13. august 2013

Afslutning i lagunen

I går var jeg ude at svømme i lagunen ved Amager Strandpark sammen med en gruppe meget engagerede mennesker fra en virksomhed i omegnen. Jeg har haft fornøjelsen - og det mener jeg virkelig! - af at være instruktør for gruppen i et forløb over i alt syv lektioner. Seks gange er vi mødtes i en svømmehal, og i går sluttede vi af med at svømme i åbent vand som kronen på svømmeforberedelsesværket i forbindelse med blandt andet et motionstriatlonløb, som løber af stablen senere i denne uge.

Vi gik i vandet fra stranden til højre for jollerampen og svømmede mod syd til lagunebroen og tilbage igen, cirka en kilometers penge i alt. Det var køligt sommervejr, vi fik en enkelt byge undervejs, og det blæste mod og med. Udfordrende, men også til at blive glad i låget over at kunne svømme i.

Det gik så godt. Jeg er glad og stolt på alles vegne, for der er i den grad blevet gået til den med krum hals, og det har været rigtig sjovt for mig at være med til. Jeg siger tak for denne gang og ønsker hele banden knæk og bræk med konkurrencerne.

Go for it!

Screenprint fra Google maps-opslag. Klik på billedet for større visning.
Screenprint af Google maps-opslag.
Klik på billedet for større visning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Kortet er hentet på www.amager-strand.dk > Aktiviteter > Havsvømning.
Klik på billedet for at komme til den originale pdf-fil.

Til sidst en generel oplysning vedrørende svømning i åbent vand/naturen: Jeg har lært rigtig meget af at læse på Ellen Garnes hjemmeside SwimOut.dk, både generelt om at svømme i naturen og specifikt om Amager Strandpark som svømmested. Hvis du er interesseret, kan det ikke anbefales nok at tjekke ind her; der er oceaner af erfaring og viden at dykke ned i. Du kan også følge SwimOut på facebook.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar