30. marts 2014

Sorte spor på en solskinsdag



Jeg har været så vred over at du ikke kunne forstå at du var anderledes end mig. 

Du kvalte mig i din favn mens du kneb det ene øje sammen omkring splinten for bedre at kunne se dig selv.

Jeg så ikke bjælken i mit eget øje.

22. marts 2014

Etiketøvelse

Nåmen. Man skal jo have tiden til at gå, så jeg har sat etiketter/nye etiketter på langt de fleste af mine indlæg i løbet af den sidste gode uges tid. Jeg har skimmet hele gøgemøget her på stedet igennem, og det har taget en krig, men nu er det gjort.

Det har ellers godt nok været en interessant øvelse, så har jeg ikke sagt for meget! Sådan lidt i stil med at livet forstås baglæns, men tydeligvis må leves forlæns, også på en blog .. uanset at jeg selv mener at jeg gennemgående er meget omhyggelig med først at skrive om noget, stort eller småt, når jeg kan mærke en vis distance og tror mig nogenlunde sikker på ikke at være alt for affektramt og dermed selvudleverende. Åha ..

I øvrigt og heldigvis er processen blevet forhalet af at jeg har måttet ligge på langs med et maveonde i dagevis, så jeg har måttet etikettisere i små portioner. Ellers var jeg måske brændt sammen inde i hovedet eller noget, af bar selverkendelsesoveranstrengelse. Lære noget, det kan man nemlig heldigvis altid, uanset hvilke ligegyldigheder man beflitter sig med!


*
Hvis du ser denne blog i en feedlæser der hele tiden viser det senest opdaterede indlæg fra hver blog, så har du nok haft en "fest" med alle disse mine indlæg -- undskyld, men det var nødvendigt (for min sjælefreds skyld)!

14. marts 2014

Abstra[ ]t

Jeg krympede mig, og jeg gjorde mig så lille jeg kunne blive, uden at forsvinde helt. Jeg fik mig selv til at fylde så lidt i verden, at verden glemte mig.

Jeg ventede på at verden skulle bede mig om at være med, men den kom aldrig i tanke om at jeg var der og kunne bidrage med noget. Jeg havde ondt i hovedet af aldrig at bruge det og ondt i maven af at vide at jeg aldrig brugte hovedet, men alligevel forsøgte jeg stædigt at holde modet oppe i håb om at dagen i morgen blev dagen hvor verden måske endelig ville opdage at den manglede at få udfyldt den plads der var min. I morgen, ja, i morgen ville den nok råbe til mig: “Kom nu, du mangler herude”. Men verden klarede sig tilsyneladende fint uden mig og forholdt sig tavs.

I morgen blev til i dag, og dagene blev til år.

Jeg tænkte: Kan verden ikke se at jeg faktisk duer til noget, siden den ikke beder mig om at være med? Eller duer jeg måske ikke til noget? Jeg konkluderede at jeg ikke duede til noget. At det ville være skammeligt selv at bede om at få lov til at være med. Efterhånden forekom det mig mest sandsynligt at jeg ville forstyrre eller ødelægge noget hvis jeg forsøgte at tage plads op.

Jeg skal måske lige nævne at verden især i begyndelsen var meget irriteret over at jeg ikke bidrog ved at tjene og bruge penge. På det punkt lod den til at mene at den faktisk ikke kunne undvære mit bidrag, men efterhånden opgav den også det krav. Måske fordi jeg selv lod til at være tilfreds med at undvære alt andet end det mest nødvendige for at kroppen kunne leve.

Og sådan forblev jeg i skjul. Usynlig for det blotte øje, umulig at veje og måle i gængse enheder.

Lige indtil en helt bestemt dag hvor lyset faldt ind ad vinduet på en særlig måde og varmen i luften ikke var til at tage fejl af. Da gik det op for mig at det forholder sig omvendt. At jeg har behov for at fylde noget i verden, og at det er gennem mit behov at verden åbenbarer sin opgave til mig. Verden kommer aldrig til at råbe højere om hvad jeg skal bidrage med, end med den stemme der kommer inde fra mig selv. I det øjeblik jeg ikke bare ved det, men også står ved det, åbner verden sig og lader mig træde ud i sig.

8. marts 2014

I anledning af kvindernes internationale kampdag

De sidste fire år har jeg skrevet et indlæg* den 8. marts her på stedet i anledning af kvindernes internationale kampdag, og det vil jeg også gøre i år. Jeg vil tage tråden fra de tidligere indlæg og måske nok bevæge mig lidt rigeligt langt væk fra den traditionelle kvindekamps univers i nogles øjne, men sådan må det være, for min personlige kvindekamp foregår i høj grad på det indre plan, og det fokus vil jeg også skrive ud fra.

Jeg skrev engang et indlæg om et afsnit i Pia Skogemanns bog "Kvindelighed i vækst" hvor hun gøre rede for fire roller, kvindetyper, psykologiske grundmønstre eller hvad man nu vælger at kalde det, som hun med udgangspunkt i Toni Wolffs "kvindelige typologi" forestiller sig at alle kvinder har en primær favorit iblandt: Modertypen, Hetæretypen, Amazonetypen og Formidlertypen.

Det er karakteristisk for beskrivelserne af de fire typer, at de fortæller noget om hvordan og med hvem kvinder indgår i relationer. Det er desuden sådan at alle kvinder har alle fire typer/grundmønstre i sig, men at ét af dem måske er bedre udviklet og mere præsent i personligheden end de andre tre, og at hvis vi vil være hele, gælder det om at blive bevidst om alle fire grundmønstre i os selv.

Hvis du vil vide mere, kan du finde det gamle indlæg her. Ellers springer jeg fluks videre til at sige noget mere om amazontypen, om "hvem" jeg dengang, delvist med Pia Skogemanns ord, blandt andet skrev:

"Amazonetypen, som har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. (..) Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82)".

Se, den her amazone kender jeg godt fra mig selv (selvom jeg anser formidlertypen for at være min primære). Jeg kender også min negative animus som gang på gang holder mig nede så jeg føler mig ubærligt nedtrykt, magtesløs, helt værdiløs og talentløs, og som kræver at jeg sørger for han har det godt og kommer fremad i verden. Han er ikke nogen venlig herre, og han kan virkelig holde mig i et jerngreb når han først tager fat.

Jeg lærte ham først at kende gennem en drøm som jeg ikke vil referere her, for så breder uhyggen sig bare alt for voldsomt, men jeg kan vise en model af ham som jeg modellerede med primitive materialer ud fra drømmen (jeg har bragt det flere gange før, men alligevel):


Pointen er at mens det står på, er det stadig langt fra altid at jeg ved at det er ham der er på spil. Som regel synes jeg pludselig at min mand, som jeg ellers værdsætter og anerkender stort, er et mandschauvinistisk fjols som ikke forsømmer nogen lejlighed til at jorde mig og holde mig nede med sine skråsikre og uangribelige meninger. Eller jeg synes nogenlunde det samme om nogle andre mænd jeg er i kontakt med. Eller jeg ser pludselig at stort set alle mænd er farlige og kun ude på at klemme livet ud af mig samtidig med at de nærer sig ved mig. Jeg ser med andre ord min indre, negative animus i mænd i den ydre verden, altså i såkaldt virkelige mænd, uden at vide at det er en del af mig selv jeg står overfor.

Det er selvfølgelig muligt at nogle af de her mænd faktisk råber i kor med min negative animus, i hvert fald ind imellem, og det er jo skidt og skal håndteres, men det der virkelig fælder mig og får mig til at ligge ned i lange perioder, er ikke de ydre, såkaldt virkelige mænd, men det negative aspekt af min egen indre, virkelig meget virkelige mand. Jeg forstår det godt bagefter, og mine drømme er også gode til at fortælle mig hvad der er på færde når jeg ellers er parat til at lytte. Men når lige præcis dét her kompleks løber af med mig, er jeg stort set prisgivet. Jeg er overbevist om at det har spillet en endog meget stor rolle for den kendsgerning at jeg aldrig rigtigt har fundet ud af at leve mit liv. At jeg aldrig rigtigt er "blevet til noget", men på en måde lever et skyggeliv, hvor jeg ikke har kunnet finde ud af at fylde noget i verden og stadig har til gode at opnå et selvstændigt og uafhængigt liv hvor jeg føler jeg bruger mine evner. Det bliver måske tilmed et livslangt livtag jeg kommer til at tage med denne negative del af min indre mand, selvom jeg nu er bevidst om at han er der, for i mig er han uhyggeligt stærk. Det har jeg smerteligt måttet erkende.

Det jeg gerne vil sige med alt det her, det er at jeg mener at det kan gavne os (altså os kvinder) og vores livsudfoldelsesmuligheder mindst lige så meget at lære vores indre mandlige modstander at kende gennem en form for dybdepsykologisk arbejde, som at kæmpe kampen på det ydre plan. Jeg ved godt at det heldigvis ikke er alle kvinder der er så hårdt ramt af det her negative animuskompleks som jeg er, men det er i os alle i en eller anden udgave og kan skabe stor ravage. Og hvis man bor i et "ligestillings-udviklingsland" som fx Danmark og her har særdeles travlt med vredt at bekæmpe de såkaldt virkelige mænd med næb og klør og mener at de står i vejen for ens karriere, ens økonomiske frihed, ens handlefrihed og hvad det ellers måtte være af udfoldelsesmuligheder i det ydre liv, så kunne det måske være tegn på at man, dvs. ens bevidste jeg, er oppe mod en særdeles magtfuld modstander i ens eget sind.

Modstanden er som nævnt helt sikkert også derude i nogle tilfælde, og det skal håndteres. Jeg skriver ikke det her for at lade hånt om de mange, mange kvinder verden over - også i Danmark - som stadig er helt konkret og uomtvisteligt undertrykt af mændene i deres samfund og deres familier. Der er stadig meget at kæmpe for i den ydre verden for kvinder der lever i samfund, kulturer og miljøer med udtalt androcentrisme og stærke patriarkalske strukturer, og jeg vil slutte med at ønske god kamp og rigtig god vind til os alle sammen med at opnå ligeværd og ligeret mellem kønnene overalt.

---

*Tidligere indlæg 8. marts: 2010, 2011, 2012, 2013

3. marts 2014

Om at dø ind i livet

Jeg har ikke så mange ord af mine egne at dele for tiden, så jeg sender lige eventuelle læsere her på stedet videre ud i internetgalaksen endnu engang med et link til en artikel, der har liv, død og genfødsel/livet efter døden set i et jungiansk perspektiv som omdrejningspunkt: Dying into Life af Bud Harris og Massimilla Harris, begge jungianske analytikere.

Jeg synes det er en vidunderlig artikel, og jeg vil gerne dele den fordi jeg kan mærke at jeg har behov for at gøre det synligt hvad jeg går og tænker allermest over og værdsætter højest -- uden at jeg dog magter at sætte ord på det selv. De to forfattere formidler klart og nuanceret et livssyn og en holdning til tilværelsen som jeg deler og hviler i, men som jeg sjældent har lejlighed til at tale med andre om, og som fungerer som en slags tavs, underliggende erfaring i min bevidsthed (befordret først og fremmest gennem flere års jungiansk analyse).

2. marts 2014

Søndag

I dag har jeg set Dokumania-dokumentaren Testamentet som vises her på dr.dk indtil den 31. marts.

Den film vil jeg godt anbefale! Jeg faldt over den i formiddags og blev åndeløs og opslugt hængende de 1½ time det tager at se den. Jeg kunne ikke have brugt tiden bedre på sådan en søndag.

Filmen har sin egen hjemmeside her (03-03: Traileren som du kommer til ved at følge linket, er der dog ikke, som jeg ellers havde skrevet først - beklager).

Og her på politiken.dk kan du se hvad Erik Jensen skrev. Det er så fint - filmens ånd ser ud til at være gået ham i pennen :-).