søndag den 12. juli 2015

Fra penge til åndelig frihed

Jeg ved ikke helt (endnu) hvordan jeg er blevet så forskruet, men jeg er tilsyneladende kodet med den forståelse at hvis jeg er økonomisk afhængig af nogen, så er jeg forpligtet til at være loyal over for deres værdier og virkelighedsopfattelser, til eksempel, og bruge min evne til at tænke i deres tjeneste eller helt lade være med at tænke. Det lyder vanvittigt, jeg ved det godt, men det er ikke desto mindre en af mit livs største psykologiske vildfarelser. Jeg erkender at jeg har en tilbøjelighed til at betale for økonomisk eller materiel tryghed med min evne til at tænke selvstændigt eller bruge min forstand - et mønster der er dannet i mig tidligt i livet.

Derfor er det interessant at følge hvad der sker med min oplevelse af at være personligt eller psykologisk uafhængig i takt med at det efterhånden lykkes mig at blive økonomisk uafhængig, og det går mere og mere op for mig at jo mere økonomisk/materielt selvstændig jeg bliver, jo mere føler jeg mig også tilskyndet til, for ikke at sige i stand til, at tænke selvstændigt. Måske burde der ikke være nogen sammenhæng, men det oplever jeg klart at der er - det er virkeligheden for mig.

Jeg har rumlet rundt og rundt omkring det her i et stykke tid, og undervejs stødte jeg på et brudstykke af en leksikonartikel om magt som udfordrede mig yderligere (på den gode måde). Det kommer her:
Magt i en noget anden betydning ("hun har magt over sit liv") er en betingelse for personlig (åndelig) frihed eller myndighed. At opnå en personlig selvstændighed eller autonomi forudsætter, som den tyske filosof Kant understregede, magt i den abstrakte betydning "at kunne og at ville": "Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved beslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: Hav mod til at bruge din forstand" (Was ist Aufklärung, 1784).
fra Den Store Danske, Gyldendal
At den manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse er en selvforskyldt uduelighed, det er jeg klart uenig i, men det er i hvert fald en uduelighed som det er muligt (og en fordring?) at tage ansvar for og ændre ved egen kraft fremadrettet, tænker jeg, hvis man altså kan få magt over sit eget liv, dvs. hvis man kan bringe sig i en position hvor man kan og vil sit eget liv, inklusive sin egen forstand. Og for at opleve at jeg har magt over mit liv, har jeg personligt brug for økonomisk/materiel selvstændighed. (Måske er det udelukkende en personlig ting hos mig, måske findes der noget kollektivt kvindeligt gentaget i fænomenet også? Det har jeg måske lidt på fornemmelsen er tilfældet, men jeg ved det ikke).

Det ender altså med at penge, magt, oplysning og personlig, åndelig frihed tilsyneladende hænger sammen på en eller anden snurrig måde hos mig, og det synes jeg simpelthen er sådan en forbløffende pointe. Jeg ville have forsvoret at penge kunne føre til nogen form for oplysning eller indre frihed, men det ser lige nu ud til at min økonomiske (materielle) situation faktisk har en betydning for min åndelige udvikling. At tage den tanke til mig er som at sluge en kamel, men jeg tror jeg er ved at være parat til at gabe højt. Meget højt.