11. september 2012

Sanseinvasion

fra 'Søndag' nr. 35, 27.08.12

Nej, det vidste jeg ikke, men jeg oplever det som en invasion af min privatsfære hvis jeg i en eller anden situation er nødt til at "rumme" duften af parfume. 

Det gør jeg også hvis jeg er nødt til at "rumme" høje lyde, stærke smagsindtryk, kraftige synsindtryk og berøringer fra andre mennesker, altså hvis jeg skal opholde mig et sted hvor jeg ikke kan slippe for sådanne for mig overvældende sanseindtryk. Det føles faktisk krænkende, uagtet at jeg godt kan tænke og erkende at der ikke er nogen mennesker der prøver at invadere min privatsfære eller krænke den. Det bliver bare for meget for mig.

Derfor går jeg ud af et rum hvor der lugter af parfume, uanset hvem der er i rummet. Derfor sætter jeg mig så vidt muligt i S-togets stillekupé. Derfor finder jeg et andet sted at være hvis nogen taler højt med hinanden eller i mobiltelefon. Derfor går jeg ud af en kø hvis personerne omkring mig ikke holder en for mig passende fysisk afstand. Derfor spiser jeg ikke stærk mad, uanset hvilket verdenshjørne det er inspireret fra. Og derfor nyder jeg hver aften det øjeblik hvor jeg tager mine meget stærke kontaktlinser ud og er afskåret fra at modtage synsindtryk en lille stund. For eksempel.

Jeg er tit og mange gange blevet kaldt hysterisk, overfølsom, afvisende og kedelig. I virkeligheden "er" jeg "bare" helt neutralt særligt sensitiv og introverteret, men for den ikke særligt sensitive og mere ekstraverterede kaster det blandt andet de fire egenskaber af sig som skygger. Og eftersom jeg ikke bor i Japan, hvor jeg forestiller mig at hele kulturen er langt mere præget af menneskets sensitive og introverterede side end den er i den vestlige verden, falder de her "introversionssensitivitetsskygger" uophørligt nattesorte og tonstunge ind over mig og alle andre der har det på samme måde.

Omvendt skal jeg jo som person forholde mig til de skygger som jeg synes mennesker der fremtræder meget ekstraverterede, tykhudede og ligefremme, kaster. Skygger som fx overfladisk, ubetænksom, dominerende, krænkende. Det mærker jeg i mødet med mennesker der synes at være meget modsatte mig selv i netop det her spektrum. Og det mærker jeg når jeg selv forsøger at bruge min ekstraverterede side, for sådan én har jeg selvfølgelig også selvom den desværre er godt undertrykt og fortrængt. Så rammer de mentale tømmermænd mig som en hammer i hovedet bagefter. Åh nej, nu har jeg nok overdænget andre mennesker med indtryk de ikke har bedt om eller sagt ja til, og som i virkeligheden nok bare var noget overfladisk, underholdende crap. Jeg er da bare for meget, hvordan skal jeg kunne se de mennesker i øjnene igen efter hvad jeg har udsat dem for?

Det kan man (læs: jeg) så få meget tid til at gå med at arbejde med. Jeg kunne i hvert fald godt trænge til at blive kalibreret lidt i det her spektrum, for ellers kommer jeg aldrig uden for en dør af frygt for at skyggerne fortæller sandheden om hvad og hvem jeg og andre er. Det gør de ikke, det ved jeg godt, men hvad jeg føler er en anden sag i det her spil.

Års hårdt arbejde har imidlertid lært mig at det ikke er gjort med viljen og den øgede bevidsthed alene. Der er særdeles stærke kræfter på spil, og selvom man måske kan skubbe lidt til den indre udviklingsproces ved at sætte fokus på den med sit bevidste jeg, så er det en proces der foregår i det ubevidste og som drives af nogle mægtige, indre aktører som man må være særdeles ydmyg, tålmodig og nænsom i forhold til.

Og frem for alt må man tilgive sig selv og på samme måde også andre at vi mennesker ikke lige sådan kan styre, endsige overhovedet få øje på de her indre aktører, men igen og igen bliver styret af dem. Det kan ikke være anderledes, men hold kæft hvor er det svært.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar