tirsdag den 21. oktober 2014

Den menneskelige faktor

Jeg har afsluttet mit nyttejob og kan nu koncentrere mig helt om at gøre mit rigtige arbejde ordentligt. Det er en befrielse jeg ikke har ord for. Jeg kan mærke hvordan min hjerne begynder at virke igen, og jeg får fremover tid og kræfter til at sætte mig ordentligt ind i mine nye arbejdsopgaver på min egen langsomme, grundige, analytiske måde; noget jeg har absolut behov for hvis jeg skal komme til at opleve at jeg mestrer dem, i praksis såvel som følelsesmæssigt.

Det har været en hård tid, og jeg er kun nået hertil med hjælp fra mennesker med indsigt og overskud til at forstå hvem jeg er. Mennesker som har kunnet tage en beslutning om at bakke mig op i og rumme min flydende, mangekantede form i stedet for at forsøge at hugge mig ned til en firkantet klods som kunne passe ind i en kasse. Jeg vil aldrig glemme de mennesker.

Et af dem har foræret mig en gul hoptimist som nu står og nikker opmuntrende og utrættelig på mit skrivebord. Og jeg har opdaget en sjov ting. Det er især når jeg visker med mit viskelæder, at den hopper og nikker ivrigt. Hvis jeg kigger godt efter, er det ligesom om smilet i øjnene også bliver lidt bredere. Det vil jeg heller aldrig glemme.

Den har fået en platform at hoppe på, og her skal den stå og til stadighed huske mig på hvad der skal hjælpe mig fra afhængighed til selvstændighed: Den menneskelige faktor. Omkring og i mig.

Her er den fotograferet under lyskeglen en sen aftentime, på hårdt hoptimistarbejde:



---
Til T. Med kærlighed.