22. september 2015

Hvad-nu-hvis

Jeg vågner om natten og hører regnen falde på terrassen. Jeg forsøger søvndrukken at tænke igennem hvilket tøj jeg skal tage på for at have det godt på den ret lange cykeltur jeg skal ud på klokken kvart i fire. Så vågner jeg helt og kommer i tanke om at jeg har fri. Jeg kan sove igen. Bortset fra at jeg alligevel ikke kan sove igen fordi rækken af hændelser fra gårdsdagens vagt som har sat et følelsesmæssigt aftryk i mit system, nu ruller forbi mit indre blik og sætter min krop i oprør. Jeg koncentrerer mig og trækker vejret på en måde jeg ved kan berolige mig. Det lykkes, og søvnen kommer drivende ind over mig igen som bryg over en mose.

Morgenlyset falder ind i værelset. Jeg står op, tager søndagstøj på selvom det er tirsdag, og laver kaffe. Uroen er der igen, og jeg ville egentlig hellere på arbejde og følge op på det jeg ikke er færdig med. Jeg foretrækker at konfrontere realiteterne i stedet for at skulle håndtere bekymringerne, men nu er en del af mit liv skemalagt og i øvrigt underlagt andres ledelse, så jeg må vente og imens gøre dagen til min egen.

Mit liv har undergået en kæmpe forandring de sidste næsten 1½ år. Skridt for skridt. Jeg er tilfreds med hvor jeg er nu, men har stadig noget tilpasningsarbejde at gøre. At finde ud af at passe ind og leve med de nye vilkår samtidig med at jeg bevarer mig selv, det er ikke nogen lille opgave, og det kommer til at tage tid at nå i mål.

Om eftermiddagen ringer en kollega, og jeg får lejlighed til at spørge kort og henkastet til nogle af de ting fra i går som stadig bekymrer mig, selvom det er noget helt andet hun lige vil spørge om. Svarene gør mine bekymringer til skamme, og jeg sætter pris på den mulighed for et realitetstjek jeg har fået foræret. Jeg smiler lidt for mig selv, for sådan er det oftest. Min veludviklede forestillingsevne er både min styrke og min svaghed, kalejdoskopisk som den er.

Jeg mærker forandringen ske indeni. Dagen er nu min egen. Først nu.

21. september 2015

Spejl

Ånd ind. Ånd ud.

Min krop bevæges af røde fibre. Jeg må være født med flest af dem. Udholdenhed er mit mellemnavn. Hurtighed er en by i Rusland.

Kroppen er et spejl.

Hvis der var fibre i mine mentale muskler, ville de også være røde.

Ånd ind. Ånd ud.

2. september 2015

Steps

Frans giver (tidsbegrænset) tilladelse til at tilgive kvinder der værner om eget liv. Barack om ikke flytter, så omdøber et bjerg. Andreas er sendt af sted på langfart i rummet. 

That's some small steps for [a] man, some giant leaps for mankind.*


Jeg har haft min første arbejdsdag i 18 år som fastansat og månedslønnet.

That's one giant leap for a woman.


----
Neil Armstrong: That's one small step for [a] man, one giant leap for mankind.