onsdag den 28. august 2013

Dem og os

Det er overalt i nyhederne og på de sociale medier: I dag er det 50 år siden Martin Luther King holdt sin berømte og meget virkningsfulde borgerrettighedstale, hvor han blandt andet gentog ordene "I have a dream" med så stor retorisk gennemslagskraft at de - heldigvis - giver genlyd endnu og får stor opmærksomhed fra intet mindre end verdenssamfundet i disse dage.

En passage i talen, som ikke indeholder de berømte ord "I have a dream", men som for mig alligevel er helt central, lyder sådan:
"But there is something that I must say to my people, who stand on the warm threshold which leads into the palace of justice: In the process of gaining our rightful place, we must not be guilty of wrongful deeds. Let us not seek to satisfy our thirst for freedom by drinking from the cup of bitterness and hatred. We must forever conduct our struggle on the high plane of dignity and discipline. We must not allow our creative protest to degenerate into physical violence. Again and again, we must rise to the majestic heights of meeting physical force with soul force.

The marvelous new militancy which has engulfed the Negro community must not lead us to a distrust of all white people, for many of our white brothers, as evidenced by their presence here today, have come to realize that their destiny is tied up with our destiny. And they have come to realize that their freedom is inextricably bound to our freedom.

We cannot walk alone."

(Uddrag af Martin Luther Kings tale på Lincoln Memorial i Washington den 28. august 1963, klippet herfra. Du kan læse talen i dansk oversættelse af Lis Garbers og Sten Høgel på DR's hjemmeside).

I denne passage beder King om at de sorte borgerrettighedsforkæmpere ikke falder i samme hul som de hvide rascister, giver efter for hadet til hvide mennesker generelt og forfalder til at bekæmpe dem med fysisk vold. Han taler tværtimod for at lade kampen foregå med værdighed og sjælelig styrke i en kreativ proces idet vi forstår at vores skæbner er forbundne, at den ene parts frihed afhænger af den andens samme.

Det er selvfølgelig frit og personligt formuleret og fortolket, men jeg forstår Kings ord som en indtrængende bøn til tilhørerne om ikke at tænke i "dem og os", men i det "vi" der på et højere plan vidner om indsigt i at vi alle indeholder alle menneskelige muligheder, og at det vi lidenskabeligt er frastødt af hos andre, er det hos os selv vi ikke kan rumme i bevidstheden og dermed ubevidst skyder ud af vores egen person eller gruppe og over på andre som tilsyneladende afviger fra os og er anderledes, så vi kan se ned på det, undertrykke og hade det dér (og føle os bedre og mere rigtige selv). Skyggen, er det det handler om, med et andet, men helt præcist ord.

De sorte bærer de hvides kollektive skygge i de tilfælde hvor en gruppe hvide er fælles om lidenskabeligt at lægge de sorte for had, hvilket er den situation King taler ind i. Den kreative protest King taler om i citatet, er for mig det samme som den bevidstgørelsesproces som den amerikanske befolkning har påbegyndt og skal fortsætte for at skabe konkret lighed og frihed for alle grupper i samfundet, uanset race, religion, køn mv., og som kan kaste lys over den kollektive skygge i så tilstrækkeligt omfang at uligheden ophører på et sjæleligt niveau.

Jeg synes vi som menneskehed stadig har så smerteligt og forfærdeligt meget at lære, og at Kings budskab stadig er topaktuelt. Vi kaster stadig vores skygge på grupper af mennesker i samfundet som vi mener er dem og ikke os - muslimerne, jøderne, kvinderne, mændene, de indadvendte, de fattige, de homoseksuelle, de tykke og så videre og så videre. De konkrete udtryk og konsekvenserne varierer naturligvis i omfang og styrke, og de sortes lidelseshistorie er uomtvisteligt blandt de allermest uhyrlige, men i princippet slynger en aktiv, kollektiv skygge os altid ind i en selvforstærkende, destruktiv nedadgående spiral som vi kun med en sjælelig kraftanstrengelser kan kravle tilbage op ad. Til den bevægelse har vi stadig, måske mere end nogensinde, brug for Kings ord og tankegang. Det tror jeg på.

På et tidspunkt stødte jeg via en facebook-ven på nogle digte skabt af Nina Katchadourian ud af omhyggeligt arrangerede botitler. Jeg kunne ikke dy mig for at prøve at lave nogle selv og flåede bøger med egnede bogtitler ud af mine reoler og puslede rundt. Et af resultaterne blev som følger:
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

REND MIG I TRADITIONERNE
JEG HAR SET VERDEN BEGYNDE
PROCESSEN

Vejen hedder IKKE-VOLD

Martin Luther Kings bog "Vejen hedder IKKE-VOLD", der har originaltitlen "Strength to love", ligger nederst, hvilket bærer en fantastisk symbolik for mig: Under de politiske intentioner om at skabe lighed og frihed for alle, under den praktiske gennemførelse af de idealistiske og de politiske hensigter i samfundet, skal vi hver især finde styrken til at elske. Vi skal først og fremmest elske os selv i så tilstrækkeligt omfang at vi ikke projicerer de sider af os selv vi ubevidst ikke kan forlige os med, over på andre og hader og bekæmper dem dér, men elsker andre som vi elsker os selv.  Det er det fundament vi skal lægge vores kræfter i at skabe og vedligeholde, hvis vi vil fred, lighed og frihed for alle.

~ Med kærlighed

onsdag den 21. august 2013

Om min interesse for Jungs typologi

"Tænketyper oplever ofte føletyper som konfliktsky, fordi de stræber efter harmoni og konsensus. Men tænketyper kan være nøjagtigt lige så konfliktsky som føletyper - de er det bare med hensyn til følelser. Hvis der opstår en konfrontation i forbindelse med en forandringsproces, som ikke kan klares ved hjælp af logiske argumenter, så undlader tænketyper ofte at tage stilling. Denne vigen udenom oplever føletyper som konfliktskyhed eller berøringsangst."

Citatet her er fra Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab af Preben Grønkjær*, fra afsnittet om Tænketyper over for føletyper, som jeg har brugt lidt tid i dag på at "konsultere" en ekstra gang inden jeg nu skal aflevere den på biblioteket. Jeg vil gerne bruge det som udgangspunkt til at illustrere hvordan Jungs typologi/MBTI, som jeg opdagede for mange år siden og ad flere omgange har været meget optaget af, til stadighed kan blive ved med at åbne mine øjne - når jeg vel at mærke støder på nye formuleringer eller perspektiver på baggrund af et grundigt, nuanceret og dybdesøgende kendskab som netop Preben Grønkjær står for. Og derudover vil jeg gerne henlede opmærksomheden på at typologien handler om andet end indstillingsfunktionerne introversion og ekstraversion, og at der også for mange vil være store og skelsættende opdagelser at gøre ved at undersøge typologiens øvrige funktioner - perceptionsfunktionerne (sansning og intuition), vurderefunktionerne (tænkning og følelse) og livstilsfunktionerne (perception og vurdering) - samt deres indbyrdes dynamik i de forskellige typers kombinationer.

Ovenstående citat er en lille perle for mig personligt. Da jeg læste det, vidste jeg for første gang hvordan jeg skulle forstå den smertelige tavshed, utålmodighed og ignorering jeg kan huske fra min barndom, og som nu udgør en del af min sårbarhed som voksen. Tænkefunktionen fyldte meget i nogle af mine nærmestes personligheder i modsætning til hos mig selv hvor følefunktionen var mere dominerende især da jeg var ung (uden at jeg er en decideret føletype, følelse er min sekundære funktion). Da jeg læste citatet tænkte jeg JA, det er da lige det! Dét jeg gerne ville snakke om og vende med mine nærmeste, har de vendt ryggen til i netop konfliktskyhed og berøringsangst og ignoreret eller måske ligefrem vist deres irritation over fordi jeg i deres øjne tog noget op som savnede enhver relevans pga. manglede logik. Jeg ved nu at det ikke skyldtes min forkerthed i absolut forstand, men vores anderledeshed i relativ forstand - vi talte ikke samme sprog og havde svært ved at forstå hinanden, så at sige, selvom vi begge talte et "rigtigt" sprog.

Og jeg skal også sige her at jeg holdt/holder rigtig meget af mine tænketype-familiemedlemmer, og at jeg sådan set er fuld af beundring for deres evne til at løse opgaver og problemer på en gennemtænkt måde.

Men jeg mærker stadig de bortvendte ansigter som en smerte, og jeg tænker at der her findes en kim til den sårbarhed jeg føler i forhold til at blive ignoreret. Der er ikke noget jeg bliver mere såret over eller ked af, end når mennesker tæt på mig ignorerer eller direkte afviser noget vigtigt jeg har valgt at sige til dem eller behov for at snakke med dem om, og bag ved ked-af-det-heden lurer også følelsen af at det nok var forkert af mig sådan at ville belemre andre med mine værdibaserede vurderinger og overvejelser, fremfor at fremføre min sag logisk og gennemtænkt eller tie stille. (Det med logikken har jeg siden trænet benhårdt netop for ikke at blive afvist - jeg har sågar som voksen mødt mennesker der i ramme alvor mente jeg var tænketype).

Alt dette skriver jeg kun for at illustrere hvor dybt typologien kan tage én, og for at inspirere til måske at lade rejsen begynde dér, som den også gjorde hos mig, hvis det siger én noget overhovedet. Jeg må dog også sige for en god ordens skyld, at man så er nødt til at give slip på de forsimplede, lettilgængelige overfladiske fremstillinger hvor typologien bliver misbrugt til at sætte mærkater på folk og putte dem i båse, og bevæge sig så meget i dybden at typologien også bliver dels et redskab til personlig udvikling med baggrund i de uudviklede, ubevidste funktioner, og dels et redskab til at forstå, anerkende og ville komme andre mennesker i møde trods forskelligheder - ud over selvfølgelig at beskrive mennesker på baggrund af deres foretrukne måde at kommunikere og være i verden på ud fra bevidste funktioner.

Jeg vil bringe endnu et citat fra afsnittet om tænketyper over for føletyper som i direkte forlængelse af ovenstående også har været en øjenåbner for mig, og som har været med til at stive mig lidt af så jeg ikke går nedbøjet rundt og tror at jeg er et besværligt, uselvstændigt skvat der som et andet, usikkert barn angler efter anerkendelse. Citatet tager igen udgangspunkt i hvordan føletyper kan opleve tænketyper og sig selv spejlet i tænketyper. Det har jeg valgt fordi det er mit personlige "interessefelt", men det kan ikke siges tydeligt nok at Preben Grønkjær generelt fordeler sol og vind lige med suverænt overblik, og der er bestemt også "noget at hente" hvis tænkning fylder meget i ens profil og man er nysgerrig på dette felt.
"(...) er det generelt sådan, at når en føletypemedarbejder har udført en opgave på en god måde, så ønsker han eller hun en positiv tilbagemelding på det. Men en leder med udpræget præference for tænkning er umiddelbart utilbøjelig til at sige tak, for slet ikke at tale om at rose. Vedkommende tager det nemlig som en selvfølge, at tingene er i orden; det behøver man virkelig ikke være taknemmelig over. Dette kan udvikle sig til et stort problem, hvis medarbejderne er føletyper, der har brug for ros og påskønnelse - i det mindste en eller anden form for anerkendelse. (...) Der er tænketypeledere, der tolker føletypemedarbejdernes behov for anerkendende feedback som et udtryk for, at de er uselvstændige. Som en leder udtrykte det: "De må lære at stole på sige selv og klare tingene alene!". Jeg har set en del eksempler på, at påstanden om uselvstændighed er meget forkert. Den har også ramt særdeles selvstændigt tænkende og arbejdende medarbejdere, men deres selvtillid kan på længere sigt blive fuldstændigt undermineret, og de kan blive meget ulykkelige og stressede over manglende anerkendelse og værdsættelse."

Preben Grønkjær taler om ledere og medarbejdere, men jf. bogens forord kan dette overføres til relationer inden for fx undervisning, bestyrelsesarbejde, trænergerning eller familien.

Til sidst en lille, finurlig krølle på alt det her med tænkning over for følelse. Preben Grønkjær siger selv i bogen at hans ledelsesprofil er INTJ. Min er INFJ. Det vil sige at Grønkjær har en mere markant præference for vurderefunktionen tænkning end jeg har, og det "forklarer" hvorfor jeg værdsætter hans fremstillinger så meget som jeg gør: Jeg får suppleret min præference for følelse med hans præference for tænkning, og sådan udvider mit forståelses- og formuleringsfelt sig på berigende vis - og en ring sluttes.

(Eller næsten, for Kære Preben Grønkjær, hvis du nogensinde læser det her, håber jeg du kan bære over med min ros og synlige anerkendelse ;-)).

~ Med kærlighed

...

*Du kan læse mere om bog og forfatter i dette indlæg. For en dybere indføring, se Preben Grønkjærs hjemmeside www.typolgi-plus.dk.

---
Opdatering 23. april 2016:

For at være helt ærlig, har jeg i al den tid jeg har kendt til mbti, spekuleret på om jeg var INTJ'er med en næsten lige så stærk præference for følelse som for tænkning, eller INFJ'er med en næsten lige så stærk præference for tænkning som for følelse. I nogle situationer og i nogle perioder er jeg sikker på at jeg er det ene, i andre det andet. Tests har vist præcis det samme skiftende billede.

Hvilken af de to vurderefunktioner der oprindeligt var min hjælpefunktion (sekundære funktion) og hvilken der var min tertiære funktion, ved jeg faktisk ikke, må jeg erkende. Måske var det faktisk tænkning, men fra min families side har jeg altid mærket et "krav" om at jeg ikke skulle være for "smart" og i stedet sørge for at andre havde det godt, at ingen blev sårede eller følte sig dumme. Det taler for at jeg har "lært" at undertrykke tænkefunktionen og udvikle følefunktionen for at gøre visse familiemedlemmer tilpasse.

Jeg har lige læst ledelsesprofilerne for både INTJ og INFJ i Preben Grønkjærs bog igen, og efter en periode med pænt meget stress og frustration er det som om jeg pludselig godt kan se at INTJ-ledelses-profilen passer bedst på mig idet beskrivelsen af rækkefølgen af funktionerne er spot-on i forhold til det jeg oplever hos mig selv. Med tiden er det også gået sådan at jeg faktisk gerne ville være INTJ'er - det føles nærmest befriende hvis det skulle være mit oprindelige eller sande jeg ;-).

Jeg ved det ikke. Formentlig vil det her forvirre og forundre mig for evigt, men jeg ved til gengæld at jeg vil blive ved med at tænke over det indtil noget falder på plads i mit hoved og giver mig en følelse af fred med det her spørgsmål. Jeg er ikke meget for løse ender ;-).

tirsdag den 13. august 2013

Afslutning i lagunen

I går var jeg ude at svømme i lagunen ved Amager Strandpark sammen med en gruppe meget engagerede mennesker fra en virksomhed i omegnen. Jeg har haft fornøjelsen - og det mener jeg virkelig! - af at være instruktør for gruppen i et forløb over i alt syv lektioner. Seks gange er vi mødtes i en svømmehal, og i går sluttede vi af med at svømme i åbent vand som kronen på svømmeforberedelsesværket i forbindelse med blandt andet et motionstriatlonløb, som løber af stablen senere i denne uge.

Vi gik i vandet fra stranden til højre for jollerampen og svømmede mod syd til lagunebroen og tilbage igen, cirka en kilometers penge i alt. Det var køligt sommervejr, vi fik en enkelt byge undervejs, og det blæste mod og med. Udfordrende, men også til at blive glad i låget over at kunne svømme i.

Det gik så godt. Jeg er glad og stolt på alles vegne, for der er i den grad blevet gået til den med krum hals, og det har været rigtig sjovt for mig at være med til. Jeg siger tak for denne gang og ønsker hele banden knæk og bræk med konkurrencerne.

Go for it!

Screenprint fra Google maps-opslag. Klik på billedet for større visning.
Screenprint af Google maps-opslag.
Klik på billedet for større visning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Kortet er hentet på www.amager-strand.dk > Aktiviteter > Havsvømning.
Klik på billedet for at komme til den originale pdf-fil.

Til sidst en generel oplysning vedrørende svømning i åbent vand/naturen: Jeg har lært rigtig meget af at læse på Ellen Garnes hjemmeside SwimOut.dk, både generelt om at svømme i naturen og specifikt om Amager Strandpark som svømmested. Hvis du er interesseret, kan det ikke anbefales nok at tjekke ind her; der er oceaner af erfaring og viden at dykke ned i. Du kan også følge SwimOut på facebook.

torsdag den 8. august 2013

Perspektiv

Kendsgerningerne eller omstændighederne i vores liv er som de er, men vi kan se dem gennem meget forskellige briller eller i meget forskellige perspektiver, og dermed kan vi opleve dem på vidt forskellige måder. Når vi tror vi diskuterer kendsgerningerne (med os selv eller andre), er det efter min mening stort set altid hvilket perspektiv vi anser for at være det mest rigtige, vi diskuterer. Hvad noget er helt i sig selv, uden filter, er nærmest umuligt at opleve, som jeg ser det.

I stedet for at diskutere hvilket perspektiv der er det mest rigtige i forsøget på at finde en almengyldig sandhed, synes jeg vi skal forsøge at vælge det perspektiv der giver os mest fred og flest dage med glæde og tilfredshed.

For mig betyder det at jeg foretrækker at anerkende og være taknemmelig for det som jeg synes er godt, i stedet for at fokusere på de fejl og mangler jeg kan få øje på, og beklage mig over dem (hvilket jeg ellers er meget god til, analytisk som jeg også er).

Det er for det meste det mest konstruktive perspektiv for mig, men selvfølgelig findes der tilfælde hvor det er relevant at have øje for fejl og mangler, dog ikke for at klage over dem, men for enten at ændre dem til det bedre eller komme væk fra dem (hvis det er muligt), fordi de gør livet for surt for mig, som den jeg nu er.

Det med at vælge perspektiv er for mig ikke en slags bevidsthedssløvende middel til at udholde de ting i livet som ikke er gode for én, og være sådan lidt lalleglad, eller en slags stræben efter at gå rundt som en anden guru hævet over denne verdens fortrædeligheder. De er ment som en måde at opnå fred og glæde på trods omstændigheder som vi godt kan finde et og andet at beklage os over ved, men som enten ikke kan laves om lige nu eller i det hele taget, som vi ikke kan komme væk fra eller som vi dybest set måske slet ikke ønsker at lave om på hvis vi skal være helt ærlige.

~ Med kærlighed