tirsdag den 29. oktober 2013

Quiet - Ro

Lad mig først sige: Alle, der læser det her, bør huske, at det bare er mig, Janne, en helt almindelig husmor, der skriver det her indlæg, og ikke en fagperson.

Da jeg første gang så og hørte Susan Cains foredrag "The power of introverts", blev jeg - ud over meget begejstret - en anelse forvirret. Ret tidligt i foredraget siger Susan Cain at introversion handler om hvordan man reagerer på stimulation, inklusive social (selskabelig?) stimulation, og det fik mig til at spidse ører, fordi det lød fuldstændigt som noget jeg havde hørt i en anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med Elaine Arons begreb 'the highly sensitive person' eller, som det senere kom til at hedde på dansk, 'særligt sensitive mennesker'. Foredraget igennem sad jeg og havde oplevelsen af at det snarere var særligt sensitive mennesker, og ikke introverte, Susan Cain talte om, men gemte mine oplevelser væk idet jeg tænkte at det nok bare var mig der ikke havde styr på begreberne og teorierne. (Se note nederst i indlægget).

Det er helt sikkert mig der ikke har styr på begreberne og teorierne, men lad mig alligevel dele med dig hvad jeg efterhånden har fundet ud af. Som nævnt i forrige indlæg, har jeg været optaget af at læse Susan Cains bog "Ro - styrken ved at være introvert i en højtråbende verden", og nu er jeg færdig. Jeg indrømmer blankt at jeg var mest nysgerrig efter at finde ud af om Susan Cain overhovedet forholder sig til særlig sensitivitet, og om hun faktisk siger noget om hvorfor hun tilsyneladende (set inde fra mit hoved) næsten slår de to begreber sammen i sin måde at opfatte det at være introvert på.

Jeg har stadig - efter at have læst hendes bog - oplevelsen af at Susan Cain snakker mere om særligt sensitive mennesker end om introverte, og Cain inddrager faktisk også Elaine Arons forskning og forståelser i sin opbygning af det hun gerne vil vise os hun forstår ved introversion. Kapitel 6 (side 188 i den danske oversættelse) er afsat til at gøre rede for særlig sensitivitet, og Cain viderebringer sådan set meget loyalt Arons forskning der viser at kun omkring 70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de resterende 30 % er ekstroverte, og at ikke alle introverte er særligt sensitive. (Elaine Aron gør rigtig meget ud af at sige at introversion og særlig sensitivitet ikke er det samme som mange ellers fejlagtigt tror). Herfra synes jeg så jeg stod med præcis den samme løse ende som da jeg hørte Cain tale første gang.

Her til formiddag ville jeg så lige søge i mit mailarkiv efter 'Cain' fordi jeg ville se om jeg havde skrevet noget til nogen om videoen lige da jeg havde set den, så jeg kunne skrive i dette indlæg hvornår jeg havde set den (første gang). Og så opdagede jeg via et nyhedsbrev at Elaine Aron selv har skrevet om Susan Cains bog (jeg har sikkert overset det da jeg fik nyhedsbrevet, fordi jeg ikke kendte noget til Cain dengang). Jeg og du og alle andre kan læse om Arons reaktion og tanker lige her i denne artikel i Psychology Today.

Efter læsningen af den artikel var det som om jeg genopdagede en anden forvirring jeg har gået med siden jeg læste Arons bog helt tilbage i 2008, og det er omkring Arons måde at bruge begrebet 'introvert' på, som forekommer mig at være reduceret til at beskrive en persons sociale adfærd på en negativ måde og ikke har meget med den nuancerede og neutrale måde jeg troede jeg forstod begrebet på ud fra andre fremstillinger der er meget Jung-loyale. Nu var min forvirring så på en måde total, og jeg kan godt forestille mig at der ude i fremtiden kunne finde en vis opklaring sted hvis fagfolkene enten gik tilbage til Jungs oprindelige "oplæg" eller måske endnu bedre - som både Aron (i artiklen) og Cain (i sit afsluttende afsnit) er inde på - finder nogle nye begreber i stedet for introversion/ekstroversion og/eller særlig sensitivitet på den ene side og ekstroversion og/eller robust upåvirkelighed (min hjemmelavede betegnelse) på den anden. Cain nævner at det handler om modsætningen mellem fordybelse og handling, og den er jeg helt med på.

Generelt vil jeg sige at jeg har fået meget ud af at læse Susan Cains bog, og jeg har stor respekt for at hun har samlet alt det materiale sammen, som hun vitterlig har, og givet det facon som en bog. Når jeg læser den, oplever jeg at det også er mig (og ikke bare sig selv) hun forsøger at beskrive, retfærdiggøre og give anerkendelse gennem en (undskyld jeg siger det) meget lang forsvarstale. Jeg kan genkende vældig meget af mig selv i det væld af teorier og forskning hun drager frem, og der er en skøn forløsning og fortrøstning i at føle sig set (jeg har en udpræget præference for introversion og er særligt sensitiv - altså for så vidt at jeg overhovedet har forstået noget af hvad de to begreber dækker).

Der er dog også noget andet der udfordrer mig. Det er som om jeg slet ikke har oplevelsen af at det er én der ligner mig, der skriver. Susan Cain beskriver hvordan hun farter rundt i verden og besøger og interviewer alverdens mennesker. Hendes verden oser af penge, "high society", lange fortællinger og intellektuelt overskud. Fint nok. Hun er jo også New Yorker. Det er bare virkelig slet ikke den verden jeg lever i, og jeg spekulerer på om det ekstroverte ideal er så langt mere dominerende i (nord)amerika at spændet mellem introvert og ekstrovert er skaleret markant anderledes end her i Danmark. Og så tænker jeg på om det mon er hendes pseudoekstroverte (det kalder hun det selv) jeg der har ført pennen. Af gammel vane. (Eller også er jeg bare en misundelig husmor der er frustreret over .. bare at være en husmor. Det kunne også være).

Bogen har ingen indholdsfortegnelse (selvom man måske godt kunne bruge noteafsnittet bagest som sådan), og det generer mig - jeg er den type (!) hvis hele væsen stræber efter overblik og helhed. Hvis du har det lige som mig og ikke bare er tilfreds med at læne dig tilbage i sofaen og nyde turen indtil målet dukker op for enden af alle seværdighederne, så kan du se min private indholdsfortegnelse lige her. Den er et direkte afskrift fra bogen, og alle afsnit indledes som anført her (med forbehold for fejl og mangler på min side, naturligvis).

Susan Cain skriver til allersidst at hun har valgt at bruge "lægmands måde at stave på - ekstrovert i stedet for ekstraverteret og introvert i stedet for introverteret, som man ellers finder overalt i forskningslitteraturen", og det giver mig lidt røde ører over min egen inkonsekvens, og jeg får lyst til at rydde op i mine indlæg her på stedet (og på min gamle blog). Jeg tror jeg mest af alt har valgt i de enkelte tilfælde at bruge samme stavemåde som i den kilde jeg skriver om. Det vil jeg fremover lave om på - og måske retter jeg også mine gamle indlæg igennem.

Måske lyder jeg en smule mere kritisk og sur ovenfor end Susan Cains bog fortjener, for jeg sætter i sandhed virkelig stor pris på hendes bidrag til at øge opmærksomheden og anerkendelsen omkring alle os stille mennesker med behov for ro, refleksion og fordybelse, og ikke mindst omkring alt det gode vi kan bidrage med. Både introverte og særligt sensitive kan opfattes som værende uretmæssigt underlagt et kulturelt pres som en slags andenrangsmennesker eller forkerte mennesker i den vestlige verden, og det er primært det Susan Cains bog gør op med - og det synes jeg rigtig godt om. Jeg har selv, via min drift mod at fordybe mig i det indre liv og min sensitive måde at være i verden på, mærket dette pres hele mit liv og tager dagligt livtag med den del af mig selv der (endnu) ikke har frigjort sig fra det.

Jeg er taknemmelig for alt det arbejde Susan Cain har gjort og gør. For at hun kan og vil. Tak.

--

Note tilføjet 20-11-2013 og 21-11-2013:

Introversion er for mig primært det at ens opmærksomhed og psykiske energi er rettet mod subjektet (selvet) og det indre liv (ens eget og andres) i modsætning til ekstroversion der for mig er det at være optaget af den ydre, "objektive" verden og det ydre liv (eget og andre menneskers). Vi er alle både introverte og ekstroverte, og vi skifter alle i en eller anden grad mellem de to indstillinger, men vi kan have en dominerende præference for den ene af dem. Begge indstillinger er lige vigtige og værdifulde både i verden som helhed og i det enkelte menneske. En af de mest umiddelbart mærkbare virkninger af på introvert vis at have en interesse i at beskytte og værdsætte det indre liv og en tilskyndelse til at reflektere over det/forstå det er ofte at man som introvert bliver drænet for energi (bliver træt, udmattet, stresset, udbrændt) af at vende sig meget udad, dvs. af at være sammen med mange mennesker på én gang i en selskabelig sammenhæng der ikke fordrer fokus på det indre (via dyb samtale, fx), af at handle i den ydre verden eller af at skulle koncentrere sig meget om ydre objekter på anden måde, og at man genoplader sin energi ved at vende sig indad, gerne uden for meget selskab omkring sig eller alene, og gerne ved fx at fordybe sig i kreativt arbejde, en god bog eller musik. Det er - jf. Susan Cains indledning - langt fra den eneste måde at forstå introversion på, men det er min - formuleret med egne ord - og det er den jeg går ud fra her.

At være særligt sensitiv er - jf. Elaine Aron - for mig det at have et mere fintfølende nervesystem der gør at man bearbejder uhåndgribelige og/eller for andre mere robuste typer umærkelige/ubetydelige stimuli på en dybere, mere nuanceret og mere kompleks måde end ikke særligt sensitive (eller moderat sensitive). De subtile stimuli kan både komme udefra og indefra én selv, og man kan være særligt sensitiv og dermed have tilbøjelighed til at blive overvældet af disse stimuli både som introvert og ekstrovert. Og ikke mindst, for at trække en parallel til Susan Cains bog, kan den særligt sensitive bidrage på en meget værdifuld måde med for eksempel stor dybde, empati, langsom og grundig kvalitet, kreativitet og intuition. Som nævnt i indlægget, har "kun" de fleste særligt sensitive også en præference for introversion, og ikke alle introverte er særligt sensitive, så de to "grupper" overlapper kun delvist hinanden. Alle særligt sensitive - introverte og ekstroverte - har behov for perioder med ro, stilhed og ophør af stimuli i højere grad end ikke særligt sensitive, hvilket ligner de introvertes genopladnings-fordybelses-alene-tids-behov til forveksling i praksis (men ikke i teorien).

--

Hvis du spekulerer på om du selv har en præference for introversion eller er særligt sensitiv eller begge dele, vil jeg anbefale dig at læse om emnerne. Der findes også tests som kan vejlede eller give en indikation, men viden og dine egne konklusioner er helt klart den bedste vej frem efter min mening. Alligevel:

For at finde ud af om du har en præference for introversion på den måde som jeg forstår det, vil jeg foreslå at du finder og tager en mbti-test (Myers Briggs Type Indicator) på nettet eller ved en certificeret konsulent. Det vil også give dig en idé om hvilket område af det indre liv du eventuelt især foretrækker at beskæftige dig med (konkret sansning, intuition, tænkning, følelse). Der findes fx en test på dansk på Jobindex; den er dog meget erhvervsrettet. Ellers er jeg personligt meget glad for Preben Grønkjærs bøger om Jungs typologi/mbti, som også indeholder testafsnit. (Se tidligere indlæg for mere information).

Du kan læse mere om særlig sensitivitet og lave en vejledende test om din egen grad af sensitivitet på dansk her på Ilse Sands hjemmeside og i hendes bog "Elsk dig selv - en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle". Ilse Sand formidler og værner om den særlige sensitivitet på sådan en fin og klog måde, efter min mening (se tidligere indlæg for mere information). Ilse Sands formidling bygger i høj grad på Elaine Arons forskning og formidling. Elaine Aron har en hjemmeside her, og hendes bog "The Highly Sensitive Person - How to Thrive When the World Overwhelms You" (i dansk oversættelse*: "Særligt sensitive mennesker") er efter min opfattelse at betragte som grundbogen om særlig sensitivitet.

Her på Susan Cains facebookside og selvfølgelig i hendes bog kan du lave en test som kan give dig en fornemmelse af om/i hvor høj grad du er introvert på den måde hun forstår det.

--

*som indeholde mange oversættelsesunøjagtigheder og som jeg ikke vil anbefale hvis du kan læse på engelsk. Fx er der efter min mening alvorlige oversættelsesfejl som at "reflective listening" bliver til "tænksom lytning" i afsnittet om nære relationer og ikke "spejlende lytning" som efter min mening ville være mere korrekt, og the "inferior function" bliver til den "sekundære funktion" i afsnittet om sjæl og ånd hvilket helt sikkert ikke er korrekt og burde have været oversat med den "inferiøre funktion" (den fjerde og ikke anden/sekundære i personens prioriterede rækkefølge af de fire bevidsthedsfunktioner).

Som særligt sensitiv læser kan jeg ikke lade være med at hænge mig i den slags .. det giver en masse uro :-)

--
Tilføjelse 08-01-2015: Prøv at se Ilse Sands formidling af forholdet mellem introversion og særlig sensivitet i en facebook-opdatering her. Det giver mening!

4 kommentarer:

Donald sagde ...

Jeg tror at introvert-hed med mellemrum kan redde os fra de værste fejltagelser. Jeg ser introverthed som en nødvendighed for fordybelse. Jeg har det fint, når jeg får tid til at fordøje oplevelser. Jeg kan faktisk også yde meget over længere tid (har kunnet det, kan ikke så meget mere) men det forudsætter jo at man har taget stoffet eller opgaven til sig og forstået, gjort det til sit, som en lærer engang sagde.
Du behøver ikke at undskylde at du ser Cains bog som en lang forsvarstale (osv.) Jeg synes det er nødvendigt at være systematisk og kunne hæve sig op og se ting i fugleperspektiv. Det kan du - bliv endelig ved med det! Når jeg ser mig selv i fugleperspektiv er der særligt én ting, som jeg kan fortælle bredt: Jeg beskyttede min "følsomhed" med tykhudethed. Nogle mennesker troede måske, at jeg var dum. Jeg får ofte at vide at jeg er underlig. Jeg har mødt og hørt så mange forskellige mennesker, at jeg ikke overraskes over "tilståelser" når folk åbner sig og fortæller - værre: Jeg opdager stadig ikke altid når folk kritiserer mig!

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Donald, tak for din kommentar :-). Jeg kan genkende det du skriver om både introverthed og "følsomhed" - jeg tror også jeg som regel bliver regnet for lidt dum (med mindre man kommunikerer med mig skriftligt/læser hvad jeg skriver, siger jeg og griner).
Jeg vil lige fortælle dig at Susan Cain også beskæftiger sig med begreberne tynd- og tykhudet, ikke i overført, men i helt konkret forstand. Prøv lige at høre her (og tag det for hvad du vil, det gør jeg:-)):
"Beskrivelsen af disse typer som tyndhudede er ment som en aforisme, men det viser sig helt bogstaveligt talt at være tilfældet. Blandt de tests, som forskerne bruger for at måle personlighedstræk, er hudtests, som registrerer, hvor meget folk sveder, når de udsættes for støj, stærke følelser og andre former for stimuli. Kraftigt reagerende introverte sveder mere; svagt reagerende ekstroverte sveder mindre. Deres hud er bogstaveligt talt "tykkere", mere upåvirkelig af stimulig, mindre følsom over for berøring. Faktisk er det herfra, ifølge nogle af de forskere jeg har talt med, vores opfattelse af det at være "cool" i social forstand kommer, jo svagere reagerende man er, jo køligere er ens hud, jo mere "cool" er man."
(Og mens du sad og skrev din kommentar, sad jeg og skrev videre på min note. Det her bliver mit og måske også verdens længste blogindlæg - en never ending story).

Donald sagde ...

Langt men godt :) Jeg ser på den forlængede note! Tak for reaktion, jeg var ikke klar over at der er nogen psykologer og/eller forskere, som har set på det, vi kalder tykhudethed. Jeg er ikke forbavset over at følelserne kan ses, det er jeg helt med på. Jeg er efterhånden blevet klar over at jeg bruger dette - at jeg ser på andre mennesker og hører, opfatter, hvad der sker med dem. Ikke tankelæsning! Men tæt på :) Min opfattelse af bevidstheden som et åndeligt fænomener ligger udenfor emnet her, men det skal da lige nævnes, at jeg som barn opfattede alle min kammerater som "kloge", også dem, der ikke kom i gymnasiet, dem, der blev sat i specialklasse eller dem, der af en eller anden grund havde svært ved at læse og regne - jeg kunne mærke deres angst.

Janne Møller Olsen sagde ...

Tak :-).
Jo, hvis man er sensitiv "nok", vil man opfange langt flere informationer om andre mennesker og deres følelser (også de ubevidste) end så mange andre mennesker. Ingen hokuspokus i det :-D.
Og det er en god evne at have, ikke at skue hunden på hårene, men "kigge" dybere - det giver alle en chance for at blive set som dem de er også under overfladen. Det er meget værdifuldt, tænker jeg.

Send en kommentar