Regndråber


Uønskede følelser er som regndråber på en rude. Man kan tørre dem væk eller vende ryggen til dem indtil de fordamper og tager ophold et andet sted i systemet for en stund. Eller man kan kaste lys på dem og se at de er som de fineste perler der gør alt hvad man ser på gennem sin rude, til noget helt særligt.

Jeg tror på at der ikke findes forkerte følelser. Enhver følelse der dukker op i én, findes der er god grund til et sted i ens system, også når det gælder følelser som ens rationelle jeg ikke kan forlige sig med. Hver gang man skubber sådan en følelse fra sig, skubber man en del af sig selv fra sig, og det fører til lidelse. Oplever jeg.

Det kan tage års hårdt arbejde at nå frem, og man behøver ledsagelse fra en erfaren mester især hvis man engang er blevet meget såret, og der er mange følelser man ubevidst forsøger at vende ryggen til, men lidelsen - tror jeg - viger først når man er blevet i stand til at kigge på enhver følelse uden dom og uden at opleve at man er offer for følelsen. Når man kan tænke for eksempel: "Det var da interessant at jeg føler sådan her lige nu, gad vide hvad den følelse prøver at fortælle mig?". Når man kan tage sig i at vende sig væk og i stedet favne det, der er.

Jeg gentager lige en mesters ord som jeg synes udtrykker præcis dette: 

"The only difference between a Master and a non-Master is that the Master embraces what is, totally."

- Eckhart Tolle


Foto: 10-04-2012/Værløse/kamera m. blitz/Picasa

Kommentarer

  1. Sådan !
    Sandhed fra den tidlige morgenstund.
    Tak :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvtak, Miri. Jeg er rigtig, rigtig glad hvis du kan bruge det :-).

      Slet
  2. Lotte (frodighed)11. april 2012 kl. 10.09

    En smuk tanke i billedet med regndråberne.
    En tekst til eftertanke.
    Tak. :-)

    SvarSlet
  3. Der er altid noget at lade sig blive klogere af - her hos dig ;o) Lige nu gør det mig taknemmelig - og jeg tænker, at kunsten er at udholde det ukendte (eller glemte?), indtil det bliver kendt..."Digging deep" ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Rina, tusind tak. Jeg blev meget glad da jeg læste din kommentar :-).

      Jeg tror, at hvis man kan udholde følelsen/oplevelsen af at noget endnu er ukendt, at der er noget man ikke kan få fat i, men som man fornemmer der, så er man rigtig godt i gang med at favne (jeg slettede lige 'om' - kunne pludselig se at det var bedre uden), og man er frem for alt rigtig godt på vej. Og der vil altid være noget ukendt, også for den der er blevet mester, forestiller jeg mig. Det hører med, man bliver aldrig færdig - apropos det med at den eneste forskel er om man favner fuldstændigt eller ej :-). Du ved, det er også det med sprækken som lyset kommer ind ad ;-).

      Slet

Send en kommentar