25. oktober 2014

Om nøgenløb og nøgensvømning ;-)

For et stykke tid siden hørte jeg om en ny løbetrend: 'naked running'. Det skulle jeg da fluks google og fandt ud af at det (klart nok) ikke går ud på at løbetræne uden tøj på, men uden elektronik på: Ingen pulsmåler, musikafspiller, gps-tracker, intet (avanceret) løbeur og så videre. Det hele er et forsøg på for nogle løbere at vende tilbage til blot at løbe for at nyde turen uden at have fokus på sin egen præstation i form af fx målt hastighed, intensitet, distance, og uden at aflede opmærksomheden fra den direkte oplevelse af både sig selv og omgivelserne med fx musik. Måske løber man ikke alle ture nøgne, men nogle, så man ikke helt mister kontakten med sin "indre krop". Eller noget i den stil, sådan forstod jeg det i hvert fald.

Det fik mig til at tænke over hvad jeg selv havde gang i. Da jeg sidste år fik mulighed for at tracke mine lange gåture, cykelture og senere løbe- og svømmeture med Endomondo, var det supersmart og sjovt. Det var pludselig interessant at få nogle data sat på mig selv. Til en vis grad var det også motiverende og holdt mig i gang, både fordi jeg selv syntes det var sjovt at se hvor meget jeg faktisk bevægede mig rundt, og desuden fordi jeg - hånden på hjertet - syntes det var sjovt at vise resultaterne frem i min omgangskreds på nettet. Men det tog overhånd, og det gik op for mig at jeg efterhånden oplevede turene mere udefra gennem de data jeg fik leveret og den respons jeg fik på dem, end indefra gennem min sansende krop og mit reflekterende sind. Noget var ved at gå tabt. Jeg har altid nydt at bruge min krop mens jeg gjorde det, det er min største motivation, og jeg elsker at gøre det dels i naturen og dels i vand og mærke samspillet med de to "omgivelser". De glæder var ved at blive spoleret af min dokumentationstvang og mit præstationsfokus.

Derfor holdt jeg op med at have Endomondo tændt i havtasken når jeg svømmede ud i løbet af sommeren, ligesom jeg gik over til at løbe mine ture uden at medbringe andet elektronisk gear end min nøglebrik.

Med efterårets komme har jeg nu også svømmet inde en del gange og her er det gået op for mig at jeg faktisk ikke engang orker at tælle baner mere og holde dem op mod tiden på det store ur på væggen. Det har jeg ellers været ret omhyggelig med førhen, men gassen er simpelthen også gået ud af den ballon. Så nu svømmer jeg bare i det tidsrum jeg nu lige har tænkt mig. Måske laver jeg nogle fartlege, svømmer lidt "program" eller blander svømmearterne så jeg alligevel ad omveje holder lidt styr på hvor langt jeg svømmer, men ellers er jeg faktisk mest glad for at svømme lange distancer -- eller som det vil være mere rigtigt at sige nu: glad for at svømme i længere tid ad gangen i samme tempo og nyde rytmen og et godt meditativt flow. Det bliver jeg aldrig verdensmester af, men til gengæld har jeg det skønt mens jeg gør det, og jeg tager både glæde og nærvær med videre ud i dagen.

Og sådan er jeg kommet fra nøgenløb til nøgensvømning, og jeg kan mærke at det bliver rigtig godt. Det går faktisk næsten som en leg, og hvad mere kan man ønske sig?

Et kig ind i mit efterårs- og vintermorgennøgensvømningsmekka ;-)

21. oktober 2014

Den menneskelige faktor

Jeg har afsluttet mit nyttejob og kan nu koncentrere mig helt om at gøre mit rigtige arbejde ordentligt. Det er en befrielse jeg ikke har ord for. Jeg kan mærke hvordan min hjerne begynder at virke igen, og jeg får fremover tid og kræfter til at sætte mig ordentligt ind i mine nye arbejdsopgaver på min egen langsomme, grundige, analytiske måde; noget jeg har absolut behov for hvis jeg skal komme til at opleve at jeg mestrer dem, i praksis såvel som følelsesmæssigt.

Det har været en hård tid, og jeg er kun nået hertil med hjælp fra mennesker med indsigt og overskud til at forstå hvem jeg er. Mennesker som har kunnet tage en beslutning om at bakke mig op i og rumme min flydende, mangekantede form i stedet for at forsøge at hugge mig ned til en firkantet klods som kunne passe ind i en kasse. Jeg vil aldrig glemme de mennesker.

Et af dem har foræret mig en gul hoptimist som nu står og nikker opmuntrende og utrættelig på mit skrivebord. Og jeg har opdaget en sjov ting. Det er især når jeg visker med mit viskelæder, at den hopper og nikker ivrigt. Hvis jeg kigger godt efter, er det ligesom om smilet i øjnene også bliver lidt bredere. Det vil jeg heller aldrig glemme.

Den har fået en platform at hoppe på, og her skal den stå og til stadighed huske mig på hvad der skal hjælpe mig fra afhængighed til selvstændighed: Den menneskelige faktor. Omkring og i mig.

Her er den fotograferet under lyskeglen en sen aftentime, på hårdt hoptimistarbejde:



---
Til T. Med kærlighed.

8. oktober 2014

Selvmodtagelse

Det har slået mig at jeg bruger ordet ‘selvudvikling’ om det jeg egentlig forstår som ‘selvmodtagelse’.

Som jeg ser det, handler det ikke om at vi skal udvikle noget hos os selv som vi selv eller andre har fundet på skulle gøre os til bedre, mere rigtige eller mere effektive mennesker, set med omverdenens øjne og i tråd med tidens trend. Den slags interesserer mig ikke en døjt, for nu at sige det kort.

For mig handler det udelukkende om at modtage sig selv i større og større grad gennem livet som præcis det mennesker man er, på godt og ondt. Modtagelsen sker ved at vi udvider vores bevidsthed, dvs. ved at vi gennem livet arbejder for til stadighed at blive bevidste om endnu en lille dråbe fra det ubevidstes uendelige hav, og lader det vi har lært, blive en del af den vi ved vi er. På den måde udvider vi vores opfattelse og accept af hvem vi i grunden selv er og hvilke værdier vi har.

Når vi også i praksis forsøger at leve i overensstemmelse med hvad vi opdager, og bringer dyb glæde, mening og vores egen etik ind i vores liv og ikke sørger for blot at opretholde en poleret overflade, vil det være til gavn for ikke bare os selv, men i særdeleshed også for de mennesker vi indgår i relationer med. Gennem vores gradvise modtagelse af os selv sender vi nemlig et budskab til vores medmennesker om at vi ønsker at de på samme måde skal modtage sig selv - uanset hvem de er - og at vi tror de har en vigtig opgave at udføre mens de er her. Selvmodtagelse er altså for mig ikke et egoistisk projekt, men en måde at være i verden på i en stadig, langsom proces som skaber så meget lys som muligt i verden, faktisk med fordel for fællesskabet og ikke kun individet.

Det er ikke altid at vi kan modtage budskabet fra en anden om at det er i orden at modtage sig selv. For selvmodtagelse kan være en særdeles krævende og meget angstprovokerende opgave at tage på sig. En stemme i os vil som regel protestere og få os til at blive på stedet eller endda gå baglæns og dermed afskærme os for smertefulde bevidsthedsglimt. Altsammen for at beskytte os mod noget som vi ikke er parate til at opnå bevidsthed om, og som vi (ubevidst) oplever som en alvorlig trussel mod os. I nogle perioder i livet, måske hele livet, vil den stemme råbe højest - sådan er det at være menneske. Selvmodtagelse kræver solid kontakt med en betingelsesløs kærlighed til os selv, tro på at vi hver især er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være, og mod og vilje til at sætte os ud over fx vores stolthed, forfængelighed og behov for den sociale tryghed det giver at udfylde allerede accepterede roller.

Det er som jeg ser det, med mine egne ord. Mens jeg har skrevet, er der dukket nogle af andres ord op i mine tanker som jeg tolker som værende i tråd med min egen opfattelse, og dem får I lige herunder - blot hav in mente at sammenkædningen står helt for min regning.

*
Fra et tidligere indlæg:

"Jeg hørte engang én - vistnok Preben Grønkjær - sige at Søren Kierkegaard - så vidt jeg husker - et sted har skrevet at hvis man tror man skaber sig selv, så skaber man sig, for nej, man modtager sig selv."

Jeg tænker på selvmodtagelse som en skabende proces, men på samme måde som man får (og ikke skaber) en idé til et kreativt produkt, så får man også sig selv i bidder fra et sted man ikke er herre over, og produktet er den person man nu bliver gennem livet. For mig er det sted det ubevidste, og præcis som et kreativt menneske stiller sig selv til rådighed som kanal for de ideer der kommer til vedkommende og omhyggeligt forsøger at føre dem ud i livet, sådan kan vi også stille os til rådighed for at blive og være det vi er.

*
“Livet behøver til sin fuldendelse ikke fuldkommenheden, men fuldstændigheden. Dertil høre “pælen i kødet”, at lide under mangelfuldheden, uden hvilken der ikke gives noget fremad og intet opad”.
- C.G. Jung

(Fuldkommen i betydningen perfekt eller fejlfri, fuldstændig i betydningen hel, dvs. omfattende alle dele (“gode” som “onde”)).

*
“The most terrifying thing is to accept oneself completely.”
- C.G. Jung

*
“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, men ligegyldighed”.

- Frit efter hukommelsen, udtalelse af Asger Neumann i radioudsendelse. For mig gælder det ikke kun kærligheden til andre, men også kærligheden til en selv, og hvis man accepterer den opfattelse, betyder det også at man kan arbejde på at fremme kærligheden. Det er aldrig for sent.

*
Og fra et af de første indlæg på denne blog:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”
Marianne Williamson: "A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles.