tirsdag den 30. april 2013

Om at aflære hvad jeg har lært

Her i weekenden havde jeg lejlighed til at læse en tekst op jeg selv havde skrevet, for cirka 50 personer ved en familiefest. For ikke ret lang tid siden ville det have været en fuldstændig utænkelig ting for mig at gøre.

Jeg havde selv meldt mig til opgaven, fordi jeg kunne mærke at jeg mærkværdigvis havde lyst, og fordi jeg - helt ærligt - syntes at kunne se at det ville være den bedste og nemmeste måde at få noget gjort på som jeg rigtig gerne ville have skulle gøres og gøres ordentligt. Vi var en lille gruppe der skulle lave noget sammen, men jeg meldte mig altså til at tage det overordnede ansvar, tænke indslaget igennem, "forfatte" den tekst der skulle løbe som en rød tråd gennem det, og læse teksten op på dagen.

Jeg nød faktisk det forberedende arbejde til trods for en ulmende angst og fornemmelse af at være på vej ud i noget forbudt og skamfuldt, som jeg registrerede, men dog ikke blev overmandet af. Jeg syntes det gik godt med at skrive, det var sjovt, og jeg havde tillid til at det nok skulle virke efter hensigten. Gennemførelsen til festen gik også fint; vi fik positive tilkendegivelser, og bedst af alt var det min fornemmelse at den person det hele var til ære for, også blev glad for det vi prøvede at give. Så alt var godt, set udefra - det tror jeg virkelig.

Alligevel mærkede jeg efterfølgende stor uro indeni og vågnede også flere gange om natten med følelsen af at have gjort noget frygteligt forkert som jeg følte sviende skam over at være blevet afsløret i. De følelser var med mig de næste dage også; jeg kan såmænd også mærke dem nu. Jeg føler mig skyldig i en form for jantelovsbrud, skyldig i at tro at jeg kunne gøre det godt nok og i have den frækhed selv at melde mig til opgaven, og jeg skammer mig ved tanken om at andre nu sikkert har opdaget min tro på mig selv, min glæde ved at bruge mine egne ressourcer og frem for alt at andre nu har fået et kig ind i mit hoved der er fyldt med noget der er anderledes.

Det er præcis følelsen af at gøre mig skyldig i noget frygteligt og forbudt, og det er skammen der dukker op når jeg lader andre se hvad for et menneske jeg er hvis jeg ikke dæmper mig, der har afholdt mig fra at vove pelsen og gøre mig synlig de sidste mange år. Selvfølgelig er der flere lag i alt det her, men for mig er det et fuldstændigt skelsættende punkt at være kommet til på denne måde at kunne iagttage skyld- og skamfølelserne udefra, rumme dem og beslutte mig for at ikke at lade dem bestemme, i erkendelsen af at de ikke fortæller sandheden om hvem og hvad jeg er som menneske. De følelser har ellers ubevidst drevet mig ikke bare rundt i manegen, men fuldstændig ud af den og i totalt skjul. Jeg ser nu at jeg i mange, mange år har oplevet de skyld- og skamfølelser hver gang jeg har vist at jeg var god til noget, hvergang jeg med glæde har engageret mig i et eller andet og nydt at være med, hver gang jeg har gjort mig synlig og ikke bare er faldet i med tapetet, fordi jeg har lært tidligt i livet at det var forbudt for sådan én som mig at vise mig, og at jeg skulle skamme mig over at komme til at gøre det og ikke kunne holde mig tilbage. På et tidspunkt blev de følelser for ubærlige; jeg kunne ikke holde ud igen og igen at bringe mig i situationer hvor jeg kom til at føle skyld og skam, og jeg konkluderede - måske som en beskyttelse mod at opleve det - at jeg virkelig måtte være et forkert og ondt og skrækkeligt menneske når jeg følte sådan, og at verden var bedst tjent med at jeg trak mig fra den. Så jeg trak mig. For at kunne overleve.

Som jeg har nævnt før, har en mester engang sagt til mig at "Frihed opnår man først når man kan udholde at føle skyld og skam". Jeg troede måske jeg forstod det før, men det er som om det udsagn åbner sig fuldstændig for mig nu, og jeg ved at med weekendens "optræden" har jeg passeret en vigtig milepæl, måske den vigtigste overhovedet.

For otte år siden erkendte jeg at jeg havde et ønske om at kunne gøre mig synlig og træde ind i det liv jeg havde trukket mig fra, igen. Jeg tænkte sådan set at hvis det ikke lykkedes for mig, gad jeg ikke være her mere. Jeg var på en måde allerede død. Jeg troede på at det var muligt nå dertil - dermed ikke sagt at det var sikkert at jeg ville nå dertil, for der er større viljer end menneskets der har indflydelse på så store spørgsmål. Jeg troede tillige på at det kun var ved at arbejde med de dybeste lag i psyken, at det eventuelt kunne lade sig gøre. Det skulle vise sig at den proces skulle tage otte år. Det er immervæk en rum tid at holde ud, og det var aldrig lykkedes uden at have muligheden for at gå gennem processen sammen med en terapeut der forstod at holde fast i det overordnede perspektiv og se tilstrækkeligt dybt. Det er helt uomtvisteligt. Men jeg spekulerer alligevel nogle gange på hvad det er i mig der har gjort at jeg holdt ved. Og jeg kommer altid frem til samme svar: Min tro på at alle mennesker har fået livet fordi de har en opgave at udføre, mit ønske om at udføre min opgave og ikke forsøge at undvige den - kombineret med vilje og fantasi.




Til sidst kan jeg ikke dy mig for lige at tage en mindre alvorlig afstikker, nu hvor jeg på en måde har fået min evne til at flyve tilbage efter at den har været tæt på at forsumpe helt. Vi har et Star Wars-flip i familien for tiden, og jeg har en fest med alle de dybsindige og zen-agtige jedi-replikker der flyver gennem universet. Især Master Yodas (selvfølgelig), og jeg synes lige én af mine yndlingspassager skal stå her til evig påmindelse. Du kan se og høre klippet her, men jeg har også skrevet dialogen ud herunder (som jeg hører den, måske sidder den ikke helt i skabet?).

Luke Skywalker er hos Master Yoda i hans sump-skjul for at lære om kraften (the force). R2D2 er der også og følger ivrigt med i hvad der foregår.

Luke balancerer ved hjælp af kraften i håndstand på én hånd med Yoda stående på den ene fod.

Yoda: Use the force .. yes .. now the stone .. feel it ..

Luke løfter og sænker en sten med kraften. Imens synker Lukes "parkerede" X-wing-fartøj pludselig længere ned i sumpen og forsvinder. Da Luke opdager det, mister han koncentrationen, og han, stenen og Yoda falder til jorden. Luke rejser sig og kigger på det næsten helt sunkne fartøj.

Luke: Oh no. We'll never get it out now!

Yoda: So certain are you! (Sukker). Always with you what cannot be done. Hear you nothing that I say?

Luke: Master, moving stones around is one thing. This is totally different!

Yoda: NO. No different. Only different in your mind. You must unlearn what you have learned.

Luke: Allright, I'll give it a try ..

Yoda: NO. Try not. Do. Or do not. There is no try.

Luke koncentrerer sig og hæver fartøjet op af sumpen med kraften, men taber det igen før det er helt oppe. Yoda lukker øjnene og synker lidt sammen.

Luke: I can't. It's too big.

Yoda: Size matters not. Look at me! Judge me by my size, do you? Hm? (Luke ryster på hovedet). And well you should not, for my ally is the force. And a powerfull ally it is. Life creates it. Makes it grow. Its energy surrounds us. And binds us. Luminesce beings are we. Not this crude matter. (Yoda tager fat i Lukes skulder). You must feel the force around you. Here .. between you, me, the tree, the rock, everywhere. Yes .. even between the land and the ship.

Luke: You want the impossible.

Luke går modløst væk. Yoda hæver fartøjet op af sumpen og flytter det ind på land med kraften. Luke iagttager vantro Yodas kraftpræstation.

Luke: I don't believe it.

Yoda: That is why you fail.




Foto: Rekvisit fra weekendens "optræden".



Ingen kommentarer:

Send en kommentar