lørdag den 6. september 2014

Når jeg engang bliver levende igen

Jeg kan ikke skrive for tiden. Der var ikke noget jeg hellere ville end at skrive, når jeg ikke lige har noget med mennesker og vand at gøre, hvad det heldigvis er lykkedes mig at generobre muligheden for. At give min indre verden et sprogligt udtryk og at se mennesker udvikle sig gennem aktiviteter i vand. Intet interesserer mig mere end de to ting. Intet glæder mig mere end arbejdet med de to ting. Og intet har nogensinde løftet og båret mig som menneske mere end de to ting.

Men jeg kan ikke skrive for tiden. Ordene løber gennem min bevidsthed i løbet af dagen, men smutter fra mig igen, fordi jeg er så helvedes udmattet af at skulle opfylde systemets krav til mig for at være sikker på at få mad i munden og tag over hovedet. Jeg skal udføre nyttejob (til en ufattelig lille timeløn fordi jeg kun får supplerende kontanthjælp), og jeg skal søge mere eller mindre relevante job som jeg måske kommer til samtale på fordi jeg er god til at skrive ansøgninger, men som jeg igen og igen får afslag på med begrundelsen at jeg er udmærket kvalificeret, men ikke lige passer ind i deres team. Dét skal jeg, samtidig med at jeg på eget initiativ og i min egen takt dedikerer mig mere og mere til en arbejdsplads jeg selv har valgt, som er i overensstemmelse med mine værdier og interesser og som jeg er meget taknemmelig og glad for har taget mig til sig.

Jeg er faktisk efterhånden så helvedes udmattet af at køre i de to spor samtidig og skulle arbejde så meget, forholde mig til så mange (venlige) mennesker og udføre så mange nye opgaver, at min hjerne opfører sig noget mærkeligt, og jeg bliver mere og mere bange for at jeg ikke kan mobilisere de mentale kræfter der skal til, for at bevare mig selv og tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg græmmer mig over at blive behandlet som en vrangvillig og uduelig taber der skal lære at stå op om morgenen og bidrage til samfundet, og som systemet nok skal sørge for at tvinge til at makke ret og give størst udbytte for systemet selv. Det er virkelig svært at bevare selvrespekten og holde fast i mig selv.

Måske får systemet mig ned med nakken, knækker mig, træder mig så meget under fode at jeg ikke kan rejse mig igen, tænker jeg i mine mørkeste stunder. Men NEJ! Jeg lader mig ikke kue. Jeg holder ud, indtil det en dag er overstået, også selvom jeg mere eller mindre er slået til lirekassemand af presset og nedgørelsen. Jeg sidder her lørdag aften og skriver selvom jeg ikke kan skrive, fordi det skal blive løgn at jeg underkaster mig. Jeg har været meget igennem i mit liv, og det her er uden tvivl noget af det værste, mest undertrykkende og ødelæggende, men jeg klarer også det. Jeg vil kæmpe til jeg dør rent fysisk, for det jeg står for og tror på.

En dag når jeg kan skrive igen, vil jeg skrive om det. "Dengang jeg døde", skal overskriften være. Jeg lover det. Når jeg engang bliver levende igen.



2 kommentarer:

Laila sagde ...

Er et lille kig forbi. Føler med dig. Synes, du er sej i din kamp! Og tænker, og derfor skriver jeg: Du skriver ufatteligt godt. Kan du ikke leve af det på nogen måde?
Ønsker dig alt det bedste. Klem, Laila.

Janne Møller Olsen sagde ...

Hej Laila
Sikke en dejlig kommentar at læse til morgenkaffen! Jeg har altid tænkt at det var livet om at gøre at skrive for mig, men aldrig at det kunne have nogen (eller i hvert fald så megen) værdi for andre at jeg kunne tjene penge på det. Så jeg går efter den næstbedste løsning: At arbejde nok med svømning (som jeg heller ikke kan undvære :-)) til at kunne give mig selv rum til at skrive ved siden af. Så må vi se hvad der sker.
Og jeg synes hele tiden jeg vinder små slag i min kamp (som aldrig er blevet gjort til en kamp fra min side, jeg er snarere samarbejds- og dialogorienteret, men det er "systemet" i hvert fald ikke). Jeg tror på at det hele flasker sig, hvis jeg holder fast i mig selv, ikke mindst på grund af al den opbakning der manifesterer sig fra mennesker som dig :-). Tusind tak - ikke mindst for at give lyd ;-).
Kærligst
Janne

Send en kommentar