fredag den 29. juli 2016

Kunsten og konsumenten

Jeg har været i mageløst selskab i dag, og det har ikke efterladt mig uberørt, for nu at sige det uden at overdrive.

Først så jeg ind (og som læsere her på stedet vil vide, er det - sagt uden blusel - min spidskompetence, og jeg nød det hele stort):

Anne Marie Carl Nielsen: Havfrue
Niels Hansen Jacobsen: Skyggen
Joakim Skovgaard: Kristus i de dødes rige

Så så jeg ud (også på mit eget lidt skeptiske selv, der dog på forhånd havde glædet sig til lige præcis det her møde for at opleve ved selvsyn hvordan manden Jens dristede sig til at se på en (sin) kvinde):

Jens Ferdinand Willumsen: En bjergbestigerske

Og til sidst blev det hele meget moderne, og så så jeg både ind og ud på samme tid, og det var så fucking skræmmende at jeg trak vejret hurtigt og skulle koncentrere mig for at bringe mine nerver i ro. Jeg fatter ikke hvordan en kvinde der gik ind i kunstværket lige efter mig og mens jeg kæmpede for at få min hyperventilation under kontrol, tilsyneladende iagttog det hele fuldstændig uanfægtet og slog sig vej ud gennem svingdørene igen efter to nanosekunder for at blive forenet med sin mand som hun signalerede til at dér behøvede han ikke gå ind.

Elmgreen & Dragsted: Please, keep quiet.

Det var en fejl, det mener jeg virkelig. Prøv selv en dag at gå ind på Statens Museum for Kunst, op på øverste i etage i den nye bygning og skub dig vej gennem de her to døre. Det er kunst (har sagkundskaben besluttet) der kan mærkes. I kroppen. Chok.

Efter den oplevelse forsøgte jeg at interessere mig lidt mere for alle de moderne ting, men der kunne ikke være mere i mit system og jeg måtte ud. Jeg bliver nødt til at komme igen en anden gang og se færdig.

Udenfor var regnen begyndt, og skyerne så ud til at ville lække en ikke ringe mængde vand, så jeg tænkte: Hvad gør jeg så?, for jeg havde kun taget en pæn poncho og ikke nogen praktisk regnjakke med. Jeg spurtede til Nørreport station og tog toget til et overdækket indkøbscenter, og måske var det den lille bitte powernap jeg nåede at tage på vejen, der gjorde at jeg nærmest skiftede personlighed. I hvert fald, da jeg kom ud af centeret igen (og regnen var holdt op), var der smuttet en kjole, en nederdel og et par virkelig nice sko ned i min pose. Altsammen købt på tilbud. Og jeg fortryder intet, især ikke efter at være kommet hjem og have set mig selv i spejlet med det hele på. Chok igen.

Nu er jeg træt. I morgen må jeg restituere. Det begynder at dæmre for mig hvorfor jeg aldrig rigtigt har været vild med at tage på ferie.


* Hvis du vil vide mere om de kunstværker som er afbilledet, kan du finde lidt ekstra information her: https://goo.gl/photos/VA7PgDo4nTXyG4qo7.



tirsdag den 26. juli 2016

Ferie

Jeg har ferie, det har I nok gættet, og der er gået godt en uge nu, så jeg er ved at nå stadiet hvor jeg er uden for tid og sted, og det er så godt at jeg er endda er begyndt at huske mine drømme igen, store drømme husker jeg, til gengæld glemmer jeg hvornår svømmehallen åbner, og i dag gik jeg forgæves og måtte trøste mig selv med noget andet befordrende i den lokale yndlingsbutik der har anmeldelser stukket ind i bøgerne og Storm P-visdom hængende fra hylderne i øjenhøjde, og det var svært, virkelig svært, jeg var endda helt nede på knæ og fiske en digtsamling ud fra bag en digtsamling, men valget faldt, og nu glæder jeg mig, for den her bog var allerede anmeldt i min hukommelse og ventede bare på at blive fundet.





*Alt det jeg ikke husker af Jonas Hassan Khemiri.


søndag den 24. juli 2016

Refleksioner


Har set en vandglorie i dag. 

Jeg er sikker på at vi alle har sådan én når vi står på rette sted på rette tidspunkt.

Er vi ikke heldige? 

;-)



Og så har jeg set en havn, og havne har altid fascineret mig. De markerer overgangen eller grænsen mellem hjemme og ude, fast og flydende, fortid og fremtid, stilstand og bevægelse, kendt og ukendt, tryghed og eventyrlyst, land og hav. 

Og symbolsk: mellem bevidstheden og det ubevidste.

Af alle udsigter tror jeg måske at udsigten over en havn var den jeg ville foretrække.


onsdag den 20. juli 2016

Lyset i skyggen

"Tag dit lys hjem" hedder en ny bog af Pernille Melsted om at arbejde med sine skyggesider, og jeg er stødt på en rigtig fin artikel om den som jeg gerne vil dele et link til her: http://www.alt.dk/sundhed/psykologi/sadan-genopdager-du-de-sider-du-ubevidst-har-pakket-vak-siden-du-var-barn

I artiklen står der blandt andet:
Vi skal ikke være det hele på en gang, men vi skal have adgang til det hele. Det er der, friheden er. Når vi bliver identificeret med at være noget bestemt eller siger til os selv, at "jeg er jo ikke sådan en, der...", så afskærer vi os selv fra en masse ting, fordi vores handlinger bliver enten eller. Vi skal være både og. Vi skal have lov til både at være dybe og overfladiske på samme tid. Kan man både læse Kierkegaard og Se og Hør? Både være klog og forfængelig? Ja. Man mister ikke nogen hjerneceller af at tage mascara på. Og hvis vi ikke har adgang til egenskaber som for eksempel "grådig" eller "egoistisk", mister vi muligheden for at gå efter det, vi vil og tage vare på os selv. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder ville spørge sig selv, hvorfor de er, som de er, eller hvorfor de gør, som de gør. Er det bare deres natur, eller er det, fordi det er noget, de har tillært sig? Er der noget, som de enten har gemt eller glemt, som de kunne få adgang til igen, og som kunne bidrage med noget i deres liv?, påpeger Pernille Melsted.
"Man mister ikke nogen hjerneceller af at tage mascara på". Næh. Men bliver jeg ikke et grimt menneske af at optræde som om jeg har noget vigtigt at sige? Næh.

Husk at læse helt ned til punkt 6 i bunden af artiklen - uden punkt 6 er vi lige vidt ;-).




lørdag den 9. juli 2016

Gratis glæde #32

At lære sig selv at kende.




søndag den 3. juli 2016

Sand rimer på vand




: : : :




Blev taget med ud i sommerlandet og ville ikke hjem igen. Stjal et billede og en håndfuld sand til mit lys så jeg ikke glemmer hvor jeg (også) føler mig hjemme. Glæder mig over at der gror hyben lige neden for mit vindue.




~~~