onsdag den 20. februar 2013

Horisontal bungeejumping

Jeg prøver virkelig at kaste mig ud på de 70.000 favne og komme ud i verden; jeg går med raske skridt der mærkværdigvis bliver tungere og tungere jo længere væk fra mit hus jeg kommer. En eller anden har tilsyneladende monteret sådan en bungeejumpingagtig elastik om livet på mig. Hver gang jeg er lige ved at være der, bliver jeg brutalt smadret tilbage med ryggen mod muren. Så skal mine knogler lige gro sammen igen, før jeg tør prøve en gang til, må jeg indrømme.

Jeg spekulerer lidt på om min rygrad mon efterhånden har fået varige men? Og om jeg nogensinde får løst knuden/brudt kæden/knækket koden og kommer fri af den jävla elastik?

(Jeg kan selvfølgelig også satse på at den mørner med tiden og giver efter en skønne dag ..).