lørdag den 26. oktober 2013

Et lille dryp om at lade sin stemme høre

Jeg er ved at læse Susan Cains bog "Quiet: The Power of Introverts" - i dansk oversættelse "Ro - Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden" - og jeg er optaget og opslugt og i gang med at tage ind og bearbejde i en grad så jeg har svært ved at give ud. Derfor er der lidt stille her.

Men et lillebitte løsrevet dryp i forbindelse med min læsning af bogen kan det godt blive til. Jeg har ofte rumlet over at jeg tilsyneladende er tilbøjelig til at skrive mere, mere personligt og mere seriøst i mails og på sociale medier som facebook, blog og google+ end mine ekstroverte venner og bekendte, som jo i modsætning til mig ikke sparer på krudtet når vi er sammen i virkeligheden. Jeg har også ofte hæmmet mig selv i den affære ud fra devisen: anderledes = forkert, fordi jeg - når jeg sammenligner mig med mennesker omkring mig eller bliver præsenteret for deres vurdering - tilsyneladende er alt for optaget af det her internet og kommunikationen via det i stedet for at råbe op og interagere med mennesker, ting og sager i den virkelige verden. Men hør hvad Susan Cain blandt andet skriver om den sag:
"Undersøgelser har faktisk vist, at introverte er mere tilbøjelige end ekstroverte til at give udtryk for personlige ting vedrørende dem selv online, som deres familie og venner bliver overraskede over at læse. De kan bedre udtrykke deres sande jeg online og tilbringer mere tid med at deltage i onlinediskussioner. De er glade for at have muligheden for at kunne kommunikere digitalt. Den, der ikke kunne drømme om at række hånden i vejret i et auditorium med to hundrede tilstedeværende, vil uden videre skrive et blogindlæg, som læses af to tusinde eller måske to millioner. Den, der har vanskeligt ved at komme i kontakt med fremmede, vil måske lægge sin profil online for derefter at udvikle de relationer, der opstår på nettet, så de også kan forekomme i virkeligheden." (Fra den danske oversættelse side 94-95).

Teksten er taget fra et afsnit om ledelse (afsnittets overskrift er: "Myten om karismatisk ledelse. Bag om Harvard Business School"), og Susan Cains hovedærinde er her at vise hvordan introverte i vores tid har fundet en ideel platform i internettet til at lade deres stemme høre fra .. og ikke mindst til at udøve ledelse på en mere stilfærdig, men ikke mindre virkningsfuld måde end ekstrovertes ofte karisma-baserede ledelsestil - som i øvrigt er højst skattet i vores vestlige samfund. (Mine ord, men jeg håber det er korrekt opsummeret).

Hvis du er i tvivl om lige præcis hvad hun (eller jeg) mener, så kan du for eksempel prøve at følge hendes egen internetkommunikation hvor teorien i den grad er omsat til praksis. Her er et link til hendes hjemmeside, men alt krydspostes også på for eksempel facebook og google+.

Hvis du er ekstrovert og leder og læser det her, så fortvivl ikke. Der vil også altid være brug for folk der kan stille sig op på en ølkasse og fange de forbipasserendes opmærksomhed omkring en vigtig sag, og der vil også altid være brug for mennesker der blandt andet kan tage hurtige beslutninger, fokusere på mere materielle mål og handle uden at kende og have gennemtænkt alle detaljer. Kodeordet her er lige præcis også.

~ Janne