søndag den 29. april 2012

Back

Ligenu og ligeher/webcam

I'm back in the room of my own and breathing again. Yehaaa!


fredag den 27. april 2012

Tak

Jeg puster ud på et plateau. Sender taknemmelige tanker til de helt vildt hjælpsomme naboer jeg bor iblandt. Til de fantastiske vandkvinder der sagde tak til mig, selvom jeg synes det må være mig der har fået mest i kraft af muligheden for at lære og udvikle mig sammen med dem. Til min søde mand som holder fast og holder kursen uanset. Til det menneske som har givet af sig selv gennem de sidste syv år for at jeg kan finde mig.

Til dem jeg kender, der går ved siden af mig og giver mig den bedst tænkelige opbakning.

Og nu skal jeg tilbage til det praktiske. Men det er okay. Jeg kan se toppen.

Sku' vi ikke lige høre den her på vejen?



mandag den 23. april 2012

Øjebliksnote nr. ?

Jeg hænger i, på og ved. Med neglene. Og minder mig selv om at jeg er en overlevende og overlever.

Nu flytter jeg midlertidigt ud af mit værelse, så en fransk skoleelev kan få et sted at sove og slappe af den næste uge. Jeg vil starte med at tage mit svømmetøj ned af den tørresnor jeg har hængt op for at have et sted at tørre det mens hele huset er under omrokering.

Ligenu og ligeher/webcam

Efter at have lavet så mange og så idiotiske fejl af bare udmattelse over alt det jeg skal gøre og huske og tage hånd om, at jeg kan mærke skammen bide selvom jeg ikke synes den burde, er jeg nu kommet forbi bassinlivredderprøvepunktet på tidslinjen. Så er det jeg overvejer om det ikke skal være slut med det pjat fra nu af, men det kan jeg jo tænke over det næste år som jeg siden i går klokken 17 cirka er kvalificeret til at arbejde i.

Eller også er der noget andet pjat det skal være slut med. Når overstimuleringen og frygten for ikke at kunne klare det ene eller det andet sætter ind, går hjernen i hvert fald ud i mit tilfælde, og det HADER jeg at opleve. Det er spild af liv.

Nå. Jeg vil også lige sige at jeg kan forestille mig at jeg ikke får skrevet her det næste stykke tid frem, bare så du ved det. Jeg må op over den klippe først.

onsdag den 18. april 2012

Skift

stativ stakit kasketskift

ikke til at sige
men stort at mærke

Ligenu og ligeher/webcam


tirsdag den 17. april 2012

Tiltrukket af det der er nyt

Neofil, det er da dét jeg er! Jeg springer fluks frivilligt ned i den kasse med et lykkeligt grin, mens jeg prøver at vifte den lille nisse væk der står og hiver mig i mit mentale ærme og gentager noget om den gyldne middelvej igen og igen.

Vi er blevet foræret et prøveabonnement på Weekendavisen, og når jeg ellers sidder stille længe nok og - ikke mindst - langt nok væk fra computeren, så føles det fint med fint på at læse i den og høre papiret knitre undervejs for sådan en som mig der ellers er en svoren sucker efter gratis videndeling. Og hold nu op, hvor kan man lære mange nye ting af det. Haha.

I går aftes klokken et eller andet over ti, da jeg sad og hang i køkkenet over mikroovnsvarmet lasagne efter at være kommet hjem fra svømmehallen, fik jeg så bladret lidt. Og lært at jeg formentlig er ganske yderligtgående neofil i modsætning til den modsatte ekstreme mulighed på det påståede menneskelige neofilispektrum: neofob. Jeg har vist hidtil bare kaldt det vældig intuitiv i den forstand som ordet bliver brugt i Jungs typologi (eller mbti). Men altså. Der er sammenfald, det er der bestemt, og det leder mig til at spørge:

Hvad nu hvis man vender begreberne om (på dansk vel at mærke, for jeg ved ikke hvilket græsk ord der ville betyde 'gammel' på den rigtige måde som 'neo' betyder 'ny'): "Ekstremt tiltrukket af det der er gammelt" i den ene ende af spektret og "fobisk over for det der er gammelt" i den anden ende.

Så bliver jeg neofil og  "fobisk over for det der er gammelt"  på samme tid, og det er nok også sandt for mig. Jeg tænker meget nødigt frivilligt "sådan plejer man at gøre", det giver mig som regel myrekryb og kvælningsfornemmelser, men jeg vil da godt indrømme at det i mange situationer er værdifuldt at der findes nogle traditioner, normer, rutiner og gamle opfindelser jeg kan benytte mig af inden jeg udmatter og forvirrer især alle andre med at ville opfinde den dybe tallerken igen.

En af pointerne i den bog som artiklen egentlig handler om, "New. Understanding Our Need for Novelty and Change" af Winifred Gallagher, er at neofili "måske er menneskets største talent", og at det netop er menneskets evne til at tage forandringer i vores livsvilkår som en udfordring og stimulerende eliksir der er årsag til vores succes som art. Det tror jeg faktisk på. Vi skal bare huske at fobier vel aldrig er af det gode og at den ærmehivende nisse nok har en pointe når den råber op om den gyldne middelvej. Vi kan heller ikke overleve som hverken art eller individ uden at kunne gentage bare noget af det der er gammelt, men stadig virker. Det tror jeg faktisk også på.

Jeg kan jo desværre ikke linke til artiklen da den koster penge at læse, men her kommer et billede af rodet på mit spisebord:


Tilføjelse 18. april 2012: Jeg har givet dette indlæg etiketten 'For sjov', men jeg skal måske lige for en sikkerheds skyld sige at jeg ikke har noget kendskab til begrebet 'neofili' i dybden. Jeg har ikke set det før i denne artikel, og bortset fra et par googlinger ved jeg intet, og det hele skal forstås ganske overfladisk og som et udtryk for at det er sjovt for mig at lege med forestillingen om at vi forholder os forskelligt til nyt og gammelt alt efter temperament.



Foto: 17-04-2012/Værløse/kamera

søndag den 15. april 2012

Udsigt

14-04-2012/Værløse/kamera


fredag den 13. april 2012

Når jeg er færdig med .. (opdateret)

Jeg må have fået malerhjerne. Det er den eneste forklaring jeg kan finde på at min hjerne ikke kan samle noget som helst meningsfuldt for tiden, men bare er fyldt med fritflyvende, usammenhængende brudstykker. Jeg plejer ikke at tage skade af noget der er vandbaseret. Ha. Måske har mængden noget med det at gøre?

De næste dage skal jeg male færdig i kælderen og rydde op og sætte på plads, og når jeg er færdig med det, skal jeg gøre hele huset rent, og når jeg er færdig med det, skal jeg forberede mig på bassinlivredderprøven, og når jeg er færdig med det, får vi en udvekslingselev på besøg i en uge, og når jeg er færdig med det, er der en uge til vi skal holde nonfirmation for min ældste søn, og når jeg er færdig med det, skal jeg formentlig rydde op både indvendig og udvendig.

Men SÅ er jeg også færdig med alt det jeg skal (og selvfølgelig også på den ene side gerne vil). SÅ kan jeg fordybe mig i det jeg (også, og på den anden side) vil og ikke mindst har behov for uden at blive forstyrret.

Sådan eller noget lignende har jeg tænkt de sidste snart mange år, og mange års forstyrrelse er immervæk en del at skulle sætte sig ud over. Men det må da for fa'en kunne lykkes engang (hvis bare jeg lever længe nok, uha).

***
Opdatering 14. april 2012:

Nu har jeg sovet på mit eget indlæg, og så er det at det pludselig går op for mig - sådan helt virkeligt går op for mig - at jeg måske ikke helt endnu er i stand til at tage min egen medicin: Ethvert valg er også et fravalg, og ethvert fravalg er også et valg, og på samme måde forholder kald og afkald sig til hinanden. Jeg kan ikke være to steder på én gang, og det er mig der vælger hvor jeg er - ikke konventioner, traditioner, opdragelse, andre mennesker, omstændigheder og hvad jeg ellers kunne forestille mig uden for mig. De er med til at påvirke mit valg, og de kan føles både som pres og tvang, men valget er i sidste ende mit alene.

Jeg tror faktisk lige jeg har lært noget meget væsentligt via en anden kanal end intellektet.

tirsdag den 10. april 2012

Regndråber


Uønskede følelser er som regndråber på en rude. Man kan tørre dem væk eller vende ryggen til dem indtil de fordamper og tager ophold et andet sted i systemet for en stund. Eller man kan kaste lys på dem og se at de er som de fineste perler der gør alt hvad man ser på gennem sin rude, til noget helt særligt.

Jeg tror på at der ikke findes forkerte følelser. Enhver følelse der dukker op i én, findes der er god grund til et sted i ens system, også når det gælder følelser som ens rationelle jeg ikke kan forlige sig med. Hver gang man skubber sådan en følelse fra sig, skubber man en del af sig selv fra sig, og det fører til lidelse. Oplever jeg.

Det kan tage års hårdt arbejde at nå frem, og man behøver ledsagelse fra en erfaren mester især hvis man engang er blevet meget såret, og der er mange følelser man ubevidst forsøger at vende ryggen til, men lidelsen - tror jeg - viger først når man er blevet i stand til at kigge på enhver følelse uden dom og uden at opleve at man er offer for følelsen. Når man kan tænke for eksempel: "Det var da interessant at jeg føler sådan her lige nu, gad vide hvad den følelse prøver at fortælle mig?". Når man kan tage sig i at vende sig væk og i stedet favne det, der er.

Jeg gentager lige en mesters ord som jeg synes udtrykker præcis dette: 

"The only difference between a Master and a non-Master is that the Master embraces what is, totally."

- Eckhart Tolle


Foto: 10-04-2012/Værløse/kamera m. blitz/Picasa

fredag den 6. april 2012

Ligenu og ligeher



Fnis. Jeg opdagede lige at nu kan man tage et billede med sit webkamera under 'Indsæt billede' og ekspedere det direkte ind i indlægget. Her ser du mig så for få sekunder siden, præcis lige inden jeg skriver det her. Jeg kigger ud på dig gennem computerens lille øje. Det er da lidt sjovt. Hvis det var en video (og det er det måske snart, hvem ved hvor al denne selveksponering fører hen?) ville du kunne se mig drikke kaffe og høre mig synge med på Fleetwood Mac .. hvis det var en video.

Nå. Jeg lover at det bliver sidste gang du hører og ser noget om mit værelse her på bloggen, for jeg kan godt se at det har taget lidt overhånd, men jeg må lige sige at jeg er ved at overtale min bedre halvdel, som mestrer diverse stykker værktøj til perfektion, til at vende om på briks og skriveplade så jeg ikke får solen i skærmen i løbet af dagen. (Lige nu har jeg trukket gardinet op så det ligner den skønne formiddag det er). Og at jeg med tiden vil finde på noget andet end de sorte reoler jeg har "arvet" fra min søn. 

Og så skal du ikke høre et ord mere om det rum. Jeg skal nok styre mig.

God påske(ferie) til alle derude; jeg forsvinder i slibning og maling og familie om et øjeblik.

tirsdag den 3. april 2012

The crack


Vi er stadig i gang med det der skubbespil herhjemme, og vi rydder op og smider ud for at få plads. Jeg har fået eller overtaget især tekstiler fra ikke mindre end fire mødre: Min farmor, min mormor og min mor da de døde. Og fra min stedmor som er flyttet i mindre bolig to gange og hver gang har givet mig nogle af sine fine ting. Jeg ved ikke mere helt hvis arbejde der er hvis - der er sikkert også andre kvinders arbejder imellem som er givet som gaver - men jeg glad for det hele.

Nu skulle jeg så lige gennemgå det igen forleden og ledte samtidig efter et stykke linned med mellemværk som jeg specielt kunne huske, fordi jeg ville bruge det som forhæng til en reol på mit fine værelse. Jeg fandt det, og nu er det hængt op, og det fungerer simpelthen så godt. Men så var det at jeg kom til at sidde og kigge på mellemværket. Prøv selv at se efter. Det er ikke fordi jeg leder efter fejl, men fordi jeg har noget med mønstre. Jeg elsker mønstre. Også det her, måske endda især det her, fordi jeg kan mærke mennesket bag. Jeg kommer til at tænke på Leonard Cohens tekst:

"Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That's how the light gets in." 

(fra Anthem).

Ja, det er sådan det er. Og tænk sig hvis det her mellemværk eller hele stykket var blevet kasseret på grund af "revnen", "bruddet" eller "sprækken" i mønsteret, så havde det i den grad manglet i mit rum.

I går aftes holdt jeg roomwarming sammen med en god ven. Vi fik vin og hjemmebagte saltkringler og ikke mindst snakket. Sikke en fest!



I dag skal jeg slibe træværk i kælderen. Det gider jeg til gengæld ikke, men jeg gør det bare alligevel. Man må tage det søde med det sure.




Øverste foto: 02-04-2012/mit værelse/kamera/PhotoScape
Midterste og nederste foto: 02-04-2012/mit værelse/kamera

mandag den 2. april 2012

Blå

02-04-2012/Værløse/kamera

søndag den 1. april 2012

Fire år

I dag er det fire år siden jeg skrev det første indlæg her på bloggen. Da jeg fortalte det til familien i går, grinede de bare fjoget og spurgte om der så skulle pyntes op med flag og balloner? Ja, vel ska' der så, pyntes op i hvert fald, jeg kan dog ikke lige finde nogen flag og balloner, så det bliver med kulørte lamper i stedet.

Det som de gang på gang har kaldt det værste tidsspilde og mest rablende sludder de nogensinde har set, er nemlig blevet et af de vigtigste omdrejningspunkter i mit liv. Bloggen er blevet mit helt eget værelse i ånden. Den er mit fristed, mit kreative rum, mit laboratorium, mit arkiv, mit åndehul, mit spejl, mit samtalerum, min hånd rakt ud til verden, min inspirationskanal, min .. ja, jeg har stadig svært ved at sætte ord på hvad det har betydet for mig at have denne blog indtil nu, men jeg kan mærke at den er vigtig for mig, og at jeg skatter den som virkelig få "ting" i mit liv. Jeg læste forleden taknemmeligt her om at grave dybt for at redde de tabte dele af en selv, og lige nu kan jeg ikke finde bedre ord for hvad det er for et projekt jeg har gang i, og som denne blog er en særdeles væsentlig del af.

Undervejs har jeg gang på gang været ved at lukke og slukke når troen har svigtet mig og den nedgørende stemme i mig selv har været ved at få overtaget, og jeg har da også holdt en lille pause hvor jeg i en periode skrinlagde denne blog og kun skrev på en anden. Men jeg lukkede eller slettede ikke 'Jannes sted', og jeg vendte tilbage og tog alt med herover fra den nye blog, da jeg var parat til at udvide. Derfor tillader jeg mig at regne de fire år for én lang periode, og jeg opfatter det som at det indtil nu er det lykkedes mig trods svære odds at stå fast på mit projekt. Det ser måske pærelet ud udefra, men det er ikke nogen lille præstation set inde fra mit splittede hoved, hvis jeg skal være helt ærlig, og det er ikke mindst denne fastholdelse de kulørte lamper i dag skal markere. I morgen vil alt igen være som før og alligevel ikke, for jeg vil kunne tænke tilbage og vide at jeg har passeret endnu en milepæl på det der er min vej. Tillykke til mig selv med det :-).