Fire år

I dag er det fire år siden jeg skrev det første indlæg her på bloggen. Da jeg fortalte det til familien i går, grinede de bare fjoget og spurgte om der så skulle pyntes op med flag og balloner? Ja, vel ska' der så, pyntes op i hvert fald, jeg kan dog ikke lige finde nogen flag og balloner, så det bliver med kulørte lamper i stedet.

Det som de gang på gang har kaldt det værste tidsspilde og mest rablende sludder de nogensinde har set, er nemlig blevet et af de vigtigste omdrejningspunkter i mit liv. Bloggen er blevet mit helt eget værelse i ånden. Den er mit fristed, mit kreative rum, mit laboratorium, mit arkiv, mit åndehul, mit spejl, mit samtalerum, min hånd rakt ud til verden, min inspirationskanal, min .. ja, jeg har stadig svært ved at sætte ord på hvad det har betydet for mig at have denne blog indtil nu, men jeg kan mærke at den er vigtig for mig, og at jeg skatter den som virkelig få "ting" i mit liv. Jeg læste forleden taknemmeligt her om at grave dybt for at redde de tabte dele af en selv, og lige nu kan jeg ikke finde bedre ord for hvad det er for et projekt jeg har gang i, og som denne blog er en særdeles væsentlig del af.

Undervejs har jeg gang på gang været ved at lukke og slukke når troen har svigtet mig og den nedgørende stemme i mig selv har været ved at få overtaget, og jeg har da også holdt en lille pause hvor jeg i en periode skrinlagde denne blog og kun skrev på en anden. Men jeg lukkede eller slettede ikke 'Jannes sted', og jeg vendte tilbage og tog alt med herover fra den nye blog, da jeg var parat til at udvide. Derfor tillader jeg mig at regne de fire år for én lang periode, og jeg opfatter det som at det indtil nu er det lykkedes mig trods svære odds at stå fast på mit projekt. Det ser måske pærelet ud udefra, men det er ikke nogen lille præstation set inde fra mit splittede hoved, hvis jeg skal være helt ærlig, og det er ikke mindst denne fastholdelse de kulørte lamper i dag skal markere. I morgen vil alt igen være som før og alligevel ikke, for jeg vil kunne tænke tilbage og vide at jeg har passeret endnu en milepæl på det der er min vej. Tillykke til mig selv med det :-).

Kommentarer

  1. Masser af til lykke´r med din blogdag. Jannes sted er en af mine yndlingsblogs. Du er en klog og finurlig kvinde og skriver ligesådan. Hurraaaaa...med kulørte lamper på. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Gitte. Jeg er så glad for at høre at du (stadig, tænk sig!) kigger med derude. Stort knus tilbage fra mig ;-).

      Slet
  2. Kæreste Janne,
    Et dybt, dybt følt tillykke!!! Allermest med fastholdelsen af at være på dit sted - og blive der i hjertet, når "de indre dæmoner" folder sig ud.
    Og citatet på bloggen, du linker til - det kommer på tavlen ASAP. Og jeg tænker (selvfølgelig) synkronicitet... ;o)

    Jeg er taknemmelig for, at du er her, at du blev, og at du kom tilbage!
    Kærligst

    SvarSlet
  3. Svar
    1. Rina, tusind tak :-). Det er ikke sådan med de dæmoner, men det virker når man vender sig om og ser fjenden i øjnene og giver den et navn i stedet for bare at flygte - ligesom i eventyrerne.

      Og det er rigtig fine ord, dem på Soraya Nulliahs blog, det er simpelthen så berigende at finde sådan nogle guldkorn. Jeg havde "gemt" dem til det her indlæg som jeg har vidst i nogle dage at jeg ville skrive. Og vi er jo mange der er ude i det samme projekt, og det styrker os alle at vi kender til hinandens indre verden - apropos citatet ;-).

      Og NAMASTE tilbage. Vi bliver.

      Slet
    2. Rina, det er først gået op for mig i dag hvor tæt op ad hinanden dit og SN's indlæg ligger rent emnemæssigt - jo, jeg tror at det er noget med noget kollektivt er i bevægelse og flyder gennem mange af os lige nu. Jeg sidder tit og måber over at andre siger noget der "minder om" det jeg selv lige har formuleret, eller at jeg siger noget andre lige har formuleret, uden at der er nogen synlig/bevidst forbindelse.

      Slet

Send en kommentar