21. august 2013

Om min interesse for Jungs typologi

"Tænketyper oplever ofte føletyper som konfliktsky, fordi de stræber efter harmoni og konsensus. Men tænketyper kan være nøjagtigt lige så konfliktsky som føletyper - de er det bare med hensyn til følelser. Hvis der opstår en konfrontation i forbindelse med en forandringsproces, som ikke kan klares ved hjælp af logiske argumenter, så undlader tænketyper ofte at tage stilling. Denne vigen udenom oplever føletyper som konfliktskyhed eller berøringsangst."

Citatet her er fra Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab af Preben Grønkjær*, fra afsnittet om Tænketyper over for føletyper, som jeg har brugt lidt tid i dag på at "konsultere" en ekstra gang inden jeg nu skal aflevere den på biblioteket. Jeg vil gerne bruge det som udgangspunkt til at illustrere hvordan Jungs typologi/MBTI, som jeg opdagede for mange år siden og ad flere omgange har været meget optaget af, til stadighed kan blive ved med at åbne mine øjne - når jeg vel at mærke støder på nye formuleringer eller perspektiver på baggrund af et grundigt, nuanceret og dybdesøgende kendskab som netop Preben Grønkjær står for. Og derudover vil jeg gerne henlede opmærksomheden på at typologien handler om andet end indstillingsfunktionerne introversion og ekstraversion, og at der også for mange vil være store og skelsættende opdagelser at gøre ved at undersøge typologiens øvrige funktioner - perceptionsfunktionerne (sansning og intuition), vurderefunktionerne (tænkning og følelse) og livstilsfunktionerne (perception og vurdering) - samt deres indbyrdes dynamik i de forskellige typers kombinationer.

Ovenstående citat er en lille perle for mig personligt. Da jeg læste det, vidste jeg for første gang hvordan jeg skulle forstå den smertelige tavshed, utålmodighed og ignorering jeg kan huske fra min barndom, og som nu udgør en del af min sårbarhed som voksen. Tænkefunktionen fyldte meget i nogle af mine nærmestes personligheder i modsætning til hos mig selv hvor følefunktionen var mere dominerende især da jeg var ung (uden at jeg er en decideret føletype, følelse er min sekundære funktion). Da jeg læste citatet tænkte jeg JA, det er da lige det! Dét jeg gerne ville snakke om og vende med mine nærmeste, har de vendt ryggen til i netop konfliktskyhed og berøringsangst og ignoreret eller måske ligefrem vist deres irritation over fordi jeg i deres øjne tog noget op som savnede enhver relevans pga. manglede logik. Jeg ved nu at det ikke skyldtes min forkerthed i absolut forstand, men vores anderledeshed i relativ forstand - vi talte ikke samme sprog og havde svært ved at forstå hinanden, så at sige, selvom vi begge talte et "rigtigt" sprog.

Og jeg skal også sige her at jeg holdt/holder rigtig meget af mine tænketype-familiemedlemmer, og at jeg sådan set er fuld af beundring for deres evne til at løse opgaver og problemer på en gennemtænkt måde.

Men jeg mærker stadig de bortvendte ansigter som en smerte, og jeg tænker at der her findes en kim til den sårbarhed jeg føler i forhold til at blive ignoreret. Der er ikke noget jeg bliver mere såret over eller ked af, end når mennesker tæt på mig ignorerer eller direkte afviser noget vigtigt jeg har valgt at sige til dem eller behov for at snakke med dem om, og bag ved ked-af-det-heden lurer også følelsen af at det nok var forkert af mig sådan at ville belemre andre med mine værdibaserede vurderinger og overvejelser, fremfor at fremføre min sag logisk og gennemtænkt eller tie stille. (Det med logikken har jeg siden trænet benhårdt netop for ikke at blive afvist - jeg har sågar som voksen mødt mennesker der i ramme alvor mente jeg var tænketype).

Alt dette skriver jeg kun for at illustrere hvor dybt typologien kan tage én, og for at inspirere til måske at lade rejsen begynde dér, som den også gjorde hos mig, hvis det siger én noget overhovedet. Jeg må dog også sige for en god ordens skyld, at man så er nødt til at give slip på de forsimplede, lettilgængelige overfladiske fremstillinger hvor typologien bliver misbrugt til at sætte mærkater på folk og putte dem i båse, og bevæge sig så meget i dybden at typologien også bliver dels et redskab til personlig udvikling med baggrund i de uudviklede, ubevidste funktioner, og dels et redskab til at forstå, anerkende og ville komme andre mennesker i møde trods forskelligheder - ud over selvfølgelig at beskrive mennesker på baggrund af deres foretrukne måde at kommunikere og være i verden på ud fra bevidste funktioner.

Jeg vil bringe endnu et citat fra afsnittet om tænketyper over for føletyper som i direkte forlængelse af ovenstående også har været en øjenåbner for mig, og som har været med til at stive mig lidt af så jeg ikke går nedbøjet rundt og tror at jeg er et besværligt, uselvstændigt skvat der som et andet, usikkert barn angler efter anerkendelse. Citatet tager igen udgangspunkt i hvordan føletyper kan opleve tænketyper og sig selv spejlet i tænketyper. Det har jeg valgt fordi det er mit personlige "interessefelt", men det kan ikke siges tydeligt nok at Preben Grønkjær generelt fordeler sol og vind lige med suverænt overblik, og der er bestemt også "noget at hente" hvis tænkning fylder meget i ens profil og man er nysgerrig på dette felt.
"(...) er det generelt sådan, at når en føletypemedarbejder har udført en opgave på en god måde, så ønsker han eller hun en positiv tilbagemelding på det. Men en leder med udpræget præference for tænkning er umiddelbart utilbøjelig til at sige tak, for slet ikke at tale om at rose. Vedkommende tager det nemlig som en selvfølge, at tingene er i orden; det behøver man virkelig ikke være taknemmelig over. Dette kan udvikle sig til et stort problem, hvis medarbejderne er føletyper, der har brug for ros og påskønnelse - i det mindste en eller anden form for anerkendelse. (...) Der er tænketypeledere, der tolker føletypemedarbejdernes behov for anerkendende feedback som et udtryk for, at de er uselvstændige. Som en leder udtrykte det: "De må lære at stole på sige selv og klare tingene alene!". Jeg har set en del eksempler på, at påstanden om uselvstændighed er meget forkert. Den har også ramt særdeles selvstændigt tænkende og arbejdende medarbejdere, men deres selvtillid kan på længere sigt blive fuldstændigt undermineret, og de kan blive meget ulykkelige og stressede over manglende anerkendelse og værdsættelse."

Preben Grønkjær taler om ledere og medarbejdere, men jf. bogens forord kan dette overføres til relationer inden for fx undervisning, bestyrelsesarbejde, trænergerning eller familien.

Til sidst en lille, finurlig krølle på alt det her med tænkning over for følelse. Preben Grønkjær siger selv i bogen at hans ledelsesprofil er INTJ. Min er INFJ. Det vil sige at Grønkjær har en mere markant præference for vurderefunktionen tænkning end jeg har, og det "forklarer" hvorfor jeg værdsætter hans fremstillinger så meget som jeg gør: Jeg får suppleret min præference for følelse med hans præference for tænkning, og sådan udvider mit forståelses- og formuleringsfelt sig på berigende vis - og en ring sluttes.

(Eller næsten, for Kære Preben Grønkjær, hvis du nogensinde læser det her, håber jeg du kan bære over med min ros og synlige anerkendelse ;-)).

~ Med kærlighed

...

*Du kan læse mere om bog og forfatter i dette indlæg. For en dybere indføring, se Preben Grønkjærs hjemmeside www.typolgi-plus.dk.

---
Opdatering 23. april 2016:

For at være helt ærlig, har jeg i al den tid jeg har kendt til mbti, spekuleret på om jeg var INTJ'er med en næsten lige så stærk præference for følelse som for tænkning, eller INFJ'er med en næsten lige så stærk præference for tænkning som for følelse. I nogle situationer og i nogle perioder er jeg sikker på at jeg er det ene, i andre det andet. Tests har vist præcis det samme skiftende billede.

Hvilken af de to vurderefunktioner der oprindeligt var min hjælpefunktion (sekundære funktion) og hvilken der var min tertiære funktion, ved jeg faktisk ikke, må jeg erkende. Måske var det faktisk tænkning, men fra min families side har jeg altid mærket et "krav" om at jeg ikke skulle være for "smart" og i stedet sørge for at andre havde det godt, at ingen blev sårede eller følte sig dumme. Det taler for at jeg har "lært" at undertrykke tænkefunktionen og udvikle følefunktionen for at gøre visse familiemedlemmer tilpasse.

Jeg har lige læst ledelsesprofilerne for både INTJ og INFJ i Preben Grønkjærs bog igen, og efter en periode med pænt meget stress og frustration er det som om jeg pludselig godt kan se at INTJ-ledelses-profilen passer bedst på mig idet beskrivelsen af rækkefølgen af funktionerne er spot-on i forhold til det jeg oplever hos mig selv. Med tiden er det også gået sådan at jeg faktisk gerne ville være INTJ'er - det føles nærmest befriende hvis det skulle være mit oprindelige eller sande jeg ;-).

Jeg ved det ikke. Formentlig vil det her forvirre og forundre mig for evigt, men jeg ved til gengæld at jeg vil blive ved med at tænke over det indtil noget falder på plads i mit hoved og giver mig en følelse af fred med det her spørgsmål. Jeg er ikke meget for løse ender ;-).