fredag den 31. januar 2014

Kært barn ..

Vi kan da lave karbonader!, sagde jeg en dag, i mangel af bedre.
Krebinetter, mener du, sagde min mand.

Jeg slog op i frk. Jensens. Jeg hed også frk. Jensen engang, så den bog stoler jeg meget på, og ifølge frk. Jensen var det karbonader jeg mente.

Men skidt med det. I vores familie er det så som så med autoritetstroen, og nu om dage får vi hverken karbonader eller krebinetter, men karbonetter eller krebinader. Det er op til den enkelte at vælge hvad man vil have, bare man spiser hvad der bliver serveret.

Og selvom det er noget griseri, er det populært, så min søn spurgte sin hjemkundskabslærer om de måtte lave karbonader (han holder sig åbenbart alligevel til frk. Jensen uden for familien). Jada, siger læreren, men det hedder altså krebinetter. Og så satte han ungerne til at lave frikadellefars og panere den.

Hvad?

Ja, sagde min søn. Vi fik krebideller eller karbodeller eller frikanader eller frikanetter. Der var frit valg. Men de smagte nu ikke så godt som dine. Ingen af dem.