21. oktober 2014

Den menneskelige faktor

Jeg har afsluttet mit nyttejob og kan nu koncentrere mig helt om at gøre mit rigtige arbejde ordentligt. Det er en befrielse jeg ikke har ord for. Jeg kan mærke hvordan min hjerne begynder at virke igen, og jeg får fremover tid og kræfter til at sætte mig ordentligt ind i mine nye arbejdsopgaver på min egen langsomme, grundige, analytiske måde; noget jeg har absolut behov for hvis jeg skal komme til at opleve at jeg mestrer dem, i praksis såvel som følelsesmæssigt.

Det har været en hård tid, og jeg er kun nået hertil med hjælp fra mennesker med indsigt og overskud til at forstå hvem jeg er. Mennesker som har kunnet tage en beslutning om at bakke mig op i og rumme min flydende, mangekantede form i stedet for at forsøge at hugge mig ned til en firkantet klods som kunne passe ind i en kasse. Jeg vil aldrig glemme de mennesker.

Et af dem har foræret mig en gul hoptimist som nu står og nikker opmuntrende og utrættelig på mit skrivebord. Og jeg har opdaget en sjov ting. Det er især når jeg visker med mit viskelæder, at den hopper og nikker ivrigt. Hvis jeg kigger godt efter, er det ligesom om smilet i øjnene også bliver lidt bredere. Det vil jeg heller aldrig glemme.

Den har fået en platform at hoppe på, og her skal den stå og til stadighed huske mig på hvad der skal hjælpe mig fra afhængighed til selvstændighed: Den menneskelige faktor. Omkring og i mig.

Her er den fotograferet under lyskeglen en sen aftentime, på hårdt hoptimistarbejde:



---
Til T. Med kærlighed.

9 kommentarer:

  1. Kære Janne. Tillykke med at du har fået dit eget liv tilbage igen! Jeg glæder mig på dine vegne. Ja, man kommer ikke igennem de hårde tider alene. Og det er smukt! Godt, du har haft gode mennesker omkring dig!:)
    Noget andet: Har du egentlig dine digte samlet ét sted? Kunne tænke mig at læse dem, du skriver, hvis jeg må? Og hvis du altså har skrevet flere end to? Jeg bliver bare rundtosset af at kigge sider og lede. Men jeg kan vældig godt li´digte, og jeg kan vældig godt li´dine to.
    De bedste hilsner fra Laila

    SvarSlet
  2. Kære Laila,

    Tusind tak for din søde kommentar :-). Ja, det er smukt - og sådan lidt paradoksalt at man er afhængig af andre menneskers hjælp for at blive uafhængig. Det er noget jeg virkelig har skullet lære.

    Og Laila, du gode menneske ;-), jeg har prøvet at sætte etiketten 'Digt' på de blogindlæg som ligner digte mest (du kan klikke på linket her eller i sidebaren i etiket-skyen. "Digtene" er de korteste af mine indlæg med etiketten 'Tekst' = tekster jeg synes skal læses som andet og mere end faktuel oplysning. Jeg har vist generelt en totalt lemfældig omgang med de forskellige genrer - kan aldrig rigtigt ramme rent, synes jeg, når jeg skriver her - blander også gerne billeder ind i fortællingen ;-). Og nogle gange står der et digt et sted i et indlæg der ellers vist er en slags sagprosa (eller hvad det hedder?).

    Håber det hjælper. Jeg er i hvert fald rigtig glad for at du spørger :-).

    Kærlig hilsen
    Janne

    SvarSlet
  3. Kære Jane

    Ja, livet er fuld af paradokser. Og så er der dét, der ligger hinsides dem. Det punkt eller den tilstand leder jeg altid efter...:)
    Og ydmygt tak for din henvisning til digtene. Tænk, at jeg ikke har set det! Der er noget ved det vinduesbillede, som min hjerne ikke tager ind.
    Ved du hvad, jeg synes, det er et sundhedstegn, at du har lemfældige omgange med genrer og ikke føler, du kan ramme rent.

    Jeg tror, du lige præcis rammer rigtigt på den måde.

    Gode dage til dig, Jane - og tak for læsning af dejlige digte!

    Kærligst fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila

      Jeg skal lige skynde mig at sige at det ikke er dig der ikke har kunnet se etiketten 'Digt', for jeg lavede den først i går på foranledning af din forespørgsel. ('Tekst' har været der hele tiden).
      Måske er den "sky" slet ikke smart - jeg ændrer til et andet format når jeg har sendt denne kommentar.

      Og ja, lige præcis med punktet eller tilstanden hinsides paradokserne. Det er lige dér vi heler/bliver hele, men det kan være svært både at begribe og finde, ved jeg af erfaring.

      Også gode dage til dig. Og TAK for alle dine ord.

      Kærlig hilsen
      Janne

      Slet
  4. Kære Janne

    Åh, undskyld. Jeg misforstod. Og troede netop, det var mig, der havde overset etiketten. Tak for din store betænksomhed - fordi du lavede én!:)
    Og det vindue, du nu har lavet, synes jeg, er fantastisk. Nu kan jeg, i hvert fald, meget bedre se emnerne, og hvor er der mange gode! Kan du selv li´det nye vindue?

    En lille ting mere, som ikke er så lille. Jeg fortryder, at jeg skrev så kort: Tak for læsning af dine dejlige digte. Ikke fordi jeg har stor tankevirksomhed til at skrive meget mere lige nu, men fordi jeg virkelig føler dybt respekt for at træde ind i den verden, dine digte åbner for.
    Og den verden er meget mere værd end en kort sætning.
    Jeg er meget følsom overfor kunst generelt, men bestemt ikke alt kunst. Og hvis jeg er, berører det mig dybt.
    Hvis jeg forestiller mig landskaber, så vil det være sådan, at min egne (gamle) digte vil være som tågen, disen, støvede, hemmelige morgener. Oplevelsen af dine er der i mod den fuldstændig klare dag, himmel uden skyer, isblåt hav, korngule marker og frihed, måske.
    Min egen verden er tryghed for mig, og når jeg læser dine digte, kommer jeg ud i et ukendt terræn, og jeg bliver fuld af nysgerrighed og ja, jeg bliver faktisk på en måde også bange og imponeret på én gang.
    Jeg synes, de er smukke, finurlige, kloge - og meget mere. Jeg tænker også ofte på processen omkring af skabe keramik, når jeg møder kunst. Og dit spiraldigt, fik mig - endnu engang til at tænke keramik: Rum, duft og form. Og det digt, der hedder ´Dimensioner´, det vil jeg tage med mig i mit hjerte! Jeg fik helt tårer i øjnene, da jeg læste det. Det er det bedste, jeg har læst i lang tid.

    Jeg håber ikke, jeg overvælder dig med mine mange ord!
    Jeg synes bare, jeg vil fortælle dig om min oplevelse, som den umiddelbart er.

    Og takke dig for at dele!:)

    (Hvis du svarer mig - og jeg ikke vender tilbage sådan lige, er det fordi jeg ikke har computerforbindelse det næste lille stykke tid).

    Kærligst, Laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila

      Tusind tak for at dele dine oplevelser med mig! Jeg er lidt overvældet ;-), men også meget, meget glad over at finde ud af at mine ord gør indtryk, mest af alt, men også over at høre hvordan. Jeg kan selv blive meget berørt over andre menneskers kreative udtryk og anser det for at være det mest værdifulde jeg kan "få" i denne verden.

      At mit "indre landskab" bliver spejlet hos dig som det gør, gør til gengæld indtryk på mig, og jeg smiler lidt skævt for mig selv og føler mig taget på fersk gerning, fordi jeg godt kan genkende min nogle gange måske tilsyneladende kølige distance. Det er nu ikke fordi jeg er kold som i uden følelser, jeg har bare en enorm glæde ved at finde ind til essensen bag det jeg oplever, bag ved de midlertidige følelser, måske. Jeg ved ikke om det giver nogen mening. Måske er det en slags nøgternhed (måske noget "mandligt"), som jeg godt ved kan virke udfordrende, for det har den i den grad også gjort på mig selv (tidligere) :-).

      Du skriver om dine egne digte, og om keramik, og så er det mig der bliver meget nysgerrig. Jeg tænker at du selv er et skabende menneske? Jeg ville betragte det som en stor gave at få lov at kigge ind i dit univers. Jeg har læst din profil, men hvis nu du deler et sted i den virkelige verden eller på nettet .. så lad mig det endelig vide. :-)

      Etiket-/emnelisten (ja, nu ændrede jeg det også til etiketter, for det er måske bedre) kan jeg godt lide for dens overskuelighed, men jeg bliver også skræmt lidt over at den bliver så synlig og fylder så meget. Det er mig i en nøddeskal. Jeg deler gerne og kan slet ikke lade være med det her bloggeri, men jeg vil helst liste rundt langs panelerne og ikke råbe for højt. Men det kompleks tager jeg så lige en tørn med for gud ved hvilken gang og lader listen fylde alt det den gør.

      Og du skal bestemt ikke undskyld; jeg blev ked af at jeg ikke havde udtrykt mig klarere.

      Du skal have tusind tak igen, Laila, også for at puste lidt liv i den her blog. Facebook og lignende sociale medier har taget meget energi og aktivitet ud af både blogge og blogkommentarfelter, og jeg savner meget det blogliv der var engang, hvor man gik på besøg i hinandens helt unikke universer. Facebook for eksempel, kan mange ting, men det er i hvert fald ikke det bedste sted for fordybelse og individuelt udtryk.

      God tid uden internetforbindelse - what a bliss!

      Kærligst
      Janne

      Slet
  5. Kære Janne

    Tak for dine ord. Jeg kan godt forstå, du blev lidt overvældet. Og jeg! Der sagtens kunne ha´skrevet mere. Jeg ved ikke, hvorfor det virker sådan for mig. Men sådan er det.

    Jeg er glad for, du kan bruge min oplevelse. Jeg ville så gerne give dig noget tilbage. For jeg synes, det er en stor gave at få lov at læse dine digte.
    Det med det nøgterne, maskuline; jeg kan forstå, at det er følsomt at blive læst sådan. Og ja, jeg føler, du har ret. Men rammen omkring det maskuline er jo alligevel kvindelig, fordi den er dig, tænker jeg? Jeg har selv andre måder at være mandlig på, men i mødet med dine digte, følte jeg bare, at sådan ville jeg ikke selv kunne ha´skrevet, og det vakte min nysgerrighed. For det, der er fremmed for mig.

    Sjovt: Dine digte førte mig faktisk på en rejse tilbage til min barndom: Min søsters værelse. Som var fyldt af Lola Baidel digte på væggene. Nu har jeg fundet hendes facebookside.
    Farverige tråde væves ind og ud i den her store livsvæv!

    Og nej, jeg laver ikke keramik eller anden kunst for tiden. Jeg har faktisk ikke lavet keramik nogensinde. Jeg tror bare, jeg samler op af dybe indtryk indeni mig, og så dannes der forbindelser, når jeg modtager nye.

    Jeg synes, du er modig: At du endnu engang arbejder med det, at være synlig, som du skriver. Det er sårbart. Og flot at du gør det. Den du er, og det du skriver, er det værd.

    Alt for nu - og mange varme søndagshilsner fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila

      Endnu engang tak for mange gode ord. Du har meget at give, og nu ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal sige ;-). Jeg er ikke så vant til at blive set, som du også er inde på, og bliver lidt forlegen :-) (på den gode måde).

      Du skal dog lige have et link til et gammelt indlæg om 'tekstil' og 'tekst'. Jeg ser det (også) sådan, at vi væver vores tråde ud og ind ad hinandens og skaber et mægtigt kollektivt værk.

      Hav det godt til vi engang (forhåbentlig) taler videre.

      Kærlige tanker
      Janne

      Slet
  6. Kære Janne

    Også tak for dine fine ord og link. Ja, tænk engang!:) Og så væves der videre...

    Tak:) Hav det også godt, til vi forhåbentlig skrives ved.

    Kærligst, Laila

    SvarSlet