6. januar 2014

I mørket

I dag gik jeg en (meget) rask tur i skoven. Det er vinterens bedste naturbevægelsesmulighed når jeg nu ikke kan komme ud og svømme i hav og sø. Jeg elsker det, jeg gør det tit, og jeg kender skoven heromkring næsten som min egen bukselomme.

Troede jeg. For i dag lykkedes det mig at finde et stykke sti jeg aldrig (så vidt jeg ved) har gået på før, og det var ikke engang en lille uanseelig veksel, men nærmest en hovedvej gennem skoven. Der kan man se.

IMAG0024

Jeg vendte mig om og tog et billede af den nye vej jeg netop havde gået ad, og selvom der ikke er ikke meget skønmaleri over det her foto, så er det alligevel præcis som det skal være, for jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg også indvendig endelig de sidste dage har fundet en ny vej at gå ad, som måske hverken tager sig særligt tillokkende, tydelig eller pæn ud, men som kan føre til en udvidelse af det kendskab jeg har til mit indre landskab hvis jeg tør følge den.

Vi har alle en skygge, dvs. en slags alter ego indeni som er kendetegnet ved alt det vi helst ikke vil være, men som vi uomtvisteligt også er ved siden af den pæne eller respektable person vi godt kan lide at være og helst vil have at andre ser os som. En slags delperson som vi forsøger at skjule for andre og os selv, og som det føles så moralsk forkert at være at vi enten helt fortrænger fra bevidstheden eller i hvert fald undgår at se klart i øjnene at denne indre aktør også er indeholdt i vores person som helhed.

Vores skygger er forskellige præcis på samme måde som vores personligheder er forskellige. Det der føles som en god og rigtig egenskab, følelse, evne og så videre for det ene menneske, kan opleves som den største karaktermæssige vederstyggelighed som forvises til skyggen for den anden, på helt individuel basis. Dertil kommer at der også er noget vi kollektivt i en kultur opfatter som noget menneskeligt der er af det onde, og som giver anledning til fordømmelse af andre mennesker når vi (tror vi) møder det hos dem (uden at forstå at det er i os alle).

Vi kan lære vores skygge at kende, vi kan finde ting og sager i den som vi gerne vil tage til os og som vi vælger at opbyde alt vores mod (det kræver det!) for at anerkende som en del af os selv fordi vi forstår at det kan styrke vores livsudfoldelse. Og vi kan finde ting og sager i skyggen som vi bevidst må tage afstand fra fordi vi forstår at det vil true vores værdier og idealer hvis vi slipper det løs i fri dressur.

Det er aldrig nogen morsom eller opløftende affære når skyggen er meget aktiv, og jeg oplever det som om jeg er truet indefra af noget som vil ud med meget kraftig energi. Jeg får meget hurtigt den tanke at jeg ikke tør udsætte andre for mig når jeg ikke har styr på min skygge, og at det er bedst for både mig selv og andre at isolere mig, hvilket er en totalt absurd tanke i og med at skyggen under alle omstændigheder er med én hele tiden, hvert sekund, også i sagens natur når vi ikke selv har den fjerneste anelse om det. Jeg er bange for de konfrontationer som uvægerligt må følge hvis der er sider af mig selv jeg ikke plejer at lufte offentligt, der springer ud som trolde af æsker. Jeg er bange for udladningen af den enorme energi der er lagret i troldenes spændte fjedre, fordi vrede nemt kan blive dens udtryk. Jeg ønsker ikke nogen noget ondt.

Tilbage til den nye vej. Det er tid til endnu en konfrontation med min skygge. Jeg må tage endnu et skridt gennem det ubevidste hen mod den jeg er, uanset hvad jeg møder på vejen. Det handler ikke om at blive et ordentligt menneske, men et helt menneske. Jeg vil turde blive lidt mere hel frem for lidt mere pæn eller perfekt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar