Effekten af Peter

""En verden i krise behøver et globalt spring i empati", har Peter Høeg sagt".

Det siger Helle Solvang som en del af indledningen til en samtale med Peter Høeg der (som altid) er dyb som Marianergraven og klar som himlen over skyerne at lytte til. Hvis du også er til Peter Høeg (eller hvis du ikke er, men er nysgerrig), kan du høre udsendelsen her:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/dr-s-romanpris-2015#!/


---
Tilføjelse 10-12-2014: Hør mere fra Peter Høeg om blandt andet det med springet i empati i denne udsendelse: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/mennesker-og-tro-tilbagetraekning#!/.

Kommentarer

  1. Kære Janne

    Tak for dine henvisninger. Hvis du vidste, hvor jeg har ledt efter det fra ´Mennesker og tro´. Og nu er det lige her! Tak.
    Jeg elsker at lytte til Peter Høeg og har altid gjort det. Hans udforskning af verden er interessant, synes jeg. Og allermest kan jeg li´ dét, at der er rum og tid omkring hans ord og tænkning. Måske dét du beskriver som klar himmel?
    Men det er en stor sorg for mig, at jeg ikke finder det, i hans litteratur. Jeg kan bare ikke læse hans fortællinger. Måske er det fordi de er flegmatiske og fyldte - har jeg tænkt?
    Jeg har brug for mere tid og rum - og lange bøger, hvor der ikke sker særlig meget!;)Som ´Karitas´fx, som jeg læser lige nu. Den er som et stykke rå islandsk fjeld, der har revet sig løs og er landet i min seng.
    Jeg tror, jeg har brug for tiden og rummet, fordi jeg selv er flegmatisk og fyldt indeni.

    Hvordan oplever du Peter Høeg og hans fortællinger?

    Klem til dig! Fra Laila

    SvarSlet
  2. Kære Laila

    TAK for din kommentar, og undskyld jeg har været så længe om at svare.

    Godt du har glæde af linkene :-). Og det er vel egentlig tit sådan at det kan have to vidt forskellige udfald at komme tæt på en kunstners personlighed og at lære vedkommendes værker at kende - og at et kendskab til begge dele kan påvirke såvel opfattelsen af personene som af vedkommendes kunst? (Og af præcis den grund tænker jeg at der er nogle fx forfattere der holder sig skjult, for at deres bøger kan stå så "rene" som muligt og påskønnes alene i kraft af dem selv (svært i disse tider med sociale medier, radio og tv og den anfægtelse af retten til et privatliv som huserer i vores kultur)).

    Karitas-bøgerne af Kristin Marja Baldursdottir er fantastiske! Jeg har læst dem flere gange, og faktisk er det måske de skønlitterære bøger der har betyder allermest for mig. Måske er de ikke den største kunst (har du læst noget af Tomas Espedal? Ellers prøv det), men der er så megen livskraft og og så mange arketypisk/symbolske køns- og tilværelsesforståelsestræk i dem, at de har gjort uudsletteligt indtryk på mig. Sjovt nok har jeg kun nærmest nævnt dem i bisætninger her på bloggen, men det er måske fordi de har fyldt så meget desto mere i samtaler :-). Bare det var mig der havde til gode at ligge i min seng og forsvinde ind i det univers!

    Peter Høegs fortællinger oplever jeg som meget forskellige - han mestrer flere genrer efter min mening. Generelt oplever jeg Peter Høeg som en meget bevidst og analytisk forfatter, og når jeg læser hans bøger, skanner jeg konstant for de meget dybe bevidsthedsglimt der hele tiden dukker op mellem linjerne. Der er nogle - har jeg læst - der synes det er for meget med alt det "new age-agtige", men jeg genkender og elsker det. Måske er det en projektion, hvem ved, det skrevne er jo ikke noget i sig selv, men bliver til i mødet med læseren - som han selv siger i samtalen med Helle Solvang.

    Hvis jeg skal være helt ærligt, er jeg ligeglad med genretrækket "thriller", og jeg bliver ikke drevet til at læse af spændingen. Jeg bliver drevet af alt det der ligger bag den umiddelbare handling. Jeg læser fx aldrig krimier, de keder mig til døde, og hvis jeg overhovedet skal læse noget i nærheden af krimigenren, så skal der være en helt anden substans i fortællingen end selve handlingen og plottet - uanset hvor godt det sidste er skruet sammen. Jeg respekterer at Peter Høeg vælger at skrive thrillere; jeg kunne forestille mig at han selv morer sig i processen med at skrive spændingen frem og få alle ender til at mødes, men det er i alt det usynlige mellem linjerne som hans præcise sprog afslører, at jeg finder det største liv. Det har en klangbund i mig, hvis jeg kan sige det sådan. Og så morer jeg mig i øvrigt også kosteligt ind imellem og elsker at han kan fremskrive de der intellektuelt overskudsagtige og kampklare personer. De er lige mit yndlingsmiks af heltetræk (og det siger måske mest af alt noget om mig).

    Så meget om Kristin og Peter eller om nogle deres bøger her fra mig på en langsom 3. søndag i advent :-).

    Kærligst
    Janne

    SvarSlet
  3. Kæreste Janne

    Et forsinket glædelig 3. søndag i advent fra mig til dig. Og tusinde tak for dit svar. Jeg har nydt at læse det!

    Inden jeg går i gang med at svare tilbage, vil jeg bare kort fortælle, at jeg for få år siden har fået en vederstyggelig kronisk sygdom, som påvirker min hjerne og muskler i invaliderende grad. Så altså: Hvis jeg nogen gange er kort for hovedet i mine blog kommentarer, ikke får svaret på alt, og at det ind i mellem er noget vrøvl, det jeg skriver, er det derfor(og dog, vrøvle kunne jeg jo også før!)Og ikke fordi jeg ikke er interesseret. Jeg prøver det bedste, jeg kan. Førhen elskede jeg at læse og skrive. Og nu må jeg ofte hvile uger i mellem, jeg skriver og læser det mindste. Nok om det.

    Til dit første afsnit kan jeg rigtig godt følge dig. Vi mennesker - og dem, som er kunstnere - er jo ubeskriveligt sammensatte og uudgrundelige. Og det giver mening, at en kunstners værk er så anderledes fra han eller huns umiddelbare væsen. Og på en anden måde dog så ligt. Jeg får billedet, som jo er så kendt, af værket som kunstnerens barn.
    De mere eller mindre skjulte kunstnere. Ja, tanken er smuk. Men nok næsten en umulighed i vores tid, som du beskriver det. Ja, tværtimod faktisk, med det kæmpe fokus der er på personhistorier - også politisk - på individualitet og eksponering. Jeg kiggede forleden et lille smut forbi den nye Astrid Lindgren biografi, hvor der står, at gamle Astrid ofte sukkede: ´Alt er forfængelighed og jagen efter vind!´ Og det kan hun jo have ret i.

    Jeg synes, det er rørende, at Karitas bøgerne betyder så meget for dig, Janne. Og jeg forstår dig (så godt som jeg kan). Jeg forstår også din fascination af al symbolikken, alle lagene. En ældgammel kvindelighed, der prøver at nå dig, måske?
    For mig er det også genlæs. Jeg kan ikke andet pt. i fht. min koncentration. Og bøgerne betyder også rigtig meget for mig. Det er som om, jeg selv bliver en del af naturen deroppe. Jeg tror, desværre, jeg smider mit intellekt helt væk, når jeg læser, og tager sansningen ind. Farverne, duftene, formerne, strukturene. Det behøver selvfølgelig ikke være et enten eller, men det bliver det næsten for mig. Det er, som om der er noget bag ved historien, der prøver at nå mig, eller som jeg prøver at nå. Faktisk oplever jeg det ikke som om, det er Karitas, der har hovedrollen, men fjeldene. At det er fjeldenes sang.

    Jeg synes, det er sjovt, at jeg engang skrev, at du skriver som en blå, klar himmel, og at du selv bruger næsten det samme billede om Peter Høgh.
    Der ER noget blå klar himmel over din skrift, Janne. Sådan læser jeg det i hvert fald. Og det er dejligt at læse!
    Jeg kan følge din jagt på bevidsthedglimt hos ham, og jeg kan forestille mig, at der er mange af dem.
    Også at du føler en klangbund i forhold til hans fortællinger. Det Kender jeg godt følelsen af.
    Jeg tror, det er Kerstin Ekman, der har fortalt det: At hun leder ikke i sit bibliotek efter en bestemt bog, hun leder efter en bestemt fortællerstemme.

    Tak for din henvisning til Tomas Espedal. Jeg håber, jeg vil få mulighed en gang til at læse hans værker.

    Jeg har også én til dig, skønt, jeg tror, du måske i forvejen kender den. Kerstin Ekmans bog: Hændelser ved vand.

    Det er den første og eneste krimi - har det som dig! - jeg har læst. Men du verden, den er god. Den indeholder nemlig temmelig meget af verden.
    Og så handler den om vand. Og her kommer jeg til at tænke på dig!

    Kæreste Janne. Jeg får ikke skrevet mere, her inden jul.
    Så jeg vil ønske dig, netop: En rigtig glædelig jul!

    Mange varme hilsner fra Laila

    SvarSlet
  4. Kære Laila

    Jeg er ked af at høre om din sygdom, det lyder meget svært. Jeg har ingen forventninger til hvordan kommentarer her på stedet skal være (bortset måske fra ordentlige i tonen, men det er de også altid - har aldrig oplevet andet i alle de år bloggen har eksisteret). Det er rart at vide at din situation er særlig og at dit skriftlige udtryk er præget af den, men uanset hvad tager jeg dine kommentarer som de er, med glæde :-).

    Hun var en klog kvinde, Astrid Lindgren ;-).

    Karitas betyder kærlighed, næstekærlighed, barmhjertighed mm., og dét er for mig hovedpersonen i de to bøger - eller lidt mere udbygget: Karitas uden titel, dvs. den ubetingede kærlighed. Sådan lige kort fortalt.

    Og vi har alle nogle præferencer blandt måder at opfatte på og måder at strukturere/vurdere det vi opfatter på, tænker jeg, og jeg tror at de bøger vi bedst kan lide, er dem skrevet af forfattere der har samme eller næsten samme præferencer som os selv. Nogle gange kan "det modsatte" også byde på en stærk fascination, og det er måske her det største læringspotentiale er, men i tilfældet Peter og mig og den dybe grund og klare himmel, og Kristin og mig og det symbolske/arketypiske, så har jeg en stærk fornemmelse af at jeg ligner de to forfattere mere mht. til præferencer end vi er forskellige (det er min fornemmelse, og står helt for min regning). (Hvis du kender til mbti, så er min type primært INFJ, dog fungere jer som INTJ'er i nogle situationer). Men heldigvis kan gode, komplekse bøger jo læses på lige så mange måder som der er læsere, og vi leder alle efter et spejl af os selv når vi læser, tror jeg apropos, og det er bare med at nyde og tage imod alt det der virker for én. At få fjeldene indendørs via sanserne må være en stor og værdifuld oplevelse :-).

    Tak for din henvisning til Hændelser ved vand. Jeg har faktisk engang, da jeg var meget, meget yngre end jeg er nu, læst den, og jeg husker den som virkelig uhyggelig, mørk og grum. Og så husker jeg at kvinderne havde det sindssygt hårdt i det miljø der er beskrevet. Måske husker jeg forkert, og det kunne være jeg skulle læse den igen nu.

    Jeg vil også ønske dig en rigtig glædelig jul (i fjeldet). TAK for alle dine ord!

    Kærligst
    Janne

    SvarSlet
  5. *rettelse: fungere jer > fungerer jeg

    SvarSlet
  6. Kæreste Janne

    Tak for dine gode ord til mig - og et rigtig lyst nytår ønsker jeg dig!

    Tak for at vide hvad der er hovedpersonen for dig i Karitasbøgerne.

    Ja, vi spejler os, også i fortællerstemmer, sådan må det være, og det er jeg enig med dig i. Men for mig føles det afgørende måske ikke helt spejlningen, som er der, men mere at der skabes noget fælles tredie, som man ikke ved, hvad er, hvor kom fra, eller hvor skal hen. Men bare at det er der, at det er en energi, en drift fremad, en nåde og et åbent stort rum for kærligheden.

    Jeg er som du INFJ.

    Jo, hændelser ved vand er grum. Det synes jeg bestemt også, fx i mordaspektet. Men jeg kan utrolig godt li´den. Jeg kan li´Kerstin Ekmans ufattelige viden, jeg kan li´hendes empati med personerne i bogen, jeg har højst sandsynligt ikke samme politiske indstilling som hun, men jeg genkender hendes utrolige kærlighed til naturen, og særligt skoven. Og så oplever og beskriver hun naturen på en anden måde, end jeg selv ville gøre. Hvis hun vævede tæpper, ville der være uendelig mange detaljer i, er jeg sikker på.
    Selv er hun fashineret af Faust. Og hun beskriver, hvordan der i den fortælling åbnes uendelige rum, helt ned i detaljerne, i mange af sætningerne.
    Og det samme føler jeg med hendes.

    Jeg anbefalede den til dig pga. vandet, men dels også pga. hendes viden.
    Jeg havde dog, som skrevet, på fornemmelsen, du havde læst den.

    Men ved du hvad? Hvor er det sjældent man kan bruge anbefalinger til noget.
    Jeg tror, man må lytte til sin sjæls vej. Ind i mellem blandes den med anbefalinger, men det er nu sjældent.

    Alt det bedste til dig, kæreste Janne.

    Kærligst, fra Laila

    SvarSlet
  7. Kære Laila

    Også rigtig godt nytår til dig :-). Og tak for din kommentar!

    Det der tredje .. kunne man forestille sig at det var noget ubevidst hos én som bliver spejlet, og at det føles som at blive tilført noget nyt eller at noget nyt opstår og bringes til live? Bare en tanke ..

    Hvor sjovt at du også er INFJ - dem er der ikke så mange af :-).

    Jeg kan ikke huske Hændelser ved vand særligt konkret, men når du fortæller om den, tænker jeg at den må jeg læse igen ved lejlighed. Jeg har forsøgt at læse serien Ulveskindet af Kerstin Ekman, og jeg kan godt mærke at hun både er en fortæller og en sprogbehersker i mesterklasse, og ind imellem er jeg også virkelig fanget, men jeg kløjs i længden i .. ja, detaljerne. Der er simpelthen for mange til min tålmodighed. Jeg har det på præcis samme måde med - altså uden sammenligning ellers i øvrigt - Ringenes Herre og Harry Potter. Jeg synes det er kæmpestore fortællinger, og jeg ville ønske jeg kunne, men jeg orker simpelthen ikke at læse det hele. Jeg keder mig lidt, falder hen. Baldursdottir, til eksempel, skriver måske knapt så fint som Ekman og Tolkien, men i et andet tempo og knap så sansemæssigt grundigt, og det kan jeg godt lide :-). Konkret sansning vil nok altid, som min inferiøre funktion, være en kæmpe udfordring for mig både at værdsætte og at udvikle.

    Og det med at man sjældent kan bruge anbefalinger til noget, ja, sådan har jeg det egentlig også. Jeg gemmer det altid i hukommelsen når andre har talt godt om fx en bog eller en film, men det er på en måde til senere brug lige præcis hvis og når jeg har brug for eller er klar til at dykke ned i det. Det har noget med den der spejling af både det bevidste og det ubevidste at gøre (hvis man altså godtager den): Jeg læser det jeg har brug for for at udvikle mig og lære nyt lige nu og her, hvis man kan sige det sådan - jeg føres simpelthen først og fremmest til den enkelte bog af min INFJ-hovedfunktion introverteret intuition, tror jeg ;-).

    Også alt det bedste til dig, Laila :-).

    Kærlige tanker
    Janne

    SvarSlet
  8. Hej igen Janne

    Tusinde tak for din nytårshilsen til mig. Den blev jeg glad for.
    Hvor er det en smuk farve, og et smukt billede, du har fået som baggrund på din side!

    Jeg er på vej til - og midt i - en større skrivepause, men jeg ville nå at kigge forbi dig inden, og lytte og svare.

    Det dér om at det tredie er noget ubevidst, som bliver spejlet, ja sådan ser jeg det også, måske indtil en vis grænse, hvis det ubevidste har grænser? Og i fht. hvad det så ellers består af? Jeg synes, spørgsmålet rykker ved nogle kæmpe spørgsmål indeni - som er svære at svare kort på, og svare på i det hele taget.
    Men jeg takker dig for spørgsmålet!

    Jeg læser ofte (lidt) i en lille bog af Rilke, og han skriver bl.a., at menneskeheden må fatte, at der aldrig nogensinde tilstøder den noget udefra og ind, men tværtimod vokser alt indefra og ud.
    Og det er vel også blevet vores tids måde at forstå verden på?Eller vi bevæger os derhen. Og ja, måske er vi ankommet for længe siden.

    Vi ved så lidt om bevidstheden og det ubevidste, vi har kun viden, i hvert fald på naturvidenskablig vis, om ca. 5 % af universet, vi bruger ikke den kapacitet, vores hjerner indeholder. Jeg synes, det er svært at svare på.

    Men jeg får igen billedet af barnet. Sådan kan det føles for mig, i oplevelsen af kunst og oplevelsen mellem mennesker: At jeg er medskaber, men det som opstår er en helligdom, jeg har ansvar for det, jeg er tjener af det, men jeg ejer det ikke. Det er af mig og et andet menneske eller et objekt, jeg indgår i det, og alligevel er det noget selvstændigt, noget guddommeligt, noget i sig selv.

    Jeg har har det på nøjagtig samme måde som dig, mht. Ringenes Herre og Harry Potter. Jeg holder også af de store vidder. Og ikke detaljerne. Selvom jeg brændende kunne ønske det. Hvordan jeg så kan lide at læse Kerstin Ekman, og du Peter Høeg, er svært at svare på, ud fra den kategori. Og det er jo dét, synes jeg, der er så vidunderligt! At der ikke findes svar, nødvendigvis. Bare liv.

    Jeg synes, du har en så fin og nænsom måde at skrive det på, det med hvordan du lagrer anbefalinger. Og jeg forstår det i forhold til spejlninger, lidt ligesom en blomst, der folder sig ud.

    Jeg tror også, at tætte venner, eller et spontant syn fra én, kan se noget, man kunne have brug for at læse, som man ikke lige nødvendigvis selv har fået øje på det, endnu.

    Der, hvor jeg synes, det er svært, er i verdens støj, reklame og salg af bøger, hvor har jeg tit hoppet på den! Uden at lytte til min sjæls vej. Det bliver en masse omveje, men de indgår jo - selvfølgelig efter nærmere tanker - også i vejen.

    Slut med snirklende tanker. Nu kan jeg ikke mere, Janne!

    Jeg sender dig en masse varme og gode tanker til din vej.

    Fra Laila

    SvarSlet
  9. Tusind tak, Laila, for at give din energi og dit engagement hertil denne tråd og samtale. Jeg skriver bare kort så vi slutter her for nu :-). Jeg synes du skriver så mange rigtig kloge ting, og jeg er dybt taknemmelig for alle ordene fra dig.

    Og godt vi alle er forskellige trods eventuelle ligheder!

    Kærlige ønsker om god pause
    Janne

    PS. Billedet er Bloggers eget, men jeg synes også det er så fint.

    PPS. Genkender citatet af Rilke - har vist også læst den bog: http://jannessted.blogspot.dk/2014/05/note.html :-).



    SvarSlet

Send en kommentar