tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul og godt nytår ..

.. til jer som jeg svømmer sammen med i natur og bassin, og til jer som følges med mig på turen gennem den indre verden.

Jeg er meget taknemmelig for oplevelserne sammen med jer :-).

IMG_5154b

torsdag den 19. december 2013

Nye briller

Har svømmet med helt nye svømmebriller i dag
Ingen dug
Ingen ridser
Ingen flowafbrydelser

Blot en krystalklar verden i farver
og glæden ved at se og være i bevægelse


onsdag den 18. december 2013

Om samtalens fire lag

Da jeg for et stykke tid siden læste Ilse Sands bøger, stødte jeg på mange afsnit og mange formuleringer som fik flere pråse til at gå op for mig. Én af de ting som var en stor oplevelse for mig at få sat ord på, var den måde Ilse Sand skriver om samtalens fire lag på:

  1. småsnak/smalltalk

  2. det interessante lag/rollelaget

  3. fortrolighedslaget

  4. direkte kontakt.

Ilse Sand skriver om de fire samtalelag i bogen "Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle"*, og ud over at beskrive de fire samtalelag og beskæftige sig med fordele og ulemper ved alle fire lag, giver hun også nogle tip til hvordan man "flytter" en samtale fra det ene lag til det andet, dvs. fordyber samtalen eller trækker den tilbage mod overfladen. Hendes fokus er naturligt nok hvordan særligt sensitive mennesker generelt oplever at samtale i de forskellige lag, men beskrevet ud fra et overordnet perspektiv der også inddrager og giver forståelse for mennesker som ikke har dette karaktertræk.

December måned er for mig, som for sikkert mange andre, et selskabelighedens højdepunkt på året. Jeg har rigtig mange gange i de sidste uger tænkt på Ilse Sands fire samtalelag, og jeg er glad og taknemmelig for at jeg havde fået dette redskab til at forstå eller i det mindste have ord til at tænke med i forbindelse med hvad jeg oplever i nogle af de samtaler jeg har (haft).

Jeg skrev i sin tid hele afsnittet af og gemte det som en note fordi jeg havde en fornemmelse af at jeg kunne få glæde af at vende tilbage til de oprindelige formuleringer igen senere. Du kan læse min note her (med forbehold for mine eventuelle fejlafskrivninger og tyrkfejl) hvis du er blevet interesseret - og ellers selvfølgelig læse hele bogen hvis du gerne vil se afsnittet i dets rette sammenhæng.

--

*Måske også i en kortere form i en af hendes andre bøger, det husker jeg ikke helt.

tirsdag den 17. december 2013

Tumpenisserne



For ikke så længe siden mistede jeg den sidste i den allernærmeste familie som var ældre end mig, og i den forbindelse arvede jeg blandt andet to tumpenisser som jeg selv engang har lavet, og som jeg fandt omhyggeligt pakket væk i en papkasse med julepynt. Nu står de i en vindueskarm ved siden af et lys, og hver gang jeg går forbi dem, ser jeg noget som jeg ikke rigtigt ved hvad er, men som jeg ikke kan blive færdig med at kigge på og dvæle ved. Jeg er sikker på at de bærer et budskab som tiden er inde til at jeg modtager.

En dag fik jeg den indskydelse at de så ud som om var kommet tilbage til mig ved at rokke ubehjælpsomme og blinde den lange vej gennem skoven i tusmørket. Og ikke længe efter kom jeg til at tænke på at i et folkeeventyr, jeg engang læste, repræsenterer nisserne det ubevidste, og det er først da helten beslutter sig for at vende sig om i mørket og får øje på nisserne, i stedet for at forsøge at løbe fra dem og være bange for dem, at de holder op med at genere ham og bliver hans hjælpere i stedet. Han konfronterer dem og spørger hvad de vil, og en konstruktiv dialog er sat i gang.

På den måde begynder det at dæmre for mig at min lille opstilling i vindueskarmen berører mig på et symbolsk niveau, og at den er som et lille billede på den ret heftige indre proces som det at miste et menneske som har været i ens liv i så mange år og været ældre end en selv, afstedkommer. Jeg tror denne proces er et grundvilkår, og spørgsmålet er ikke om det sker, men hvad man stiller op med det når det sker. Jeg har tænkt mig at lære så meget som muligt af det - 'så meget som muligt', skriver jeg, fordi jeg godt kan mærke at der også følger mange ubehagelige følelser med som jeg måske ikke er helt parat til at mærke, og fordi jeg godt ved at der - som altid - er grænser for hvor meget jeg er i stand til at forstå, erkende og blive bevidst om.

Gennem årene er der formentlig blevet udvekslet meget ubevidst indhold mellem os. I hvert fald oplever jeg det nu som om der er ikke så lidt der trænger sig på indefra, og som jeg nu har en mulighed for at se i øjnene. Der er fuld fart på mine drømme og fantasier, og jeg forsøger at undersøge dem alle omhyggeligt. Og der sker underlige ting i mine relationer som jeg ikke lige havde set komme, men som jeg forsøger at behandle med samme undersøgende nysgerrighed som mine drømme og fantasier, og med størst muligt hensyn til de mennesker der omgiver mig.

Det er længe siden at jeg har skrevet her, men jeg har savnet det, og de sidste dage har jeg puslet lidt her på stedet for at mærke om jeg kunne føle mig hjemme igen. Det kan jeg godt, tror jeg.

Og - nu tror du nok jeg virkelig er i krise og har mistet min sunde fornuft, og det er der måske også et gran af sandhed i - så fik jeg lige en hjælpende hånd fra bloggen selv her til morgen. Helt ud af det blå opdagede jeg nemlig at den uden min indblanding havde udgivet et gammelt indlæg i min feedlæser som om det var et nyt indlæg, nemlig det her om ikke at være en giopper og om at have stamina. Og præcis samtidig med at jeg opdagede det, spillede radioen "Cherish" med Madonna, som jeg har et helt særligt forhold til af grunde som jeg ikke skal folde ud her, men som jo alene i kraft af titlen syntes at passe til mine indre bevægelser, i hvert fald som det tager sig ud i mit hoved. Godt så, tænkte jeg, og begyndte at skrive. Så må vi se hvor det fører hen.

tirsdag den 26. november 2013

Kredsen

Jeg fifler stadig lidt med indlægget om Susan Cains bog, eller snarere om introversion og særlig sensitivitet, og det er vel sagtens ikke så smart at skrive blogindlæg på den måde, men det sker for mig en gang imellem, altså at jeg ligesom ikke kan blive færdig selvom jeg hele tiden tror at NU er jeg færdig. Jeg kredser, cirkler, bevæger mig i en spiral henover de samme ting igen og igen. Hele tiden med en ny nuance, en ny detalje, en udvidet indsigt, en dybere forståelse hver gang jeg passerer de samme punkter. Jeg har aldrig været god til det meget lineære, og jo mere noget optager mig og udfordrer mig, jo mindre lineært og jo mere cirkulært synes jeg at have behov for at arbejde med det for at komme til bunds (eller måske til tops?) i den spiralbevægelse jeg har sat i gang for mig selv på det pågældende område. Det er altså ikke fordi tingene står stille her, selvom det ser sådan ud udefra. Bare til orientering, for hvad det end er værd.

Og SÅ til noget helt andet:

I dag var jeg så heldig at støde på et citat af Deepak Chopra, som jeg lige vil dele her. Det er revet ud både af Chopras sammenhæng og såmænd også min, men for mig er det så opklarende og præcist at jeg tænker at det måske også kan være det for andre. Derfor skal det stå her:
"Religion is belief in someone else's experience. Spirituality is having your own experience. Atheism is no experience only measurement."
- Deepak Chopra

Voilà!

onsdag den 20. november 2013

Lille note om ny note

Blot til jer der interesserer jer for særlig sensitivitet og/eller introversion (og for en god ordens skyld):

Jeg har tilføjet en note om de to begreber nederst i indlægget "Quiet - Ro" om Susan Cains bog med samme titel.

fredag den 15. november 2013

Hilsen og inspirationslink

Tiden er gået, og tiden har stået stille. Jeg har været fraværende, og jeg har været nærværende. Fraværende i forhold til min hverdags venner, bekendte og net-netværk. Nærværende i forhold til de mennesker, de opgaver og de indre bevægelser et dødsfald tæt på mig har bragt mig i kontakt med.

Nu mærker jeg fred, klarhed og kærlighed til livet med alt hvad det indebærer. Jeg har stadig et stykke arbejde at gøre på det indre plan, men jeg er også klar til at synkronisere urene og “bare” blive værende igen.

Hvis jeg lige skulle tage tråden op fra før min tavshed her på stedet, kunne jeg tænke mig at gøre det ved at linke til denne artikel: When Solitude Becomes Isolation - mest fordi jeg lige præcis havde besluttet at tage fat om netop den nældes rod for mit eget vedkommende før jeg fik noget andet at tænke på. Jeg fandt artiklen tilfældigt i dag da jeg (endelig) fik lyst til lige at se mig lidt omkring på nettet og måske få nogle nye input, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over alt det jeg kunne genkende. Hvis du har en udpræget præference for introversion og har indrettet dit liv (grundigt, måske lidt for grundigt) efter det, vil den måske også interessere dig. Blot husk:

“The shoe that fits one person pinches another; there is no recipe for living that suits all cases.”



― C.G. Jung

tirsdag den 29. oktober 2013

Quiet - Ro

Lad mig først sige: Alle, der læser det her, bør huske, at det bare er mig, Janne, en helt almindelig husmor, der skriver det her indlæg, og ikke en fagperson.

Da jeg første gang så og hørte Susan Cains foredrag "The power of introverts", blev jeg - ud over meget begejstret - en anelse forvirret. Ret tidligt i foredraget siger Susan Cain at introversion handler om hvordan man reagerer på stimulation, inklusive social (selskabelig?) stimulation, og det fik mig til at spidse ører, fordi det lød fuldstændigt som noget jeg havde hørt i en anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med Elaine Arons begreb 'the highly sensitive person' eller, som det senere kom til at hedde på dansk, 'særligt sensitive mennesker'. Foredraget igennem sad jeg og havde oplevelsen af at det snarere var særligt sensitive mennesker, og ikke introverte, Susan Cain talte om, men gemte mine oplevelser væk idet jeg tænkte at det nok bare var mig der ikke havde styr på begreberne og teorierne. (Se note nederst i indlægget).

Det er helt sikkert mig der ikke har styr på begreberne og teorierne, men lad mig alligevel dele med dig hvad jeg efterhånden har fundet ud af. Som nævnt i forrige indlæg, har jeg været optaget af at læse Susan Cains bog "Ro - styrken ved at være introvert i en højtråbende verden", og nu er jeg færdig. Jeg indrømmer blankt at jeg var mest nysgerrig efter at finde ud af om Susan Cain overhovedet forholder sig til særlig sensitivitet, og om hun faktisk siger noget om hvorfor hun tilsyneladende (set inde fra mit hoved) næsten slår de to begreber sammen i sin måde at opfatte det at være introvert på.

Jeg har stadig - efter at have læst hendes bog - oplevelsen af at Susan Cain snakker mere om særligt sensitive mennesker end om introverte, og Cain inddrager faktisk også Elaine Arons forskning og forståelser i sin opbygning af det hun gerne vil vise os hun forstår ved introversion. Kapitel 6 (side 188 i den danske oversættelse) er afsat til at gøre rede for særlig sensitivitet, og Cain viderebringer sådan set meget loyalt Arons forskning der viser at kun omkring 70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de resterende 30 % er ekstroverte, og at ikke alle introverte er særligt sensitive. (Elaine Aron gør rigtig meget ud af at sige at introversion og særlig sensitivitet ikke er det samme som mange ellers fejlagtigt tror). Herfra synes jeg så jeg stod med præcis den samme løse ende som da jeg hørte Cain tale første gang.

Her til formiddag ville jeg så lige søge i mit mailarkiv efter 'Cain' fordi jeg ville se om jeg havde skrevet noget til nogen om videoen lige da jeg havde set den, så jeg kunne skrive i dette indlæg hvornår jeg havde set den (første gang). Og så opdagede jeg via et nyhedsbrev at Elaine Aron selv har skrevet om Susan Cains bog (jeg har sikkert overset det da jeg fik nyhedsbrevet, fordi jeg ikke kendte noget til Cain dengang). Jeg og du og alle andre kan læse om Arons reaktion og tanker lige her i denne artikel i Psychology Today.

Efter læsningen af den artikel var det som om jeg genopdagede en anden forvirring jeg har gået med siden jeg læste Arons bog helt tilbage i 2008, og det er omkring Arons måde at bruge begrebet 'introvert' på, som forekommer mig at være reduceret til at beskrive en persons sociale adfærd på en negativ måde og ikke har meget med den nuancerede og neutrale måde jeg troede jeg forstod begrebet på ud fra andre fremstillinger der er meget Jung-loyale. Nu var min forvirring så på en måde total, og jeg kan godt forestille mig at der ude i fremtiden kunne finde en vis opklaring sted hvis fagfolkene enten gik tilbage til Jungs oprindelige "oplæg" eller måske endnu bedre - som både Aron (i artiklen) og Cain (i sit afsluttende afsnit) er inde på - finder nogle nye begreber i stedet for introversion/ekstroversion og/eller særlig sensitivitet på den ene side og ekstroversion og/eller robust upåvirkelighed (min hjemmelavede betegnelse) på den anden. Cain nævner at det handler om modsætningen mellem fordybelse og handling, og den er jeg helt med på.

Generelt vil jeg sige at jeg har fået meget ud af at læse Susan Cains bog, og jeg har stor respekt for at hun har samlet alt det materiale sammen, som hun vitterlig har, og givet det facon som en bog. Når jeg læser den, oplever jeg at det også er mig (og ikke bare sig selv) hun forsøger at beskrive, retfærdiggøre og give anerkendelse gennem en (undskyld jeg siger det) meget lang forsvarstale. Jeg kan genkende vældig meget af mig selv i det væld af teorier og forskning hun drager frem, og der er en skøn forløsning og fortrøstning i at føle sig set (jeg har en udpræget præference for introversion og er særligt sensitiv - altså for så vidt at jeg overhovedet har forstået noget af hvad de to begreber dækker).

Der er dog også noget andet der udfordrer mig. Det er som om jeg slet ikke har oplevelsen af at det er én der ligner mig, der skriver. Susan Cain beskriver hvordan hun farter rundt i verden og besøger og interviewer alverdens mennesker. Hendes verden oser af penge, "high society", lange fortællinger og intellektuelt overskud. Fint nok. Hun er jo også New Yorker. Det er bare virkelig slet ikke den verden jeg lever i, og jeg spekulerer på om det ekstroverte ideal er så langt mere dominerende i (nord)amerika at spændet mellem introvert og ekstrovert er skaleret markant anderledes end her i Danmark. Og så tænker jeg på om det mon er hendes pseudoekstroverte (det kalder hun det selv) jeg der har ført pennen. Af gammel vane. (Eller også er jeg bare en misundelig husmor der er frustreret over .. bare at være en husmor. Det kunne også være).

Bogen har ingen indholdsfortegnelse (selvom man måske godt kunne bruge noteafsnittet bagest som sådan), og det generer mig - jeg er den type (!) hvis hele væsen stræber efter overblik og helhed. Hvis du har det lige som mig og ikke bare er tilfreds med at læne dig tilbage i sofaen og nyde turen indtil målet dukker op for enden af alle seværdighederne, så kan du se min private indholdsfortegnelse lige her. Den er et direkte afskrift fra bogen, og alle afsnit indledes som anført her (med forbehold for fejl og mangler på min side, naturligvis).

Susan Cain skriver til allersidst at hun har valgt at bruge "lægmands måde at stave på - ekstrovert i stedet for ekstraverteret og introvert i stedet for introverteret, som man ellers finder overalt i forskningslitteraturen", og det giver mig lidt røde ører over min egen inkonsekvens, og jeg får lyst til at rydde op i mine indlæg her på stedet (og på min gamle blog). Jeg tror jeg mest af alt har valgt i de enkelte tilfælde at bruge samme stavemåde som i den kilde jeg skriver om. Det vil jeg fremover lave om på - og måske retter jeg også mine gamle indlæg igennem.

Måske lyder jeg en smule mere kritisk og sur ovenfor end Susan Cains bog fortjener, for jeg sætter i sandhed virkelig stor pris på hendes bidrag til at øge opmærksomheden og anerkendelsen omkring alle os stille mennesker med behov for ro, refleksion og fordybelse, og ikke mindst omkring alt det gode vi kan bidrage med. Både introverte og særligt sensitive kan opfattes som værende uretmæssigt underlagt et kulturelt pres som en slags andenrangsmennesker eller forkerte mennesker i den vestlige verden, og det er primært det Susan Cains bog gør op med - og det synes jeg rigtig godt om. Jeg har selv, via min drift mod at fordybe mig i det indre liv og min sensitive måde at være i verden på, mærket dette pres hele mit liv og tager dagligt livtag med den del af mig selv der (endnu) ikke har frigjort sig fra det.

Jeg er taknemmelig for alt det arbejde Susan Cain har gjort og gør. For at hun kan og vil. Tak.

--

Note tilføjet 20-11-2013 og 21-11-2013:

Introversion er for mig primært det at ens opmærksomhed og psykiske energi er rettet mod subjektet (selvet) og det indre liv (ens eget og andres) i modsætning til ekstroversion der for mig er det at være optaget af den ydre, "objektive" verden og det ydre liv (eget og andre menneskers). Vi er alle både introverte og ekstroverte, og vi skifter alle i en eller anden grad mellem de to indstillinger, men vi kan have en dominerende præference for den ene af dem. Begge indstillinger er lige vigtige og værdifulde både i verden som helhed og i det enkelte menneske. En af de mest umiddelbart mærkbare virkninger af på introvert vis at have en interesse i at beskytte og værdsætte det indre liv og en tilskyndelse til at reflektere over det/forstå det er ofte at man som introvert bliver drænet for energi (bliver træt, udmattet, stresset, udbrændt) af at vende sig meget udad, dvs. af at være sammen med mange mennesker på én gang i en selskabelig sammenhæng der ikke fordrer fokus på det indre (via dyb samtale, fx), af at handle i den ydre verden eller af at skulle koncentrere sig meget om ydre objekter på anden måde, og at man genoplader sin energi ved at vende sig indad, gerne uden for meget selskab omkring sig eller alene, og gerne ved fx at fordybe sig i kreativt arbejde, en god bog eller musik. Det er - jf. Susan Cains indledning - langt fra den eneste måde at forstå introversion på, men det er min - formuleret med egne ord - og det er den jeg går ud fra her.

At være særligt sensitiv er - jf. Elaine Aron - for mig det at have et mere fintfølende nervesystem der gør at man bearbejder uhåndgribelige og/eller for andre mere robuste typer umærkelige/ubetydelige stimuli på en dybere, mere nuanceret og mere kompleks måde end ikke særligt sensitive (eller moderat sensitive). De subtile stimuli kan både komme udefra og indefra én selv, og man kan være særligt sensitiv og dermed have tilbøjelighed til at blive overvældet af disse stimuli både som introvert og ekstrovert. Og ikke mindst, for at trække en parallel til Susan Cains bog, kan den særligt sensitive bidrage på en meget værdifuld måde med for eksempel stor dybde, empati, langsom og grundig kvalitet, kreativitet og intuition. Som nævnt i indlægget, har "kun" de fleste særligt sensitive også en præference for introversion, og ikke alle introverte er særligt sensitive, så de to "grupper" overlapper kun delvist hinanden. Alle særligt sensitive - introverte og ekstroverte - har behov for perioder med ro, stilhed og ophør af stimuli i højere grad end ikke særligt sensitive, hvilket ligner de introvertes genopladnings-fordybelses-alene-tids-behov til forveksling i praksis (men ikke i teorien).

--

Hvis du spekulerer på om du selv har en præference for introversion eller er særligt sensitiv eller begge dele, vil jeg anbefale dig at læse om emnerne. Der findes også tests som kan vejlede eller give en indikation, men viden og dine egne konklusioner er helt klart den bedste vej frem efter min mening. Alligevel:

For at finde ud af om du har en præference for introversion på den måde som jeg forstår det, vil jeg foreslå at du finder og tager en mbti-test (Myers Briggs Type Indicator) på nettet eller ved en certificeret konsulent. Det vil også give dig en idé om hvilket område af det indre liv du eventuelt især foretrækker at beskæftige dig med (konkret sansning, intuition, tænkning, følelse). Der findes fx en test på dansk på Jobindex; den er dog meget erhvervsrettet. Ellers er jeg personligt meget glad for Preben Grønkjærs bøger om Jungs typologi/mbti, som også indeholder testafsnit. (Se tidligere indlæg for mere information).

Du kan læse mere om særlig sensitivitet og lave en vejledende test om din egen grad af sensitivitet på dansk her på Ilse Sands hjemmeside og i hendes bog "Elsk dig selv - en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle". Ilse Sand formidler og værner om den særlige sensitivitet på sådan en fin og klog måde, efter min mening (se tidligere indlæg for mere information). Ilse Sands formidling bygger i høj grad på Elaine Arons forskning og formidling. Elaine Aron har en hjemmeside her, og hendes bog "The Highly Sensitive Person - How to Thrive When the World Overwhelms You" (i dansk oversættelse*: "Særligt sensitive mennesker") er efter min opfattelse at betragte som grundbogen om særlig sensitivitet.

Her på Susan Cains facebookside og selvfølgelig i hendes bog kan du lave en test som kan give dig en fornemmelse af om/i hvor høj grad du er introvert på den måde hun forstår det.

--

*som indeholde mange oversættelsesunøjagtigheder og som jeg ikke vil anbefale hvis du kan læse på engelsk. Fx er der efter min mening alvorlige oversættelsesfejl som at "reflective listening" bliver til "tænksom lytning" i afsnittet om nære relationer og ikke "spejlende lytning" som efter min mening ville være mere korrekt, og the "inferior function" bliver til den "sekundære funktion" i afsnittet om sjæl og ånd hvilket helt sikkert ikke er korrekt og burde have været oversat med den "inferiøre funktion" (den fjerde og ikke anden/sekundære i personens prioriterede rækkefølge af de fire bevidsthedsfunktioner).

Som særligt sensitiv læser kan jeg ikke lade være med at hænge mig i den slags .. det giver en masse uro :-)

--
Tilføjelse 08-01-2015: Prøv at se Ilse Sands formidling af forholdet mellem introversion og særlig sensivitet i en facebook-opdatering her. Det giver mening!

lørdag den 26. oktober 2013

Et lille dryp om at lade sin stemme høre

Jeg er ved at læse Susan Cains bog "Quiet: The Power of Introverts" - i dansk oversættelse "Ro - Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden" - og jeg er optaget og opslugt og i gang med at tage ind og bearbejde i en grad så jeg har svært ved at give ud. Derfor er der lidt stille her.

Men et lillebitte løsrevet dryp i forbindelse med min læsning af bogen kan det godt blive til. Jeg har ofte rumlet over at jeg tilsyneladende er tilbøjelig til at skrive mere, mere personligt og mere seriøst i mails og på sociale medier som facebook, blog og google+ end mine ekstroverte venner og bekendte, som jo i modsætning til mig ikke sparer på krudtet når vi er sammen i virkeligheden. Jeg har også ofte hæmmet mig selv i den affære ud fra devisen: anderledes = forkert, fordi jeg - når jeg sammenligner mig med mennesker omkring mig eller bliver præsenteret for deres vurdering - tilsyneladende er alt for optaget af det her internet og kommunikationen via det i stedet for at råbe op og interagere med mennesker, ting og sager i den virkelige verden. Men hør hvad Susan Cain blandt andet skriver om den sag:
"Undersøgelser har faktisk vist, at introverte er mere tilbøjelige end ekstroverte til at give udtryk for personlige ting vedrørende dem selv online, som deres familie og venner bliver overraskede over at læse. De kan bedre udtrykke deres sande jeg online og tilbringer mere tid med at deltage i onlinediskussioner. De er glade for at have muligheden for at kunne kommunikere digitalt. Den, der ikke kunne drømme om at række hånden i vejret i et auditorium med to hundrede tilstedeværende, vil uden videre skrive et blogindlæg, som læses af to tusinde eller måske to millioner. Den, der har vanskeligt ved at komme i kontakt med fremmede, vil måske lægge sin profil online for derefter at udvikle de relationer, der opstår på nettet, så de også kan forekomme i virkeligheden." (Fra den danske oversættelse side 94-95).

Teksten er taget fra et afsnit om ledelse (afsnittets overskrift er: "Myten om karismatisk ledelse. Bag om Harvard Business School"), og Susan Cains hovedærinde er her at vise hvordan introverte i vores tid har fundet en ideel platform i internettet til at lade deres stemme høre fra .. og ikke mindst til at udøve ledelse på en mere stilfærdig, men ikke mindre virkningsfuld måde end ekstrovertes ofte karisma-baserede ledelsestil - som i øvrigt er højst skattet i vores vestlige samfund. (Mine ord, men jeg håber det er korrekt opsummeret).

Hvis du er i tvivl om lige præcis hvad hun (eller jeg) mener, så kan du for eksempel prøve at følge hendes egen internetkommunikation hvor teorien i den grad er omsat til praksis. Her er et link til hendes hjemmeside, men alt krydspostes også på for eksempel facebook og google+.

Hvis du er ekstrovert og leder og læser det her, så fortvivl ikke. Der vil også altid være brug for folk der kan stille sig op på en ølkasse og fange de forbipasserendes opmærksomhed omkring en vigtig sag, og der vil også altid være brug for mennesker der blandt andet kan tage hurtige beslutninger, fokusere på mere materielle mål og handle uden at kende og have gennemtænkt alle detaljer. Kodeordet her er lige præcis også.

~ Janne

mandag den 21. oktober 2013

Et citat at fordybe og forstå sig i

Her kommer et citat af C.G. Jung som min facebook-strøm førte med sig i går, og som jeg finder stor ro og genklang i at læse:



“The best political, social, and spiritual work we can do is to withdraw the projection of our shadow onto others.”
― C.G. Jung

(via Asheville Jung Center på facebook)

Lad os fortsætte det gode arbejde ved at værne om og tydeligt værdsætte vores indre, bevidsthedsudvidende proces. Det batter langt ud over den enkelte persons og eventuelt de nærmestes udvikling og trivsel og breder sig som ringe i vandet ud omverdenen. Som jeg ser og forstår det.

fredag den 11. oktober 2013

Spejling - et skelsættende værktøj

Spørg mig ikke hvordan jeg fandt denne artikel, Spejlinger giver ny indsigt af psykolog Lars Rasborg, for jeg ved det ikke selv, men und dig at læse den. Måske især hvis du er forælder eller arbejder med børn og unge, men også hvis du generelt er interesseret i at bakke op omkring andre menneskers trivsel.

~ Janne

mandag den 7. oktober 2013

Om ønsker

Jeg har læst gode og kloge ord af Ilse Sand i hendes tre bøger, og jeg kan mærke at de optager mig meget. Det er fine bøger hvis man gerne vil arbejde med at få bedre kontakt med sig selv og sine følelser.

Jeg vil citere et par korte udpluk som især holder mig beskæftiget lige for tiden, og som jeg har lyst til at dele, både som en appetitvækker og som en eventuel øjenåbner i sig selv. Måske ringer teksten slet ikke en klokke i dig; lad den da blot være et eksempel på Ilse Sands "stemme".
"Ønsker kan ikke være forkerte

Du er ikke selv herre over dine ønsker. Du kan forsøge at fortrænge dem, men fortrængninger koster noget, og det kan ikke betale sig. Den pris, du betaler for at fortrænge dine ønsker, er tab af vitalitet, en følelse af meningsløshed eller bare en grå tristhed.

Ønsker er fulde af liv. (..)

(..)

Når du moraliserer over dig selv eller andre, er du i kontakt med din vrede, som du så enten retter udad eller indad. Når du er i kontakt med dit ønske, mærker du smerten, hvis det ikke kan blive opfyldt, og glæden, hvis det kan".

Ilse Sand i Find nye veje i følelsernes labyrint.

~ Janne

fredag den 27. september 2013

Fra vrede til sorg

WP_20130711_013-vert

Billedet er inspireret af Ilse Sand som blandt andet skriver:

"Og sorgen er der heling i. Sorgen er en proces, som skal have sin tid."

Tak.

~ Janne

(Ilse Sand: Elsk dig selv - en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle).

søndag den 22. september 2013

Samvirke!

En god ven gav mig i går en rigtig fin artikel i hånden, som jeg fluks giver videre her ved at pege på september-nummeret af "Samvirke". På side 24-31 er der en tema-sektion om personlighed med fokus på introversion og ekstraversion, som jeg synes bestemt er værd at læse hvis emnet interesserer én. (Eller som en del af ens almene dannelse, hvis man bekymrer sig om den :-)).

I tema-artiklen "Storm & stilhed"* portrætteres et par på en måde så den ene part fremtræder med udpræget præference for ekstroversion og den anden part med udpræget præference for introversion. Det fungerer rigtig fint som en illustration af de helt grundlæggende forskelle på de to indstillingsfunktioner og af hvilke både udfordringer og gaver der kan træde frem når personer med hver sin indtillingspræference skal samvirke. Men husk at man kan have en henholdsvis mere eller mindre klar præference for enten introversion eller ekstroversion, og at nogle formidlere på området, for eksempel Susan Cain som også er nævnt i bladet, endda opererer med begrebet ambivert om mennesker der oplever at ligge lige i midten af skalaen og ikke foretrækker hverken det ene eller det andet.

*Artiklen side 24-27 (første del af temaet) kan også læses i et andet format her.

onsdag den 28. august 2013

Dem og os

Det er overalt i nyhederne og på de sociale medier: I dag er det 50 år siden Martin Luther King holdt sin berømte og meget virkningsfulde borgerrettighedstale, hvor han blandt andet gentog ordene "I have a dream" med så stor retorisk gennemslagskraft at de - heldigvis - giver genlyd endnu og får stor opmærksomhed fra intet mindre end verdenssamfundet i disse dage.

En passage i talen, som ikke indeholder de berømte ord "I have a dream", men som for mig alligevel er helt central, lyder sådan:
"But there is something that I must say to my people, who stand on the warm threshold which leads into the palace of justice: In the process of gaining our rightful place, we must not be guilty of wrongful deeds. Let us not seek to satisfy our thirst for freedom by drinking from the cup of bitterness and hatred. We must forever conduct our struggle on the high plane of dignity and discipline. We must not allow our creative protest to degenerate into physical violence. Again and again, we must rise to the majestic heights of meeting physical force with soul force.

The marvelous new militancy which has engulfed the Negro community must not lead us to a distrust of all white people, for many of our white brothers, as evidenced by their presence here today, have come to realize that their destiny is tied up with our destiny. And they have come to realize that their freedom is inextricably bound to our freedom.

We cannot walk alone."

(Uddrag af Martin Luther Kings tale på Lincoln Memorial i Washington den 28. august 1963, klippet herfra. Du kan læse talen i dansk oversættelse af Lis Garbers og Sten Høgel på DR's hjemmeside).

I denne passage beder King om at de sorte borgerrettighedsforkæmpere ikke falder i samme hul som de hvide rascister, giver efter for hadet til hvide mennesker generelt og forfalder til at bekæmpe dem med fysisk vold. Han taler tværtimod for at lade kampen foregå med værdighed og sjælelig styrke i en kreativ proces idet vi forstår at vores skæbner er forbundne, at den ene parts frihed afhænger af den andens samme.

Det er selvfølgelig frit og personligt formuleret og fortolket, men jeg forstår Kings ord som en indtrængende bøn til tilhørerne om ikke at tænke i "dem og os", men i det "vi" der på et højere plan vidner om indsigt i at vi alle indeholder alle menneskelige muligheder, og at det vi lidenskabeligt er frastødt af hos andre, er det hos os selv vi ikke kan rumme i bevidstheden og dermed ubevidst skyder ud af vores egen person eller gruppe og over på andre som tilsyneladende afviger fra os og er anderledes, så vi kan se ned på det, undertrykke og hade det dér (og føle os bedre og mere rigtige selv). Skyggen, er det det handler om, med et andet, men helt præcist ord.

De sorte bærer de hvides kollektive skygge i de tilfælde hvor en gruppe hvide er fælles om lidenskabeligt at lægge de sorte for had, hvilket er den situation King taler ind i. Den kreative protest King taler om i citatet, er for mig det samme som den bevidstgørelsesproces som den amerikanske befolkning har påbegyndt og skal fortsætte for at skabe konkret lighed og frihed for alle grupper i samfundet, uanset race, religion, køn mv., og som kan kaste lys over den kollektive skygge i så tilstrækkeligt omfang at uligheden ophører på et sjæleligt niveau.

Jeg synes vi som menneskehed stadig har så smerteligt og forfærdeligt meget at lære, og at Kings budskab stadig er topaktuelt. Vi kaster stadig vores skygge på grupper af mennesker i samfundet som vi mener er dem og ikke os - muslimerne, jøderne, kvinderne, mændene, de indadvendte, de fattige, de homoseksuelle, de tykke og så videre og så videre. De konkrete udtryk og konsekvenserne varierer naturligvis i omfang og styrke, og de sortes lidelseshistorie er uomtvisteligt blandt de allermest uhyrlige, men i princippet slynger en aktiv, kollektiv skygge os altid ind i en selvforstærkende, destruktiv nedadgående spiral som vi kun med en sjælelig kraftanstrengelser kan kravle tilbage op ad. Til den bevægelse har vi stadig, måske mere end nogensinde, brug for Kings ord og tankegang. Det tror jeg på.

På et tidspunkt stødte jeg via en facebook-ven på nogle digte skabt af Nina Katchadourian ud af omhyggeligt arrangerede botitler. Jeg kunne ikke dy mig for at prøve at lave nogle selv og flåede bøger med egnede bogtitler ud af mine reoler og puslede rundt. Et af resultaterne blev som følger:
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

REND MIG I TRADITIONERNE
JEG HAR SET VERDEN BEGYNDE
PROCESSEN

Vejen hedder IKKE-VOLD

Martin Luther Kings bog "Vejen hedder IKKE-VOLD", der har originaltitlen "Strength to love", ligger nederst, hvilket bærer en fantastisk symbolik for mig: Under de politiske intentioner om at skabe lighed og frihed for alle, under den praktiske gennemførelse af de idealistiske og de politiske hensigter i samfundet, skal vi hver især finde styrken til at elske. Vi skal først og fremmest elske os selv i så tilstrækkeligt omfang at vi ikke projicerer de sider af os selv vi ubevidst ikke kan forlige os med, over på andre og hader og bekæmper dem dér, men elsker andre som vi elsker os selv.  Det er det fundament vi skal lægge vores kræfter i at skabe og vedligeholde, hvis vi vil fred, lighed og frihed for alle.

~ Med kærlighed

onsdag den 21. august 2013

Om min interesse for Jungs typologi

"Tænketyper oplever ofte føletyper som konfliktsky, fordi de stræber efter harmoni og konsensus. Men tænketyper kan være nøjagtigt lige så konfliktsky som føletyper - de er det bare med hensyn til følelser. Hvis der opstår en konfrontation i forbindelse med en forandringsproces, som ikke kan klares ved hjælp af logiske argumenter, så undlader tænketyper ofte at tage stilling. Denne vigen udenom oplever føletyper som konfliktskyhed eller berøringsangst."

Citatet her er fra Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab af Preben Grønkjær*, fra afsnittet om Tænketyper over for føletyper, som jeg har brugt lidt tid i dag på at "konsultere" en ekstra gang inden jeg nu skal aflevere den på biblioteket. Jeg vil gerne bruge det som udgangspunkt til at illustrere hvordan Jungs typologi/MBTI, som jeg opdagede for mange år siden og ad flere omgange har været meget optaget af, til stadighed kan blive ved med at åbne mine øjne - når jeg vel at mærke støder på nye formuleringer eller perspektiver på baggrund af et grundigt, nuanceret og dybdesøgende kendskab som netop Preben Grønkjær står for. Og derudover vil jeg gerne henlede opmærksomheden på at typologien handler om andet end indstillingsfunktionerne introversion og ekstraversion, og at der også for mange vil være store og skelsættende opdagelser at gøre ved at undersøge typologiens øvrige funktioner - perceptionsfunktionerne (sansning og intuition), vurderefunktionerne (tænkning og følelse) og livstilsfunktionerne (perception og vurdering) - samt deres indbyrdes dynamik i de forskellige typers kombinationer.

Ovenstående citat er en lille perle for mig personligt. Da jeg læste det, vidste jeg for første gang hvordan jeg skulle forstå den smertelige tavshed, utålmodighed og ignorering jeg kan huske fra min barndom, og som nu udgør en del af min sårbarhed som voksen. Tænkefunktionen fyldte meget i nogle af mine nærmestes personligheder i modsætning til hos mig selv hvor følefunktionen var mere dominerende især da jeg var ung (uden at jeg er en decideret føletype, følelse er min sekundære funktion). Da jeg læste citatet tænkte jeg JA, det er da lige det! Dét jeg gerne ville snakke om og vende med mine nærmeste, har de vendt ryggen til i netop konfliktskyhed og berøringsangst og ignoreret eller måske ligefrem vist deres irritation over fordi jeg i deres øjne tog noget op som savnede enhver relevans pga. manglede logik. Jeg ved nu at det ikke skyldtes min forkerthed i absolut forstand, men vores anderledeshed i relativ forstand - vi talte ikke samme sprog og havde svært ved at forstå hinanden, så at sige, selvom vi begge talte et "rigtigt" sprog.

Og jeg skal også sige her at jeg holdt/holder rigtig meget af mine tænketype-familiemedlemmer, og at jeg sådan set er fuld af beundring for deres evne til at løse opgaver og problemer på en gennemtænkt måde.

Men jeg mærker stadig de bortvendte ansigter som en smerte, og jeg tænker at der her findes en kim til den sårbarhed jeg føler i forhold til at blive ignoreret. Der er ikke noget jeg bliver mere såret over eller ked af, end når mennesker tæt på mig ignorerer eller direkte afviser noget vigtigt jeg har valgt at sige til dem eller behov for at snakke med dem om, og bag ved ked-af-det-heden lurer også følelsen af at det nok var forkert af mig sådan at ville belemre andre med mine værdibaserede vurderinger og overvejelser, fremfor at fremføre min sag logisk og gennemtænkt eller tie stille. (Det med logikken har jeg siden trænet benhårdt netop for ikke at blive afvist - jeg har sågar som voksen mødt mennesker der i ramme alvor mente jeg var tænketype).

Alt dette skriver jeg kun for at illustrere hvor dybt typologien kan tage én, og for at inspirere til måske at lade rejsen begynde dér, som den også gjorde hos mig, hvis det siger én noget overhovedet. Jeg må dog også sige for en god ordens skyld, at man så er nødt til at give slip på de forsimplede, lettilgængelige overfladiske fremstillinger hvor typologien bliver misbrugt til at sætte mærkater på folk og putte dem i båse, og bevæge sig så meget i dybden at typologien også bliver dels et redskab til personlig udvikling med baggrund i de uudviklede, ubevidste funktioner, og dels et redskab til at forstå, anerkende og ville komme andre mennesker i møde trods forskelligheder - ud over selvfølgelig at beskrive mennesker på baggrund af deres foretrukne måde at kommunikere og være i verden på ud fra bevidste funktioner.

Jeg vil bringe endnu et citat fra afsnittet om tænketyper over for føletyper som i direkte forlængelse af ovenstående også har været en øjenåbner for mig, og som har været med til at stive mig lidt af så jeg ikke går nedbøjet rundt og tror at jeg er et besværligt, uselvstændigt skvat der som et andet, usikkert barn angler efter anerkendelse. Citatet tager igen udgangspunkt i hvordan føletyper kan opleve tænketyper og sig selv spejlet i tænketyper. Det har jeg valgt fordi det er mit personlige "interessefelt", men det kan ikke siges tydeligt nok at Preben Grønkjær generelt fordeler sol og vind lige med suverænt overblik, og der er bestemt også "noget at hente" hvis tænkning fylder meget i ens profil og man er nysgerrig på dette felt.
"(...) er det generelt sådan, at når en føletypemedarbejder har udført en opgave på en god måde, så ønsker han eller hun en positiv tilbagemelding på det. Men en leder med udpræget præference for tænkning er umiddelbart utilbøjelig til at sige tak, for slet ikke at tale om at rose. Vedkommende tager det nemlig som en selvfølge, at tingene er i orden; det behøver man virkelig ikke være taknemmelig over. Dette kan udvikle sig til et stort problem, hvis medarbejderne er føletyper, der har brug for ros og påskønnelse - i det mindste en eller anden form for anerkendelse. (...) Der er tænketypeledere, der tolker føletypemedarbejdernes behov for anerkendende feedback som et udtryk for, at de er uselvstændige. Som en leder udtrykte det: "De må lære at stole på sige selv og klare tingene alene!". Jeg har set en del eksempler på, at påstanden om uselvstændighed er meget forkert. Den har også ramt særdeles selvstændigt tænkende og arbejdende medarbejdere, men deres selvtillid kan på længere sigt blive fuldstændigt undermineret, og de kan blive meget ulykkelige og stressede over manglende anerkendelse og værdsættelse."

Preben Grønkjær taler om ledere og medarbejdere, men jf. bogens forord kan dette overføres til relationer inden for fx undervisning, bestyrelsesarbejde, trænergerning eller familien.

Til sidst en lille, finurlig krølle på alt det her med tænkning over for følelse. Preben Grønkjær siger selv i bogen at hans ledelsesprofil er INTJ. Min er INFJ. Det vil sige at Grønkjær har en mere markant præference for vurderefunktionen tænkning end jeg har, og det "forklarer" hvorfor jeg værdsætter hans fremstillinger så meget som jeg gør: Jeg får suppleret min præference for følelse med hans præference for tænkning, og sådan udvider mit forståelses- og formuleringsfelt sig på berigende vis - og en ring sluttes.

(Eller næsten, for Kære Preben Grønkjær, hvis du nogensinde læser det her, håber jeg du kan bære over med min ros og synlige anerkendelse ;-)).

~ Med kærlighed

...

*Du kan læse mere om bog og forfatter i dette indlæg. For en dybere indføring, se Preben Grønkjærs hjemmeside www.typolgi-plus.dk.

---
Opdatering 23. april 2016:

For at være helt ærlig, har jeg i al den tid jeg har kendt til mbti, spekuleret på om jeg var INTJ'er med en næsten lige så stærk præference for følelse som for tænkning, eller INFJ'er med en næsten lige så stærk præference for tænkning som for følelse. I nogle situationer og i nogle perioder er jeg sikker på at jeg er det ene, i andre det andet. Tests har vist præcis det samme skiftende billede.

Hvilken af de to vurderefunktioner der oprindeligt var min hjælpefunktion (sekundære funktion) og hvilken der var min tertiære funktion, ved jeg faktisk ikke, må jeg erkende. Måske var det faktisk tænkning, men fra min families side har jeg altid mærket et "krav" om at jeg ikke skulle være for "smart" og i stedet sørge for at andre havde det godt, at ingen blev sårede eller følte sig dumme. Det taler for at jeg har "lært" at undertrykke tænkefunktionen og udvikle følefunktionen for at gøre visse familiemedlemmer tilpasse.

Jeg har lige læst ledelsesprofilerne for både INTJ og INFJ i Preben Grønkjærs bog igen, og efter en periode med pænt meget stress og frustration er det som om jeg pludselig godt kan se at INTJ-ledelses-profilen passer bedst på mig idet beskrivelsen af rækkefølgen af funktionerne er spot-on i forhold til det jeg oplever hos mig selv. Med tiden er det også gået sådan at jeg faktisk gerne ville være INTJ'er - det føles nærmest befriende hvis det skulle være mit oprindelige eller sande jeg ;-).

Jeg ved det ikke. Formentlig vil det her forvirre og forundre mig for evigt, men jeg ved til gengæld at jeg vil blive ved med at tænke over det indtil noget falder på plads i mit hoved og giver mig en følelse af fred med det her spørgsmål. Jeg er ikke meget for løse ender ;-).

tirsdag den 13. august 2013

Afslutning i lagunen

I går var jeg ude at svømme i lagunen ved Amager Strandpark sammen med en gruppe meget engagerede mennesker fra en virksomhed i omegnen. Jeg har haft fornøjelsen - og det mener jeg virkelig! - af at være instruktør for gruppen i et forløb over i alt syv lektioner. Seks gange er vi mødtes i en svømmehal, og i går sluttede vi af med at svømme i åbent vand som kronen på svømmeforberedelsesværket i forbindelse med blandt andet et motionstriatlonløb, som løber af stablen senere i denne uge.

Vi gik i vandet fra stranden til højre for jollerampen og svømmede mod syd til lagunebroen og tilbage igen, cirka en kilometers penge i alt. Det var køligt sommervejr, vi fik en enkelt byge undervejs, og det blæste mod og med. Udfordrende, men også til at blive glad i låget over at kunne svømme i.

Det gik så godt. Jeg er glad og stolt på alles vegne, for der er i den grad blevet gået til den med krum hals, og det har været rigtig sjovt for mig at være med til. Jeg siger tak for denne gang og ønsker hele banden knæk og bræk med konkurrencerne.

Go for it!

Screenprint fra Google maps-opslag. Klik på billedet for større visning.
Screenprint af Google maps-opslag.
Klik på billedet for større visning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Kortet er hentet på www.amager-strand.dk > Aktiviteter > Havsvømning.
Klik på billedet for at komme til den originale pdf-fil.

Til sidst en generel oplysning vedrørende svømning i åbent vand/naturen: Jeg har lært rigtig meget af at læse på Ellen Garnes hjemmeside SwimOut.dk, både generelt om at svømme i naturen og specifikt om Amager Strandpark som svømmested. Hvis du er interesseret, kan det ikke anbefales nok at tjekke ind her; der er oceaner af erfaring og viden at dykke ned i. Du kan også følge SwimOut på facebook.

torsdag den 8. august 2013

Perspektiv

Kendsgerningerne eller omstændighederne i vores liv er som de er, men vi kan se dem gennem meget forskellige briller eller i meget forskellige perspektiver, og dermed kan vi opleve dem på vidt forskellige måder. Når vi tror vi diskuterer kendsgerningerne (med os selv eller andre), er det efter min mening stort set altid hvilket perspektiv vi anser for at være det mest rigtige, vi diskuterer. Hvad noget er helt i sig selv, uden filter, er nærmest umuligt at opleve, som jeg ser det.

I stedet for at diskutere hvilket perspektiv der er det mest rigtige i forsøget på at finde en almengyldig sandhed, synes jeg vi skal forsøge at vælge det perspektiv der giver os mest fred og flest dage med glæde og tilfredshed.

For mig betyder det at jeg foretrækker at anerkende og være taknemmelig for det som jeg synes er godt, i stedet for at fokusere på de fejl og mangler jeg kan få øje på, og beklage mig over dem (hvilket jeg ellers er meget god til, analytisk som jeg også er).

Det er for det meste det mest konstruktive perspektiv for mig, men selvfølgelig findes der tilfælde hvor det er relevant at have øje for fejl og mangler, dog ikke for at klage over dem, men for enten at ændre dem til det bedre eller komme væk fra dem (hvis det er muligt), fordi de gør livet for surt for mig, som den jeg nu er.

Det med at vælge perspektiv er for mig ikke en slags bevidsthedssløvende middel til at udholde de ting i livet som ikke er gode for én, og være sådan lidt lalleglad, eller en slags stræben efter at gå rundt som en anden guru hævet over denne verdens fortrædeligheder. De er ment som en måde at opnå fred og glæde på trods omstændigheder som vi godt kan finde et og andet at beklage os over ved, men som enten ikke kan laves om lige nu eller i det hele taget, som vi ikke kan komme væk fra eller som vi dybest set måske slet ikke ønsker at lave om på hvis vi skal være helt ærlige.

~ Med kærlighed

mandag den 29. juli 2013

Fra indersiden af hamsterkuglen

Min ene søn boltrer sig i en hamsterkugle på Lac de Tignes.
Min ene søn genererer energi i en "virkelig" hamsterkugle.

Via gode mennesker på google+ har jeg opdaget og læst denne tegnede, særdeles illustrative "vejledning" i hvordan man som ekstravert får og bevarer god kontakt med (meget) introverte personer:

Dr. Carmellas Guide to Understanding the Introverted by Schroeder Veidt: http://schrojones.deviantart.com/art/How-to-Live-with-Introverts-291305760

Jeg synes det er en skøn guide. Tankevækkende på den sjove måde. Men jeg får også lyst til at knytte nogle bemærkninger til den:

Perspektivet når talen falder på mødet mellem introversion og ekstraversion, er ofte hvordan man forstår og kommer den introverte i møde ud fra den forforståelse at introverte er i mindretal, er misforståede og opfattes som en slags andenrangsmennesker i vores meget udadvendte og handlingsorienterede verden. Deraf sluttes at vi af hensyn til både det enkelte individ og samfundet som helhed kan have glæde af skabe en ny balance i dette felt. Det er efter min mening også et relevant perspektiv. Jeg er selv meget introvert og har gennem hele mit liv mærket hvordan jeg - i mit helt naturlige modus - er blevet betragtet som forkert, kedelig og unyttig, til eksempel, på nøjagtig samme måde som jeg, hvis jeg igen kigger ned under overfladen i samspillet mellem mennesker, kan mærke spor af androcentrisme (det vil kort sige opfattelsen af manden som normalmennesket) som blandt andet kristendommen har bragt med sig.

Begge opfattelser bor i øvrigt også dybt i mig selv, har jeg opdaget, og jeg arbejder til stadighed på at se på mig selv uden de negative vurderinger som min præference for introversion og mit køn som kvinde giver anledning til.

Men, det jeg egentlig gerne ville frem til var, at hvis man nu sætter omvendt fortegn foran de "vejledende råd" i guiden og tænker at hvis man som introvert gerne vil have kontakt med en meget ekstravert person, så vil det være en god idé at tale meget med vedkommende, også om ting der forekommer én ligegyldige, og i det hele taget forsøge at være sammen med personen så meget som muligt omkring det den ekstraverte viser interesse for. Hvis man er introvert i en eller anden grad, kan man sikkert hurtigt mærke hvor anstrengende, udmattende og akavet det er bare ved tanken. (Mange introverte er dog gode til dette, efter års træning i forsøget på at blive en del af fællesskabet, men betaler også en høj pris for det).

Det er så jeg tænker at vi som introverte skal huske at det også er udmattende for ekstraverte at være sammen med introverte på deres præmisser. At det er drænende (og kejtet) for meget ekstraverte at tie stille, vente, lytte, eller med andre ord: passe og underholde sig selv, og at de befinder sig i en sårbar position som vi skal værdsætte og behandle varsomt, når de gør sig umage for at være i den.

Og ikke mindst skal vi huske at begge præferencer - introversion og ekstraversion - er lige værdige og lige nødvendige for balance og harmoni i verden. Vi er alle rigtige og normale mennesker, og den måde vi foretrækker at være i verden på, fortæller hvad det er verden har brug for at vi bidrager med.

~ Med kærlighed ~

søndag den 21. juli 2013

Introvert - ekstrovert på absolut kortform

Introvert - ekstrovert på absolut kortform

Jeg har fået foræret en hel stak dameblade og faldt over denne ultrakorte oversigt over hvad personer med præference for henholdsvis introversion og ekstroversion generelt foretrækker (fra artikel om Anna Skyggebjerg der har skrevet bogen "Introvert, stå ved dig selv", Søndag, nr. 23|03.06.13):

INTROVERTE
Foretrækker at være sammen med en enkelt eller få personer ad gangen.
Får energi af at være alene. (Min fremhævelse).
Vil gerne have ro og respekt.
Kan bedst lide at arbejde alene.
Har et rigt indre liv.
Bryder sig ikke om at være på og er ofte overforberedte. (Tænker før de taler, min tilføjelse).
Lytter mere, end de taler.
Sætter pris på fordybelse.
Har få nære venner.

EKSTROVERTE
Foretrækker sociale sammenhænge med mange mennesker.
Får energi af at være sammen med mennesker. (Min fremhævelse).
Vil gerne have selskab.
Kan bedst lide at arbejde i team.
Har et rigt socialt liv.
Elsker at være på.  (Tænker mens de taler, min tilføjelse).
Taler mere, end de lytter.
Er hurtige til at komme i gang med en opgave.
Har ofte mange bekendte.

Jeg synes den er ganske fin til lige at danne sig et hurtigt overblik via hvis man er på helt bar bund - omend den er meget kortfattet.

Jeg kunne tænke mig at supplere med bare ét punkt mere:

Introverte foretrækker ofte at skrive når de skal kommunikere.
Ekstraverte foretrækker ofte at tale når de skal kommunikere.

Og så kan det ikke understreges nok at ingen af os er enten fuldstændig introverte eller fuldstændig ekstraverte, men at vi alle har både introverte og ekstraverte funktioner til rådighed som vi kan benytte. Nogle af os har dog en stærk og klar præference for den ene indstilling.

Lad os være tro og kærlige mod vores egen præference, uanset hvor i spektret mellem yderpunkterne den ligger, og forstående og kærlige over for andres præferencer når de adskiller sig fra vores.

I heldigste fald kan vi endda tage ved lære af de mennesker som foretrækker og derfor har øvelse i at bruge "den modsatte indstilling" af os selv - når vi er parate til det, dvs. når vi har taget vores egen til os, ved hvor vi "hører hjemme" og kan "finde hjem" når vi har brug for det.

~ Med kærlighed ~

torsdag den 18. juli 2013

Drop negativ tale - om dig selv

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg har været på sommerferie i Frankrig med min familie og haft lejlighed til at trave nogle gode ture i bjergene alene, kun omgivet af den fantastiske natur og ind imellem optaget af mine egne tanker.

Jeg kom blandt andet til at tænke på at jeg gerne vil videregive en lille "øvelse" som jeg selv har haft stor glæde af:

På et tidspunkt gav jeg mig selv den opgave ikke at sige noget negativt eller ironisk om mig selv overhovedet.  I nogle dage var jeg meget opmærksom på om jeg var ved at sige (eller skrive) noget der tegnede et billede af mig som fejlbehæftet, mindreværdig eller "ikke god nok" - hvilket jeg var ret tilbøjelig til. Jeg opdagede hurtigt at der faktisk skete ikke så lidt med min oplevelse af mig selv og min forestilling om hvordan andre så mig, når jeg stædigt stoppede mig selv i at hælde alt det sædvanlige indhold fra fejlstøvsugeren ud over dem jeg kom i nærheden af. Siden har jeg prøvet at fastholde den opmærksomhed og igen og igen, hver gang jeg kan mærke at den smutter fra mig, gribe fat i den, for jeg kan tydeligt mærke at den gør noget godt for både mig selv og de mennesker der er omkring mig.

Prøv at tage dig selv i det når du er lige ved at sige noget der gør dig mindre eller sætter dig i et negativt lys. Det kan være at nogen giver dig et kompliment for et stykke arbejde du har gjort, og du er lige ved at returnere det med "Årh, tak, jeg fik nu ellers som sædvanligt kludret lidt i det fordi jeg er så dårlig til at ...". Eller måske er du lige ved helt uden anledning at sige "Jeg ved godt jeg har grimme lår, men jeg kunne godt tænke mig sådan en badedragt!" eller "Du synes nok jeg er for dum til det, men gider du lære mig at spille skak?" Drop det negative inden det slipper ud og sig bare "Årh, tak!", "Jeg kunne godt tænke mig sådan en badedragt!" og "Gider du lære mig at spille skak?"

Hvis det er udfordrende for dig at du ikke bare skal tage dig i at sige noget negativt om dig selv, men faktisk når at sige (eller skrive) noget skidt om dig selv som person inden du rigtigt opdager det, så omformulér eller korriger det højt og tydeligt med det samme til ikke-selvnedgørende, men selvagtende udsagn. Hvis du for eksempel hører dig selv sige "Årh jeg ved ikke, jeg er altid så dårlig til at formulere mig, jeg er vist ikke klog nok til at blande mig", så fortsæt med det samme for eksempel med denne sætning: "Eller jeg mener: Jeg ved ikke sådan på stående fod hvordan jeg skal udtrykke det jeg føler og tænker lige nu, men jeg vil gerne vende tilbage senere når jeg er klar, så I også kan høre min mening". Det kunne også være at du kom til at sige: "Jeg duer slet ikke til at lave mad, jeg er en total tumpe i et køkken, og det er bedst for alle hvis jeg lader være"; så vend det lige en gang og sig: "Eller sagt på en anden måde: Jeg er ikke så interesseret i at lave mad, og jeg har ikke prioriteret at øve mig ret meget på det, så jeg sætter stor pris på når andre tager den tørn".

Måske vil det være grænseoverskridende for dig at undlade at sige noget negativt om dig selv som person (for slet ikke at tale om hvis du skulle sige noget positivt!). Måske vil du være bekymret for om folk nu tror at du tror at du er noget, eller om de synes du virker overlegen. Måske vil du mærke at du bliver bange for om folk vil bryde sig mindre om dig end hvis du hele tiden prøver at gøre dig mindre.

Jeg kan selvfølgelig ikke garantere at der ikke er nogen der vil tænke sådan, men det synes jeg du skal overlade til dem at arbejde med. Sandsynligvis mærker de mennesker der er omkring dig, snarere at du agter og værdsætter både dig selv og dem, og at de trygt kan gøre det samme. På den måde bidrager du - efter min erfaring meget effektivt - til at rense kommunikationen for alt det (ubevidste) fnuller der handler om hvor vidt du og den anden har ret til at være her, hvilket burde være en fuldkommen selvfølgelighed for alle mennesker,  og sætter jer begge fri til netop .. at være her.

~ Med kærlighed ~

søndag den 30. juni 2013

Personer og relationer - hvor er fokus?

Som de fleste andre mennesker - så vidt jeg kan se - er jeg tilbøjelig til at sætte fokus på personernes egenskaber i og omkring mig når der er noget der plager eller nager mig i forhold til et andet menneske. Jeg vikler mig hurtigt ind i tanker om at det er enten mig eller den anden person der er noget galt med, og spekulerer på hvem af os der er forkert eller "skurken" i forholdet. Herefter følger den tanke hurtigt at hvis bare en af os kunne "blive en anden" eller være på en anden måde, ville alt blive bedre mellem os.

Med tiden har jeg dog opdaget at der findes en anden mulighed: Jeg kan løfte blikket væk fra personerne, billedligt talt, og rette det mod det der er mellem os i stedet, nemlig relationens egenskaber. Efter min opfattelse er det langt mere konstruktivt ud fra den tankegang at der ikke findes forkert skabte personer, men nok fejlslagne relationer, og at det er de sidste der driver værket i næsten al menneskelig ulykke. Selv i tilfælde hvor vi er meget enige om at kunne udpege en skurk (fordi vedkommende har udført nogle uhyrlige handlinger), tror jeg på at der kan findes nogle relationsproblemer nedenunder som har været medvirkende til at personen er kommet på helt gale veje. Relationsproblemernes udspring skal sikkert søges udenfor og før den relation hvori de uhyrlige handlinger er udført, men det er stadig relationsproblemer, og deres virkning overskrider næsten altid den konkrete sammenhæng. (Det fratager ikke den enkelte ansvaret for sine handlinger, men giver måske en forklaring på den indre ulykke og - hvis det ikke er for sent - et sted at tage fat om nældens rod for at skabe heling).

Når jeg ønsker at finde relationsperspektivet i mine almindelige, menneskelige relationer, prøver jeg at sige til mig selv at både den anden og jeg selv er helt som vi skal være, for dernæst at spørge: Hvad er det gode mellem os som jeg gerne vil bevare, og hvad er det mellem os som kikser og gør mig utilpas og utilfreds, og som jeg ville trives bedre med var anderledes?

På den måde kan jeg fastholde at der ikke er nogen af os som personer der er forkerte, og at vi begge har ret til at bringe vores personlighed som den er, ind i relationen. Og samtidig kan jeg forsøge at tilpasse eller forandre noget i vores relation så den forhåbentlig kommer til at støtte og værne om os begge som personer.

Det er dog ikke let i praksis selvom jeg i teorien ved at det vil være det mest konstruktive, og det er tit svært for mig at indtage "relationsperspektivet". Nogle gange har jeg brug for afstand i både tid og sted for at kunne finde det. Og nogle gange er jeg for bange til at kunne indtage det, fordi det ikke er givet at udfaldet af at arbejde med relationen bliver en udbygget eller mere sammentømret relation. En sjælden gang imellem må jeg erkende at jeg - trods god vilje - har behov for at reducere eller ligefrem afvikle et forhold i praksis for at have det godt med det. Og nogle gange må jeg løbe den risiko at den anden kommer til den konklusion. Det kan være meget ubehageligt og smerteligt, men under alle omstændigheder vil sigtet for mig altid være at få relationen til at passe til personerne som dem vi er - og ikke omvendt.

~ Med kærlighed ~

lørdag den 29. juni 2013

Susan Cains foredrag "The power of introverts"

Jeg bliver ved det med introversion og ekstraversion et øjeblik fordi dette emne er så nærværende for mig lige for tiden og har givet mig lejlighed til at vende tilbage til nogle af mine favoritformidlere på området. En af dem er Susan Cain, og hvis du interesserer dig for emnet, har hun meget at bidrage med.

Måske har du allerede tidligere set og hørt foredraget "The power of introverts" med Susan Cain, ellers kan du finde det for eksempel med (nogenlunde gode) danske undertekster på TED talks. Hvis du foretrækker at læse Susan Cains ord på engelsk frem for at høre dem/se dem i oversættelse, findes der en fin transskription af foredraget her.

Susan Cain og hendes tanker og opfattelser omkring ekstraversion/introversion bliver kort introduceret på engelsk her, og ellers er der meget mere at hente på hendes hjemmeside. Du kan også søge dig frem til flere videoer med Susan Cain på YouTube.

~ Med kærlighed ~

torsdag den 27. juni 2013

I en udfordrende periode

Tiden op til skolesommerferien (og op til jul) er altid en udfordring for mig, fordi jeg som udpræget introvert ikke er naturligt tiltrukket af alle de selskabelige arrangementer der byder sig til. Jeg vil dog gerne være med; jeg vil gerne bidrage, og jeg vil gerne være til stede - af respekt for og påskønnelse af de mennesker som er omkring mig - så jeg gør mit bedste og ved at der kommer en tid igen om få dage hvor jeg kan hente energi ved at fordybe mig i den indre verden.

I år har jeg tillige fundet god støtte i at vende tilbage til et citat igen og igen som jeg vil dele her:
Hvis du i din daglige praksis er åben over for dine følelser, over for alle de mennesker, du møder, over for alle de situationer, du møder, uden at du lukker ned, idet du stoler på, at du kan klare det - så vil det bringe dig så langt, som du kan komme. Og så vil du forstå al den visdom, som nogensinde er formidlet.

- Pema Chödrön (buddhistisk underviser)

(Citatet har jeg set i "Den tavse stemme. Hvordan kroppens sprog kan opløse traumer og skabe velvære" af Peter A. Levine, som i det hele taget har været en meget lærerig oplevelse for mig at læse).

En buket om sår, forandring og vores alle sammens forbundethed

Da jeg tændte computeren her til morgen, blev jeg mødt af en hel lille buket af opdateringer fra Marianne Williamson, som jeg synes udgør sådan en fin helhed og i øvrigt taler stærkt til mig. Jeg har samlet den her til inspiration:

 Enlightenment doesn't mean we were never wounded; it means we've found a way to evolve beyond our wounds. Enlightenment isn't idealistic; it's practical. What's idealistic is thinking we can live from our wounds, stay in our weakness, and ever transform the world.

(http://www.facebook.com/williamsonmarianne/posts/10152916841795580)

“The most beautiful people we have known are those who have known defeat, known suffering, known struggle, known loss, and have found their way out of the depths. These persons have an appreciation, a sensitivity, and an understanding of life that fills them with compassion, gentleness, and a deep loving concern. Beautiful people do not just happen.”

 

~Elisabeth Kübler-Ross.

(http://www.facebook.com/williamsonmarianne/posts/10152916844485580)

Having known suffering gives us x-ray vision into the suffering of others. The universe is a perfect ecosystem and can use anything for a greater good.

(http://www.facebook.com/williamsonmarianne/posts/10152916859700580)

 

Alt i alt via: http://www.facebook.com/williamsonmarianne?ref=stream

onsdag den 12. juni 2013

Boganbefaling MBTI/Jungs typologi

Her kommer en boganbefaling til dig der er interesseret i MBTI/JTI/Jungs typologi:

"Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab" af Preben Grønkjær (2013, Dansk psykologisk forlag).

Fra forordet:
"Med denne bog får man mulighed for at reflektere over sit personlige lederskab i et typologisk perspektiv. En sådan refleksion er først og fremmest nyttig, når man har en formel position som leder, men bogen henvender sig i princippet til alle, der udøver ledelse i et eller andet omfang - som underviser, som formand for en bestyrelse, som håndboldtræner, som forælder".

Preben Grønkjær er min favoritformidler af Jungs typologi og Myers Briggs Typeindikator, og dette er en ny bog fra hans hånd, som åbner endnu flere typologiperspektiver på den for Grønkjær karakteristiske velstrukturerede og gennemreflekterede måde. Jeg bliver simpelthen både klogere og mere vidende af at læse hans bøger, og det gælder bestemt også denne.

Jeg tror man godt kan læse bogen uden at kende til emnet i forvejen, men også at man får mest ud af den hvis man inden har læst noget grundlæggende om Jungs typologi/MBTI/JTI, for eksempel "Forståelse fremmer samtalen. 16 mennesketypers kommunikationsstil", også af Preben Grønkjær.

Her er et link til oplysninger om bogen på bibliotek.dk >> http://bibliotek.dk/linkme.php?ccl=lid%3D29869294+og+lok%3D870970

mandag den 13. maj 2013

uden titel

"Det er smertefuldt at se, hvordan mennesker kan bære på dette fejlagtige skamstempel hele livet, hvis de ikke får hjælp til at kaste det af sig gennem terapi. Personer, der bærer på denne type af internaliseret skamfølelse, kan tilmed reagere med skam på en positiv bekræftelse (Claesson, 2005).

Den negative selvopfattelse bygger på fejlagtige forestillinger og er per definition falsk. Der er derfor mulighed for at forandre den, men hvis den antager form af dyb skam over ens egen person, kan den være svær at slippe af med. Det kræver terapi hos en erfaren terapeut, der kender skammens væsen. Grundtanken i den terapeutiske proces er, at personen kan give slip på forestillingen om, at 'jeg har grund til at skamme mig over mig selv' og i stedet erfare, at 'jeg er blevet dårligt behandlet', som den finske terapeut Tommy Hellsten bemærker (Hellsten, 2003)."

- Marta Cullberg Weston, side 111 i "Fra skam til selvrespekt". (Læs (lidt) mere i dette indlæg).


I dyb taknemmelighed til H.S.

lørdag den 4. maj 2013

:-)

"Until you make the unconscious conscious, 
it will direct your life and you will call it fate." 

- C.G. Jung

tirsdag den 30. april 2013

Om at aflære hvad jeg har lært

Her i weekenden havde jeg lejlighed til at læse en tekst op jeg selv havde skrevet, for cirka 50 personer ved en familiefest. For ikke ret lang tid siden ville det have været en fuldstændig utænkelig ting for mig at gøre.

Jeg havde selv meldt mig til opgaven, fordi jeg kunne mærke at jeg mærkværdigvis havde lyst, og fordi jeg - helt ærligt - syntes at kunne se at det ville være den bedste og nemmeste måde at få noget gjort på som jeg rigtig gerne ville have skulle gøres og gøres ordentligt. Vi var en lille gruppe der skulle lave noget sammen, men jeg meldte mig altså til at tage det overordnede ansvar, tænke indslaget igennem, "forfatte" den tekst der skulle løbe som en rød tråd gennem det, og læse teksten op på dagen.

Jeg nød faktisk det forberedende arbejde til trods for en ulmende angst og fornemmelse af at være på vej ud i noget forbudt og skamfuldt, som jeg registrerede, men dog ikke blev overmandet af. Jeg syntes det gik godt med at skrive, det var sjovt, og jeg havde tillid til at det nok skulle virke efter hensigten. Gennemførelsen til festen gik også fint; vi fik positive tilkendegivelser, og bedst af alt var det min fornemmelse at den person det hele var til ære for, også blev glad for det vi prøvede at give. Så alt var godt, set udefra - det tror jeg virkelig.

Alligevel mærkede jeg efterfølgende stor uro indeni og vågnede også flere gange om natten med følelsen af at have gjort noget frygteligt forkert som jeg følte sviende skam over at være blevet afsløret i. De følelser var med mig de næste dage også; jeg kan såmænd også mærke dem nu. Jeg føler mig skyldig i en form for jantelovsbrud, skyldig i at tro at jeg kunne gøre det godt nok og i have den frækhed selv at melde mig til opgaven, og jeg skammer mig ved tanken om at andre nu sikkert har opdaget min tro på mig selv, min glæde ved at bruge mine egne ressourcer og frem for alt at andre nu har fået et kig ind i mit hoved der er fyldt med noget der er anderledes.

Det er præcis følelsen af at gøre mig skyldig i noget frygteligt og forbudt, og det er skammen der dukker op når jeg lader andre se hvad for et menneske jeg er hvis jeg ikke dæmper mig, der har afholdt mig fra at vove pelsen og gøre mig synlig de sidste mange år. Selvfølgelig er der flere lag i alt det her, men for mig er det et fuldstændigt skelsættende punkt at være kommet til på denne måde at kunne iagttage skyld- og skamfølelserne udefra, rumme dem og beslutte mig for at ikke at lade dem bestemme, i erkendelsen af at de ikke fortæller sandheden om hvem og hvad jeg er som menneske. De følelser har ellers ubevidst drevet mig ikke bare rundt i manegen, men fuldstændig ud af den og i totalt skjul. Jeg ser nu at jeg i mange, mange år har oplevet de skyld- og skamfølelser hver gang jeg har vist at jeg var god til noget, hvergang jeg med glæde har engageret mig i et eller andet og nydt at være med, hver gang jeg har gjort mig synlig og ikke bare er faldet i med tapetet, fordi jeg har lært tidligt i livet at det var forbudt for sådan én som mig at vise mig, og at jeg skulle skamme mig over at komme til at gøre det og ikke kunne holde mig tilbage. På et tidspunkt blev de følelser for ubærlige; jeg kunne ikke holde ud igen og igen at bringe mig i situationer hvor jeg kom til at føle skyld og skam, og jeg konkluderede - måske som en beskyttelse mod at opleve det - at jeg virkelig måtte være et forkert og ondt og skrækkeligt menneske når jeg følte sådan, og at verden var bedst tjent med at jeg trak mig fra den. Så jeg trak mig. For at kunne overleve.

Som jeg har nævnt før, har en mester engang sagt til mig at "Frihed opnår man først når man kan udholde at føle skyld og skam". Jeg troede måske jeg forstod det før, men det er som om det udsagn åbner sig fuldstændig for mig nu, og jeg ved at med weekendens "optræden" har jeg passeret en vigtig milepæl, måske den vigtigste overhovedet.

For otte år siden erkendte jeg at jeg havde et ønske om at kunne gøre mig synlig og træde ind i det liv jeg havde trukket mig fra, igen. Jeg tænkte sådan set at hvis det ikke lykkedes for mig, gad jeg ikke være her mere. Jeg var på en måde allerede død. Jeg troede på at det var muligt nå dertil - dermed ikke sagt at det var sikkert at jeg ville nå dertil, for der er større viljer end menneskets der har indflydelse på så store spørgsmål. Jeg troede tillige på at det kun var ved at arbejde med de dybeste lag i psyken, at det eventuelt kunne lade sig gøre. Det skulle vise sig at den proces skulle tage otte år. Det er immervæk en rum tid at holde ud, og det var aldrig lykkedes uden at have muligheden for at gå gennem processen sammen med en terapeut der forstod at holde fast i det overordnede perspektiv og se tilstrækkeligt dybt. Det er helt uomtvisteligt. Men jeg spekulerer alligevel nogle gange på hvad det er i mig der har gjort at jeg holdt ved. Og jeg kommer altid frem til samme svar: Min tro på at alle mennesker har fået livet fordi de har en opgave at udføre, mit ønske om at udføre min opgave og ikke forsøge at undvige den - kombineret med vilje og fantasi.




Til sidst kan jeg ikke dy mig for lige at tage en mindre alvorlig afstikker, nu hvor jeg på en måde har fået min evne til at flyve tilbage efter at den har været tæt på at forsumpe helt. Vi har et Star Wars-flip i familien for tiden, og jeg har en fest med alle de dybsindige og zen-agtige jedi-replikker der flyver gennem universet. Især Master Yodas (selvfølgelig), og jeg synes lige én af mine yndlingspassager skal stå her til evig påmindelse. Du kan se og høre klippet her, men jeg har også skrevet dialogen ud herunder (som jeg hører den, måske sidder den ikke helt i skabet?).

Luke Skywalker er hos Master Yoda i hans sump-skjul for at lære om kraften (the force). R2D2 er der også og følger ivrigt med i hvad der foregår.

Luke balancerer ved hjælp af kraften i håndstand på én hånd med Yoda stående på den ene fod.

Yoda: Use the force .. yes .. now the stone .. feel it ..

Luke løfter og sænker en sten med kraften. Imens synker Lukes "parkerede" X-wing-fartøj pludselig længere ned i sumpen og forsvinder. Da Luke opdager det, mister han koncentrationen, og han, stenen og Yoda falder til jorden. Luke rejser sig og kigger på det næsten helt sunkne fartøj.

Luke: Oh no. We'll never get it out now!

Yoda: So certain are you! (Sukker). Always with you what cannot be done. Hear you nothing that I say?

Luke: Master, moving stones around is one thing. This is totally different!

Yoda: NO. No different. Only different in your mind. You must unlearn what you have learned.

Luke: Allright, I'll give it a try ..

Yoda: NO. Try not. Do. Or do not. There is no try.

Luke koncentrerer sig og hæver fartøjet op af sumpen med kraften, men taber det igen før det er helt oppe. Yoda lukker øjnene og synker lidt sammen.

Luke: I can't. It's too big.

Yoda: Size matters not. Look at me! Judge me by my size, do you? Hm? (Luke ryster på hovedet). And well you should not, for my ally is the force. And a powerfull ally it is. Life creates it. Makes it grow. Its energy surrounds us. And binds us. Luminesce beings are we. Not this crude matter. (Yoda tager fat i Lukes skulder). You must feel the force around you. Here .. between you, me, the tree, the rock, everywhere. Yes .. even between the land and the ship.

Luke: You want the impossible.

Luke går modløst væk. Yoda hæver fartøjet op af sumpen og flytter det ind på land med kraften. Luke iagttager vantro Yodas kraftpræstation.

Luke: I don't believe it.

Yoda: That is why you fail.




Foto: Rekvisit fra weekendens "optræden".



onsdag den 10. april 2013

Influenzatågetanker

Hold nu op.

Ifølge én der kender mig godt, har jeg nu også prøvet at være lagt ned af mandeinfluenza, dvs. den slags influenza (eller hedder det forkølelse?) hvor man tror man skal dø og i det hele taget har så ondt af sig selv på grund af lidt snot og lidt ondt i halsen og lidt hovedpine og lidt svimmelhed og lidt ondt i hele kroppen og lidt lungeudkrængende hoste, at man jamrende kravler gennem de par uger det varer.

Jeg har selv engang i hånligt overmod joket med at der tilsyneladende findes to slags influenza, én der rammer mænd og én der rammer kvinder, og at den første tilsyneladende er meget, meget værre end den anden. Dér tog jeg fejl! Nu har jeg lært det på den hårde måde: Den lille forskel ER lille, og det man siger, er man selv.

Mens jeg lå der på sofaen og døsede dag efter dag, tænkte jeg lidt på denne blog. Ideen med den har fra dag ét været at lade den være sådan en slags stream of consciousness, et slags håndgribeligt spor efter hvad der rører sig i min bevidsthed, hvad der bevæger mig og fører mig videre. Uden alt for megen analyse, uden alt for megen tolkning, uden alt for megen vurdering, men til fri afbenyttelse for dels mig selv (når jeg har brug for at forbinde mig med mig selv), og dels for andre som måtte komme forbi her og finde ét og andet som eventuelt flyder sammen med deres egen strøm af indre oplevelser, og som udgør nogle sjælelige berøringspunkter som vi deler - i vores ellers helt unikke, individuelle indre verdener.

Bag det hele opdager jeg at der blandt andet gemmer sig en hensigt eller en ambition som jeg vist aldrig har formuleret klart før: Jeg har en forestilling om at jeg ved at lade læseren kigge ind i min indre verden, kan befordre at han/hun kigger dybere ind i sin egen indre verden og lærer noget om sig selv ad den vej. Det er som om jeg forestiller mig at ved at åbne et vindue til min indre verden, så giver jeg også mulighed for at læseren åbner et vindue til sin egen indre verden. Eller jeg håber at jeg skaber den mulighed. Det er underviseren i mig der ikke lader sig fornægte, men det er en underviser der ikke vil pådutte nogen sin egen sandhed, men derimod befordre et slags rum for læring hvor stoffet er den enkeltes eget sind og Selv. Det er dybest set hvad der driver mig, og det er respons på det niveau der får mig til at blive ved med at skrive her.

I dag har jeg det bedre, og jeg er forlængst gået fra paracetamol- til gajol-lindring, men jeg synes stadig mine influenzatågetanker var værd at dele, så derfor. Jeg spekulerer dog på, som mange gange før, om det her blogmedie nu også er det rigtige sted at "do my thing"? Ikke at jeg er ved at smutte (igen), men i min verden er der altid plads til forbedringer, og der er altid muligheder der bare venter på at blive opdaget.

Nu venter jeg på regn og højere temperaturer - det trænger vi til :-).


mandag den 1. april 2013

(Fem år)

(Fem år er det siden at jeg åbnede denne blog. 
Tænk sig. 
Det er meget, meget længe siden, synes jeg.

Jeg kan huske at jeg i starten havde et billede øverst i sidebaren af Maria Magdalene der sad ved et lys, et spejl og et kranie. Siden har jeg lavet om her hundrede gange på hundrede måder, for sådan er det med mig: forandring fryder; men faktisk må jeg sige at den angrende Maria Magdalene var et rigtig godt valg, som hun sad der med den ene hånd under hagen og den anden på kraniet mens både hun og spejlet reflekterede. Et virkelig godt valg, faktisk, så her er hun igen så vi ikke glemmer hende).

 af Georges de la Tour




torsdag den 28. marts 2013

God påske :-)




Denne påske bliver en særlig påske for mig som også påsken i 2005 var en særlig påske fordi jeg havde en fuldstændig skelsættende indre oplevelse hvor jeg blev overvældet af billeder og ord som - både bogstaveligt talt og følelsesmæssigt - tvang mig helt i knæ. Da jeg var "kommet til mig selv" igen, skrev jeg det hele ned præcis som jeg havde oplevet det, selvom jeg vitterlig ikke forstod ret meget af det eller kunne finde logikken. Det skulle vise sig at blive en slags underliggende arbejdshypotese for de næste år i mit liv, indtil det punkt hvor jeg forstod indholdet i oplevelsen til bunds.

I går klippede jeg for første gang et gækkebrev på en anden måde end den traditionelle folde-og-klippe-figurer-ud-måde som jeg bare ikke kunne få til at fungere længere, som ikke "lever" i mig længere. Det var svært. Selvom I nok kan se hvad det forestiller, og selvom ideen er god nok, lader den konkrete udførelse stort set alt tilbage at ønske. Men hvis jeg øvede mig, kunne jeg givet udvikle et mere autentisk udtryk for mig selv på den måde, tænker jeg. Lade noget nyt blive til.

Lad det være et billede på hvor jeg oplever jeg er lige nu. Og på hvordan påsken på en måde har fået et personligt indhold for mig som i en vis forstand, hvis man strækker fantasien lidt, er en individuel parallel til den kristne kirkes påskebudskab (i hvert fald hvis man forstår det symbolsk - det med kødets opstandelse tror jeg ikke på).

God påske til alle!

tirsdag den 26. marts 2013

En rejsende

Jeg mistede mit liv. På en måde.

Det har gjort ondt. 
Som ind i helvede.
Det har kostet. 
Mere end jeg troede der var at give.
Det har udfordret mig. 
Langt mere end jeg havde fantasi til at forestille mig at jeg kunne leve op til.

og

Det har lært mig. 
At universet vil at jeg skal leve mit liv og ikke bare være i live.
At universet kender mig langt ud over det jeg ved om mig selv, og stædigt underviser mig indtil jeg har lært hvad der er brug for at jeg lærer.
At universet til enhver tid sørger for at lede mig ad min vej, også når jeg ikke kan se det og synes at der er noget i vejen, eller at vejen må være en omvej jeg skal gå, fordi jeg er forkert.

Jeg har lært. Endelig.
At mit liv er vejen. Jeg er en rejsende der må se for mig selv.

Jeg er omsider er nået derhen hvor jeg får det tilbage. Mit liv.


~ ~ ~







Foto: 26-03-2013/mit værelse/kamera

fredag den 22. marts 2013

Kalibreringsusikkerhed

Jeg er stadig noget så fandenivoldsk indeni at jeg har svært ved at kalibrere mine udbrud både her og der, men I må ikke tage fejl. Jeg føler stadig kærlighed til alle andre mennesker og ønsker dem alt det bedste i livet, uanset hvem og hvad de er, og jeg elsker stadig livet. (Punktum).
.
.
.

Der er også dét med mig, at uanset om jeg og andre kan lide det eller ej, så bor der sådan en slags professor Snape indeni mig, som måske ikke er det mest behagelige menneske verden nogensinde har set, men som aldrig - aldrig - taber hverken den gode hensigt eller det overordnede mål af sigte. Alting har to sider.

Nu må I have en rigtig god weekend derude (hvis der er nogen derude). Tag jer ikke af mig og luk foråret ind, hvis det kommer. Jeg svinger videre, og lige nu svinger jeg med Nephew og Key, det synes så helt forrygende passende.



tirsdag den 19. marts 2013

Ramt

Nogle gange kan jeg have svært ved at se ordentligt for mig hvad det egentlig er der har ramt mig og gjort mig til en fattig, uselvstændig husmor og fremmed i mit eget liv (kald det lige et liv ..), og så er jeg tilbøjelig til at råbe i kor med dem der siger at det har været mit eget valg og min egen skyld og at jeg skulle skamme mig over på samme tid at længes efter at bruge og ikke at have brugt mine evner og alt det dér der kan få mig til at gå med så krummet ryg at nogen måske ligefrem kommer til at tænke på Notre Dame.

Men se. Jeg vidste ikke hvad der ramte mig da det ramte mig, og først nu efter 8 års hårdt arbejde for at finde mig selv igen gennem terapi og analyse, er jeg måske blevet klogere. Så NU er det det mit eget valg og ansvar at sørge for at jeg får et liv igen. Javist. Men skylden og skammen .. helt ærligt, dem vil jeg ikke bære længere, for de er ikke mine - omend jeg stadig kan føle dem.

Og hvad er det så der har ramt mig? Jo, hvis jeg skal gøre det kort og som et supplement til mit indlæg fra 8. marts, så synes jeg passende jeg kan lade Sheryl Sandberg tage ordet. Hun taler om kvindelige top-ledere, og det er måske lige at stramme den i forhold til mig og mine evner, men hvis vi oversætter det til kvindelige ledere eller kvinder med indflydelse og synlig deltagelse i samfundet i det hele taget, så er alt hvad hun siger, simpelthen taget lige på kornet. Som jeg ser det.



Tilføjelser 20, 21 og 25. marts 2013, fordi det her indlæg bliver ved med at bevæge sig i mig:

Nemlig .. jeg lod være med at sætte mig ved bordet sammen med de andre, men stillede mig op ad væggen tæt ved døren og frygtede og håbede på samme tid at nogen skulle spørge om min mening. Jeg gjorde ikke min partner til min partner, men til min overordnede. Og jeg trak mig lang tid før jeg behøvede og mens jeg stadig var efterspurgt, for at gøre plads til de der børn der måske ville komme engang ..

---

Tilføjelse 3. april 2013:

Se også Kvinfos/Annegrethe Felter Rasmussens omtale af Sheryl Sandbergs bog "Lean in" her.

---
Tilføjelse 19. april 2013:

Lad mig tage et spadestik dybere, så det underforståede kan blive forstået også af andre end mig selv: Jeg opfatter de ovennævnte handlinger/reaktionsmønstre som beskyttelseshandlinger/-mønstre, selvom de samtidig set i et andet perspektiv har hæmmet mit engagement i livet. Jeg har gjort og levet som jeg har fordi en del af mig har søgt at beskytte mig mod at blive udstødt at familien og fællesskabet, mod at blive forladt - altsammen fordi jeg har lært tidligt i livet at der ikke var plads til begavede piger/kvinder med en selvstændig tankegang og andre interesser og muligheder i livet end rollen som underordnet, afhængig mor, husmor og hustru.

Nu hvor jeg har lært dette om mig selv, må jeg skabe plads til den begavede kvinde med en selvstændig tankegang som også er mig, så jeg kan komme til at leve mit liv og ikke bare udfylde rollen som den jeg tror andre kan acceptere og tolerere. Det er meget angstprovokerende, og det er en stor opgave. Men jeg VED at det er det der er OPGAVEN.

For en hurtig uddybning, se eventuelt kommentarerne til dette indlæg.

---

Og tilføjelse 20. april 2013:

"I am not what happened to me, I am what I choose to become." - C.G. Jung