søndag den 30. juni 2013

Personer og relationer - hvor er fokus?

Som de fleste andre mennesker - så vidt jeg kan se - er jeg tilbøjelig til at sætte fokus på personernes egenskaber i og omkring mig når der er noget der plager eller nager mig i forhold til et andet menneske. Jeg vikler mig hurtigt ind i tanker om at det er enten mig eller den anden person der er noget galt med, og spekulerer på hvem af os der er forkert eller "skurken" i forholdet. Herefter følger den tanke hurtigt at hvis bare en af os kunne "blive en anden" eller være på en anden måde, ville alt blive bedre mellem os.

Med tiden har jeg dog opdaget at der findes en anden mulighed: Jeg kan løfte blikket væk fra personerne, billedligt talt, og rette det mod det der er mellem os i stedet, nemlig relationens egenskaber. Efter min opfattelse er det langt mere konstruktivt ud fra den tankegang at der ikke findes forkert skabte personer, men nok fejlslagne relationer, og at det er de sidste der driver værket i næsten al menneskelig ulykke. Selv i tilfælde hvor vi er meget enige om at kunne udpege en skurk (fordi vedkommende har udført nogle uhyrlige handlinger), tror jeg på at der kan findes nogle relationsproblemer nedenunder som har været medvirkende til at personen er kommet på helt gale veje. Relationsproblemernes udspring skal sikkert søges udenfor og før den relation hvori de uhyrlige handlinger er udført, men det er stadig relationsproblemer, og deres virkning overskrider næsten altid den konkrete sammenhæng. (Det fratager ikke den enkelte ansvaret for sine handlinger, men giver måske en forklaring på den indre ulykke og - hvis det ikke er for sent - et sted at tage fat om nældens rod for at skabe heling).

Når jeg ønsker at finde relationsperspektivet i mine almindelige, menneskelige relationer, prøver jeg at sige til mig selv at både den anden og jeg selv er helt som vi skal være, for dernæst at spørge: Hvad er det gode mellem os som jeg gerne vil bevare, og hvad er det mellem os som kikser og gør mig utilpas og utilfreds, og som jeg ville trives bedre med var anderledes?

På den måde kan jeg fastholde at der ikke er nogen af os som personer der er forkerte, og at vi begge har ret til at bringe vores personlighed som den er, ind i relationen. Og samtidig kan jeg forsøge at tilpasse eller forandre noget i vores relation så den forhåbentlig kommer til at støtte og værne om os begge som personer.

Det er dog ikke let i praksis selvom jeg i teorien ved at det vil være det mest konstruktive, og det er tit svært for mig at indtage "relationsperspektivet". Nogle gange har jeg brug for afstand i både tid og sted for at kunne finde det. Og nogle gange er jeg for bange til at kunne indtage det, fordi det ikke er givet at udfaldet af at arbejde med relationen bliver en udbygget eller mere sammentømret relation. En sjælden gang imellem må jeg erkende at jeg - trods god vilje - har behov for at reducere eller ligefrem afvikle et forhold i praksis for at have det godt med det. Og nogle gange må jeg løbe den risiko at den anden kommer til den konklusion. Det kan være meget ubehageligt og smerteligt, men under alle omstændigheder vil sigtet for mig altid være at få relationen til at passe til personerne som dem vi er - og ikke omvendt.

~ Med kærlighed ~