tirsdag den 3. april 2012

The crack


Vi er stadig i gang med det der skubbespil herhjemme, og vi rydder op og smider ud for at få plads. Jeg har fået eller overtaget især tekstiler fra ikke mindre end fire mødre: Min farmor, min mormor og min mor da de døde. Og fra min stedmor som er flyttet i mindre bolig to gange og hver gang har givet mig nogle af sine fine ting. Jeg ved ikke mere helt hvis arbejde der er hvis - der er sikkert også andre kvinders arbejder imellem som er givet som gaver - men jeg glad for det hele.

Nu skulle jeg så lige gennemgå det igen forleden og ledte samtidig efter et stykke linned med mellemværk som jeg specielt kunne huske, fordi jeg ville bruge det som forhæng til en reol på mit fine værelse. Jeg fandt det, og nu er det hængt op, og det fungerer simpelthen så godt. Men så var det at jeg kom til at sidde og kigge på mellemværket. Prøv selv at se efter. Det er ikke fordi jeg leder efter fejl, men fordi jeg har noget med mønstre. Jeg elsker mønstre. Også det her, måske endda især det her, fordi jeg kan mærke mennesket bag. Jeg kommer til at tænke på Leonard Cohens tekst:

"Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That's how the light gets in." 

(fra Anthem).

Ja, det er sådan det er. Og tænk sig hvis det her mellemværk eller hele stykket var blevet kasseret på grund af "revnen", "bruddet" eller "sprækken" i mønsteret, så havde det i den grad manglet i mit rum.

I går aftes holdt jeg roomwarming sammen med en god ven. Vi fik vin og hjemmebagte saltkringler og ikke mindst snakket. Sikke en fest!



I dag skal jeg slibe træværk i kælderen. Det gider jeg til gengæld ikke, men jeg gør det bare alligevel. Man må tage det søde med det sure.




Øverste foto: 02-04-2012/mit værelse/kamera/PhotoScape
Midterste og nederste foto: 02-04-2012/mit værelse/kamera