28. marts 2013

God påske :-)




Denne påske bliver en særlig påske for mig som også påsken i 2005 var en særlig påske fordi jeg havde en fuldstændig skelsættende indre oplevelse hvor jeg blev overvældet af billeder og ord som - både bogstaveligt talt og følelsesmæssigt - tvang mig helt i knæ. Da jeg var "kommet til mig selv" igen, skrev jeg det hele ned præcis som jeg havde oplevet det, selvom jeg vitterlig ikke forstod ret meget af det eller kunne finde logikken. Det skulle vise sig at blive en slags underliggende arbejdshypotese for de næste år i mit liv, indtil det punkt hvor jeg forstod indholdet i oplevelsen til bunds.

I går klippede jeg for første gang et gækkebrev på en anden måde end den traditionelle folde-og-klippe-figurer-ud-måde som jeg bare ikke kunne få til at fungere længere, som ikke "lever" i mig længere. Det var svært. Selvom I nok kan se hvad det forestiller, og selvom ideen er god nok, lader den konkrete udførelse stort set alt tilbage at ønske. Men hvis jeg øvede mig, kunne jeg givet udvikle et mere autentisk udtryk for mig selv på den måde, tænker jeg. Lade noget nyt blive til.

Lad det være et billede på hvor jeg oplever jeg er lige nu. Og på hvordan påsken på en måde har fået et personligt indhold for mig som i en vis forstand, hvis man strækker fantasien lidt, er en individuel parallel til den kristne kirkes påskebudskab (i hvert fald hvis man forstår det symbolsk - det med kødets opstandelse tror jeg ikke på).

God påske til alle!

26. marts 2013

En rejsende

Jeg mistede mit liv. På en måde.

Det har gjort ondt. 
Som ind i helvede.
Det har kostet. 
Mere end jeg troede der var at give.
Det har udfordret mig. 
Langt mere end jeg havde fantasi til at forestille mig at jeg kunne leve op til.

og

Det har lært mig. 
At universet vil at jeg skal leve mit liv og ikke bare være i live.
At universet kender mig langt ud over det jeg ved om mig selv, og stædigt underviser mig indtil jeg har lært hvad der er brug for at jeg lærer.
At universet til enhver tid sørger for at lede mig ad min vej, også når jeg ikke kan se det og synes at der er noget i vejen, eller at vejen må være en omvej jeg skal gå, fordi jeg er forkert.

Jeg har lært. Endelig.
At mit liv er vejen. Jeg er en rejsende der må se for mig selv.

Jeg er omsider er nået derhen hvor jeg får det tilbage. Mit liv.


~ ~ ~







Foto: 26-03-2013/mit værelse/kamera

22. marts 2013

Kalibreringsusikkerhed

Jeg er stadig noget så fandenivoldsk indeni at jeg har svært ved at kalibrere mine udbrud både her og der, men I må ikke tage fejl. Jeg føler stadig kærlighed til alle andre mennesker og ønsker dem alt det bedste i livet, uanset hvem og hvad de er, og jeg elsker stadig livet. (Punktum).
.
.
.

Der er også dét med mig, at uanset om jeg og andre kan lide det eller ej, så bor der sådan en slags professor Snape indeni mig, som måske ikke er det mest behagelige menneske verden nogensinde har set, men som aldrig - aldrig - taber hverken den gode hensigt eller det overordnede mål af sigte. Alting har to sider.

Nu må I have en rigtig god weekend derude (hvis der er nogen derude). Tag jer ikke af mig og luk foråret ind, hvis det kommer. Jeg svinger videre, og lige nu svinger jeg med Nephew og Key, det synes så helt forrygende passende.



19. marts 2013

Ramt

Nogle gange kan jeg have svært ved at se ordentligt for mig hvad det egentlig er der har ramt mig og gjort mig til en fattig, uselvstændig husmor og fremmed i mit eget liv (kald det lige et liv ..), og så er jeg tilbøjelig til at råbe i kor med dem der siger at det har været mit eget valg og min egen skyld og at jeg skulle skamme mig over på samme tid at længes efter at bruge og ikke at have brugt mine evner og alt det dér der kan få mig til at gå med så krummet ryg at nogen måske ligefrem kommer til at tænke på Notre Dame.

Men se. Jeg vidste ikke hvad der ramte mig da det ramte mig, og først nu efter 8 års hårdt arbejde for at finde mig selv igen gennem terapi og analyse, er jeg måske blevet klogere. Så NU er det det mit eget valg og ansvar at sørge for at jeg får et liv igen. Javist. Men skylden og skammen .. helt ærligt, dem vil jeg ikke bære længere, for de er ikke mine - omend jeg stadig kan føle dem.

Og hvad er det så der har ramt mig? Jo, hvis jeg skal gøre det kort og som et supplement til mit indlæg fra 8. marts, så synes jeg passende jeg kan lade Sheryl Sandberg tage ordet. Hun taler om kvindelige top-ledere, og det er måske lige at stramme den i forhold til mig og mine evner, men hvis vi oversætter det til kvindelige ledere eller kvinder med indflydelse og synlig deltagelse i samfundet i det hele taget, så er alt hvad hun siger, simpelthen taget lige på kornet. Som jeg ser det.



Tilføjelser 20, 21 og 25. marts 2013, fordi det her indlæg bliver ved med at bevæge sig i mig:

Nemlig .. jeg lod være med at sætte mig ved bordet sammen med de andre, men stillede mig op ad væggen tæt ved døren og frygtede og håbede på samme tid at nogen skulle spørge om min mening. Jeg gjorde ikke min partner til min partner, men til min overordnede. Og jeg trak mig lang tid før jeg behøvede og mens jeg stadig var efterspurgt, for at gøre plads til de der børn der måske ville komme engang ..

---

Tilføjelse 3. april 2013:

Se også Kvinfos/Annegrethe Felter Rasmussens omtale af Sheryl Sandbergs bog "Lean in" her.

---
Tilføjelse 19. april 2013:

Lad mig tage et spadestik dybere, så det underforståede kan blive forstået også af andre end mig selv: Jeg opfatter de ovennævnte handlinger/reaktionsmønstre som beskyttelseshandlinger/-mønstre, selvom de samtidig set i et andet perspektiv har hæmmet mit engagement i livet. Jeg har gjort og levet som jeg har fordi en del af mig har søgt at beskytte mig mod at blive udstødt at familien og fællesskabet, mod at blive forladt - altsammen fordi jeg har lært tidligt i livet at der ikke var plads til begavede piger/kvinder med en selvstændig tankegang og andre interesser og muligheder i livet end rollen som underordnet, afhængig mor, husmor og hustru.

Nu hvor jeg har lært dette om mig selv, må jeg skabe plads til den begavede kvinde med en selvstændig tankegang som også er mig, så jeg kan komme til at leve mit liv og ikke bare udfylde rollen som den jeg tror andre kan acceptere og tolerere. Det er meget angstprovokerende, og det er en stor opgave. Men jeg VED at det er det der er OPGAVEN.

For en hurtig uddybning, se eventuelt kommentarerne til dette indlæg.

---

Og tilføjelse 20. april 2013:

"I am not what happened to me, I am what I choose to become." - C.G. Jung

13. marts 2013

Kystlinjespring

Jeg kan ikke dy mig for at pege på 


fra The Big Picture's kystlinjeserie på sådan en snedækket dag i marts hvor jeg skvulper frem og tilbage i vandkanten på mit indre landskabs kystlinje og trænger til at trække lidt på smilebåndet. Det ku' være jeg skulle iføre mig et par badebukser og springe ud i det ..

Billedet er en del af en serie vildt flotte billeder fra kystområder, og serien indledes med disse ord:

Shoreline


The shoreline -- of the sea, lakes, and rivers -- is a dynamic interface of civilization and the natural world. It exerts a powerful draw on us. That transition space holds beauty and carries risk, the zone where we at once embrace and battle the environment in which we exist. The shoreline provides food, recreation, breeding grounds, commerce, peace, and even primal fear. Two thirds of the world's largest cities lie in low-elevation coastal areas, vulnerable to sea rise even as population trends show us increasingly dwelling in urban areas. Gathered here are images exploring our attraction to the water's edge. -- Lane Turner (46 photos total)


~ ~ ~
(Jeg havde først sat billedet ind i indlægget, med kilde- og fotografangivelse og det hele selvfølgelig, men har nu fået kvababbelser over at have brugt et billede jeg ikke har rettigheder til. Derfor: Gå direkte til kilden).

8. marts 2013

8. marts

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og traditionen tro her på bloggen skal det markeres med et indlæg tilegnet kvindesagen.

Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg i dette indlæg skulle trække nogle pointer ud af Lone Fatums bog "Kvindeteologi og arven fra Eva" fra 1992 (se højre sidepanel), men efter at have pisket rundt i bogen de sidste to timer og genlæst alle de saftige steder, har jeg konkluderet at det på ingen måde ville yde Lone Fatums arbejde retfærdighed at begynde at plukke i det. Det egner materialet sig ikke til, synes jeg, fordi Lone Fatum hele tiden gennemtrawler især Ny Testamente på kryds og tværs helt ned i den oldgræske sproglige rod for at underbygge sine påstande. På den måde skaber hun en dybde og demonstrerer en viden der ikke kan komme til udtryk i et blogindlæg (med mindre det bliver meget, meget langt), og da det netop er dybden, overblikket over stoffet og den solide viden der gør hendes pointer overbevisende for mig, har jeg besluttet at "nøjes med" at skrive bogens konklusion direkte af herunder. På den måde håber jeg at inspirere andre til at læse alle bogens 97 sider og dermed blive klog på (og overbevist om?) hvorfor det er rimeligt at nå til netop den konklusion som Lone Fatum gør.

Og SÅ til sagen. Her kommer dagens tekst (side 91):
"Afslutning
Som vi har set, præsenterer Ny Testamente os for en motivsammenhæng, der fastholder den hierarkiske orden mellem mænd og kvinder både i himlen og på jorden, og kvindelivet fordeles på to livsformer, der begge forudsætter en negativ bestemmelse af kvinden som køn og seksualitet. Det åndelige eller kønsløse liv formuleres i visse tekster som et alternativ til ægteskab og moderskab, men også dette har kønssociale begrænsninger, fordi kvinden både som krop og som ånd er produkt af androcentrisk* fortolkning og genstand for patriarkalsk administration i overensstemmelse med heteroseksuelle normer.
Men kan kvinder så overhovedet være kristne? Javist, men på bestemte betingelser, og de adskiller sig ikke principielt fra dem, der begrænser kvinder i kultur og samfund i øvrigt. Kristendommen er en religion for mænd, netop fordi kultur og samfund i øvrigt er for mænd; det vil sige, at kristendommen præsenterer enhver kvinde for præcis de samme kønsskæve vilkår for selvforståelse og livsudfoldelse, som hun møder i alle andre sammenhænge, der bygger på forestillingen om manden som normalmennesket. Derfor gælder det, at jo mere vi kan gennemskue af forholdet mellem kristustro og kønsdiskrimination, desto mere kan vi tilsvarende gennemskue af den kønsdiskrimination, der ikke eksplicit har kristustroen som sin begrundelse."
Hvorfor synes jeg nu det er så interessant? Det gør jeg - og nu forlader jeg Lone Fatum og hendes meninger og vender mig mod mine egne - fordi jeg gennem mit eget spirituelle arbejde har fundet at jeg selv og mange andre (kvinder som mænd) er blevet injiceret, blandt andet via tusinder af års religiøs og kulturel tradition, med en androcentrisk opfattelse som nu løber i vores blod og gennemstrømmer vores hjerter igen og igen hvert øjeblik, og som hæmmer kvinders selvværd, mod til at stå frem med egne meninger og skabende kraft. Og fordi jeg synes det er lige så relevant at rette kikkerten indad mod dette nu som for 20 år eller 100 år siden, selvom vi har fået ligestilling og ligeløn med mere, og fordi jeg - og nu ved jeg godt jeg provokerer mange - synes at jeg kan se at ligestillingen er et meget mere tilsyneladende fremskredent fænomen på det ydre end på det indre plan. Der er stadig et stort spirituelt arbejde at gøre, og det er hvert enkelt menneske der skal tage fat på det i og ud fra sig selv for at kollektivet kan forandre sig.


*androcentrisme

7. marts 2013

Om frihed på en anden måde


"Frihed opnår man først når man kan udholde at føle skyld og skam",

sagde min analytiker, lærer og mester gennem næsten otte år engang.

Nu mærker jeg hvor sandt det er, også for mig. Jeg begynder at mærke friheden ..






Foto: 07-03-2013/min stue/kamera