21. august 2014

To akser

Det er næsten en måned siden jeg har skrevet her, men heldigvis har jeg svømmet mere end jeg har skrevet. Nu er både vand og luft blevet køligere, jeg svømmer igen i min våddragt og nyder at det er blevet lettere at svømme -- selvom jeg også synes det er lidt snyd. Jeg elsker når der er kontant afregning mellem min krop og naturen, det giver mig den største kompetenceglæde - et nyt ord jeg lige har lært af Ulrika Færch, og som jeg er vild med, men det vender jeg tilbage til.

Jeg har nemlig fået en ny vandaktivitet på programmet som jeg har glædet mig meget til: vandaerobic. Jeg har været så heldig at få lov at være instruktør på to hold hver mandag aften hvilket jeg er dybt taknemmelig for.

Min interesse for at arbejde med mennesker og vand drejer sig nemlig omkring to akser: den vandrette og den lodrette, og jeg vil nødigt undvære hverken den ene eller den anden.

På den vandrette akse ligger svømmeren og tilstræber at bevæge sig så energimæssigt økonomisk som muligt ved at mindske vandmodstanden og optimere fremdriften på mest effektive vis. Ansigtet ned i vandet og benene op til overfladen og så ud gennem bølgerne i forsøget på at bevæge sig over en målbar distance i en målbar tid!
(Og lidt mere filosofisk set, så er det i livet på den vandrette akse vi bevæger os fra fødsel til død og fra den ene forgængelige, ydre ting eller hændelse til den anden). 

På den lodrette akse arbejder vandtræningsudøveren stort set på stedet og tilstræber nærmest så energimæssigt uøkonomiske bevægelser som muligt. Hovedet op over overfladen og fødderne dybt. Vandmodstanden opsøges og udnyttes som et formidabelt træningsrum der tilpasser sig den enkeltes krop fuldstændigt, og hvor der skabes forbrænding og træning af både kredsløb og muskler ved bevægelse stort set på stedet!
(Og igen lidt mere filosofisk: Det er på den lodrette akse i livet vi mærker evigheden, kraften ved at være i nuet og den umiddelbare oplevelse af dyb glæde over bare at være til, være sig og være med).

Det er som to forskellige (vand)verdener, som selvfølgelig krydser og blander sig med hinanden, men alligevel: Grundlæggende to forskellige. Det har taget mig lidt tid at arbejde mig ind på den lodrette igen, for dels har jeg holdt et par års pause fra at instruere i træning i vand hvor jeg til gengæld har brugt mange timer i det vandrette plan både ude og inde. Og dels har jeg haft en noget krævende sommer med skilsmisse, to flytninger, kontakt med mange nye mennesker og ikke mindst en hård tur gennem kommunens vridemaskine (fordi jeg ikke kan forsørge mig selv med det deltidsarbejde jeg hidtil har haft). Det har sat sine spor i mit nervesystem. Jeg husker ikke helt godt for tiden, jeg har svært ved at fordybe mig i stilhed (i andet end vand) og at samle tankerne. Så da jeg skulle starte sæsonen op, var det svært; jeg kunne ligesom ikke rigtigt få fat i hvad det i bund og grund var jeg kunne, ville og brændte for. Jeg var ikke specielt tilfreds med mig selv efter den første gang og tænkte at det her klarer jeg aldrig tilfredsstillende! Måske har jeg haft for stor tillid til hvad jeg kan, tænkte jeg. Min kompetenceglæde var det så som så med.

Jeg blev både bange, ked af det og vred på mig selv fordi jeg så gerne vil gøre det godt både selvfølgelig for min egen og deltagernes skyld, men også fordi jeg gerne vil kunne matche det høje faglige niveau og den kvalitet der generelt bliver lagt for dagen på min nye deltidsarbejdsplads. Jeg vil gerne være med i den liga, det erkender jeg blankt, og jeg vil gerne gøre mig fortjent til den tillid nogen har vist mig ved at ansætte mig. Men frygt og selvbebrejdelser fører som bekendt ingen gode steder hen og i hvert fald slet ikke ind på den lodrette akse, så da det pludselig gik op for mig hvad jeg havde gang i, besluttede jeg på stedet at tilgive mig selv for min utilstrækkelighed og give hende Janne lidt støtte, tillid og tro ..  og så skete miraklet: Ideerne til hvordan jeg skulle komme videre, kom myldrende. Glæden boblede ved tanken om at dét og dét og dét skulle jeg lave fordi det er sjovt og virker, og sådan og sådan er det jeg tidligere (gennem meget arbejde) har fundet ud af at det giver mening for mig at gøre det. De uoverskuelige brudstykker af viden og erfaring i mit forvirrede hoved samlede og ordnede sig på forunderlig vis til et program jeg kunne stå ved, og som - udført i praksis i mandags - præcis gav mig øjeblikke af fuldkommen tilstedeværelse i nuet og stor glæde.

Så nu er jeg på vej, det tror jeg virkelig. Det er stadig langtfra perfekt, men jeg er på vej, og jeg har formået at åbne mit system for læring, udvikling og nærvær igen. Jeg mærker også igen stor glæde, ikke mindst den livsvigtige og livgivende kompetenceglæde.

Og frem for alt: Jeg har fred med at det blev som det blev, og er som det er, lige nu. Dyb fred.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar