tirsdag den 17. december 2013

Tumpenisserne



For ikke så længe siden mistede jeg den sidste i den allernærmeste familie som var ældre end mig, og i den forbindelse arvede jeg blandt andet to tumpenisser som jeg selv engang har lavet, og som jeg fandt omhyggeligt pakket væk i en papkasse med julepynt. Nu står de i en vindueskarm ved siden af et lys, og hver gang jeg går forbi dem, ser jeg noget som jeg ikke rigtigt ved hvad er, men som jeg ikke kan blive færdig med at kigge på og dvæle ved. Jeg er sikker på at de bærer et budskab som tiden er inde til at jeg modtager.

En dag fik jeg den indskydelse at de så ud som om var kommet tilbage til mig ved at rokke ubehjælpsomme og blinde den lange vej gennem skoven i tusmørket. Og ikke længe efter kom jeg til at tænke på at i et folkeeventyr, jeg engang læste, repræsenterer nisserne det ubevidste, og det er først da helten beslutter sig for at vende sig om i mørket og får øje på nisserne, i stedet for at forsøge at løbe fra dem og være bange for dem, at de holder op med at genere ham og bliver hans hjælpere i stedet. Han konfronterer dem og spørger hvad de vil, og en konstruktiv dialog er sat i gang.

På den måde begynder det at dæmre for mig at min lille opstilling i vindueskarmen berører mig på et symbolsk niveau, og at den er som et lille billede på den ret heftige indre proces som det at miste et menneske som har været i ens liv i så mange år og været ældre end en selv, afstedkommer. Jeg tror denne proces er et grundvilkår, og spørgsmålet er ikke om det sker, men hvad man stiller op med det når det sker. Jeg har tænkt mig at lære så meget som muligt af det - 'så meget som muligt', skriver jeg, fordi jeg godt kan mærke at der også følger mange ubehagelige følelser med som jeg måske ikke er helt parat til at mærke, og fordi jeg godt ved at der - som altid - er grænser for hvor meget jeg er i stand til at forstå, erkende og blive bevidst om.

Gennem årene er der formentlig blevet udvekslet meget ubevidst indhold mellem os. I hvert fald oplever jeg det nu som om der er ikke så lidt der trænger sig på indefra, og som jeg nu har en mulighed for at se i øjnene. Der er fuld fart på mine drømme og fantasier, og jeg forsøger at undersøge dem alle omhyggeligt. Og der sker underlige ting i mine relationer som jeg ikke lige havde set komme, men som jeg forsøger at behandle med samme undersøgende nysgerrighed som mine drømme og fantasier, og med størst muligt hensyn til de mennesker der omgiver mig.

Det er længe siden at jeg har skrevet her, men jeg har savnet det, og de sidste dage har jeg puslet lidt her på stedet for at mærke om jeg kunne føle mig hjemme igen. Det kan jeg godt, tror jeg.

Og - nu tror du nok jeg virkelig er i krise og har mistet min sunde fornuft, og det er der måske også et gran af sandhed i - så fik jeg lige en hjælpende hånd fra bloggen selv her til morgen. Helt ud af det blå opdagede jeg nemlig at den uden min indblanding havde udgivet et gammelt indlæg i min feedlæser som om det var et nyt indlæg, nemlig det her om ikke at være en giopper og om at have stamina. Og præcis samtidig med at jeg opdagede det, spillede radioen "Cherish" med Madonna, som jeg har et helt særligt forhold til af grunde som jeg ikke skal folde ud her, men som jo alene i kraft af titlen syntes at passe til mine indre bevægelser, i hvert fald som det tager sig ud i mit hoved. Godt så, tænkte jeg, og begyndte at skrive. Så må vi se hvor det fører hen.

1 kommentar:

Janne Møller Olsen sagde ...

Og lidt senere kom blev der udgivet endnu et gammelt indlæg i min feedlæser -- det er da mærkeligt. :-)

Send en kommentar