterliggjort, ikke-forstået, misforstået eller nedgjort. En følelse af at jeg er et uværdigt og forkert menneske og at der ikke findes noget sted på guds grønne jord hvor jeg hører hjemme. At selve min eksistens er en fejl.

Jeg tror at skam er årsagen til (stort set) alle ulykkeligheder og kontroverser mellem mennesker. Når vi arbejder med vores skamfølelser, arbejder vi med selve grundlaget for at vi kan gøre det modsatte af at demontere os selv og opløse os ved egen kraft og i stedet at montere os selv i verden og lade os selv træde frem og ind i livet som dem vi er. At kunne gøre det er tillige grundlaget for at vi kan lade andre gøre det samme uden at der opstår ulykkeligheder og kontroverser - også når vi synes de andre er meget forskellige fra os selv.


---
Tid: Kl. 22:30
Sted: Bagsværd, mit skrivebord