10. april 2013

Influenzatågetanker

Hold nu op.

Ifølge én der kender mig godt, har jeg nu også prøvet at være lagt ned af mandeinfluenza, dvs. den slags influenza (eller hedder det forkølelse?) hvor man tror man skal dø og i det hele taget har så ondt af sig selv på grund af lidt snot og lidt ondt i halsen og lidt hovedpine og lidt svimmelhed og lidt ondt i hele kroppen og lidt lungeudkrængende hoste, at man jamrende kravler gennem de par uger det varer.

Jeg har selv engang i hånligt overmod joket med at der tilsyneladende findes to slags influenza, én der rammer mænd og én der rammer kvinder, og at den første tilsyneladende er meget, meget værre end den anden. Dér tog jeg fejl! Nu har jeg lært det på den hårde måde: Den lille forskel ER lille, og det man siger, er man selv.

Mens jeg lå der på sofaen og døsede dag efter dag, tænkte jeg lidt på denne blog. Ideen med den har fra dag ét været at lade den være sådan en slags stream of consciousness, et slags håndgribeligt spor efter hvad der rører sig i min bevidsthed, hvad der bevæger mig og fører mig videre. Uden alt for megen analyse, uden alt for megen tolkning, uden alt for megen vurdering, men til fri afbenyttelse for dels mig selv (når jeg har brug for at forbinde mig med mig selv), og dels for andre som måtte komme forbi her og finde ét og andet som eventuelt flyder sammen med deres egen strøm af indre oplevelser, og som udgør nogle sjælelige berøringspunkter som vi deler - i vores ellers helt unikke, individuelle indre verdener.

Bag det hele opdager jeg at der blandt andet gemmer sig en hensigt eller en ambition som jeg vist aldrig har formuleret klart før: Jeg har en forestilling om at jeg ved at lade læseren kigge ind i min indre verden, kan befordre at han/hun kigger dybere ind i sin egen indre verden og lærer noget om sig selv ad den vej. Det er som om jeg forestiller mig at ved at åbne et vindue til min indre verden, så giver jeg også mulighed for at læseren åbner et vindue til sin egen indre verden. Eller jeg håber at jeg skaber den mulighed. Det er underviseren i mig der ikke lader sig fornægte, men det er en underviser der ikke vil pådutte nogen sin egen sandhed, men derimod befordre et slags rum for læring hvor stoffet er den enkeltes eget sind og Selv. Det er dybest set hvad der driver mig, og det er respons på det niveau der får mig til at blive ved med at skrive her.

I dag har jeg det bedre, og jeg er forlængst gået fra paracetamol- til gajol-lindring, men jeg synes stadig mine influenzatågetanker var værd at dele, så derfor. Jeg spekulerer dog på, som mange gange før, om det her blogmedie nu også er det rigtige sted at "do my thing"? Ikke at jeg er ved at smutte (igen), men i min verden er der altid plads til forbedringer, og der er altid muligheder der bare venter på at blive opdaget.

Nu venter jeg på regn og højere temperaturer - det trænger vi til :-).


2 kommentarer:

  1. Lotte (frodighed)11. april 2013 kl. 13.32

    Sikken omgang du har haft!!! Sørme godt det begynder at lysne.
    Og Janne,,, jeg har lært SÅ meget af din blog og dine ord "bagved" al bloggeriet... at kende dig...
    Så det med at åbne et vindue til læserens egen indre verden - det er lykkes til fulde med mig!
    :-)
    Og jeg har slet ikke ord for, hvormeget det betyder...

    SvarSlet
    Svar
    1. Åha ja, jeg har i hvert fald haft ondt af mig selv :-D.

      Se, Lotte. Det kræver en læser med et særligt talent hvis det skal lykkes at åbne to vinduer på én gang. Vær sikker på det. Om kommunikation/"undervisning" (det skal altså tages med et gran salt, du ved) lykkes, afhænger altid af forhold på både afsender- og modtagersiden, og jeg er ikke mindre taknemmelig for at opleve blive læst i den rette ånd ;-). I øvrigt er det jeg sætter allermest pris på, gensidigt vindueskiggeri, så bliver det ikke større, omend det er sjældent. Og. Jeg oplever at det er det vi gør. Så jeg er ikke mindre taknemmelig, Lotte :-).

      Slet