onsdag den 2. januar 2013

Godt nytår!

I går, nytårsdag, var jeg på en lang tur i skoven, for en gangs skyld ikke alene, men sammen med en anden. Undervejs fik jeg lejlighed til at tænke og til dels også fortælle at hvis jeg skulle sige hvad jeg vil gøre mig umage for at sætte fokus på i det nye år, så kan det samles i tre punkter som jeg for alvor har forstået i løbet af året der er gået, er vigtige og sande for mig.

For det første vil jeg huske på at det relationerne mellem mennesker der gør udslaget i næsten alle sammenhænge i tilværelsen, det er sjældent det enkelte, isolerede menneske alene.

For det andet vil jeg forsøge at fastholde det fokus i mine relationer at dét der hos et mennesker fremtræder som en karakterbrist, i virkeligheden er vedkommendes sår som bliver synligt på en forvrænget eller omskrevet måde. Det har Marianne Williamson lært min fornuft for længe, længe siden, men det er først i året der er gået, at den indsigt er nået frem til mit hjerte og blevet til en personlig erfaring. Bag enhver sjuskedorte, dovenlars, kolde skid og vendekåbe (til eksempel) findes et sår som ikke er helet, og det er først når vi kan adressere såret i vores respons til dette menneske, frem for at vurdere og dømme ud fra karakterbristen, at vi bidrager til at såret kan hele, smerten mildnes og karakterbristen måske falme, om ikke andet så i hvert fald i den måde vi opfatter den på. Det gælder både i vores respons til os selv og til andre når vores karakterbrister fylder lidt for meget. Det betyder ikke at vi ikke har noget ansvar for os selv og vores eget liv, for det har vi i en slags fremadrettet bevægelse, men det mildner måske skyldfølelsen over det vi synes vi har været med til når vi kigger bagud. I takt med at vi forstår sammenhængen mellem vores sår og vores hæmmende eller ødelæggende adfærd, bliver det også vores ansvar at tage hånd om vores sår så godt vi kan. Det betyder også at det er så uendeligt vigtigt at tage hensyn til vores individuelle sårbarhed - erkende og værdsætte den også selvom det i vores hårdhudede og følelsesforskrækkede kultur ofte tolkes som svaghed.

For det tredje vil jeg forsøge at huske på at intet eller ingen er enten god(t) eller ond(t); jeg tror på at de fleste og det meste ville vise sig at være både-og hvis vi var i stand til at indtage et tilstrækkeligt overordnet synspunkt. Det er vi jo oftest ikke fordi vi er mennesker med et begrænset og "jordnært" udsyn, men jeg ville sådan ønske at både jeg selv og andre ville være bedre til lige at klappe hesten før vi udsiger at noget er det ene eller det andet.

Og sådan dukkede der alligevel nogle nytårsforsætter op i mine tanker mens jeg gik og gik, selvom jeg egentlig ikke har den store fidus til sådanne forsætter. Nu har jeg endda bragt dem fra tanke (og delvis tale) til skrift; fra mit private rum til det offentlige, og håber at jeg på den måde bedre kan fastholde dem. (Det kunne i øvrigt være mit fjerde nytårsforsæt: At bringe mere af det jeg tænker, frem, selvom jeg er bange for at det kommer til at gøre ondt (igen), hvilket er en vigtig bevæggrund bag en af mine største brister, nemlig lysskyheden).


Godt nytår til alle der kommer forbi her!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar