17. juli 2012

Længslen efter flow


Jeg havde engang en blog som jeg var meget glad for lige indtil det punkt hvor jeg bare syntes den var færdig. Så skrev et afslutningsindlæg og lod den stå et par uger. Herefter gemte jeg en kopi til mig selv og slettede originalbloggen fordi jeg tænkte at hvad skulle verden nu med en død blog.

Det har lært mig to ting (mindst):

  1. At det gør ondt, i hvert fald på mig, at smide noget væk som jeg har puttet en stor del af sig selv i gennem flere år, og som jeg selv er glad for. Så er det sådan set lige meget hvad verden mener.
  2. At jeg savner at sidde dér og fifle med mine indlæg. Jeg længes, nej, hungrer, efter det flow jeg af og til kom ind i når jeg blev fuldstændig optaget af at få noget som jeg dårligt nok selv kendte til eller vidste hvad var, frem.
Derfor har jeg gendannet den gamle blog. Børn kan nogle gange finde på at krølle en tegning sammen som de har arbejdet på længe og koncentreret, og smide den i papirkurven med en tilfreds og let attitude for at gå videre ud i legen og livet. Sådan troede jeg måske også jeg kunne gøre med min blog, men noget i mig protesterede voldsomt, så nu har jeg glattet den ud og hængt den op på opslagstavlen igen. Der bliver ikke tegnet mere på den, men der skal lige gå lidt længere tid før den bliver helt kasseret.

Og så har jeg oprettet denne her nye blog som et vedhæng til google+. Et sted hvor jeg kan skrive og samle det jeg ikke lige kan få til at passe ind i et google+-indlæg. Jeg håber at jeg så igen har et sted hvor jeg kan opnå at forsvinde i en skabende, flowfyldt proces
, og hvor jeg kan efterlade mig et spor af noget som kan befordre om ikke andres, så i hvert fald mine egne kreative processer. Jeg bliver tung og trist af at undvære.

Jeg begyndte lige frisk bloggen her med at citere en passage af Peter Høeg fordi jeg er ret optaget af hans roman “Elefantpassernes børn” lige nu. Det var der selvfølgelig ikke så meget flow i at skrive, og det kunne lige så godt have været postet på g+, men nu syntes jeg lige det var passende at starte stedet her med det. Det er den 14-årige elefantpassersøn Peter der taler ..

Og så skrev jeg det her indlæg nummer to. Jeg er i gang igen.

Tror jeg. Vi må se ..


Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, siger Kierkegaard.
Nuet og flowet og den kreative kraft findes præcis i mellemrummet, tror jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar