13. november 2014

Datid

Folk spørger:
Hvordan går det?
Savner du dine børn?
Er du snart på plads, så jeg kan komme og få kaffe?
Gider du hjælpe mig med at holde min fødselsdag?
Vil du holde mig med selskab et par dage, det trænger jeg til?
Er der faldet ro over det hele så vi kan fortsætte som før?
Skal vi ikke spise nogle lækkerier og drikke noget vin, det må du da trænge til?

Helt ærligt
Jeg ved det ikke
eller jeg har ikke energi til at tage mig af det
eller det rager mig en høstblomt
Det er pænt af dig at spørge
eller noget
Men jeg er et helt andet sted

Og stedet hedder overlevelse
Jeg skal have tag over hovedet
har diskuteret det med mig selv og fundet
at jeg ikke vil kunne leve uden at bo et sted
Og jeg skal have effektiv mad
det behøver jeg ikke diskutere med mig selv
jeg må spise hvis jeg vil leve
og det vil jeg.

Og nu tænker du
Der er da ingen i Danmark der behøver
at være hjemløse eller sulte!
Se, det vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved
Det kommer an på om du vil sælge din sjæl til systemet
eller hvor langt du er villig til at gå
og miste dig selv på vejen
altså ikke miste dine ting eller din livsstil eller dit pæne ansigt,
men dig selv.

Jeg kunne ikke gå længere
og miste mere
af mig selv
For der var allerede så lidt tilbage
at der ikke var mere at donere
Derfor hedder stedet overlevelse
Og hverken indlevelse
eller udlevelse.

8 kommentarer:

Laila sagde ...

Hej igen kære Janne

Tak fordi jeg måtte læse det her digt.
Der er noget utroligt befriende ved det, synes jeg!
Ærligt. Det rammer nok lige præcis et sted, som er så forbudt for kvinder at føle: At vi måske ikke lige kan være dér, for nogen - akkurat nu.

Ih, altså Janne - du skriver godt: Som en flod, der løber ned af bjerget, lige som den altid har gjort det, og bliver ved med at gøre.

Det er selve strukturen, der er smuk. Og vandmasserne (ordene). Og hvor de vil hen.

Gode dage og skrivelyst til dig!:) Fra Laila

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Laila :-)

Og tak for at jeg måtte læse dine tanker om det her digt. Ja, der er nok lidt (eller meget) Ibsensk Nora over det - godt at det falder i god jord hos dig.

Også gode dage til dig fra mig ;-)
Janne

Laila sagde ...

Kære Janne

Nu kender jeg ikke Ibens Nora. Men tænker umiddelbart, at du hentyder til en offer rolle? Men sådan læser - i hvert fald - jeg ikke digtet.
Jeg synes, det er lige omvendt: Stærkt.
Jeg reagerede ikke på den åbenlyse historie i det, fordi jeg relaterer den til en anden historie i min verden; men min medfølelse har du! Jeg så bare noget andet, stærkere, bagved.
Tænk - hvis man kunne finde sådan et digt i den politiske debat her og nu.
Jeg er sikker på, det ville berøre mange mennesker.
Tak, Janne.

Klem fra Laila

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Laila

Jeg kender Ibsens Nora fra Et dukkehjem - har både set og æst dramaet som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Nora er (bliver) en stærk person og dermed en for sin tid og borgerskabet en usædvanlig og forargelig kvinde. Der er ikke meget offer over hende til sidst, og det er faktisk lykkedes mig på nettet at finde den passage som jeg synes indkapsler lige præcis det store ved Nora, og som jeg kan genkende. Vi kommer ind midt i en samtale mellem Nora hendes mand Helmer mod slutningen af dramaet, hvor Nora fortæller at hun har besluttet at forlade sin mand og sine børn:

"Helmer: Forlade dit hjem, din mand og dine børn! Og du tænker ikke på, hvad folk vil sige.
Nora: Det kan jeg ikke ta'e noget hensyn til. Jeg véd bare, det blir nødvendigt for mig.
Helmer: Å, det er oprørende. Således kan du svigte dine helligste pligter.
Nora: Hvad regner du da for mine helligste pligter?
Helmer: Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn?
Nora: Jeg har andre ligeså hellige pligter.
Helmer: Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det være.
Nora: Pligterne imod mig selv.
Helmer: Du er først og fremst hustru og moder.
Nora: Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel som du, – eller ialfald, at jeg skal forsøge på at bli'e det. Jeg véd nok, at de fleste gir dig ret, Torvald, og at der står noget sligt i bøgerne. Men jeg kan ikke længere lade mig nøje med, hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne. Jeg må selv tænke over de ting og se at få rede på dem."

Og samtalen fortsætter ..

Hvor Nora gik hen da hun gik hjemmefra, det har der vist været fremsat adskillige teorier om, men jeg gik op på kommunen og kom fra asken og i ilden på den måde at systemet nu syntes at jeg var forpligtet mod det før mig selv. Dér har du så måske det politiske niveau, i en eller anden humanistisk form - jeg har ingen forstand på politik.

Tænker jeg. Så når jeg skrev det med "Ibsensk Nora", så var det min klodsede og kejtede måde at sige på at jeg blev rigtig glad for at du kunne "se" styrken (min styrke, siger jeg ikke ringe forlegenhed) :-). Så tusind tak, Laila!

Kærligst
Janne

Laila sagde ...

Kloge, modige Nora.

Sådan har det været. Sådan er det. Jeg kan godt mangle kvindeord for det. Det er ligesom for stort.

Tusinde tak fordi du sendte denne passage med, Janne. Og lærte mig lidt om hende. Jeg har selvfølgelig læst overskrifter om stykket og Ibsen, men jeg er aldrig ´landet i det´.

Hendes ord er utrolig fine, særlig hendes allersidste statement, synes jeg.
Så er hun på vej!
Og vi, med hende.

Jeg forstår nu, at du følte dig forstået.
Og selv tak for dine søde ord.

Sender nogle strofer af et digt med af Södergran. Jeg kom til at tænke på hendes ord, da jeg læste dit svar:

»Du sökte en blomma/ och fann en frukt./ Du sökte en källa/ och fann et hav./ Du sökte en kvinna/ och fann en själ - / du är besviken«.

Mange gode hilsner til dig
Fra Laila

Janne Møller Olsen sagde ...

Tak, Laila. Det er godt at dele :-).

Digtet af Södergran er meget fint og smukt. Jeg tænker at det er ironisk at vi mennesker kan blive skuffede når vi ikke får det vi ønsker og søger, selv når vi i stedet får noget der er større eller anderledes end det vi i vores begrænsede udsyn havde sat næsen op efter :-). Der er mange kvinder der må reducere sig selv for ikke at skuffe mandens forventninger .. stadigvæk. ;-)

<3 Janne

Laila sagde ...

Ja, og hendes egne, ikke mindst.

Det er jo dét: Det hele findes i os selv! Så mystisk. Både kraften og offeret. Og priserne, der skal betales. Som kan gå ud over andre.
Selvom vi lever i et væv, og vores tråd er lagt ind. Ligesom alle andres.
Det er en livskamp ( i hvert fald for mig).

Åh, jeg kan blive ved med at skrive!

TAK for en dejlig udveksling, søde Janne!:)

Og håb om gode dage til dig, hvor du er.

Kærligst fra Laila

Janne Møller Olsen sagde ...

JA: "og hendes egne, ikke mindst". Det er virkelig rigtigt :-).

Selvtak, Laila - og i lige måde :-).

Janne

Send en kommentar