lørdag den 10. november 2012

Om spanderåberi


Jeg føler mig noget splittet for tiden, og det er ikke splittet i den sædvanlige dybdepsykologiske forstand jeg ellers ynder at ævle løs om. Nej, det er mit internet-jeg der er splittet, og det irriterer mig.

Jeg råber i 3 spande herude: en blå, en rød og en gul, og jeg synes faktisk det er lidt anstrengende, men alle tre spande har noget ved sig som er godt, og som jeg ikke vil undvære.

I den blå spand kan jeg råbe sammen med nogle jeg kender, og det er en fest, synes jeg, for der er ikke meget i livet der giver mig større glæde end mine relationer. Jeg kan nærme mig eksplosionsfareniveau over den afsindigt irriterende måde den blå spand er konstrueret og virker på, og det har resulteret i at jeg to gange tidligere har trukket hovedet meget forskrækket og meget vredt op af spanden og dermed forladt mine relationer. De nærmeste har dog heldigvis båret over med mig og råbt Hallååå og Velkommen tilbage! også tredje gang jeg stak hovedet i. Det er for mig et bevis på at selv rimelig tåbelig adfærd i denne verden kan tilgives, i hvert fald hvis man kender sådan nogle fantastiske mennesker som jeg gør. Det er også det der får mig til at tro på at den blå spand måske faktisk ikke er helt så meget spand som jeg nogle gange føler - jeg kan faktisk godt opleve her at jeg ikke bare taler med mig selv, selvom det overhovedet at råbe i den her spand uomtvisteligt er en øvelse ud i egocentrering og selvoptagethed.

Den røde spand har klart et design der passer bedre til mit temperament, og hvis alle mennesker i verden råbte eller i det mindste lyttede i den røde spand, ville internettet blive et bedre sted for mig at være. Dét kunne jeg godt tænke mig! Men sådan er det ikke, og jeg kan finde færre mennesker jeg kender, dér end i den blå spand. Surt. Faktisk. Selvom jeg kan finde mange nye venner, og selvom kulturen er præget af en helt usædvanlig åbenhed, nysgerrighed og respekt, så har jeg personligt lidt svært ved helt at være med i det store, åbne forum. Jeg har det bedst med at råbe blandt få, nære relationer. Punktum. Men jeg råber præcis det samme i den røde spand som jeg gør i den blå, og jeg bliver ved med at råbe i håbet om at der er flere jeg kender, der efterhånden stikker hovedet i den røde. Kom nu, Venner!

Så er der den gule spand. Her råber jeg fordi jeg må have et sted at anbringe alt det mest mærkelige og snurrige min hjerne løber over med. Det er, vist nok, mest for min egen skyld jeg råber her; måske vil jeg endda gå så langt som til at sige at jeg råber her fordi jeg synes det er sjovt at eksperimentere med og høre min egen stemme. Det er den gule spand rigtigt velegnet til. Her kan jeg råbe som jeg vil, og jeg skal ikke tilpasse mig nogle stive begrænsninger for sammensætningen af ord, billeder og andre grafiske udtryk. Det passer mig vældig godt. Jeg lader ekkoet fra mit råberi i den gule spand forplante sig til både den røde og den blå, hvor dem der hører det, så kan råbe tilbage hvis de synes.

Faktisk er det der spanderåberi ikke meget værd uden at der er nogen der hører det. Så kan man selvfølgelig sige at det slet ikke er spanderåberi, altså hvis nogen hører det, men det føles det nu alligevel ret meget som. Ikke lige meget i alle tre spande, men alligevel. Ret meget.